Da jeg startede min spørgerunde, fik jeg et spørgsmål, der i første omgang fik det til at klø lidt. En læser ville gerne vide, hvilke tanker, jeg gør mig om at lade mine børn vokse op i et udstillingsvindue. Det tog jeg lidt på vej over, da jeg jo føler, jeg gør ret meget ud af ikke at udstille mine unger. Jeg har blandt andet ikke vist deres ansigter i over to år. Og i bund og grund er det jo nok de fleste forældres mareridt: At det, de gør, har en negativ effekt på deres offspring.
Men, men, men … Man kan jo ikke sige, at mine børn ikke bliver udstillet. Jeg har næsten 50.000 følgere på Instagram og over 100.000 unikke læsere om måneden på min blog. Og dem, der følger bare relativt troligt med, ved en del mere om Hugo og Berta, end de nok gør om rigtigt mange andre fireårige børn i det ganske, danske land.
Og hvilke tanker gør jeg mig så om dét? Det har jeg gjort mig et par tanker om. ?

Da jeg startede bloggen tilbage i januar 2014, gjorde jeg mig lige præcis NUL tanker om, hvilke konsekvenser det ville have for mine unger, at jeg valgte at dele mit liv på nettet. Jeg havde ikke regnet med, at særligt mange ville følge med, og jeg havde aldrig troet, jeg skulle leve af det.
Man kan sige, at hvis jeg vil være helt sikker på, at mine børn ikke lider overlast i forbindelse med min selveksponering på internettet, så skulle jeg stoppe med at blogge, finde et andet job og gøre min Instagram-profil privat. Men det har jeg ikke lyst til, for jeg elsker det, jeg laver! Det gør mig til et meget glad og taknemmeligt menneske, OG det giver mig en stor fleksibilitet og en masse ekstra tid sammen med både Jon og Krapylerne. Derfor har jeg (i samråd med min ægtemand) indrettet mig således på nettet, at jeg godt kan leve med den grad, jeg udsætter børnene for eksponering. Jeg viser ikke deres ansigter, og mit primære fokus på bloggen er på mig selv og mine oplevelser. Også mine oplevelser som familiemor, tvillingemor og hustru, jeps, og jeg er sgu stolt af det, jeg laver. Jeg synes, jeg er god til det, og jeg kan godt lide den måde, det hele kører på. Jeg har fundet en balance, som fungerer for mig og for os.

Når jeg møder folk, der læser med på bloggen eller følger med på Instagram, som er så skidesøde at fortælle mig, at de gør, mens jeg er i selskab med Krapylerne, bliver jeg altid glad. Vi snakker gerne sammen i nogle minutter, og så går vi videre hver for sig. Når børnene så spørger, hvem den pågældende person var, svarer jeg, at det var en pige, jeg kender gennem mit arbejde. Mine unger har således set mig føre en hyggelig samtale med relativt mange andre mennesker midt ude i verden, så Krapylerne må jo altså på den måde få det indtryk, at verden er fuld af søde mennesker, som kender hinanden!
Det kan jeg ret godt lide. ?

Dengang, jeg stadig skrev meget om børnene og endnu viste deres ansigter på nettet, var dem, der stoppede mig på gaden, meget mere nysgerrige efter at hilse på ungerne, end de generelt er nu. Jeg havde ærligt talt troet, at det ville være omvendt. At det faktum, at jeg nu skjuler deres ansigter ville gøre, at folk var mere nysgerrige, når vi mødtes IRL, men det modsatte har vist sig at være tilfældet, og det glæder mig faktisk! Så mine unger føler sig på ingen måder “kendte”.
Ungerne har i øvrigt set både Jon og mig i TV flere gange. Mest Jon, det siger sig selv, men de har også kigget med, når jeg har været i Go’Morgen Danmark, og da Jon og jeg i foråret gæstede Go’Aften Danmark sammen i forbindelse med, at vi i fællesskab havde lagt stemmer til en tegnefilm, var Hugo og Berta med og ventede backstage sammen med deres farfar, hvor de så os på skærmen i køkkenet. Den verden undrer dem på ingen måde. De ved, at deres far er skuespiller, og det synes de ikke, der er noget som helst eksotisk i. Jeg tror, de tror, at alle forældre er i fjernsynet fra tid til anden, og de synes vist i øvrigt, det er meget mere spændende at være vejarbejder eller postbud. De ved, at min titel er ‘blogger’, men de forstår ikke, hvad det betyder, andet end at jeg skriver på computer og nogle gange tager billeder af ting.

Jeg synes, at den måde, vi får forvaltet vores familieliv online, giver anledning til rigtigt, rigtigt mange gode oplevelser for både os voksne og for Hugo og Berta, og jeg kan indestå for den grad af online-eksponering, jeg og vi byder dem, og det er rart. Og atter vil jeg fremhæve, at jeg ikke synes, at alle mennesker skal lade være med at vise billeder af deres børn på nettet – overhovedet. Hvis jeg synes noget, er det udelukkende, at man skal tage stilling. Det er let at blive revet med i livet på nettet og jagten på likes, så hvis man bruger sin tid online, synes jeg, at man gør klogt i på forhånd at have besluttet sig for, hvad man kan stå inde for, og hvad man vil lade være med. Så er det meget lettere at navigere. I hvert fald for mig. ?
Hvis man vil læse lidt om mine overvejelser i forbindelse med, at jeg lod Krapylernes ansigter gå på net-pension, kan det gøres her (om mine overvejelser optil beslutningen) og her (da beslutningen var truffet)!

Der var også én i spørgerunden, der spurgte, om jeg tror, at min familie og jeg nogensinde kan “slippe ud af” det her med at være “insta-kendte” igen. Og det tror jeg sagtens. Internettet er så kæmpe-stort, og der er så vanvittigt mange, der deler billeder, videoer og liv konstant og hele tiden. Hvis jeg lukkede min Instagram og min blog ned, er jeg ganske vis på, at I, der følger med her, ville glemme mig og os på ganske kort tid og finde nogle andre at følge i stedet.
Men det har jeg absolut ingen planer om, for jeg elsker det, jeg laver, og det er også den viden om, hvor forgængeligt, det er, der gør mig glad og taknemmelig for, at I er her! <3 Så tak, igen!