Nu bliver vi nok aldrig typerne, der køber en timeshare på Mallorca (selvom den ø vist har rystet sit blakkede ry af sig siden 80’erne og er blevet moderne igen), tager derned i alle ferier og spiser danske frikadeller og ribbensteg præcis det samme sted hver eneste aften. Meeeen der skal nu alligevel høres et trefoldigt leve for at køre en ferie på gentagelsen engang imellem.

Denne gang er det femte gang, jeg er i Barcelona indenfor det seneste år (jeg var her nemlig også til Jons fødselsdag(okay, det er et år og en uge siden, hehe), i foråret med familien, i sommer med Visa og i efteråretmed en veninde, hvis man vil læse nogle af de tips, jeg skrev til byen dengang) og det er fjerde gang i alt, at vi er her med ungerne (ja, sådan noget har jeg totalt styr på. Aner ikke, hvorfor). Sidst, vi var her alle fire, var henover påsken sidste år, og fordi vi dengang havde 10 dage, skyndte vi os ikke med noget. Vi havde ingen mål for, hvad vi SKULLE nå, og det gav sådan en dejlig ro.

Den mentalitet har vi overført på den her tur, selvom vi kun har tre dage. Vi er her for at hænge ud og nyde foråret – ikke for at nå noget. Så vi har lejet cykler og dimser således rundt på må og få i byens charmerende gader og giver os god tid til pitstop, vaffelis, legepladser og iagttagelse af optrædende med kæmpesæbebobleblæseri.

I går var vi mildt smadrede alle sammen, da vi måtte stå op i Køge kl. 04 for at nå vores fly. Men solen skinnende så dejligt, og fra vores midlertidige hjem i det spanske er der udsigt til selveste Sagrada Familia (nærmere beskrivelse og link venter i sit eget indlæg), så vi fik kollektiv optur på, gik ned til Placa de Catalunya og lejede cykler med børnesæder, og så spiste vi frokost, hvor vi altid spiser frokost – nemlig på Bar Lobo. Den ligger på den hyggeligste, lille plads og har en syg guacamole. Lige rundt om hjørnet fra den ligger min yndlings-dimsebutik, DAWN, som vel er at betegne som en spansk Flying Tiger. De har dansende kranier, puder formet som lort og så har er en masse ting med LED-lys i og andre (virkeligt billige) hits til indretningen og meget, MEGET mere. Det er der, jeg har købt de flamingoer og kaktusser, vi havde hængende i kolonihaven, og denne gang scorede jeg en lystavle og en spejlsky. Oh, joy!

Bagefter cyklede vi lidt rundt i gaderne blandt de påskelukkede butikker og endte på stranden, hvor vi nød en is, og Berta demonstrerede sine evner som insta-fotograf.

And so went the day med yderligere pitstop på legepladser og cafeer, og kl. 22 sov hele familien tungt i lejede senge.

I dag er eneste punkt på dagsordenen at købe frisk frugt på La Boqueria, hente billigt børnetøj i Primark og lidt dyrere mor-tøj i Mango og Zara. Og Jon vil gerne have seafood til aftensmad. Lige nu er børnene underholdt af en Ipad, mens Jon og jeg langsomt vågner, og i går købte vi ind til at kunne lave morgenmad her i lejligheden. Praktik og fornøjelse i en god, spansk pærevælling.

Til de, der spørger, er vejret fint. Som DMI vil afsløre er her mellem 15 og 19 grader, hvilket betyder FANTASTISK i solen med mulighed for bare arme og ben. Men i skyggen og når solen går ned er her koldt som i Lord Voltemorts hjerte. ?