skaermbillede-2017-07-30-kl-13-39-13
Krapylerne er særdeles mor-syge. Men ikke på den måde, de var, da de var mindre, hvor de hang i mine bukseben konstant og skreg smertens skrig, hvis jeg dristede mig til at gå på toilettet uden dem.
Næh, nu kan de jo tale og udtrykke deres følelser. De følelser er på én gang meget ægte og også ret primitive. Og det er ret skægt at være vidne til. Hugo siger de fleste aftner, lige omkring sengetid: “Nu har jeg spist, og nu har jeg drukket, og nu er jeg lidt træt …”. Han ligger altid og nyder de sidste ti minutter, efter at vi har læst godnathistorier og sunget sange, og han ved, at søvnen er på vej. Han smiler gerne næsten kunstigt sødt, inden han indstiller blikket på uendeligt og lader sig glide ind i Drømmeland. Det mest fredelige og meditative, jeg nogensinde har oplevet, er at se Hugos store øjne glippe uendeligt langsomt, inden hans tykke øjenvipper til sidst synes for tunge til hans formåen, hvorfor øjenlågene til sidst giver efter og langsomt glider i.

Berta er af en noget mere dramatisk natur. Det sker ikke under fem gange om dagen, at hun skriggræder over enten at have slået sin lilletå eller tommelfinger, og jeg sværger, at hun engang græd salte tårer efter at have slået sig på hjørnet af en foldet sweater. Samtidig er hun ganske indsigtsfuld, lader det til, og hvor Hugo har en vanvittig fantasi, som bevirker, at kæften aldrig står stille på ham, tænker Berta gerne lidt mere over, hvad hun vil sige, før hun siger det. Og hun er beviset på, at Jon og jeg ikke kan slippe afsted med at sige hvad som helst længere, for hun imiterer alle vores talemåder og gør det ret korrekt og præcist.

Og med til denne øgede bevidsthed om, hvad de føler og hvornår, de gør det, er de selvfølgelig også blevet bedre til at give udtryk for deres følelser. Desværre (og heldigvis) ejer de stadig intet høflighedsfilter, så de siger tingene præcis, som de føler dem. Og for tiden føler de for mig. Og helst eksklusivt og hele tiden. Hvilket sgu er lidt synd for Jon, som seriøst på rigtigt mange områder er en bedre, sejere og mere tålmodig forælder end mig. Sådan én, der gider at lege med tog, og sådan en, hvis hoved ikke springer i luften, selvom begge unger har skreget hele dagen.
Alligevel foretrækker de mig, og hvis han drister sig til at skifte en lorteble eller servere en portion aftensmad for dem, får han verbale prygl som var han en politisk ukorrekt politiker eller veganer. Og de stikker jo ikke bare i et skrig længere – de siger sgu nogle ret grimme ting, synes jeg. Jon er heldigvis et langt stykke hen ad vejen god til at ryste det af sig, men han begynder vist også at se frem til enden på den her fase.

Da vi var på teltferie, løb han panden imod muren flere gange i træk, og jeg tror, han nu har indset, at det bare skal gås væk. Han må bare trække vejret ind gennem næsen, puste ud gennem munden og vente, til det går over. 🙂

Tjek lige de her tre udvekslinger!

Klokken er sengetid, Krapylerne er i nattøj, stemningen er god, og Jon føler sig selvsikker, så han stiller det, han tror er et skudsikkert spørgsmål:
Jon: Hvem er jeres yyyndlingsfar, unger?
Berta: Mor!

Et par dage efter er han der ufortrødent igen …
Jon: Hvilken far er den bedste far i hele verden?
Hugo: Det er Janus! (En af Jons bedste venner, som vi var på ferie med …)

I morges troede Jon så lidt, vi havde et gennembrud, men følelsen af succes var kortlivet.
Jon: Jeg elsker dig, Berta.
Berta: Jeg elsker dig, far. Men jeg elsker også lort!

Jep! It shalln’t be easy!
Det’ en fase, det’ en fase, det’ en fase. 😉