Jeg har været alene hjemme med ungerne her til aften, da Jon er til julefrokost. Enten en ret sen eller meget tidlig en, kan man sige.

Hugo og Berta er stadig ikke supergode til at underholde sig selv eller hinanden uden voksen indblanding. Jo, i børnehaven er de formidable til det, siger rygterne, men herhjemme vil de helst hænge ud med os konstant, hvilket er lidt pres, når man skal lave aftensmad og er ene mand i kabyssen. Nogle gange lader jeg dem hjælpe med at skære agurk i stykker, og andre gange lader jeg dem i stedet se TV, mens jeg skræller kartofler og måske samtidig ser et afsnit af et eller andet i køkkenet. 

I dag sagde jeg, at de gerne måtte se en episode af den serie, de for tiden ynder mest, lige så snart de havde ryddet deres LEGO-klodser op. Og fordi de er skabt af det samme DNA som jeg, kunne de simpelthen ikke tage sig sammen til at rydde op, hvilket førte til, at de legede med alt legetøj på hele deres værelse i over en time. Ganske uden min indblanding! Det føltes som en genistreg, selvom det ikke engang var meningen, og det trick skal jeg helt sikkert fyre af igen med jævne mellemrum.

Til sidst luntede Hugo ud i køkkenet og forkyndte, at nu ville han altså virkelig gerne se tegnefilm, men han gad altså ikke rydde alle LEGO-klodserne op. Jeg tilbød ham et kompromis, der bød ham blot at putte alle sine biler ned i den gule kuffert. Et noget mere overskueligt projekt, som han dog muggede noget over. Men selvom han prøvede at sno sig udenom nogle gange, stod min præmis ved magt – først oprydning, så tegnefilm.

Lidt senere kiggede jeg ind i stuen i samme sekund, som Hugo lagde den allersidste bil op i kufferten, og i lutter overraskelse og tilfredshed med knægtens formåen, roste jeg ham højlydt og fortalte ham, hvor sej han var. Han lyste op i et stor smil og sagde så gudhjælpemig: “Tak, mor. Det gør mig glad. Du er også dygtig til at lave mad til os!”

Det sagde han altså!!! Min søn – en gentleman!

Da jeg puttede ungerne en times tid senere, knaldede Berta brikker med lynets hast, men da Hugo efter en tyve minutters tid endnu ikke  helt havde fundet Ole Lukøje, gik jeg ind og lagde mig sammen med ham og holdt om ham, til han faldt i søvn. Og da han sov, blev jeg liggende næsten en time længere og nød hans lille, store krop i mine arme og hans tunge åndedræt mod min kind. Det er i de allermest hverdags-agtige situationer, at det føles allermest vildt og fantastisk at have børn, og lige i dag er jeg ret stolt af mine. Igen. ?