Overskriften beskriver en side af det evige pendul i mange forælders liv, vil jeg vove at påstå. I hvert fald os, der ikke ved alt om at være forælder det øjeblik, vi bliver det. Man har selvfølgelig sine tanker, holdninger og meninger, men de bliver alle samen sat på prøve, når hverdagen og virkeligheden rammer. I hvert fald for mig.

Jon og jeg er nok rimeligt strikse forældre. I Langehjemmet er det som hovedregel de voksne, der bestemmer, og når vi har sagt nej, så kan det ikke diskuteres. Vi tager stort set altid konflikterne, når de opstår, og vi har en del rammer og principper, som børnene udmærket kender efterhånden. Selvom Krapylerne ikke altid (overhovedet) synes, at det er specielt fedt, så synes jeg alligevel, nu hvor de er ved at blive ældre, at det har en ret fin effekt. De er relativt høflige, både i og udenfor hjemmet, og de ved, hvor skabet står. Ikke så meget pis, for det skab har altid stået samme sted. Desuden er de ret ubekymrede, fordi de ved, at vi voksne bestemmer og derfor tager ansvaret. Dermed ikke sagt, at de ikke er egenrådige. Oh, believe you me. 😉

Men det hviler jeg sådan set ret godt i – at være en “bossy mom”. Flere gange om ugen vender og drejer jeg småting både med mig selv og med Jon for at finde ud af, om vi skal sætte lidt mere ind hér eller om vi burde slække lidt dér. Børnene forandrer og udvikler sig jo, og vi lærer mere og mere om de små væsner og personer, de er og er ved at blive, og det betyder jo, at nogle ting skal ændres og rettes til, så der er nogenlunde harmoni i tingene. Og de er meget forskellige, Hugo og Berta, så vi kan heller ikke gøre alt på samme måde med dem begge to.
Men reglerne er de samme for dem begge. For os alle fire, sådan set. At man eksempelvis rydder op efter sig selv, vasker hænder inden aftensmaden, sætter sin tallerken hen til vasken og ikke går fra bordet, før man har fået lov.
Jeg er helt okay med, at ungerne synes, at jeg er en dum skid et par gange om dagen, fordi jeg siger “Berta, jeg har sagt nej, så det betyder altså nej” eller “Den iPad har bare at blive siddende i opladeren, indtil alle LEGO-klodserne er lagt op i kassen”.

Det, der giver mig dårlig samvittighed, så det synger i tænderne, er når jeg råber.

Åh, hvor jeg hader det. Og det sker altid mest de dage, hvor jeg er træt, uoplagt eller små-stresset over noget med arbejdet. Og den slags dage findes jo, når man lever sammen med sin familie hver dag hele ugen hver eneste uge. Jeg synes, det er helt okay, at mine børn oplever, at alle ikke er jublende lykkelige og i overskud konstant. Alt i livet kommer og går i bølger – både for dem og os, og som familie skal vi rumme hinanden så tit, vi kan. Især skal vi voksne rumme ungerne, det er klart.
Og det glippede for mig i går. Jeg var sindssygt træt efter en meget kort nat grundet for mange mennesker i dobbeltsengen (det kunne lyde kinky, men jeg kan specificere, at der var tale om mig og begge børnene. Jon var i byen), og derfor var der meget kortere til, at jeg hævede stemmen. Jeg rummede ikke ungerne – mit trætte hoved var snarere skuffet over, at de ikke rummede mig. Hvis det giver mening. Jeg vrissede og var i dårligt humør, og det smittede og gjorde ungerne umulige, og så kørte vi i ring.
Jeg er så ked af de dage. Når ungerne er faldet i søvn om aftenen, sidder jeg og glor på dem og lover mig selv, at i morgen bliver helt anderledes, og at jeg aldrig vil vrisse, råbe eller miste min cool mere. Og dagen efter sådan en dag er også altid bedre, for så sørger jeg for at komme i god nok tid i seng til, at jeg kan overleve morgenvækningen kl. 6, og jeg tager mig i det, når jeg kan mærke afmagten komme snigende, og opfører mig voksent.

Så i morges var skøn! Hvilket jo betyder, at ungerne var meget sødere, nemmere og sjovere, og på den måde bliver det hele til en god spiral. Helt modsat det ovenfor beskrevne. Og det ville jeg ønske, jeg kunne gøre altid! Men det kan jeg ikke, for jeg er ikke kun en mor, jeg er også et menneske, og vi fucker op og laver fejl. Men menneskets største force, som vi er den eneste race, der har, er evnen til et rationalisere og eftertænke. Og det gør jeg. Tit og meget. Og det er meget bedre gjort på et leje af shake-and-bake-boller, som jeg fremtryllede i morges med hjælp fra Krapylerne.

(Så er der i øvrigt meget få billetter tilbage til på lørdag HER!)