Regnvejrsdag - og Hugo sover ...
Regnvejrsdag – and ma baby sleeps …

Åh, hvor kan jeg huske den her slags søndag fra dengang, jeg var ugift og barnløs!
Sådan en søndag sidst på sommeren, fuld af tunge regnskyer, som både er træls og optur. På den ene side er solen altid at foretrække, men på den anden side kunne det også være pænt win med en søndag, hvor man ikke behøvede stå op og “få noget ud af dagen”, men med al samvittighed i behold kunne trække dynen ind i sofaen og se Zulu Serie-Søndag hele dagen.

Nogle søndage brugte jeg på at vente på en SMS fra en eller anden, jeg havde mødt aftenen forinden, nogle brugte jeg i erstatnings-ske med en veninde, nogle gange gik jeg i solobio på kysserækken i Empire klokken 20.
Åh, de weekender, hvor man havde været forudseende nok til at gøre det hele klar om lørdagen: Leje film i BlockBuster, rydde op, så man følte sig knap så ussel, når man væltede ud af sengen, købe ind til usund mad og måske endda en dut is i fryseren! Så er regnvejr altså en kærkommen gæst på en syndig søndag, også selvom man kunne være nødt til at tage en taxa i sin walk of shame for ikke at få ødelagt stilletterne. Yderligere.

Min søndag bliver i dag tilbragt ganske uden tømmermænd, men jeg nappede da formiddags-luren i ske med krapylerne, så det lugter da lidt af gamle dage. Vi har jo været alene hjemme, da Jon er på udflugt, og jeg har nydt tresomheden ganske grundigt. Spiste skidedyr takeout fra LéLé med en veninde fredag, og i går stod den på Meyers færdigretter fra Mad & Vin i sofaen all by my lonesome.
Det dér danseteater på Politigården i går var altså ikke helt, hvad jeg havde skruet mig op til. Ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det blev mig lidt for følt, og da ingen af ungerne rigtigt gad sove, stjal de også momentum, så når jeg af og til spejdede op på scenen og så en skaldet mand iført kjole vride sig som en orm over bål, mens han mimede en voldsom, indre smerte, blev jeg lidt træt. Så jeg trak tvillingekortet og smuttede i pausen. Men kæft, hvor er den politigård dog pæn – altså på nazimåden. Hvis man kan sige det?!

For en måned siden tillod været dét her ...
For en måned siden tillod vejret dét her …

I aften kommer Jon hjem, og jeg glæder mig som en fulderik til happy hour! Vi skal have burgere fra Cock’s & Cows og flette tæer i sofaen, når kuldet er crashet, og hvis nogen ligger inde med forslag til gode thrillers a la 90’ernes ‘Kiss The Girls’, ‘Double Jeopardy’ og ‘Primal Fear’, vi bør underholde os med, så vær god at smide en kommentar! Nyere titler kan også gøre det, der SKAL bare være nogen, der dør i løbet af de første tyve minutter.
Jeg håber, alle har en god søndag – om det så er i armene på en frækkert, en unge, en kat, en veninde eller helt alene foran Beverly på Zulu. Det kan sgu noget alt sammen. 🙂