METTE MARIE LEI LANGE

Et lille hjertesuk

Det er sket før, når jeg har skulle ud at rejse uden børnene. Især hvis det er en tur, der er længere end et enkelt døgn, som er den varighed mange af de presserejser, jeg er på, har.

Og nu sker det igen, og jeg har mega-dårlig samvittighed over det. Som de fleste, der er stødt på mig på nettet over den seneste uges tid må vide, så rejser jeg i morgen til Las Vegas. I 6 dage. Uden Jon og børnene. Eller – i 4 hele dage og to halve, som jeg gentager for både dem og mig selv for at få en bedre mavefornemmelse. Vi rejser torsdag kl. 15 og lander igen i Kastrup tirsdag kl. 13, så det er “kun” de mellemliggende fire dage, hvor vi ikke ser hinanden. Og i den tid har Jon både arrangeret sheltertur sammen med sine kammerater og deres børn, og de skal ind og se ‘Hakkebakkeskoven’ i et børneteater her i Køge. Og det kommer til at gå helt fint.

De sidste par dage op til afrejse, er jeg begyndt at snakke med ungerne om, at jeg skal afsted, for at forberede dem på projektet. Ligesom sidste gang, hvor jeg var væk i mere end to dage, laver jeg et skema til dem hver, som de kan krydse af hver dag, så de kan se, hvornår jeg kommer retur. Men jeg ved ikke helt, om den tidlige forberedelse måske giver lidt bagslag, for Særligt Berta savner mig lidt på forhånd. Og det er der måske endnu en grund til.

På en måde er jeg nemlig lidt ude af døren allerede, og det er det, jeg hader. Min tankekapacitet går med at lave lister over, hvad jeg skal huske at pakke, købe, ordne, arbejde færdig med, lægge frem og så videre, inden afgang. Og jeg sover dårligt om natten, dels fordi jeg glæder mig til turen og dels fordi, jeg også er lidt nervøs for, hvordan ungerne kommer til at tage afskeden. Så jeg er vranten og småsur og ikke særlig sjov meget af tiden, og det er fandme da ikke noget ved at være sammen med sådan én. Især ikke, når man er 4 år. Det kan man ikke sætte sig ind i, og det skal man heller ikke.

I nat vågnede jeg kl. 2.57, fordi Berta småklynkede fra sit værelse. Da jeg kom derind, havde hun tændt sin natlampe og var faldet i søvn igen, så jeg luntede tilbage under dynen – og der lå jeg så og gloede op i loftet, indtil kl. 5.20, hvor Hugo stod op. Helt smadret i bøtten, men ude af stand til at sove. Jeg tænkte, at jeg ville få det bedste ud af det, greb min yngste arving, og sammen gik vi ned i stuen og fik lidt one-on-one-hygge med højtlæsning i mørket og LEGO-leg i en times tid, inden vi begyndte at bage vafler til morgenmad. Så stod Berta op, og da vaflerne var færdige, var jeg vitterligt det samme, så jeg vækkede Jon og nappede en time mere under dynen (se, så kan jeg sjovt nok GODT sove! Når hele familien er vågen! Men ikke, når de sover, og tiden totalt ér til det!).

Så da jeg afleverede ungerne i morges, savnede Berta mig allerede på forhånd, fordi hun ikke havde set mig hele morgenen, og i de par minutter, hun gjorde, var jeg træt og baldret og vrissende. Og nu er børnene i børnehave, og jeg er alene hjemme med en to-do-liste på længde med min arm og en samvittighed så sort som arvesynden.

Det var lige mine 50 øre her til morgen. Måske lidt mere i det grå hjørne, end jeg plejer, men sådan nogle er der jo i alle hjem. Min plan er at få arbejdet og pakket fuldkommen færdig i dag, før jeg henter ungerne, og så spise en koffeinpille (jeg kan ikke lide kaffe), så jeg kan holde dampen oppe og bruge eftermiddagen på at være en sjov mor i stedet for at være hende karkluden. I morgen skal jeg i lufthavnen kl. 12.30, så jeg holder ungerne hjemme om formiddagen, hvor vi bager boller til ungerne i deres børnehave. Når de har dem med, er mit snedige håb, at de er mere optaget af at skulle dele ud og modtage hyldest, end de er af tanken om, at jeg efter farvel-myssene flyver ud af landet.

Jeg glæder mig til Las Vegas. Absolut. Men damn…. ❤️

Jeg har engang været til casting som vært i Vild Med Dans

Jeg gider herregodt være TV-vært, to be honest. Jeg føler mig lidt som en kliché. Hende bloggeren vil gerne i fjerneren. Big woop! Ikke at det måske gør nogen forskel, men jeg drømte faktisk om at være TV-vært allerede inden, der overhovedet fandtes internet. Min søster og jeg var skiftevis Bengt Burg og Karina/Maria Hirse ved stranden i Kollund, hvor der gik to trapper ned mod sandet oppe fra parkeringspladsen, lige overfor hinanden. Slet ikke ulig dem i Lykkehjulet. Og så vidt, jeg husker, skiftedes vores forældre til at agere Dennis, der med sprød og myndig røst bekendtgjorde, hvor mange kroophold, køkkenmaskiner og plaider, deltagerne havde raget til sig. Desuden havde vores københavnske kusiner et vaskeægte videokamera, og jeg ved ikke, hvor mange VHS-bånd, de har, af mig, der leger ‘Lotte Heises Talkshow’, hvor jeg interviewer alle i husstanden samt stueplanter, køkkenudstyr og egentlig også plaider, nu vi er ved det.

Og så skete det altså, at jeg for efterhånden enormt mange år siden blev bedt om at komme til casting på værtsrollen i Vild Med Dans. Jeg havde mødt den kvindelige caster ved en fest, og hun synes tilsyneladende, at min (dengang endnu mere løsslupne) energi var som skabt til at være mikrofonbærer i Danmarks mest beskuede dansestudie.

Sandheden var vist bare, at det var den nok ikke. I hvert fald ikke dengang. Jeg hørte aldrig fra casteren, efter at jeg havde været til castingen, og jeg kunne også sagtens selv mærke, at jeg på ingen måde lagde klatten dér, hvor den hørte hjemme. Så jeg fortsatte lykkeligt studierne på RUC og tænkte faktisk ikke videre over det. Og VMD fik en dygtig værtinde, i øvrigt.

Siden dengang har jeg ageret web-TV-vært på ELLE.dk ved samtlige modeuger mellem 2010 og 2014, jeg har sågar figureret som modeugevært i selvsamme funktion på både Kanal 4 og TV3, og så har jeg (som alle andre) filmet mig selv så meget, at det nærmest er pinligt, på Insta-story.

Om jeg er blevet bedre til at være TV-vært, finder jeg ud af i morgen. Eller snarligt herefter. (Hvis casteren da ringer tilbage denne gang). Jeg er nemlig atter blevet inviteret til en casting. Ikke som Vild Med Dans-vært (jeg vil også 100 gange hellere være deltager, må jeg indrømme, hvis det endelig nogensinde skulle komme til det!), men som vært på et andet, nyt program.

Jeg er enormt spændt og tager det som en oplevelse. Ingen lærdom er spildt, man kan altid blive klogere, og hvis man ikke vover, vinder man aldrig. Jeg gad godt en dag prøve at stå i spidsen for et TV-program, men hvis det ikke bliver denne gang, er det også helt okay. Jeg synes, der sker så sindssygt meget godt i mit liv for tiden. Jeg nyder at blogge mere end nogensinde før, og siden jeg startede med at blogge på www.mettemarieleilange.dk for præcis 30 dage siden, er der over 100.000 forskellige mennesker, der har lagt vejen forbi. Og ja, i næste uge skal jeg til Las Vegas, og jeg har meget svært ved at tænke på andet. Så jeg er i sandhed tilfreds med det, jeg allerede har. Også på den front. 😊💖

Og hvis jeg ikke lægger klatten i morgen, kan det være, at Cana gør! Hun skal nemlig til selvsamme TV-casting (som hun har skrevet om her), og vi synes begge to, at det er komplet genialt, at der er bare en mikroskopisk sandsynlighed for, at det er en Confetti-kvinde, der løber med mikrofonen! 🙌🏻

God søndag, venner! Om det så bliver med ‘Ex on the Beach’, en ex i tankerne (eller i sofaen), ægte kærlighed på Tinder eller en stor, laber plade Marabou! Alt til sin tid! ❤️

Okay, HØR lige, hvad vi skal i Las Vegas næste lørdag!

…. Ja, jeg ved godt, det hedder LAS Vegas, men nu, hvor jeg er blevet så close med byen, som jeg har på fornemmelsen kommer til at konkurrere benhårdt med Marrakech om at være min yndlingsby (dog ud fra yderst forskellige kriterier, kan man vist roligt sige …), så kalder jeg den bare ‘Vegas’. Ligesom at I, der læser med, kalder mig ‘MM’. 😊❤️

Jeg ved en del om programmet for næste uges rejse til Las Vegas, men jeg ved ikke alt. Produktionsselskabet vil ikke fortælle os det hele, da de gerne vil have vores “ærlige reaktioner” på TV. Det ér jo lidt reality, det vi laver, kan man sige.

Men jeg ved, at vi lørdag aften skal på stripbar! Og ikke en hvilken som helst én! Vi skal se showet ‘Magic Mike Live’! Oh, yes – det selvsamme show, som jeg for få uger siden købte billetter til i London i maj! Hvad nu, hvis stripperne kan kende mig i London (for jeg har SELVFØLGELIG købt billetter på første række i London, og det har produktionsselskabet også gjort i Vegas, bless their hearts!) og så tror, jeg er en stalker?! 😆

Sisse og Sneglen er begge to ved at omkomme af skam ved tanken om den ydmygelse, det ville være, hvis en af dem skulle blive hevet op på scenen i Las Vegas (det er åbenbart en ting, at de gør det, handyrene), så der har jeg valgt at vise mig fra min storsindede side. Jeg har lovet at tage én for holdet. I’ll do it! (Hvis de da vil tage til takke med mig i den givne situation og ikke giver mig den kolde skulder og stædigt holder fast på én af blondinerne, hehe).

Jeg glæder mig sygt meget til at skulle se Magic Mike Live! Jeg var i Miami i 2013, hvor min veninde og jeg var på mandestripbar, og det var sygt godt! Så jeg har en følelse af, at amerikanerne ved, hvordan den skal skæres! (Ikke et ondt ord om dansk polterabends grand old man, Stripper-Daniel, meeeen ….)

Må jeg have lov at anbefale en gen(nem)læsning af mit indlæg fra 2014 om mandestrip i Miami. Her kan man også se billeder af en noget yngre og mere hørkhåret udgave af undertegnede.

I skrivende stund sidder jeg bag i min søster og svogers Opel Corsa på vej til bryllup i det østjyske, og om bare fire døgn er jeg på vej til Las Vegas. Jeg ér så glad for, at produktionsselskabet spurgte mig bare en måned før afgang og ikke et halvt år. Det havde været mig uudholdeligt!

Verdens bedste slankekur + god nyhed + opskrift


Om det, jeg nu vil fortælle jer, egentlig falder under betegnelsen slankekur, kommer nok an på, hvor meget crap, man er vant til at indtage på daglig basis. Jeg er ret god til at holde mig på måtten lige pt, fordi jeg skal til Las Vegas på onsdag og gerne vil kunne passe alle mine festkjoler, og henover sidste vinter pådrog jeg mig lige 8 kilo ekstra julesul, som ikke helt har fundet vej ud af døren endnu.
Men altså – jeg varmede op med denne her “kur”, og jeg kan til fulde indestå for den – endnu mere, efter at jeg for nylig blev kløgtiggjort yderligere af Økologisk Landforening, men det vender vi tilbage til.

Nogle mennesker er forfaldne til alkohol, andre misbruger narkotika eller cigaretter. Jeg er chokolade-misbruger. Slik og E-numre! I eat it all, og når jeg først har åbnet en pose, kan jeg ikke stoppe igen. Jeg forspiser mig aldrig ved måltiderne, men jeg kan ALTID spise flødeboller eller Marabou. Også når jeg ikke engang rigtigt har lyst. Jeg kan have svært ved at sidde i sofaen om aftenen, hvis jeg ikke lige har ét eller andet at tygge på. Og bananer eller en “dejlig appelsin” er ikke nok.

Når min sukkerafhængighed, som den nogle gange gør, når de helt høje nagler, har jeg fundet et trick, der duer! Jeg kørte det af for en måneds tid siden (til stor glæde for både Jon, ungerne og alle vores naboer) med fin succes.
Tricket er, at jeg i en periode aftaler med mig selv, at jeg kun må spise lækkerier, hvis jeg selv har lavet dem. I den periode er det altså forbudt at runde bageren efter en direktørsnegl eller at spise en Snickers på vej hjem i toget. Men det er a-okay at spise hjemmebagte, kridhvide boller med tandsmør, og denne sensommer har jeg (som nogle måske har bemærket) lavet æble og blomme-triflier mere end én gang. (Og mere end 15 …)
Pointen er for det første, at jeg på den måde i højere grad registrerer, hvad jeg spiser. Jeg smider ikke bare en Toms Skildpadde op på båndet nede i Netto, men det betyder ikke, at jeg går glip af guf.
For det andet er det, jeg spiser, meget sundere. Ja, flødeskum feder, men det er sgu ikke usundt, hvis man er normalvægtig, og når jeg så bager boller eller kage, laver bananasplit eller trifli, sørger jeg for at bruge nogle gode råvarer, så jeg på samme måde lidt afgifter min krop og giver den en pause fra alle de der E-numre og tilsætningsstoffer, som altså gerne ryger med ned, når man kvæler en pose Stjernemix.

Det her lille fif har jeg haft planer om at dele med jer, der læser med herinde på bloggen, i en rum tid, og så skete det, at jeg fik en mail fra det, der hedder Økologisk Landsforening, som gjorde indlægget endnu mere relevant og min samvittighed over trifli-tsunamien i Køge endnu renere. Økologisk Landsforening har nemlig et budskab, som de meget gerne vil have spredt, og det er så godt, at jeg herre-gerne vil hjælpe! Især fordi det bakker op om æblekompot, som er ganske uundværlig i en æbletrifli.

Jeg køber tit økologiske råvarer, men ikke udelukkende. Jeg er ikke konsekvent. Hvis prisforskellen er stor, vælger jeg de u-økologiske varer, og uden at vide det med sikkerhed tror jeg, at mange gør det samme.
Men sagen er den, skal jeg sige jer (og nu kommer den gode nyhed!), at der er 5 varer, som alle bruger nu og da hjemme i køkkenet, som kan have en afgørende effekt. Det er nemlig sådan, at hvis man vælger ALTID at købe økologiske ÆBLER, PÆRER, HVEDEMEL, TOMATER og VINDRUER, så nedsætter man HELE sit og familiens samlede indtag af pesticider med 50%! Det beviser en undersøgelse foretaget af DTU Fødevareinstituttet. Beregningen sammenholder mængden af pesticidrester i forskellige fødevarer og danskernes gennemsnitlige indtag af netop de varer. (Mange tror, at man kan vaske pesticiderne af sine fødevarer ved at skylle dem, men det er altså ikke helt rigtigt. Derfor er økologi meget bedre, hvis man vil undgå pesticider).

Det er da en god nyhed, som man kan tage at føle på! Alle de ting bruger vi med regelmæssighed i Langehjemmet, og indtaget af æbler er særligt højt for tiden. Vores kommer dog fra eget æbletræ i haven, så jeg ved med sikkerhed, at der ikke har været sprøjtet med pesticider … Men vi køber mange tomater, og her er jeg indtil nu ikke altid gået økovejen. Men det har vi gjort, siden jeg fik den mail. Jon og jeg har givet håndslag på, at vi for al fremtid kun vil købe økologi, når det kommer til æbler, pærer, hvedemel, tomater og vindruer.

Så min anbefaling må lyde, at man i dag anskaffer sig nogle økologiske æble og lægger weekenden ud med en æble-trifli! Den opskrift, jeg bruger, lyder nogenlunde sådan som beskrevet herunder. Jeg kan desuden på det kraftigste anbefale, at man tjekker sitet www.renmadglæde.dk ud, da her er masser af gode, mundvandsdrivende opskrifter på lækkerier.

Du skal bruge:
– Alle de æbler, du har (resten af kompotten smager mega-godt med styr til morgenmad)
– Vanillestang
– En halv liter piskefløde
– Sukker nok til, at det smager godt, men ikke nok til, at du får dårlig samvittighed
– To æggeblommer. Eller en. Det vigtigste er egentlig fløden.
– Makroner (de kan købes i Lidl til under 6 kr. Seriøst!)

Sådan gør du:
Skræl æblerne, skær dem i mindre stykker og fjern kernehusene.
Put æblerne i en gryde og kog dem sammen med noget sukker og en lillebitte smule vand. Desuden kan man med fordel tilføje vanillestængerne (bælgene), men efter, at man har skrabet vanillekornene ud, for de skal bruges til vanillecremen.
Æblerne koges under småtilfældig omrøring, til det hele er blevet til mos, og skal det køles af (eventuelt i fryseren, hvis man gerne vil have sin trifli NU).

Vanillecremen tilblives ved, at man først pisker æggeblommerne med sukker og vanillekorn. Jeg ved godt, man anbefaler pasteuriserede æggeblommer, men de eneste, Netto havde af den slags, var fra skrabehøns, og så tager jeg sgu hellere chancen med salmonellaen, må jeg sige …
Bagefter pisker man fløden til skum – men lidt stivere, end man plejer. Og til sidst vender man æggemassen og flødeskummet sammen med en gummispatel.

Makronerne knuses og puttes i bunden af glasset. Herpå puttes æblekompot og øverst vanillecreme. Eventuel overskydende vanillecreme spises stående ved køkkenbordet med en stor ske.

5 billige ballade-styles, jeg tænker at tage med til Las Vegas!

Det er ved at være umanerligt længe siden, at jeg sidst har lavet et kluns-indlæg! Men hvis ikke i ugen op til, at jeg skal til Las Vegas, hvornår så!?
Jeg vil ikke sige, at jeg har direkte tøjkrise, for jeg har på fornemmelsen, at det er svært at være for meget i Las Vegas,  så min plan er bare at gå efter devisen ‘more is more’! Madame Chanel har levet forgæves i næste uge, guys! Den skal have fuld spade på glimmer-fronten! Jeg har fundet nogle ting, jeg pønser på at komme i kurven, herunder. Jeg gider ikke rigtigt bruge en formue, da meget af det måske ikke lige er tøj, jeg får brugt så meget til hverdag, så links’ene herunder er alle til Gina Tricot! Der kan de fleste af os være med.

Alle links herunder er reklamelinks!


Jeg tænker, at den her er laber på den der “jeg-er-fuldt-påklædt-men-alligevel-halvnøgen”-måde. Min eneste anke er, at velour måske bliver lidt lunt. Der er trods alt 40 grader i Vegas. Men efter sigende også masser af airconditioning!
Buksedragten kan ses og købes til en yderst net sum her!


Jeg viser sjældent ben, men jeg får altid komplimenter, når jeg er gavmild med kavalergangen. Endnu et plus ved små babser! Og ja, jeg kan faktisk klare mig igennem uden BH, selvom jeg har ammet tvillinger! Det tog mine madpakker tre år at vende tilbage til deres oprindelige form, men de fandt sgu vejen, så lad være med at give op og få silikone for tidligt! Med mindre, du har lyst … Anyway!
Toppen kan ses og købes her!


Den her er da FIN! Right? Jeg elsker den lidt!
Den kan hittes her!


Den her nederdel har jeg faktisk prøvet i Gina Tricot-butikken i Køge! Den er så fin – de havde den bare ikke i min størrelse den dag, men jeg tænker, den er god til om dagen i Vegas, så den skal nok i kurven her!


Ej, OKAY, den her nederdel koster under 100 kr.! Den skal jeg have, og så skal jeg have den på sammen med den sorte, asymetriske top om dagen! Så fint! Den kan hittes her! Den kan man da også bruge herhjemme til efteråret, faktisk …