Jeg har lige lagt makeup i toget. Som den pendler, jeg er, har jeg siddet i stillekupéen i et relativt proppet morgentog til København og brugt consealer, pudder, mascara og en lillebitte smule contour kindben. Go big or go home, eh?

Der var et par stykker af mine sidekammerater, der skævede lidt undrende til mig. Ikke meget, blot en kende. De var alle sammen mestendels optaget af mobiltelefoner, bærbare PC’er, der var en med et strikketøj, og mange nød udsigten til solbeskinnede marker og villakvarterer. Jeg følte mig lidt dømt som overfladisk, som jeg sad der med vippebukker og pudderkvast, omend det sikkert mest er noget, der er sket i mit hoved og ikke skal lægges mine medpassagerer til last.

Men sagen er den, at min morgen forsvandt. Jon er ikke hjemme, og mine børn, de mirakuløse væsner, sov helt til kl. 7.15! Så vi stod langsomt op, og da vi var udgået for havregryn, spiste de Cheerios til morgenmad. Det hører til sjældenhederne, så de bad om genopfyldning 7-8 gange hver. Imens hørte vi soundtracket til tegnefilmen Vaiana og sang med efter bedste evne, og efter morgenmaden lavede vi morgengymnastik til selvsamme. Jeg indledte med nogle svinge-øvelser, som Krapylerne lystigt efterabede, og derefter påtog Hugo sig rollen som bevægelseschef og pålagde det øvrige selskab at løbe rundt om kogeøen i køkkenet med hænderne over hovedet til først ‘Selv Tak’ og derefter ‘Spejlblank’.

Til sidst var vi i fællesbad. Igen. Siden børneormsdiagnosen har vi alle været i bad to gange hver dag, og Berta og jeg udnyttede muligheden for en lille bodyscrub også. Da tiden var inde til at tage tøj på, blev Hugo optaget af en ridder/prinsesse/dronninge-leg, som han fik os andre involveret i, og pludselig var klokken alt for mange, og med vådt hår og stadig iført ridderkostumer afleverede jeg ungerne i børnehaven og ilede ned til mit tog, hvor jeg altså stadig sidder. Jeg skal nemlig til frisør i dag, så jeg kan få farvet den Lillebæltsbro af grå hår, der har stadfæstet sig på midten af mit hoved. Og alle ved, at man ikke skal tage til frisøren uden makeup på, for det lys, de har, er nådesløst, og der er enormt mange spejle. Og jeg har ret meget hår, så jeg skal sidde der længe!

Dérfor lagde jeg makeup i toget. Og det er da i grunden en ret fornuftig forklaring, ikke? ?