Jon er jo “between jobs” i øjeblikket, som man kalder det i den kreative branche, og derfor synes det for mig at se kun rimeligt, at han også fik lidt at sysle med her på domænet. Dét, og så er det bare så skægt for mig at læse, hvilke 10 ting, han kunne hitte på. Sikkert meget sjovere end for jer, men here you go alligevel. 😉

1. Hun har et smil, som kun er mit. Jeg kan se det, og ingen andre ved, hvad det er ved det, der adskiller sig fra de andre (også vidunderlige) smil, men det gør jeg. Og hun ved, at jeg kan se det. Og hver gang vi er et sted med andre, og vi begge ser det, er det fucking bomben.

2. Hun kalder mig Den Hvide Tornado, fordi jeg rydder meget op. Jeg kalder hende Den Sorte Orkan (men ikke til hendes ansigt), fordi Den Hvide Tornado jo ikke kan eksistere alene……

3. Hvis det stod til mig, havde MM langt, delvist gråt hår. Hun siger, at der kommer til at gå laaang tid før hun holder op med at farve garnet, men jeg advokerer løbende for at omfavne striberne – altså de grå, but she won’t have it. Hun vil vente til hun bliver til Gun-Britt.

4. MM er verdens bedste mor. I’m sorry, ladies, der læser med derude, men det er hun. Især den måde, hun møder vores børn i øjen- og følelseshøjde, tager røven på mig gang på gang. Hvis de er urimelige, hvis problemet er absurd (hvilket det ofte er), hvis de er oppe at skændes, hvis jeg står og tror, at denne her konflikt er der ingen fornuftig vej ud af, så hiver hun lige empati-brillen op af hatten, sætter sig på hug og siger: ”Det kan jeg godt forstå, skat, og nej, det er ikke fair at din 3 meter brede, oppustelige drage må blive ude i badebassinet og du partout skal sidde med ved middagsbordet, for her i familien spiser vi sammen. MEN! Drage-Flemming er også sulten, han lever bare af halvlunkent stillestående vand og mariehøns, der tror bassinet er en stor plasticblomst, så hvad siger du til at I begge spiser op lynbørge og så mødes igen lige med det vuns.” Granted, hun gør det ikke HVER gang, men det ville også være direkte uhyggeligt.

5. MM elsker fodbold. Og Manchester United. Hun siger at hun ikke gør, at det bare har været ”sjovt at stifte bekendtskab med her under VM”, men hun elsker det. For jeg elsker det og hun elsker mig. Og ergo er morlille en sten.

6. Natten før, jeg friede til MM, sov hun 3 timer på vores badeværelsesgulv i en 7-hestes. Det var natten til d. 1. januar, og nytårsaften var endt med at MM ville videre, og jeg og vores vennepar, der var på besøg, var done. Så hun gik ud for at gøre sig klar i håbet om at vi ombestemte os, og så faldt hun i søvn. Jeg bar hende eventually i seng, og tænkte morgenen efter, at det var da det perfekte tidspunkt at falde på knæ på. Hun var så efterfølgende topfrustreret over, at ingen af hendes veninder var vågne til at høre om det store ja. Den tager jeg på min kappe.

7. Vi har 6 IKEA-stole omkring vores spisebord, men der er 2 (to!) forskellige slags skind i dem. Jeg var nærig, da vi var i Gentofte, og MM ville have de dyre skind, fordi nu tog vi jo de billige stole (som i at de er IKEA og kun er inspireret af et-eller-andet design-hejs), men det kunne hun glemme, i hvert fald i den udstrækning, at vi slog halv skade. Men jeg har lige spurgt hende, og hun kan ikke se forskel. SÅ. Den vandt jeg vist. Haha!

8. Hvis det stod til MM, havde hendes første bil været en spand. En sneg-sig-lige-gennem-sit-sidste-syn-og-kan-lige-nå-90-på-vej-ned-af-bakken-til-Dybbøl-spand. Som hun ville have købt kontant hos en autodude i Skovby på Als. For det er ligesom derhjemme. Der var skidegodt derhjemme. Mad skal være brun og gul.

9. Jeg ELSKER i øvrigt min svigerfamilie. De er så søde, stille og rolige, hjertevarme, humoristiske, gennemelskelige mennesker, der renoverer deres kælder, fordi vores datter var asta-ramt, da vi var på besøg. Og de laver brun og gul mad til den HELT store guldmedalje. Og kører en fin og pålidelig, brugt Saab.

10. MM elsker musik, men skal aldrig på festival. Jeg er i skrivende stund på vej på Roskilde for første gang i 19 år. Jeg skal kun være der en halv dag og lege teenager og se Eminem, fordi alt tydeligvis var bedre, da man var 17, men jeg ku godt. Det ku MM ikke. Hun hørte en historie om en gut, der havde haft indbrud i sit telt på 2. dagen, men der manglede sjovt nok ikke noget. Han festede videre ugen ud og kom hjem og fremkaldte sine billeder (ja, det var inden digitalkameraet). Og der var det. Billedet af tyven. Med hans tandbørste. Oppe i røven. Så det bliver et nej tak fra mor Lange.