12092333_10153587800356886_1585324350_n

Jeg har i den seneste tid modtaget mails, kommentarer og private beskeder fra søde læsere, der er nysgerrige omkring, hvorfor jeg ikke har delt min holdning til det grusomme, der sker i verden lige i øjeblikket. Nu lever vi desværre i en verden, hvor grusomme ting sker hele tiden, men det, jeg her taler om, er de mange mennesker, som ser sig nødsaget til at flygte fra deres hjem med deres børn i favnen, og efter en faretruende og ødelæggende rejse, når vores breddegrader.
Mange har spurgt, hvorfor jeg ikke har delt min mening, og det er der sådan set et par grunde til.

Min holdning er, at vi skal hjælpe de her mennesker. Selvfølgelig skal vi det! Og det gør vi i første omgang ved at åbne vores grænser, vores døre og vores hjerter og inviterer dem ind. Hvad der videre skal ske, må vi så finde ud af (ja, jeg ved godt, det er noget ureflekteret skrevet), men i første omgang skal de væk fra faren og ind i varmen. Når man er truet på livet, har man brug for at mærke, at man er velkommen, og at nogen vil hjælpe én. Og det er nødvendigt. Nu.

Sådan føler de fleste, jeg kender. Det er i øvrigt den mest politisk korrekte holdning, og jeg har ikke følt det rigtigt at skrive spalte op og ned her på domænet om, hvor synd, jeg synes, det er for de her mennesker, for SELVFØLGELIG gør jeg det. Mit hjerte bløder for de mødre og fædre, der i ly af natten må kravle om bord i en lille træbåd uden at vide, hvad der møder dem derude på vandet. Eller i land, hvis de når dertil. Det må være så hjerteskærende ikke at kunne give sine børn det, vi alle sammen allerhelst vil give dem: Tryghed.
For jeg kan synes, det kan virke en lille smule som udnyttelse af disse menneskers situation, hvis man bruger den til at positionere sig selv med. Jeg vil hårdt sagt ikke have jeres sympati på baggrund af andre menneskers ulykke. (Nok lidt samme tanke, jeg i bund og grund beskrev i dette indlæg). Det har de ikke fortjent.

Derfor ville jeg ikke skrive noget, før jeg på en eller anden måde kunne bruge min lille platform her til at gøre noget. Opfordre til noget, der måske hjælper på noget. Før benævnelsen af disse menneskers gigantiske krise havde en berettigelse – og det har den nu!

Jeg vil nemlig opfordre alle jer, der har lyst (og som bor i nærheden af København) til at deltage i en folkevanding næste tirsdag! Vi er en hel masse mennesker, som i fællesskab spankulerer fra Fredens Park til Christiansborg Slotspark, og det gør vi altså d. 6. oktober fra kl. 17 til 20!
Gåturen er organiseret af ‘Velkomstkomitéen‘ og har fået navnet ‘Folkevandring  for en ordentlig behandling af flygtninge’, og både Lange-manden, Krapylerne og jeg deltager selvfølgelig – med madpakker, kiks, brikjuice og måske endda chokoladeboller! Og skulle man øjne os i mængden, tager jeg som altid gladelig imod krammere og giver tilbage af samme pose. 🙂

Som det jo nærmest er tradition, har en række kendte mennesker selfiet sig selv i den gode sags tjeneste. Og yes, min smukke mand er én af dem. Den film kan ses her.