13933493_10154178182566886_340787137_n

Selv-udbasunerende, som jeg er (det ligger ligesom i jobbeskrivelsen) beriger jeg denne aften verden med ti ting, jeg har tænkt på, oplevet, fortrudt eller gjort i den seneste tid. 😉 Den her slags indlæg er altid gemytlige, da de har det med at lukke op for jer læseres indre crazys også. Som dengang, jeg fortalte, at jeg elsker makrelmadder, men jeg hader lugten af makrel. Eller at jeg har hår på mellemste fingerled. Eller at jeg nogle gange går og synger på gaden, når jeg tror, jeg er alene, og når nogen så dukker op bag mig ud af det blå, begynder jeg at hoste og rømme mig, så den fremmede bare tror, jeg er forkølet og ikke socialt afstumpet. Og sådan skulle det vise sig i mit kommentarfelt, at mange af jer også agerer … 😉

  1. I morges, da jeg skulle køre Hux i vuggestue på cykel og opdagede, at hans cykelhjelm lå nede i vuggestuen, kunne jeg ikke finde ud af, om det, der gjorde mig nervøs ved at tage den 300 meter lange lur ned til institutionen med ham hjelmløs var:
    A) At jeg var bange for at falde eller blive kørt over og derved gøre skade på Hugo.
    B) At jeg var bange for at blive dømt af de andre mødre, hvis vej vi ville krydse ned til vuggeren for at være typen, der skider på mit barns sikkerhed.
  2. Jeg har lige modtaget denne læbestift, som jeg købte online, og den gik i stykker, da jeg åbnede den første gang. Og den er altså ikke helt så pæn i virkeligheden …
  3. I anledningen af modeugen er der virkeligt gang i flere af kontorene i Hi House. Blandt andet har pigerne i hjørnekontoret fået tilsendt 16 kasser Maltesers, som skal deles ud til et event på fredag. Jeg håber ikke, de opdager, at der mangler cirka en pose for hver dag, siden kasserne ankom. (Bøvs!)
  4. Apropos modeugen skal jeg kun til tre shows i år. Jeg har lidt opdaget, at jeg synes, det er sjovest, hvis jeg kun skal til få ting, så jeg får oplevelsen uden stressen.
  5. Jeg kluklér for tiden lidt på den gammelkloge måde over, at drikken Aporol Spritz er blevet moderne denne sommer. Det drak jeg nemlig konstant i Berlin i 2007, men da blev den af seje københavnere lidt anset som en taber-drink. Sådan a la Isbjørn eller Kir Royal…
  6. På fredag tager Jon på kursus og er væk i 10 dage og nætter.
  7. … Hvilket gør mig en kende nervøs, idet der har været godt gang i gemytterne derhjemme siden ferien. Måske er Hugo bare mere til ferie end til hverdag. Lad os bare sige, at han for tiden opfører sig som en sund og rask 2-årig. 😉 Heldigvis giver han nogle kanongode kys, når han lige er i humør til det. Og ja, gu’ fanden kysser vi på munden!!!!
  8. Berta er hjemme fra vuggestuen i dag, og både Jon og jeg skulle ting, så vi delte dagen op. Jeg var på kontoret til kl. 11, hvorefter jeg tog hjem og byttede med Jon. Mens Berta sov lur, ville jeg så være praktisk og ordne en masse presserende så som opvask, vasketøj og mails. I stedet endte jeg med at se ‘Eye For An Eye’ på Netflix og spise leverpostejmadder.
  9. Jeg havde næsten glemt, hvor godt jeg kan lide Sally Field, og så ligner hun i øvrigt min mor.
  10. Øverst på min ønskeseddel til min fødselsdag i oktober står pt en græsslåmaskine, et mælkebøttejern og en trillebør! NÆÆÆÆSTE år skal haven i kolo’en satme makke ret!!