Nu har min kære viv jo beskrevet forløbet tidligere, så for at holde historien om vores første møde frisk, må jeg jo holde mig på min side af banen. Derfor har jeg besluttet mig for at holde fortællingen i metaforer, jeg forstår, nemlig fodbold!

Og det var en flot bane. Frisk, nyslået græs – klar til at blive spillet på. ? Jeg havde været ude af gamet i et stykke tid – på skuespillerskolen havde jeg været hos, nåja, en konkurrerende klub, i 3 år. En god klub, en klub jeg kendte godt og som jeg vil respektere altid, men i sidste ende ikke den klub jeg skulle lægge støvlerne på hylden i. Jeg forlod den i foråret 2010 og tænkte, at når nu min tid i Odense snart ville komme til en ende, så var jeg på en fri transfer. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville, ikke kontraktuelt bundet af nogen, og tanken var at jeg i min bedste alder skulle udnytte situationen og se hvad København ville bringe. Jeg havde boet i Odense i 4 år, var mæt af provinsen og nysgerrig på de mange muligheder hovedstaden havde. Det kunne være at jeg kunne komme på lejeaftale et sted eller to. Måske nøjes med korte kontrakter, så både klubberne i Kbh og jeg kunne få det bedste ud af situationen. Jeg havde hørt godt om et par stykker, så modet og humøret var højt.

Hvis ret skal være ret, mødte MM jo mig, før jeg mødte MM. Det var qua mit arbejde, og ikke noget, hun har holdt hemmeligt, så det er vel den ærligste indgang i den her historie. For det er faktisk vigtigt for narrativet.

Men først og fremmest: Min nuværende klub er yderst entreprenant. Det ved alle jer, der fast læser med, jo så udmærket, men det gjorde jeg ikke. Ikke desto mindre er den korte version jo, at hun så mig i en film, og skrev til producenten. Eller, jeg mener… Hun så mig spille i en landskamp, og var imponeret over mit niveau. ? Faktisk havde hun set mig i flere landskampe, men det var kun den seneste, hun kendte producenten, undskyld, jeg mener træneren af. (Og tak for det venskab, Ronnie, det har givet mig kone og børn…) Så ham skrev hun til, han videregav kontakten, og jeg sparkede faktisk den mail til hjørne med en lidt mærkelig følelse i maven. Bevares, denne nye klubmulighed så faktisk rigtig godt ud på papiret, men altså. Det er sjældent, at klubberne på den måde tager kontakt direkte – uden at benytte sig af agenter eller noget. Ud over det så havde jeg faktisk lidt gang i en lejeaftale på det tidspunkt. Ikke noget, der havde kastet løfter eller kontrakter af sig, men det er min måde at forklare, hvorfor jeg ikke kastede mig over MM fra starten. Jeg kan faktisk huske, at jeg skrev og spurgte Ronnie om denne nye klub var værd at satse på, eller om det var lige så meget rod i kulissen som i eksempelvis Palermo, men der var vist ikke noget at være bange for. Ikke desto mindre lod jeg den ligge lidt, så da hun så add’ede mig på facebook nogen tid senere, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle træffe en eller anden form for beslutning. Jeg kan jo ikke spille for to klubber samtidigt.

Her skal det nævnes, at der jo skete noget i en lufthavn. Jeg har noget med lufthavne – det er som om, at klubber over hele verden gør lidt ekstra ud af sig selv, når de skal ud at flyve. Måske håber de på, at en eventuel kontraktfri spiller kommer valsende, og så ville det jo være ærgerligt ikke at virke attraktiv – hvad ved jeg.
Men anyway, en pågældende dag i februar skulle jeg til Berlin på træningslejr med mine landsholdskammerater fra Odense, og så kom MM valsende der i sine stramme læderbukser og hævede temperaturen i hele Københavns Lufthavn. Men sagen var den, at jeg ikke genkendte hende. Jeg havde set et enkelt billede i en mail og linkede ikke de to ting. Jeg så bare en klub, der var særdeles attraktiv, og tænkte, at når chancen byder sig, så skal man slå til.

(Og her er endnu en ting, fodbold-metaforen passer på: Man skal kende sit niveau. For eksempel har Nicklas Bendtner i mange år i pressens og store dele af befolkningens øjne IKKE kendt sit rette niveau. Han startede godt i Arsenal som ung og siden på leje i Sunderland med flere., men så kom der flere og flere skandaler og siden har han kun næsten slået til i Forest, Wolfsburg og Juventus, før han fandt sin rette hylde i Rosenborg BK. Vi er mange, der mener at han kunne have fået mere ud af sit talent, hvis han havde holdt sig lidt på måtten og været i en lidt lavere rangerende klub, hvor han var garanteret spilletid. )

Ligeså tænkte jeg om MM, at det ville være for godt til at være sandt, skulle denne Superligaklub kaste sin kærlighed på mig. Det var helt sikkert Jante, der kastede med lokkerne (Bendtner har jo været befriet for dét åg, kan man sige) så med det in mente tænkte jeg: ”Fuck it!”, og bad mine holdkammerater om at sætte det lange ben foran (træne deres, sprint om man vil) og skyndte mig efter hende ned af den lange arm mod billigbureauernes gates. And lo and behold, vi skulle samme sted hen. Lad mig nøjes med at sige, at jeg gjorde kur til dette, for mig ukendte om end lovende bekendtskab, og interessen var gensidig. Men da vi landede i Berlin forsvandt hun hurtigt, talende flydende tysk i sin mobil, og Jante fik ret. Drømmeklubben gled mig af hænde. (Lidt endnu, skulle det vise sig …).

Men det var fjæsbogen, vi kom fra. Hun poppede op som en venneanmodning. Og fordi, at jeg:
1) er filmnørd og dengang så ufatteligt mange af slagsen, og
2) ville småteste den gode MM, om hun mon kunne følge med i besættelsen nævnt under 1)
3) heller ikke var mere originalt anlagt end som så, inviterede jeg den gode Sønderjyde i biffen kl. 12 en søndag i den varmeste og mest solrige påske i hundrede år.
Og hun kom. Og det var i Grand, og jeg havde tømmermænd og skulle bare lige, og hun havde knækket, hvordan man ekviperer for at imponere og tog pusten fra mig, og jeg tabte billetterne på vej ind, midt i min pustfratagethed, og vi sad ud mod gangen, og hun tog benene op på sædet på en måde, som jeg tolkede betød, at hun godt kunne lide mig, og hun var SLET ikke psycho-agtig, og jeg blev nervøs (det gør jeg altid, når noget pludselig betyder noget), og filmen kom og gik, og jeg husker ikke et minut af den, og vi købte frokost ved kanalen, og solen skinnede, og hun smilede, og så skinnede solen lidt mere, og så delte jeg anekdoter, for det gør jeg, når jeg er nervøs, og hun grinede af dem, fordi det var den slags anekdoter, og da jeg så tog hjem til Odense, skrev jeg til hende, at jeg havde haft en dejlig date, og hun svarede at hun havde det, som havde hun læst første side i en rigtig god bog.

Efter nogle dages skriveri, som hurtigt blev meget ærlig og direkte – hvilket vores forhold stadig er den dag i dag – skrev hun, at hendes far skulle pensioneres i Sønderborg den førstkommende weekend og spurgte, om hun måtte hoppe af toget i Odense på vej hjem for at dele et stykke pizza, inden hun tog det sidste tog hjem til København. Det, skrev jeg, var helt OK i min optik, pizzaen blev til indisk, aftentoget blev et morgentog, og siden da har vi ikke set os tilbage.
Bortset fra en dag i sofaen i Odense, hvor hun pludselig bringer lufthavnen op. Og jeg rynker brynene og insisterer på, ikke at kunne huske noget om noget rendez-vue. Og hun bliver ved, og jeg nævner beklemt, at jeg godt nok så en meget lækker pige derude på vej til Berlin, og hun får mig først helt med, da hun nævner sine sagnomspundne læderbukser, og folkens, hun var så sød, da hun sad dér i min sofa, og var lidt jaloux på en tidligere version af sig selv, som jeg synes var så laber.

Da jeg mødte Mette Marie, var jeg 31 og fast besluttet på IKKE at skulle have en kæreste.
Da jeg var 32, boede jeg stadig alene og var barnløs, men havde en kæreste.
Da jeg fyldte 33, vi flyttet sammen, blevet gift og forældre til hele TO børn!
Det siges, at mænd ikke er klar til at blive fædre, før de bliver det, og det er der nok en sandhed i. Men jeg tror også på, at jeg havde prøvet nok i mit liv til, at da MM kom, stod hun lysende klart for mig som den, jeg skulle have minee børn med og leve mit liv sammen med og ende mine dage med, holdende hende i hånden, mens det regner, ligesom i The Notebook. For ja, jeg er Ryan Gosling. Og MM er meeeget bedre end Rachel McAdams. <3