Nu vil jeg jo nødigt spoile, for ingen kan som jeg sætte pris på en god krimi. Men jeg synes godt, jeg kan nævne det her om Julie Hastrups seneste udgivelse, uden at jeg spolerer noget for andre: En del af handlingen drejer sig om omsorgssvigtede børn. Jeg begyndte at læse bogen på vej til Las Vegas for en uges tid siden, og jeg måtte “lægge den i fryseren” flere gange, fordi det var så hårdt at læse om små børn, der ikke fik kærlighed og omsorg nok, når jeg var så langt væk fra mine egne.

Heldigvis har mine børn altid fået både kærlighed og omsorg nok. Jeg har været i tvivl om mange ting som mor, men aldrig dét. Men kloge folk tvivler, har jeg lært. De stiller spørgsmålstegn ved deres beslutninger og spejler sig i omverdenen. Vender det, de hører, med det, de føler, og træffer en beslutning herudfra.
Det er dem, der mener, at de har patent på sandheden, der er de farlige. De er svære at nå og kan blive nærmest maniske i deres besættelse af at udbedre deres “sandhed”. Om det så gælder religion eller andre overbevisninger.

Julie Hastrups bog gav mig ondt i maven. Ikke så meget fordi, at en hel familie af voksne mennesker findes slagtet rundt om køkkenbordet i deres hus på en villavej et sted i provinsen (det står på bagsiden, så det er ikke en spoiler). Det, der gav mig mavepine, var at læse om den lille dreng, som konstant får skideballer og lussinger af sine forældre, og når han skal trøstes, giver de ham en pakke chokoladekiks og tænder for fjernsynet. Julie skitserer ret godt, hvordan kommunen er opmærksomme på, at der er noget her, de bør holde øje med, men de har bare ikke sanktionsmulighederne til at gribe ind på det grundlag, de har.

Da jeg var i Las Vegas, så jeg noget virkeligt, som var vanvittigt ubehageligt, og som falder ind under samme kategori. Pigerne og jeg var ude i ørkenen for at filme noget til den TV-serie, som var hele grunden til, at vi skulle til Vegas, og vi gjorde holdt ved et yndet udsigtspunkt – ligesom mange andre besøgende. Her stod en familie og fik taget billeder, og de fangede min opmærksomhed, da faren pludselig med en voldsom fart gik tilbage til bilen med familiens yngste søn på omkring 4 år i hælene. Drengen græd og blev ved med at sige “I’m sorry, I’m sorry, I’m sorry!”, og han så bange ud. Faren lagde noget ind i bilen, vendte sig om, satte sig på hug foran sin søn, som han tog fat i armene på. Han så enormt truende ud, og sønnen så tilsvarende skræmt ud, mens faren meget bryskt småråbte ham ind i ansigtet “When I tell you to smile, I want to see you SMILE, not cry! Do you understand?”
Drengen græd videre og blev ved med at sige “I’m sorry!“, da faren slap ham og gik derfra.

Mit hjerte flækkede i mit bryst, og spørgsmålene hvirvlede rundt i bøtten på mig. Hvorfor var den dreng så bange for sin far, at han blev ved med at undskylde? Hvad var det for en konsekvens, han kæmpede for at undgå? Hvorfor græd han, da billedet skulle tages? Og hvad Fanden er det for en far, der skælder sit barn ud for at græde!?
Jeg havde lyst til at blande mig. Alle fibre i min krop var trukket sammen i en iver efter at ruske faren vildt og råbe ham ind i ansigtet, men jeg gjorde det ikke, og få minutter efter var familien kørt videre med et familie-foto, hvor fire mennesker smiler anstrengt, og den yngste græder. Og jeg stod tilbage uden at have gjort noget, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op under de givne omstændigheder.

I bund og grund har vi jo som mennesker en pligt til at blande os. Vi skylder hinanden at holde øje med, at hinanden har det godt. Når vi har for meget på tallerknen efter endt middag ude, tager man resterne med og giver dem til én af dem, der ikke har fået aftensmad. København har masser af dem. (Og hvis man er rutineret, runder man lige McD efter en sodavand og en dessert også. Det giver altid god stemning). Hvis vi ser nogen, der slår deres børn i Danmark, skal vi gribe ind – i hvert fald verbalt – for det er i strid med straffeloven og ganske enkelt ulovligt. Og hvis vi har på fornemmelsen, at et barn i vores børns institution har det dårligt derhjemme, er det vores moralske pligt at tale med pædagogerne og i sidste ende kommunen om vores bekymring.

Vi mennesker skal passe på os selv, hinanden og vores børn. Og hvis vi ikke magter det, lever vi heldigvis i et velfærdssamfund, som kan være med til at hjælpe os med det. Jeg kan ikke forestille mig noget værre svigt end det, man må føle, hvis man ikke modtager den kærlighed, alle børn har ret til at få fra deres forældre. Og hvis den kærlighed er iblandet for meget frygt, tror jeg at den bliver ligegyldig og endnu værre – ødelæggende.

Men jeg mener, at der er en stor forskel på at have en specifik frygt for, at et specifikt menneske har det dårligt og handle på den bekymring – og så at skære alle over én kam, fordi man føler sig så selvsikker på, at man har ret, at man samtidig fordømmer alle andres måder at gøre tingene på. Tit synes jeg, at den slags hovmod har det med i virkeligheden at bunde i usikkerhed. Jeg har selv oplevet det fra tid til anden igennem livet. Når det underlag, man står på, vakler, klamrer man sig så hårdt fast til det, man stoler på, at man stopper med at regne med noget som helst andet. Og det er dumt og ødelæggende for dømmekraften. Og særligt ødelæggende er det, hvis man i samme ombæring vil omvende hele verden til at skulle tro på præcis det samme – fordi man selv har haft en negativ oplevelse.

I Danmark findes der 37 forskellige familieformer i dag. 37! Der er mor og far, mor og stedfar og far og stedmor, regnbuefamilier, homoseksuelle forældre, donorbørn, adoptivbørn og altså over 30 andre måder at sætte en familie sammen på. Og det må vel unægteligt medføre en mangfoldighed i forhold til, hvordan en “almindelig” dansk familie opfostres og trives. Og det er SKØNT! Når mulighederne er mange, tvinges vi til at tage stilling til det, vi kan vælge imellem, og det giver noget og skaber nyt.
Den verden, jeg blev mor i, var en helt anden end den, jeg kom ind i. Med internettet kan det synes umuligt ikke at blive forvirret, bange og usikker som mor, fordi man ikke kan google noget, uden at det rimer på enten kræft eller omsorgssvigt.
De første to år var jeg selv hamrende angst for, at jeg gjorde alting forkert. At jeg bar mine børn forkert, havde forkert øjenkontakt med dem på skiftebordet, stimulerede dem for meget, stimulerede dem for lidt og alt andet. Det eneste, jeg ikke var usikker på, var, at de fik kærlighed og mad nok. (Og havde jeg dog bare dengang vidst, at når de får det, så er alt andet fløjtende ligegyldigt).
Jon og jeg læste inden min fødsel en bog, der hedder ‘12 Hours Sleep By 12 Weeks Old‘, der meget nøje dikterede, hvor tit børnene skulle spise, og hvornår de skulle sove. Jeg anede ikke noget som helst om at amme (eller om at have babyer i det hele taget), så jeg holdt mig til bogen – lidt prøvende i starten. Jons og min aftale gik på, at hvis jeg ikke følte, at det var det rigtige, røg den ud med badevandet.
Jeg ammede Hugo og Berta hver tredje time døgnet rundt de første tre måneder. Også om natten – også selvom bogen ikke sagde, at jeg skulle. Jeg ammede dem aldrig offentligt, men altid på det samme sted i sofaen, fordi jeg synes, at så små væsner fortjente en ro og regelmæssighed omkring sig, mens de gjorde noget så intimt som at spise. Jeg ammede dem altid i halvanden time af gangen, fordi de var født for tidligt og startede livet ud som sondebørn, hvorfor jeg havde en kronisk angst for, at de skulle dø af sult, og det var den måde, jeg undgik, at den fyldte det hele.
Det betød, at Hugo og Berta aldrig har grædt af sult som babyer. Ever. Og når bogen sagde, at de skulle sove, så sov de sgu. Så der græd de heller ikke, for det var helt i trit med deres rytmer. Hvis de havde grædt, havde jeg smidt bogen ud til højre og havde løftet mit grædende barn op.
Hugo og Berta græd næsten ikke det første år af deres liv. De smilede, voksede kurrede og trivedes. De fik deres søvn og deres mælk, og jeg fik i tilgift også mere søvn en den gennemsnitlige tvillingemor, hvorfor jeg havde meget mere overskud til ungerne, end folk havde advaret mig om, at jeg ville have. Dengang deres verden kun handlede om mad, søvn og kærlighed, da græd mine unger ikke. For den fik de masser af. Mere end rigeligt, faktisk. Selvom jeg brugte en bog, der handler om søvntræning …

For folk er forskellige, babyer er forskellige, og det, der passer til den ene, passer ikke til den anden. Og når man er nybagt og hundeangst mor, som ikke aner, hvad man skal stille op med et spædbarn, er det virkelig rart at have noget læsestof at læne sig op ad. Jeg følte i starten overhovedet ikke, at jeg havde nogen mavefornemmelse, når det kom til at tage mig af mine børn. Men når jeg læste i bogen med anbefalinger, kunne jeg alligevel mærke, at min mave tog stilling, og det var bekræftende.

Her er min helt personlige anbefaling til nybagte mødre:
Lad være med at bruge google noget som helst de første to år af jeres børns liv. Spørg i stedet folk, I kender og stoler på, til råds, hvis I har brug for vejledning. (Ikke alle har en mavefornemmelse fra starten – som jeg også har skrevet om her). Hvis I får anbefalet en bog, en teknik eller noget helt tredje, så prøv det af. Hvis det føles godt, og I og baby trives, så er det rigtigt. Uanset hvad andre siger. Og hvis det føles forkert, og I får ondt i maven og baby mistrives, så er det forkert. Uanset hvad der står i bogen.

Færdig, bum. 🙂