Firetyve timer er gået, og Langemanden og jeg sidder i skrivende stund i regionaltoget med kurs mod Helsingør. I Helsingør befinder sig nemlig frugten af vores kærlighed: Krapylerne! I selskab med deres farmor. 

I julegave sidste år fik jeg et gavekort af min svigerinde og svigermor, hvor de beskrev, hvordan de ville passe ungerne en hel weekend, så Jon og jeg kunne lege fuldtidskærester omend på lånt tid. Så vidt, jeg husker, begyndte jeg at råbe, skriggræde og kaste med ting, alt imens jeg beskyldte dem for at forsøge at stjæle begge mine førstefødte fra mig. Og Jon, bevares. Flere af mine veninder fortalte mig om vigtigheden af at kunne være væk fra ungerne og nyde hinanden uden ansvaret. Jeg brølede med arke-kvinde-brus i brystet, at jeg satme ikke havde fået børn, for at vi kunne overlade dem til andre. 

Og det er som sådan stadig sandt. Jeg har de sidste tyve måneder overnattet væk fra ungerne tre gange. Første gang var det nederen, anden gang var det weird, og sidste gang var det egentlig ret fantastisk. Og alle tre gange var Jon hjemme hos dem. Og denne weekend tog vi det så skridtet videre.

I går ankom Verdens Sejeste Farmor til Nørregade, og efter deres lur hankede hun op i både Prop og Berta og tog dem med til Helsingør. Jeg er løbende på SMS blevet holdt informeret om, hvordan de har spist al deres aftensmad, har været eminente til at holde sig væk fra trappen og gudhjælpemig har sovet næsten 13 timer i nat – blot for at vågne glade og grinende her til morgen. 

De har hygget sig! Jeg har ikke taget noget fra mine unger ved at låne dem ud til deres farmor en enkelt nat – jeg har måske snarere tilført dem noget. Kærligheden mellem mig og dem bliver jo ikke mindre, fordi de også elsker andre, som elsker dem, og det skal Mor Lange altså huske sig selv på nu og da. Og jeg bliver nærmest stolt ved tanken om, at noget, der har groet i min mave, sparket til mine organer og vokset på en næring af Nutella og kærlighed, holder af andre og har bittesmå liv og relationer udenom mig og deres far. Det er vildt og storslået. 

Det dejlige døgn, Jon og jeg havde for os selv, startede vi ud med at se tre afsnit af ‘The Affair’, mens vi spiste tolv flødeboller og drak cola under dyner i sofaen. Derefter fik vi tømt alle flyttekasser i soveværelset og spiste sen aftensmad på kineseren i kælderen under vores lejlighed. Vi flirtede ved midnat med tanken om at dresse up og tage på casino, men i stedet faldt vi i søvn til ‘Transformers’. Det føltes vildt dejligt at have hele lejligheden for os selv, kunne glemme alt om alt og spise aftensmad klokken ni. Og i teorien kunne spille hasard natten lang, hvis vi gad. 

Jeg er sygt glad for, at jeg ventede indtil nu med at overlade ungerne til andre end deres forældre natten over, for jeg har virkelig kunne nyde vores frihed og har ikke siddet klinet til mobilen med dårlig samvittighed og savn i maven, som jeg ville have gjort for bare tre måneder siden. Vi er jo alle forskellige og skal gøre det, der passer os bedst. 

Og nu møg-glæder jeg mig til at boltre mig i babyer i Helsingør, mens nogen laver pizza (det er jo søndag, så vi har taget Jons pizzasten med nordpå) og til, at de vågner i vores allesammens hjem i morgen tidlig. Og det ville sgu’tte gøre noget, hvis de tog vanen op med at sove til halv otte derhjemme, også. 😉

I dag er det i øvrigt d. 1. november, hvilket betyder to ting: 

1. Jon og jeg har været kærester i præcis fire-et-halvt år!

2. Movember er skudt i gang! Jons snegl genoplives, og vi samler penge ind til fordel for mænds sundhed! Læs mere om vores ambassadørskab her! Vi ville blive så glade, hvis man ville melde sig til og eventuelt donere nogle håndører. Lidt har ret, og alle donationer er hjerteligt velkomne!