Misundelse er en grim ting, siges det, og jeg ved ikke helt, om jeg synes, det er rigtigt. Misundelse – eller bare det at ønske sig noget, andre har – kan vel på en måde også bruges som et pejlemærke. Når man mærker underskuddet, ved man, hvor man skal rette snuden hen. Hvad man synes, man mangler, og derfor skylder sig selv at gå efter.

Jeg er og har løbende gennem mit liv været misundelig på mennesker i og i udkanten af mit liv – og på Instagram. Fordi de havde en federe lejlighed, rejste til lækrere destinationer, var gravide, forelskede, solbrændte, slankere end mig eller inviteret til en blæret fest, hvor ingen havde skænket det en tanke at invitere mig. Det har ikke (nødvendigvis) betydet, at jeg ikke har ønsket indehaveren af det ønskede, at de skulle have det – jeg har bare også ønsket det for mig selv.

Og jeg har på det seneste lagt mærke til, at jeg ikke er misundelig på nogen. Når jeg ser billeder af folk, der gynger fra palmetræer i Ubud, tænker jeg “Kæft, hvor nice!”, men lige for tiden vil jeg faktisk helst være i Køge. Når jeg ser folk, der er nyforelskede, genkender jeg mig selv, for sådan har jeg det sgu stadig med Jon. Når jeg ser billeder i dameblade fra sygt labre huse eller lejligheder i Sydfrankrig eller indre København, får jeg atter optur over det hus, som er mit og min families, i det, jeg vil tillade mig at betegne som (min) verdens navle. Og når jeg ser en gravid mave, kører jeg hånden henover min egen mave og glæder mig ved tanken om dengang, jeg selv var gravid, og endnu mere over ikke at være det mere og nu i stedet have to store, seje, sunde og raske unger. Og når hånden nu ér på mit maveskind, kan tanken godt strejfe mig, at jeg faktisk ikke har været helt så god som de andre (eksempelvis seje Sneglen) til at overholde Lotte Arndal-aftalen i foråret, og jeg mangler stadig små 5 kilo for at veje det, jeg synes klæder mig bedst. Men måske netop fordi, jeg er så glad for alle de små hjørner og store linjer af min tilværelse, føler jeg mig sej, smuk og lækker! For ting hænger jo sammen – én ting kan vælte hele læsset, og en forening af flere kan på den anden side hæve gennemsnittet og skabe en stor, varm følelse, der jager smålighed på flugt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at misundelse er en grim ting, men når man slipper for den, er det nu alligevel ret smukt. ?

Møs og tanker fra en tilfreds og taknemmelig Langemor.❤️