Så er vi retur i Dannevang – og meget glade for at være her! Man har dæleme indrettet sig godt, når man kan være så glad for at tage på ferie og så små ti dage senere nærmest få sommerfugle i maven over at skulle hjem igen!

Vi lavede en blød landing i Danmark. Vi nåede lige at få kølerhjelmen ind over grænsen, før vi kollapsede i min far og min Elkes bløde favne. Vi ankom til Als sidst på eftermiddagen søndag, og mens Jon smattede ud i sofaen og så fodbold, og jeg greb det nærmeste Femina i stuen, stod bedsteforældrene klar til at lege med LEGO, læse bøger og putte dukker sammen med vores arvtagere. Det var nærmest rørende. Min far serverede mig sågar en blodrød cola med isklumper og sugerør, og til aftensmad fik vi hjemmelavet gullash med nye kartofler! Jeg kan i sandhed anbefale at afslutte en kør-selv-ferie med et visit hos sine forældre.

I går midt på eftermiddagen ramte vi Køge med fuldt rabalder! Vi dyttede med hornet, så alle vores naboer ville vide (og forhåbentlig glædes over), at vi var hjemkomne, og mens jeg kørte ud for at købe forsyninger ind til køleskabet, gik Krapylerne i gang med at splitte huset ad. Vores genbo, deres jævnaldrende BFF, kom over og hjalp dem med projektet, og de var så godt underholdt, at vi lod dem blive op lidt længere end vanligt.

Da tiden nærmede sig sengetid, og jeg kaldte ungerne sammen i køkkenet, kom der pludselig et skrig fra Berta inde i stuen. Jeg ilede ind til hende, og her sad hun så og græd med hænderne for øjnene. Jeg kunne regne ud, at hun måtte have slået hovedet på kanten af vores sofabord, som er gjort i massivt træ. Jeg tog hende selvsagt op og trøstede, og jeg skal ærligt indrømme, at det tog mig et minut at tage mig sammen til at besigtige skaderne. Jeg er virkelig ikke god til den slags, og jeg var skidebange for, om hendes øje havde taget skade.

Berta havde fået en flænge mellem øjnene og en i øjenkrogen, og det blødte en del. Skaden mellem øjnene var betydelig nok til, at vi tog et smut på skadestuen. Her var der en flere timer lang kø på behandling, men efter blot et par minutter kom der en sygeplejerske for at tilse Berta og afgøre, om hun skulle sys. Sygeplejersken besluttede, at det ville være nok med en klat lim, og det kunne hun faktisk klare, så ti minutter efter sad vi atter i bilen med en meget, meget træt Berta, der havde et Barbie-plaster henover næseryggen og en meget empatisk Hugo, der sad og aede hendes fod under køreturen. Da vi kom hjem, opdagede vi, at mens vi voksne havde pakket sygesikringsbevis og taget sko på for at komme ud af døren og på skadestuen, havde Hugo liiige tegnet en kridttegning af en pige med nedadvendte mundviger og en flænge i panden på fliserne foran huset – for som han sagde “Så ved folk, hvorfor vi ikke er hjemme!” ❤️

Jeg tilbragte natten i ske med Berta. Jeg fik ikke sovet vildt meget, fordi jeg konstant fik “flashes” for mit indre blik af, hvor slemt det kunne være gået med hendes øje, der ser ud til ikke at have lidt anden overlast end at være blevet usædvanligt blodskudt.

Sådan er børn ikke. Berta vågnede som den sidste i morges, marcherede ned i køkkenet og bekendtgjorde, at øjet ikke gjorde ondt mere. Det var imidlertid svært at se, som hun stod der med det højre øje helt hævet, blåt og komplet lukket sammen og lignede Brian Nielsen efter mødet med en vis Mike Tyson. Da jeg lidt senere holdt hende op foran spejlet, så hun kunne besigtige sit ansigt, grinede hun bare, bad om morgenmad og gav sig til at lege med LEGO sammen med Hugo.

Børn er seje. Vi kan lære meget af børn. Når det gør ondt, græder de, og når det ikke gør ondt, laver de noget andet. Simple as that! ?