Åh, nogle gange ville jeg gerne have lidt mere pli. Eller i hvert fald være lidt mere bevidst om, hvornår pli-piloten fortjener at blive slået til! Man kan tage en dame ud af Sønderjylland, men Sønderjylland er ikke sådan lige at hale ud af en dame. Ikke dénne dame, i alle tilfælde. På godt og ondt!

Min seneste forseelse (så vidt jeg ved. Der er i høj grad den mulighed, at jeg har dummet mig siden i går eftermiddags, uden at jeg ved det) fandt sted lørdag først på eftermiddagen i Hørup på Als. Jon havde som eneste kjøwenhavner (to dage endnu…) fået lov at medvirke på et af holdene til en oldboys-turnering i mit barndoms-hood, og Krapylerne og jeg var draget ud for at heppe. Det samme var flere af de andre drenges koner, og to af dem er mine gode veninder. Den ene i særdeleshed stadig, og den anden mistede jeg kontakten med efter gymnasiet, men da vi sad der og gloede på vores mænd spille bold flankeret af vores sammenlagt fire børn, føltes det som om, at vi var røget tyve år tilbage i tiden. (Seriølle! 20 år!!). Der manglede bare lidt brun Helena Rubinstein-læbestift og måske en Isbjørn (altså vodka med Sprite og blå bols, og så var vores slængt liiidt yngre end dengang.

Nåh, men da ungerne og jeg skulle til at vende snuderne hjemad, ville jeg sige farvel til Stine, min veninde, som stod fordybet i samtale med en mandlig bekendt. Hun vendte sig mod mod og spurgte inkluderende: “Mette Marie, kan du huske Anders fra Bob’s-tiden?” Her skal jeg tilføje, at Bob’s er en forkortelse af ‘Maybe Not Bob’, som var navnet på en legendarisk bar, hvor alle med respekt sig selv og folkeregisteradresse i Sønderborg arbejdede og/eller dansede på bordene i slut-90’erne. Og jeg skal også nævne, at ‘Anders’ ikke er mandens rigtige navn – jeg ønsker bare ikke at out’e ham mere, end jeg gjorde i går, hvis andre nu skulle kende ham – men ikke kende til denne lille flig af hans livshistorie.

For der sker selvfølgelig det, at jeg ser manden an, erindringen rammer mig, og jeg falder ham om halsen i et genkendelsens kram, alt imens jeg højt udbryder “Anders! Selvfølgelig, mand! Fantastisk at se dig! Jeg kan også huske, hvor du tilbragte nytårsnat år 1999/2000! Du røg i fængsel, fordi du tissede på gaden! Hahahha! Fandme dårlig stil af politiet! Fedt at se dig! Hvordan går det??”

Mandens ansigtsmimik stivnede en smule, og først nu opdagede jeg, at han havde selskab af sin i øvrigt yndige kone og deres to sønner på omkring 6-7 år, som på nuværende tidspunkt i samtalen kiggede op på deres far med måbende blik og store øjne. Det eneste, jeg kunne få mig til at sige, var “Det må I fandme undskylde! Jeg finder selv ud …”

Mandens møde med ordensmagten var jo i den grad at kategorisere som inden lette ende, men derfor ér det jo ikke sikkert, at han er nået til at forklare den mindre forseelse og ikke mindst konsekvenserne heraf for sine poder. Men det fik jeg denonsenlyneme da lidt givet anledning til!

Jep! Det ville klæde mig lige at vejre situationen, før jeg åbner munden nogle gange. Måske netop dérfor klæder det mig at blogge. Her kan jeg nå at fange de fleste bummerter, før de rammer andre. ?