Billedet til venstre er taget af min ekskæreste en aften, hvor han og jeg var på Alléenberg i sommeren 2008, mens det til højre er taget af min ægtemand på Santa Monica Pier, hvor vi sammen (med vores børn) nød en burger i sommeren 2018.

Det er jo individuelt, det er klart! Alder er bare et tal,og man er kun så gammel, som man føler sig, og så videre. Og jeg kan kun tale for mig selv, og det gør jeg jo tit og ofte her på internettet.

Jeg er 36 år gammel, og jeg føler mig præcis som én på lige netop 36.
Suzanne Bjerrehuus sagde engang i et interview i ELLE, da jeg arbejdede der, at hun mente, at hvis man lever alle sine årtier fuldt ud, så gør det ikke ondt at blive ældre, og det relaterer jeg behårdt til.

Vi lever kun én gang, men hvis vi gør os umage, så er det også nok! Og ‘umage’ handler for mig ikke om at springe i faldskærm, rejse til Langbortistand som backpacker, have et uendeligt antal af seksualpartnere eller blive gift og få børn, inden man fylder 30. Det handler bare i al sin kliché-fyldthed om at være der, hvor man gerne vil være og gøre det, man gerne vil gøre, så meget som muligt.
Det frie valg har man desværre ikke altid. Man vælger ikke selv, hvornår man bliver forelsket (og hvornår folk bliver forelsket i én), man vælger ikke selv, om man kan få børn (eller hvornår), og man er heller ikke selv enerådig overfor sin fysiske formåen og sundhed. Måske netop derfor synes det lettere med alderen at sætte pris på livet – eller fordi den lektie hen ad vejen bankes ubarmhjertigt ind i bøtten på én.

Hvorom alting er! Jeg elskede mit liv i 20’erne og forguder det, jeg nu lever i 30’erne. Jeg satte pris på min frihed i 20’erne og kan nogle gange savne aspekter af det, men hvis jeg kunne, ville jeg ikke skrue tiden så meget som en uge tilbage. No thanks! Jeg har måske nok fucket up i mit liv engang imellem, og det kunne måske være meget sjovt at leve nogle år af livet igen nu – bare med den viden, årene har givet én, intakt. Men jeg ville ikke tage chancen! Jeg kan sgu ikke gøre det bedre, og jeg ville så nødigt have, at jeg kom til at dreje forkert et sted, så jeg ikke ville have mødt Jon på præcis det tidspunkt, jeg gjorde, eller have fået de Krapyler, som jeg nu engang så skidegodt kan lide.

Og selvom det i sandhed er sandt, at jeg er vild med mine 20’ere, som de var og ud fra de forudsætninger, de og jeg havde, så er det alligevel ret sjovt at kigge tilbage og sammenligne nogle gange. Der er ret mange ting, som jeg i 20’erne troede ville være vigtigt og rigtigt ALTID, som nu under 10 år senere pludselig slet ikke betyder noget. Eller betyder noget helt andet!

Se blot her …

EN TUR PÅ STRANDEN
I 20’erne: “Åh, jeg skulle aldrig have spist den hvedebolle for 14 dage siden! Jeg er helt oppustet, og jeg har jeg også taget på … Og kan man overhovedet være bekendt gå på stranden, når man er så bleg?”
I 30’erne: “Der er sgu nok ingen, der opdager, at jeg ikke har barberet armhuler, hvis jeg bare tager den her virkeligt store sommerhat på!”

EN FYR PIFTER EFTER MIG PÅ GADEN
I 20’erne: “Idiot! Sexist! Hvad tror du, jeg er? Et stykke KØD!?”
I 30’erne: “YAAAAS, jeg er en MILF!! Gør det igen, mand!! Jeg nåede ikke at filme det til Insta-story!!!”

KL. 01 OM NATTEN TIL EN FEST
I 20’erne: “Åh, godt klokken ikke er mere! Jeg går aldrig hjem! Hvor er baren? Og uuuuh… Hvem er ham der? Gad vide, om jeg kan lave ormen! Let’s find out!!”
I 30’erne: “Mon der er nogen, der opdager det, hvis jeg daffer nu? Har pizzamanden mon stadig åbent? Og uuuh…  Er der ikke kommet et nyt afsnit af West World…?”

NÅR MOBILEN RINGER
I 20’erne: “Åh, HURRA! Nogen husker mig! Jeg har venner! Jeg er vigtig!”
I 30’erne: “Åhr, hold nu kæft! Hvem FANDEN ringer en onsdag kl. 17!?”

AFTALER MED VENINDERNE
I 20’erne: “Jeg vil meget gerne ses snart! Skal vi sige om 20 minutter ved havnebadet?”
I 30’erne: “Jeg vil meget gerne snart ses! Ungerne skal nok på efterskole i år 2029, så skal vi snakkes ved da?”