METTE MARIE LEI LANGE

Lidt om de dage, hvor man føler sig som en lortemor


Overskriften beskriver en side af det evige pendul i mange forælders liv, vil jeg vove at påstå. I hvert fald os, der ikke ved alt om at være forælder det øjeblik, vi bliver det. Man har selvfølgelig sine tanker, holdninger og meninger, men de bliver alle samen sat på prøve, når hverdagen og virkeligheden rammer. I hvert fald for mig.

Jon og jeg er nok rimeligt strikse forældre. I Langehjemmet er det som hovedregel de voksne, der bestemmer, og når vi har sagt nej, så kan det ikke diskuteres. Vi tager stort set altid konflikterne, når de opstår, og vi har en del rammer og principper, som børnene udmærket kender efterhånden. Selvom Krapylerne ikke altid (overhovedet) synes, at det er specielt fedt, så synes jeg alligevel, nu hvor de er ved at blive ældre, at det har en ret fin effekt. De er relativt høflige, både i og udenfor hjemmet, og de ved, hvor skabet står. Ikke så meget pis, for det skab har altid stået samme sted. Desuden er de ret ubekymrede, fordi de ved, at vi voksne bestemmer og derfor tager ansvaret. Dermed ikke sagt, at de ikke er egenrådige. Oh, believe you me. 😉

Men det hviler jeg sådan set ret godt i – at være en “bossy mom”. Flere gange om ugen vender og drejer jeg småting både med mig selv og med Jon for at finde ud af, om vi skal sætte lidt mere ind hér eller om vi burde slække lidt dér. Børnene forandrer og udvikler sig jo, og vi lærer mere og mere om de små væsner og personer, de er og er ved at blive, og det betyder jo, at nogle ting skal ændres og rettes til, så der er nogenlunde harmoni i tingene. Og de er meget forskellige, Hugo og Berta, så vi kan heller ikke gøre alt på samme måde med dem begge to.
Men reglerne er de samme for dem begge. For os alle fire, sådan set. At man eksempelvis rydder op efter sig selv, vasker hænder inden aftensmaden, sætter sin tallerken hen til vasken og ikke går fra bordet, før man har fået lov.
Jeg er helt okay med, at ungerne synes, at jeg er en dum skid et par gange om dagen, fordi jeg siger “Berta, jeg har sagt nej, så det betyder altså nej” eller “Den iPad har bare at blive siddende i opladeren, indtil alle LEGO-klodserne er lagt op i kassen”.

Det, der giver mig dårlig samvittighed, så det synger i tænderne, er når jeg råber.

Åh, hvor jeg hader det. Og det sker altid mest de dage, hvor jeg er træt, uoplagt eller små-stresset over noget med arbejdet. Og den slags dage findes jo, når man lever sammen med sin familie hver dag hele ugen hver eneste uge. Jeg synes, det er helt okay, at mine børn oplever, at alle ikke er jublende lykkelige og i overskud konstant. Alt i livet kommer og går i bølger – både for dem og os, og som familie skal vi rumme hinanden så tit, vi kan. Især skal vi voksne rumme ungerne, det er klart.
Og det glippede for mig i går. Jeg var sindssygt træt efter en meget kort nat grundet for mange mennesker i dobbeltsengen (det kunne lyde kinky, men jeg kan specificere, at der var tale om mig og begge børnene. Jon var i byen), og derfor var der meget kortere til, at jeg hævede stemmen. Jeg rummede ikke ungerne – mit trætte hoved var snarere skuffet over, at de ikke rummede mig. Hvis det giver mening. Jeg vrissede og var i dårligt humør, og det smittede og gjorde ungerne umulige, og så kørte vi i ring.
Jeg er så ked af de dage. Når ungerne er faldet i søvn om aftenen, sidder jeg og glor på dem og lover mig selv, at i morgen bliver helt anderledes, og at jeg aldrig vil vrisse, råbe eller miste min cool mere. Og dagen efter sådan en dag er også altid bedre, for så sørger jeg for at komme i god nok tid i seng til, at jeg kan overleve morgenvækningen kl. 6, og jeg tager mig i det, når jeg kan mærke afmagten komme snigende, og opfører mig voksent.

Så i morges var skøn! Hvilket jo betyder, at ungerne var meget sødere, nemmere og sjovere, og på den måde bliver det hele til en god spiral. Helt modsat det ovenfor beskrevne. Og det ville jeg ønske, jeg kunne gøre altid! Men det kan jeg ikke, for jeg er ikke kun en mor, jeg er også et menneske, og vi fucker op og laver fejl. Men menneskets største force, som vi er den eneste race, der har, er evnen til et rationalisere og eftertænke. Og det gør jeg. Tit og meget. Og det er meget bedre gjort på et leje af shake-and-bake-boller, som jeg fremtryllede i morges med hjælp fra Krapylerne.

(Så er der i øvrigt meget få billetter tilbage til på lørdag HER!)

Dejlig datedag – med en lidt uheldig start …


Jeg kan virkelig anbefale konceptet med date-dag! Særligt, selvfølgelig, til folk med fleksible arbejdstider og børn i daginstitutioner. Det er ikke altid lige let for Langemanden og mig at få pasning til ungerne i aftentimerne, og derfor er det jo så himmelråbende heldigt, at vi engang imellem kan snige os til en fælles pjækkedag!

Det gjorde vi således i går. Vi har længe gerne ville se den nye Mission:Impossible-film, og efter en meget kort reseach-fase fandt Jon ud af, at den ville gå i Falkonér Bio torsdag formiddag kl. 10.10. Den bif er ret hyggeligt, og det korresponderede i øvrigt glimrende med, at jeg drømte om at spise frokost på MyPoké på Gammel Kongevej, inden vi ville tage i Tivoli med turpas og prøve alle de ting, børnene er enten for små eller for bange for at prøve!

Men der kom lige en streg i særligt Jons regning, da vi nåede Falkonér Bio. Vi burde måske have fattet mistanke, da filmen vistes så tidligt på dagen. Synet, der mødtes os, da vi trådte ind i foyeren, var ikke lige det, et par på date uden børn drømmer om. Det kan jeg vist godt sige uden at fornærme nogen … Der var babyer overalt! Babyer, barnevogne, bleer, pusletasker, sutteflasker og mødregrupper. Den tidlige visning var selvfølgelig en baby-bio-visning!
Jeg grinede lidt af det og trak på skulderen, men Jon havde ærligt talt lidt sværere ved at finde en grimasse, der duede. Han begyndte at overveje alternativer, men jeg havde taget popcorn med i tasken og fik ham til sidst overtalt.
Vi slap dog nådigt, vil jeg sige! Der sad kun ét andet par end os, og de havde den sødeste baby med på fem måneder. Hun skiftevis snorksov eller skreg af grin under kamp-scenerne, hvilket jeg fik ret meget added value ud af.
Filmen er i øvrigt den bedste i Mission:Impossible-rækken endnu! Seriøst!

Derefter fik vi frokost på MyPoké, hvilket jeg også snildt kan anbefale (elsker bowls!), OG så nåede vi sgu også et lidt kortere smut i Tivoli, hvor vi fik prøvet både Den Gamle Rutchebane og Galoppen, men desværre måtte droppe Dæmonen, da køen var for lang, og jeg skulle hjem og hente børn i Køge, mens Jon blev i byen for at spise middag med sit mødrende ophav.
Næste gang gør vi det i omvendt rækkefølge! Mit 2017 som indehaver af et Wildcard til Tivoli burde have lært mig, at man altid skal ramme Tivoli på hverdage lige efter åbningstiden, hvor køerne er ikke-eksisterende.

Hvis nogle af jer vidunderlige og vidende skabninger, der læser med derude, har forslag til, hvordan man ellers bør tilbringe en dagsdate, så sig endelig til! Jeg har et håb om, at der ikke går vanvittigt længe, før vi gentager successen!

Med ønsket om en dag fuld af store pakker fra postbudet, korte køer på motorvejene, dessert efter aftensmaden og samarbejdsvillige børn. <3

TWINPEAKS.DK lukker i dag

Det lyder som en joke, men det er fandme rigtigt! Efter at have tygget på beslutningen i over et år og ikke mindst have diskuteret den med alle, jeg har kunnet komme i tanke om at diskutere den med, har jeg nu gjort det! Truffet beslutningen, that is.

Min blog skal ikke længere hedde TWINPEAKS.DK. Og den skal heller ikke hedde mmleilange.dk, selvom der var mange, der stemte på det alternativ, da jeg udbad mig jeres mening en gang eller 20 på Instagram for en rum tid tilbage.

Bloggen skal simpelthen hedde METTEMARIELEILANGE.DK! For det gør jeg også! Og hele pointen med navneskiftet er, at jeg gerne vil have, at bloggen hedder det samme som mig. Derfor duer det ikke med mmleilange.dk, for så vil folk måske tænke “Ah, Mette Marie, det er hende fra mmleilange.dk …”. Og jeg vil helst ikke stå i en situation igen om et år eller to, hvor jeg atter synes, at jeg gerne vil tættere på mit eget navn. Derfor går jeg skridtet fuldt ud i første omgang og skifter hele vejen til mettemarieleilange.dk.

Og lad nu være med at sige, at det navn er aaaaalt for langt, folkens, for så slemt ér det altså ikke. Det er kun to bogstaver længere end Christina Dueholm, og der var altså ingen, der rynkede på næsen over ondt i tastefingrene, da hun skiftede navn! Og det er kun tre bogstaver kortere end Cana Buttenschøns domænenavn, og jeg kunne blive ved! ?

Jeg er glad for min beslutning! Og en lille smule mentalt stresset. Jeg gav signal til mine web-mænd i sidste uge, og de var sådan set klar til at flytte hele bloggen og 4,5 års indlæg samme eftermiddag. Jeg udbad mig dog en uges sunde-periode OG tid til lige at få lavet en header. Den uge er nu gået, og headeren er fikset, så senere i dag findes jeg og mine digitale kragetæer altså på mettemarieleilange.dk – happily ever after!

Jeg kan godt forstå, hvis nogle lige skal vænne sig til det, men jeg tror sgu, det går hurtigt! Der er næsten ikke flere bloggere, der hedder deres oprindelige bloggernavn mere (Hold fanen højt, Sneglcille! Federe blognavn findes ej!) Det er lidt som dengang, man havde pinlige Hotmail-adresser, inden man blev voksen og moden og skiftede til sit eget navn, eller en forkortelse, inden snabel-a’et.

I starten kommer TWINPEAKS-domænet til at sende forvildede besøgende over på mettemarieleilange.dk, så frygt ej, hvis du lider af dårlig korttidshukommelse og gamle vaner. ?

Vi ses på mettemarieleilange.dk! ??????

PS: Huuuusk at købe billet til næste lørdag her!

Vinderne af billetter til mit NIVEA-event er fundet!

Indlægget er en reklame for NIVEA.

Så er vinderne af billetter til min NIVEA-dame-dulle-hygge-aften fundet! Hvor er det GENIALT, at I er så mange, der har lyst til at deltage! Jeg ville ønske, at jeg kunne invitere jer alle sammen med, men det har vi desværre ikke plads til. Jeg synes altså, det er hyggeligst, at vi ikke er flere end, at vi alle sammen kan nå at hilse på hinanden og snakke lidt sammen, og samtidig skal der jo også være plads til, at man kan nå at spise sliders, prøve cremer og produkter og drikke en cola eller fire.

De tyve ladies, der hver har vundet to billetter, får alle direkte besked via e-mail!

Jeg glæder mig enormt meget til at hygge med jer! Der er ingen dresscode – come as you are!

Og til jer, der ikke fik billetter: Husk at I i stedet kan købe billet til mit velgørenhedsarrangement til fordel for PlanBØRNEfonden lige her!

Jeg har simpelthen købt stripperbilletter!!

Jeg VED ikke, hvorfor Channing Tatum har taget en blå revisor-skjorte på til det her foto! Vi kender alle sammen hver en eneste afkrog af hans overkrop til bevidstløshed anyway, og når nu alle de ANDRE mænd kun er iført bukser, så virker det nærmest krukket!

Men hvorom alting er! Det gik for en måneds tid siden op for mig, at Magic Mike-foretagenet har kastet et live-show af sig. Det har vist været vist i Las Vegas, og fra november kommer showet til London! Måske er det et andet show, jeg skal ikke kunne sige det. Jeg ved blot, at Channing Tarim (angiveligt) har instrueret showet, men ikke medvirker selv. Det gør i stedet den svedige gruppe handyr, som ses på billedet herover! Og min papsøster og jeg brugte i går 1.000 kr. hver på at sikre os to frontrow-billetter i slutningen af maj 2019! Oh, yeah! Jeg skal hyle sommeren næste år ind som en hunulv i løbetid!

Jeg har ikke helt besluttet mig for, hvor det at købe billetter lander henne i ligestillingsdebatten. Og i hele den her tanke om, at det da også er noget fis, at alle mennesker skal træne, få spraytans og se perfekte ud hele tiden. Der er ikke skidemeget dad-bod over drengene her, og det må da være skidehårdt for andre mænd at leve op til – lige så vel som det er svært for kvinder at leve op til modellerne. Jeg tænker, jeg venter med at tage det standpunkt til engang i sommeren næste år… Lad os kalde turen her for research! ?✌?