Det er virkelig svært at pakke til en rejse til Benin. Jeg har aldrig været der før, og jeg er ret sikker på, at oplevelsen ikke kommer til at ligne noget, jeg ellers har oplevet.

Det tætteste, jeg kommer på det, er nok, da jeg i 2012 arbejdede på ELLE og var i Tanzania med Louis Nielsen. De har et smart koncept, hvor folk, der køber nye briller, kan donere deres gamle briller til folk i Tanzania. Så får brillerne et nummer, og så rejser folk fra Louis Nielsen til Tanzania et par gange om året og får placeret disse briller på nye næser. Den næse (og personen bag den) bliver så fotograferet, og så ryger der et foto retur til brilledonoren. Det er da fint! Og på den ene rejse var jeg altså med sammen med Louis Nielsen og 43 kilo briller.

Vi tilbragte nogle dage i en lille landsby, hvor folk boede i lerhytter og ikke havde adgang til hverken vand eller elektricitet. Her opholdt vi os på et sundhedscenter, og så kom folk vandrende fra nær og fjern med håbet om, at vi havde et par briller i bagagen, som matchede deres behov. Og det havde vi heldigvis i langt de fleste tilfælde. Det var vildt spændende og overvældende, og selvom jeg kun var der i tre hele dage, er det en af de rejser, jeg nogensinde har været på, der står skarpest i min erindring.

Men dengang var jeg der i anledning af velgørenhed, og det er jeg ikke denne gang. Nuvel, jeg rejser (og har i det hele taget fået tilladelse til at rejse) derned sammen med BØRNEfonden, fordi jeg er ambassadør, men jeg skal jo ikke noget. Jeg har ikke noget med. Faktisk er jeg blevet bedt om ikke at tage for mange gaver med, da det kan skabe en dum ulighed i et samfund, der ikke har ret meget.

Men i bund og grund er jeg jo turist. Jeg kommer for at kigge. For at opleve, suge til mig og tage ved lære. Og selvfølgelig også sprede ordet om den fine oplevelse, det er at være sponsor i BØRNEfonden! Jeg håber helt ind i knoglerne, at jeg kan være med til at motivere en helt masse, der ikke er det i forvejen, til at blive sponsorer, og det er selvfølgelig hovedformålet. Men jeg rejser også for min egen skyld. For min nysgerrigheds skyld. Fordi jeg elsker, elsker, ELSKER at rejse til lande og områder, hvor tingene foregår på en anden måde en hjemme i Køge.

Og det betyder også, at jeg forholder mig enormt ydmygt overfor den her rejse. Jeg kommer og besøger nogle mennesker, som har sagt ja til at få besøg af mig, og det er jeg vildt taknemmelig for. Og jeg vil så nødigt fornærme nogen, irritere nogen eller være i vejen. Allerhelst ville jeg transformere mig om til en lille flue og så kravle rundt på væggene i Benin den næste uge. Jeg har ikke en fornemmelse af, at de mennesker, jeg skal møde, er nemme at fornærme, det er slet ikke det. Men jeg har fået fortalt, at mange af dem eksempelvis ikke har set et hvidt menneske før, så alt andet lige kan jeg jo ikke undgå at stikke lidt ud. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har været hvidere, end jeg er lige nu efter den her evighedsvinter. 😉

Heldigvis skal jeg ikke tage billeder. Jeg har en fotograf med, som skal tage en masse fotos til BØRNEfonden, så den tjans slipper jeg for. Det kan altså nemt skabe lidt af en distance mellem folk, hvis den ene bor i en lerhytte og aldrig har set et kaukasisk menneske før, og det kaukasiske menneske så står med et stort digitalkamera og knipser på livet løs, tænker jeg.

Jeg har fået at vide, at jeg helst skal gå i lange bukser eller kjole og lange ærmer hele tiden – primært på grund af myggene, men også fordi, at jeg på den måde flager mindst med min blege herkomst og måske derfor kan gå en lille smule mere ubemærket omkring, end hvis jeg valsede rundt i et af Miley Cyrus’ scene-outfits (ikke at jeg har mange af dem på lager, men altså …). Jeg har også fået at vide, at hvis jeg vil have gaver med til min sponsorfamilie, skal det helst være noget, børnene kan lege med sammen med de andre børn i byen. Så jeg har købt farvekridt, malebøger og sæbebobler, og så skal jeg lige have fundet en bold i lufthavnen.

Jeg har pakket tre outfits til de tre dage, jeg er der, plus lidt ekstra – just in case. Vi må kun bevæge os rundt i dagens lyse timer. Så snart, solen går ned, skal vi befinde os på hotellet, hvilket egentlig er ret smart, da jeg på den måde får fin tid til at skrive nogle indlæg om alt det, jeg oplever.

Jeg er så spændt. Og lidt nervøs. Også over at rejse et så eksotisk, fremmed og langt væk sted hen uden min familie. Heldigvis er jeg ikke væk så længe – vi flyver fra Kastrup i morgen klokken 12, og så er jeg retur i Kastrup igen på torsdag klokken 9. Og SÅ er det altså også slut med solo-rejser for en stund! ?

Hvis nogle af jer, der læser med, har erfaringer med at rejse i Vestafrika, må I MEGET gerne forberede mig så godt, I overhovedet kan og gider i kommentarfeltet! Please – give me all you got! ?

Hvis man har lyst til at blive sponsor for et barn gennem BØRNEfonden for 230 kr. om måneden (jeg lover, det er meget mere værd!), så klik her!