Forstå mig ret, jeg er vild med Italien! Og italienere! Deres accent får alle ord til at lyde bedre, og deres mad smager skønnere end det meste af det, vi spiser derhjemme. Jeg mener – basen for alt i Italien er hvidt brød og solmodne tomater!

Normalt, når vi er på ferie, går jeg altid lidt og frygter både skørbug og fejlernæring, da Krapylerne på udebane sjældent spiser andet end spagetti eller pizza. Men her i Italien forventer jeg intet andet! Og JEG spiser heller intet andet, hvilket tydeligt ses på min mave. Hvedevommen er min trofaste kompagnon fra morgen til aften, og selvom det får enkelte af mine kjoler til at stramme lidt (ikke så mange, jeg har naturligvis pakket forsvarligt), gør det mig iiiikke en disse! Disse pizzaer og pastaer er det værd!

Og italienerne ér søde og flinke. Nogle af dem er ganske vist lidt mere galsindede, der bliver råbt mere i trafikken, end der gør i Køge, og de har nogle farlige fagter med hænderne til at akkompagniere deres kraftudtryk.

Der er dog ét, jeg har lidt svært ved at finde min fred med. Jeg har personligt lært (på den virkelig kiksede måde), at man aldrig skal spørge til indholdet af folks maver, med mindre man er 120% sikker på, at der ligger en baby dernede. Sådan er de ikke her i Italien! Hver eneste gang, vi har sat os på en restaurant hernede i løbet af de sidste fire dage, og jeg har bestilt et måltid med hvidt brød, så sker der det samme! Hver eneste gang, tjeneren har placeret pizzaen, pastaen eller gnoccien foran mig og min hvedevom, og jeg høfligt på deres modersmål har svaret “Grazie”, kommer det samme spørgsmål prompte hver eneste gang: “Preggo?”

Fandme ufint!! ?