Skærmbillede 2016-09-27 kl. 10.23.16
Det har været en kanon-god morgen!
Efter fadæsen i går morges, som jeg skrev om nederst i dette indlæg, og som desværre er forekommende nu og da i Langehjemmet, når jeg er alene med Krapylerne, og vi alle skal ud af døren, besluttede jeg at æde min stolthed og ty til TV. Jeg er som sådan ikke lodret modstander af teknologisk underholdning til småbørn, men jeg har bare nogle principper.

For det første må mine børn ikke lege med iPad uden opsyn. Engang imellem får de lov at spille et spil et-eller-andet, men når de har spillet det, tager jeg iPad’en fra dem igen. Jeg synes, de er for små til selv at sidde og flippe rundt på egen hånd på sådan en maskine. Mulighederne er for mange, og det gør, at de ikke fordyber sig i noget, men i stedet bare sidder og zapper. Desuden byder YouTube altså på nogle ret nederen oplevelser. Der var en dag for nogle måneder siden, hvor Hux og Bertie sad og så Gurli Gris via YouTube på vores TV i stuen, mens jeg havde travlt i køkkenet. Pludselig kom Hugo stormende ud med et chokeret udtryk i ansigtet og bad mig komme med, og inde på TV’et ser jeg, at én eller anden spoof af tegnefilmen Gurli Gris, hvor hun er ved at blive slået ihjel på voldsom vis, altså kører henover skærmen, fordi den bare var den næste i loopet. Og det sidder mine Krapyler så og glor på. Helt rædselsslagne. Nix-bix. Goodbye, YouTube.
For det andet vil jeg ikke have, at de ser TV hver dag. Jeg vil gerne undgå, at de har en forventning om, at der er TV på bestemte tidspunkter af døgnet, men hvis jeg kan mærke, at de er trætte efter en lang dag, eller hvis de har leget længe, eller vi har tilbragt hele dagen på en legeplads, så kan der snildt falde et afsnit af ‘Dora The Explorer’, som er deres absolutte yndling for tiden.

Derfor har jeg været modstander af at tænde for flimmerkassen om morgenen i disse måneder, hvor jeg er alene med dem. For det første fordi, at jeg ikke bryder mig om at bruge TV som en krykke for mig, men hellere vil lade dem se TV, når jeg synes, det passer ind i deres dag. For det andet skal jeg altså være græsenke i to måneder endnu, så det kan nå at blive til en hel masse morgen-tegnefilm. Og mon ikke de efter et par dage begynder at forvente det … Og det var jo det, jeg gerne ville undgå.

MEN! Nu har jeg altså haft én morgen for meget, som er gået op i limningen, fordi jeg ikke kunne nå en skid, da begge børn forventede underholdning og/eller absolut ikke ville gøre sådan, som jeg synes var fordelagtigt og tidsmæssigt optimalt. Derfor besluttede jeg i Skype-samråd med deres hunky far, at denne morgen skulle Dora rulles ud.
Hugo vågnede allerede kl. 5.38 og kom ind i min seng og puttede, og lidt efter kom hans krølhårede søster dumpende. Der lå vi så og gassede os i én stor kluddermorbunke, indtil jeg klokken halv syv spurgte, om der var nogen interesse for at starte dagen med et afsnit af Dora. Et initiativ, der i dén grad blev modtaget med børne-kyshånd.
Da jeg (i ro og mag! Hvilken lise!) havde tilberedt deres havregrød, serverede jeg denne ved deres lille børnebord fra IKEA, og her sad de så på hver deres lille stol og kørte grød ind, mens de så flimmer – og de spiste tre gange mere, end de plejer, og spildte halvt så meget! Endnu en win!
Da jeg selv var kommet i tøjet, slukkede jeg for TV’et, og det var som om, at den langsomme start på dagen gjorde, at ungerne var meget mere indstillede på at lege sammen end at stjæle hinandens legetøj og hive hinanden i fletningerne. Og jeg var jo klædt på, så jeg tog del i løjerne, og sådan gik der en lille og vanvittigt hyggelig morgenstundstime, inden vi begav mod vuggestuen, hvor begge unger vinkede og sendte luftkys til en mor, der glad drønede på arbejde. 🙂

Nu er der jo ingen, der kan garantere mig, at alle morgener bliver som denne, bare fordi jeg tillader TV. Men et er sikkert: Jeg må nok hellere pakke min lidt forstokkede holdning væk, indtil faren atter er en del af vores morgener på daglig basis. Dora og glad mor er bedre end analog tid og sur mor. Og hun (Dora, altså) er også grunden til, at mine børn kan sige “Thank You” og tælle til tre på engelsk. Så helt dum kan hun jo ikke være. 😉

Og PS: Jeg er stadig uden mobil. Den døde igen, så nu venter jeg på en ny. Indtil da kan jeg selvsagt ikke opleves på Instagram. Jeg ved det, tabet er enormt. 😉