Vi er inviteret på den her rejse af Visit California.

Klokken er snart 1 i Californien, og jeg sover ikke endnu. Det er så åndssvagt, men jeg har simpelthen fået gyserfilm på hjernen… Jeg kan ikke sove! ? Desuden er den seng, jeg deler med Jon, ret smal, og som altid i USA, så deler vi én dyne (eller rettere: Et tæppe og et lagen!). Så hver gang, mit livs udkårende så meget som trækker vejret, puffer han simultant til mig. Men altså – min søvnløshed skyldes sgu nok primært, at jeg har fået små pigespøgelser på nethinden! (Se min story på Instagram, hvis I ikke ved, hvad jeg snakker om…) Jeg er 36 år, for fanden! Mor til to sagesløse børn! Det er jo til grin, det her! ?

Nåh, noget andet, jeg lige vil runde, nu jeg er her, er, at jeg godt er klar over, at hele min blog kan virke sponsoreret i disse uger. Det skyldes, at jeg har valgt at markere aaaalle mine indlæg fra Californien som ‘inviteret af ..,’, som der jo altså står i loven, at man skal. Når man modtager penge for et indlæg, skal der stå ‘annonce’ eller ‘reklame’, og når man modtager en gave, skal det tydeligt markeres, at der er modtaget en gave. Vi er inviteret på denne rejse, altså har jeg markeret det således. Det er ikke alle, der gør det, når de inviteres på rejse, men jeg gør altså.

Det gør måske i nogles øjne, når der så kommer “almindelige” annonceindlæg oveni, at hele min blog virker mere marineret i reklame, end den plejer, men det er den jo egentlig ikke. Jo, april og maj samt november og december har hvert eneste år i de fire år, jeg har været i gamet, været de måneder, hvor vi bloggere tjener vores penge. Så kan der være enormt sløvt i januar og februar og ligeledes henover sommermånederne. Og det er jo enormt træls, for nogle har det lidt med kun at se reklamerne, når de er der – ikke når de udebliver. Måske fordi man stadig godt kunne tænke sig en helt reklamefri blog – og det er måske forståeligt nok. Men altså, det bliver min altså ikke. Hvis jeg skal kunne blogge, er det nødt til at være mit fuldtidsjob. Ellers har jeg ikke tid oveni familieliv, privatliv og alt det andet, et liv er fyldt af. Og jeg synes desuden, det er skideskægt at lave samarbejder! Mega! Og de bliver bedre og bedre, samarbejdende. I starten af min tid som professionel, var det ret svingende, hvad man sådan kunne være heldig at blive bedt om at skrive om, men nu synes jeg virkelig, det er nogle fine ting og tjenester, jeg får lov at lægge domæne til.

Desuden er der jo også den lille ting at tænke over, at når jeg er på ferie (inviteret eller selvbetalt) skriver jeg jo altid om min ferie. Det er egentlig altid i de perioder, at der er færrest indlæg om de allerdybeste og mest personlige tanker, jeg går og gør mig, men samtidig også i de perioder, hvor der sker noget andet – hvilket jeg synes klæder bloggen mega-godt, hvis jeg må være så ærlig. ? Det er sååå skønt at komme lidt ud af hverdagens kontortider og få spændende og nye oplevelser serveret og så bruge en masse krudt på at sende det hjem til jer, der læser med, både her på bloggen og på Instagram.

Så altså – alle de almindelige hverdagsindlæg kommer igen, når min hverdag gør – og lige nu er jeg jo så heldig at være på ferie. Og der er ikke mere spons på bloggen i år, end der var sidste år, eksempelvis. Og jeg tror såmænd heller ikke, jeg har mere spons end andre bloggere. Jeg markerer bare ALT – også gaver og invitationer. Både fordi, man skal, og fordi, jeg synes, det er god stil.

Nu vil jeg prøve at give søvnen et skud mere. Vi skal på bjørne-sightseeing i morgen, så jeg skulle jo gerne være frisk!

Stort klem fra MM, som lige nu er ret langt væk hjemmefra. ?❤️