Jons mormor, Krapylernes oldemor, bor på Samsø, og vi er her slet ikke nok. Hidtil har det været besværligt, da vi ikke har haft bil, hvilket har gjort det bøvlet at komme frem herovre med to småbørn med klapvogn og bleer, og hvad ved jeg.

Men nu har vi bil og ingen hverken bleer, klapvogn eller sådan rigtigt småbørn! I denne weekend er to af ungernes små fætre har også, og for første gang sidder jeg i en forsamling med flere børn og føler, at jeg har det NEMMEST! Jeg fastholder stadig stædigt, at det ikke var så hårdt at få tvillinger, som propagandaen proklamerede i sin tid, men samtidig står jeg nogle gange med en følelse af, at det måske alligevel gav flere små udfordringer, end jeg indså dengang (og skål for lyserøde briller i øvrigt! No regrets!). I hvert fald i bakspejlet. Så mærkbart lavtsiddende som mine skuldre føles for tiden, må det betyde, at de har været relativt anspændte for relativt kort tid siden.

Her er så smukt og dejligt, og fuglene kvidrer overalt. Det gør de nok også i Køge, men i haven kan vi ikke høre dem for bilerne på vejen i baghaven, og når jeg løber i skoven har jeg et mix af amerikansk gangster-rap og Basims greatest i ørene, så…

Klokken er i skrivende stund halv ti, og det er kun næsten mørkt. Den her sommer kommer snigende som afslutningen på et tigerspring. Man havde næsten givet op, og på baggrund af den følelse, føles det hele nærmest dobbelt så magisk! ?