IMG_8488.JPG

I dag var dagen, hvor jeg tog ungerne på nakken og gik den tunge gang ud til Aller-huset for at tage afsked med mine kolleger på ELLE og IN.

Selvom jeg er glad og tilfreds med min beslutning, kommer jeg sådan til at savne alle damerne og den enkle herre, der bebor sjette etage i akvariet på Havneholmen, og for at være stensikker på, at de også kommer til at savne mig, havde jeg favnen fuld af de fineste cupcakes fra Chicalicious, og de var så pæne, at man fik lyst til at skrive en sang om dem!

Som afskedsgave fik jeg (fandme) en rød kuffert propfuld af slik! Der var både Kinderæg, guldkarameller, Marabou og vingummier! Hvis ikke det er kærlighed, så ved jeg sgu ikke, hvad kærlighed er.

IMG_8489.JPG

Jeg fik vandet lidt høns på gåturen hjem, må jeg indrømme. Jeg er så glad for min beslutning, men jeg har været på ELLE i fire et halvt år, meget udspringer af min tid der, meget er levet og oplevet og mange ting (inklusive mig selv) ville nok ikke være de samme, hvis jeg ikke havde det i rygsækken. Og jeg kan ret godt lide de ting! Og de mennesker, jeg siger farvel til.

Men heldigvis er verden ikke større, end at jeg glæder mig til at støde på dem alle sammen igen på nye måder. Nogle gange skal man huske på, at man ikke falder ud over kanten af verden, når man siger farvel til folk. De rigtige af dem har det med at titte frem igen…

Jeg ønsker jer en fremragende fredag! Selv er jeg på vej til studiet for at se optagelserne til Vild Med Dans! De, der følger med fra sofaen skal holde øje med Ditte Ylvas venne-bord!