Jeg ville jo egentlig have lavet en ugentlig fredags-tradition ud af at vise alle de kiksere, det kræver, for at jeg får en god selfie. Og det er ikke lysten, der mangler. Eller modet! Jeg tager bare ikke selfies nok til, at det kan blive en ugentligt tilbagevendende begivenhed, viser det sig! Og lige nu er jeg endda solbrændt – det bliver sgu nok ikke bedre, jo længere vi kommer ind i efterårs-halvåret! ?

I går var jeg i Arndal Spa med min søster, min papsøs og min søsters BFF, da vi skulle fejre, at min søster i dag blev GIFT! Fejringerne både i går og i dag var low key, da hun er godt og grundigt gravid, men det blev det ikke mindre hyggeligt og ægte af.

Nåh, men da vi var i spa, bad jeg min papsøster om at forevige mig i mit badetøj. Vi endte med at få det, jeg sgu vil kalde et overordentligt heldigt skud af mig, og det er det, der kan ses øverst i indlægget her! Så lange er mine ben slet ikke, og så pæne og markerede er mine skuldre overhovedet heller ikke. Men lyset, vinklingen og poseringen arbejdede godt sammen.

Vi skulle dog en del igennem for at nå dertil …

Jeg synes eksempelvis, at billedet umiddelbart herover er et absolut glimrende eksempel på, at ikke alle vinkler er mig lige gunstige. Og at ikke alt lys er mig lige flatterende. Jeg siger ikke, at jeg decideret ligner en smadret cykel, men jeg vil nu alligevel mene, at der kan bringes argument for, at det øverste billede er noget mere flatterende. ?

God weekend, friends! ❤️