METTE MARIE LEI LANGE

Ugens hunk: Sebastian

14055591_10154210958471886_87041839_n

Søde, seje, spændende Sebastian Bull!
Sebastian er et af mine allernyeste bekendtskaber, men jeg kan fortælle, at Sebastian gør et allerhelvedes godt førstehåndsindtryk. Selv med tømmermænd.
Vi mødtes for præcis 14 dage siden, da jeg fredag skulle køre Jon til kursus i Odsherred. Han havde på forhånd informeret mig om, at en anden skuespiller, som han kender fra fodbold, ville køre med, og det var altså herren her. Jon og jeg havde på den bemeldte dag seriøse tømmermænd, da vi om torsdagen var røget alt for stenhårdt i øltønden sammen med et vennepar, mens min søster tilså vores efterkommere. En tønde, vi først kravlede op af ved 4-tiden om natten i øvrigt. Og heldet skulle vise sig, at Sebastian var i præcis samme forfatning, så første stop var selvsagt Burger King (eller: Selv sagt ville have været McDonald’s, hvis jeg var alene, men drengene insisterede på dette eksotiske foretagende, der da i øvrigt laver nogle helt OK burgers), inden vi begav os ud på en små to timer lang køretur.

På turen fik vi talt stort set alt mellem himmel og jord igennem (nogle gange falder den slags lettere på tømmermænd), og da jeg havde taget afsked med drengene, kunne jeg ikke dy mig for gennem Jon at bede Sebastian deltage i denne lille gimmick, hvilket han heldigvis sagde ja til.

Sebastian er selvlært skuespiller, og han har allerede medvirket i en hel del sin relativt unge alder taget i betragtning. Han har blandt andet medvirket i filmene 9. April, Jagten og Submarino, og jeg ved, at man kommer til at se ham endnu mere i fremtiden, for han er mega-dygtig, og så har han et fjæs, man bare har lyst til at blive ved med at stirre på. (Det kan man i øvrigt gøre alt det, man lyster, på Instagram her).

Og ja, Sebastian er så altså single. Jeg lovede jo at diske op med sådan én. 😉

Alder: 21 somre
By: Frederiksberg
Højde og vægt: 1,85/ 75kg.
Stjernetegn: Vægt
Kæreste: Nybagt single
Stilling: Autodidakt Skuespiller
Fritidsinteresser: Se fodbold, helst i Parken. Feste med en vodka Redbull i hånden og spise god mad.
Favorittøj: Mads Nørgaard og Han Kjøbenhavn
Livret: Spaghetti med kødsovs, jeg vælder ofte et lokum…
Mit bedste feriested: Maldiverne
Det tænder jeg på: En kvinde, som ikke bruger særlig meget makeup.
Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?: En sød pige, en hat og ubegrænset øl.
Beskriv dig selv med få ord: Hurtig, spontan og livsglad.

 

Jeg fatter ikke en krone!

11665687_10153411336726886_1665599257330576358_n
Jeg kom sgu til at grine, da jeg i sidste uge skulle fortælle min mand om noget, jeg havde læst i avisen. I anledning af Copehagen Pride er der blevet fremsat et forslag om at ændre i loven, sådan at bøsser kan få lov at donere blod. Og jeg grinede, fordi jeg simpelthen synes, det er direkte morsomt, at homoseksuelle mænd ikke må være bloddonorer. Det anede jeg ikke!
Jeg har selv doneret blod flere gange, og det første, man gjorde, da jeg meldte mig, var at teste mit blod. Derefter fik jeg et glas appelsinjuice, og så cyklede jeg hjem igen.

Grunden til, at bøsser ikke må donere blod, er, at der er større sandsynlighed for, at homoseksuelle mænd har HIV, end der er for at heteroseksuelle mænd har det. Eller kvinder. Eller lesbiske, rødhårede eller folk med dårlig humor eller store fødder. Så det er med tanke på den generelle folkesundhed, siges det. Jeg synes, at man skal ofre de ekstra penge, det koster at tage de forhåndsregler, der synes nødvendige, for at undgå den her stigmatisering.
Det giver simpelthen ingen mening, at der findes en gruppe mennesker, som ikke må donere blod på baggrund af, hvem de forelsker sig i. Og for mig handler det faktisk ikke om, at blodbankerne også står og mangler blod – det handler om, at man med den slags regler og love sender nogle komplet vanvittige signaler. Man diskriminerer en målgruppe, som jeg faktisk troede, man var enige om ikke at forskelsbehandle længere.

Da jeg læste om forslaget til lovændringen, mindede det mig om en bog, jeg engang anvendte i forbindelse med et projekt, jeg skrev på RUC. Bogen hed “Den Homoseksuelle Smitte” og er skrevet af den daværende københavnske politimester i 1966. Det udsnit, jeg bedst husker fra bogen (for da grinede jeg nemlig også) lyder nogenlunde sådan her:

“Forældre bør advare deres små drengebørn. Står en dreng eksempelvis foran et vindue til en legetøjsbutik og kigger ind, og kommer der en mand op ved siden af ham og siger ‘Hej Peter’, og hedder drengen slet ikke Peter, så bør han øjeblikkeligt vende sig om og løbe væk. Undgå for enhver pris øjenkontakt, da det kan føre til smitte med homoseksualitet”.

Den her bog var altså skrevet af en POLITIMESTER! En autoritet, som folk havde respekt for og lyttede til, og han lærte dem altså, at bøsser for det første er voksne mænd, som vil i lag med børn, og for det andet, at man kan blive bøsse af at se folk i øjnene. Jesus Christ! Det svarer jo til, at jeg bliver kineser af at hoppe over en sten?!
Jeg grinede overrasket og en smule anstrengt, fordi det på mange måder er uhyggeligt, at verden så sådan ud for blot 50 år siden. Så uvidende og bange, var vi. Og det er vi tilsyneladende stadig.

Eller hvad? Nej, vel? Jeg er nysgerrig! Er vi ikke enige om, at den lov må være blevet glemt på bunden af en kasse engang i 60’erne, hvor der var flyttedag i ministerierne, og at det eneste rigtige er at ændre den i dag hellere end i morgen? Jeg vil meget gerne høre jeres input, hvis I vil af med dem! Man må meget gerne gøre sig anonym i kommentarfeltet, hvis man lyster.

Travlhed og luksusproblemer. Og hår.

img_5418.jpg

Jeg ved ikke rigtigt, om det er tilladeligt at sige, at man har travlt, når man gør det fra en frisørstol, hvor man spiser chokoladeboller og drikker friskpresset appelsinjuice. ? Ikke desto mindre er der overordentligt meget fart på drengen i det lille Langehjem. Jeg startede dagen ud med et møde, inden jeg plantede måsen i stolen i Gun-Britts salon for at få alterneret toppen af mit udseende en kende inden weekendens bryllup. Jon er netop hoppet på et fly til Hamborg, hvor han skal lave noget arbejde de næste par dage, og når der er styr på min fuglerede, henter jeg Krapylerne og kører til Als. Det er nemlig her, vi på lørdag skal fejre Stine (hende, jeg har i Barcelona) og hendes mand, som holder deres løfte og bliver gift igen. De blev nemlig hemmeligt viet for flere år siden og svor, da vi opdagede det, at de ville gøre det igen med publikum på. Så nu skal vi til bryllup i Gråsten Slotskirke og efterfølgende danse natten lang i en spejderhytte. Jeg har endda købt nyt tøj, det bliver en FEST!

Jon tager så toget fra Hamborg til Flensborg lørdag, hvor min far henter ham og kører ham til Gråsten, mens Bedstemoren passer Krapylerne. Jeg er nemlig anderswo engagiert, som man siger. Jeg skal nemlig sove hos Stine natten til bryllupsdagen, da jeg selvsamme formiddag skal fungere som sminkøse og hårstylist for hende.

Og søndag kører vi så over Fyn hjem, hvor vi sætter Jon af, så han kan spille noget mere fandango foran kameraet.

Så der er travlt! Men det er heldigvis kun med gode ting. Og hår. Og jeg savner ikke engang Jon, selvom han er ret så meget væk for tiden. Han er nemlig lykkelig for at have så meget at rive i, og de ting, han laver, gør ham glad og stolt! Hvis han sad i fængsel, ville jeg nok savne ham, men fordi han løber rundt og er henrykt, er det nemt at undvære ham. At jeg så klarer de praktiske og krapyl-orienterede elementer af vores hverdag i mellemtiden, så han kan give sig hen til sine projekter i den periode, får mig til at føle, at jeg er med til at gøre ham glad, og det er sgu da en fed følelse, når det nu er sådan, at det falder ud til fordel for ham, man elsker.

Til december er han i øvrigt hjemme igen, og da kommer han formentlig til at være den, der står for at køre ungerne ind i børnehaven, så mon ikke det hele bliver udlignet set oppefra. 🙂

Med ønsket om en dejlig, solrig torsdag! Særligt Sønderjylland er lunt i dag, har jeg set på nettet, og vær nu søde og hold på varmen! Vi kommer i aften og vil så gerne på stranden i morgen!!

LADY-LOGENs reunion – jeg glæder mig!

399624_10150993643386886_64330327_n

Noget af det, jeg har bedrevet i mit liv (udover Krapylerne, som selvsagt topper listen), som jeg er mest stolt af, er LADY-LOGEN!
I små seks år drev jeg et netværk, som bestod af københavnske kvinder, der alle havde det til fælles, at de ville gerne ville mingle med nogle piger, de ikke kendte i forvejen. Ned med katteklørene og frem med nogle highfives. Det var smukt og enormt grineren!
Jeg arrangerede et event den første lørdag i hver eneste måned, og til disse arrangementer var der 30 damer (vi var 55 i logen, så det var først-til-mølle), da vi gerne ville nå at snakke sammen hele banden. Vi spiste så en tre-retters menu, og så byttede vi plads mellem hver ret, så alle kunne nå lige at få sagt daw til hinanden.
Efter middagen, som gerne tog en 3-4 timers tid, havde jeg sørget for champagne og borde på en klub eller ved en fest et sted ude i natten. Vi dansede altid, til solen stod op, og jeg elsker, elsker, ELSKER de minder, jeg har fra mine aftner med logen. Med tiden blev vi gode venner på kryds og tværs, og mange af damerne er stadig venner i dag.

Jeg får tit ros for at være modig her på domænet, fordi jeg tør gøre ting alene så som at gå i biffen eller i Tivoli uden sidekick. Men kvinderne, som blev medlem af LADY-LOGEN var altså lige skriftet vildere. Nina, Kopiernes Mor, kender jeg eksempelvis fra LADY-LOGEN. Hun havde læst en artikel om logen i et Where2Go, mens hun var i spa med en veninde, og så besluttede hun sig for at søge om optagelse. Hun sendte en ansøgning og blev selvfølgelig optaget, og så mødte hun op, helt uden på forhånd at kende en eneste af de 29 andre damer, hun skulle mødes med! Se, dét er sgu da lady-balls!
Desuden var det en regel, at hvis man kendte en af de andre piger, der var med på ens første aften i logen, så var det forbudt at sidde ved siden af hende på noget tidspunkt den aften. Og det gav altså noget, at alle var nye for hinanden i starten. Man modtog hinanden med åbne arme og sænkede parader. Den sårbarhed, der er i at møde op til en flok, man ikke kender, tror jeg gør, at folk automatisk tager pænt imod én. Det gjorde de her damer i hvert fald.

Jeg satte LADY-LOGEN på pause, da jeg var højgravid med Prop og Berta, og så startede jeg jo bloggen her og kom ikke rigtigt videre. Jeg var også et andet sted i mit liv, kan man sige uden at tage munden for fuld. Jeg havde ikke samme festgen længere, og det samme gik for mange af de øvrige medlemmer.
MEN nu er tiden inde til en reunion! Jeg modtog i løbet af en måned i forsommeren adskillige opfordringer fra adskillige ladies, og det så jeg som et tegn fra Gud, så nu har jeg arrangeret fest og glade dage d. 3. september for alle damerne! Og jeg glæder mig noget så usammenligneligt meget! Den kommer til at stå på tre-retters og sjusser på Madklubben ved Rådhuspladsen og drinks og dans på ARCH.
Lige præcis d. 3. september er der fest i Jons familie på Samsø, hvilket jeg jo desværre har måtte takke nej til. Men det heldige ved det er, at det betyder, at Jon tager ungerne med til Samsø fra lørdag og helt til mandag morgen. Jeg får en blanding af sommerfugle i maven og kvalme ved tanken om at skulle være helt alene hjemme på vores 150 kvadratmeter, hvor jeg stort set aldrig har været alene i det år, vi har boet der. Men så husker jeg, at vi bor LIGE overfor klubben ARCH, hvor damerne og jeg skal drikke cocktails og ryste røv til langt ud på natten … Måske er det meget godt at prøve sådan at være alene hjemme, når man nu alligevel skal lege ung med de unge for en weekend! Jeg har vist også en rabatkode til Domino’s et sted …

Jeg ville ønske, jeg kunne vise en masse billeder fra loge-dagene, men det var altså dengang, man ikke havde kamera på mobilen, og de fotos, der ligger på min facebook, er i så lav opløsning, at det er helt pinligt. Men dresscoden var altid farverig, og mottoet hed: “Hellere drukne i stiletter end komme tørskoet hjem i gummistøvler”. Så jeg må nok ud og have en ny kjole igen … 😉

Billedet herover er fra dengang, LADY-LOGEN var portrætteret i ELLE. Jeg havde været på hospitalet med nyresten den dag, billedet blev taget, men jeg kunne på ingen måde bære at skulle misse dén fotoskydning, så jeg nåede heldigvis begge dele!

Tips til måsletteri, når man er selvstændig

Fotografi den 23-08-16 kl. 16.13 #3

(Og ja, det er naturligvis en ‘pun’, at jeg står op på billedet, høhø …)

At kalde mig et ordensmenneske ville være at skyde forbi. Jeg roder som en sindssyg. Jeg har længe prøvet at bilde mig selv og min nærmeste familie ind, at det er Krapylernes skyld, at vores hjem aaaa(aaaaaaa)ltid roder. Men den gik ikke længere, da jeg i juni var i Barcelona i to dage, og min ægtemand under en Skype-samtale fik fortalt mig, at det altså var uendeligt meget lettere at “holde hjemmet”, når jeg befandt mig udenfor landets grænser. Busted.

Desuden er jeg enormt dårlig til at tage mig sammen til ting. Igennem de seneste år er jeg flere gange blevet kaldt for en ‘do’er’, og det gør mig altid stolt og lidt overrasket. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at jeg ret meget er typen, der rider samme dag, som jeg sadler. Hvis jeg får noget, jeg selv synes er en god idé, så spæner jeg straks mod målet og har pludselig masser af energi, handlekraft og 25 timer i døgnet. Hvis jeg selv tror på idéen, har jeg svært ved at forestille mig, at andre ikke ville gøre det, og den naivitet fungerer ret godt som brændstof, tror jeg. Således startede jeg bloggen her på baggrund af et Instagram-opslag en fredag, jeg fik lavet et ApS på en eftermiddag, da Christian og jeg altså pludselig ikke kunne leve uden at starte et kontorfællesskab i Holbergsgade, og sådan er der så meget.
Men jeg er virkelig dårlig til at finde tid til ting, jeg ikke gider. Rugbrødsopgaver, ting, som bare SKAL ordnes, for at tandhjulene løber rundt – dem gider jeg ikke ret længe ad gangen. Jeg elsker at sætte i gang og finde på nye ting, men det med vedligeholdelse er jeg dårlig til. Ligesom at jeg ikke kan finde ud af at sætte mig ind i ting, der ikke interesserer mig.
Af samme årsag betaler jeg en revisor for at stå for alt, der har med regnskaber og tal at gøre. Han står for at regne alt ud, lave momsregnskab, årsopgørelser, skatteregnskab og så videre. Jeg skal bare sende ham alle mine papirer, og det ender jeg altid med at gøre for sent.

Til gengæld er jeg skidegod til at møde ind på kontoret, hvilket jeg anser som en klar fordel, når nu jeg er både pedel og direktør i egen enkeltmandsvirksomhed. Jeg er fra mine år på ELLE flasket op med, at man møder ind på et vist tidspunkt, arbejder en rum tid, og så går man hjem. Og den disciplin har jeg taget med mig. Jeg møder altid klokken 9, og hvis klokken (af oftest krapyl-relaterede årsager) sniger sig over den tid, føler jeg, at jeg kommer for sent. Jeg er altid på kontoret til kl. 15, hvor jeg så cykler ned og henter ungerne og tager hjem og holder fri.

Der var efter mit indlæg i går et par stykker, der bad mig skrive lidt om at være selvstændig, og hvordan jeg holder motivationen oppe, og til det kan jeg kun sige, at det selvfølgelig gør det en del nemmere, at jeg laver noget, jeg synes er totalt bomben. Lysten til at gå på arbejde hver dag kunne ligge på et betydeligt mindre sted, dengang jeg skrev speciale, skulle jeg hilse og sige.

Men jeg vil under alle omstændigheder anbefale, at man får sig en kontorplads. Om det så er ude i byen eller hjemme i kælderen er mindre væsentligt. Jeg synes bare, det giver noget, at denne plads er allokeret til arbejdet. På samme måde, som at det for mig er vigtigt, at der er noget, der hedder arbejdstid og noget, der hedder fritid. Det charmerende ved at være selv-chef er jo så, at disse begreb på fineste vis nu og da kan flyde sammen, men det er vigtigt, at man letter måsen om morgenen ved samme tid hver dag, tager tøj på og “går på arbejde”. Hvis man bare hygger under dynen hver dag, til man vågner, ligner alle dage fridage, og så kan det være svært at sparke den i gang. For hvorfor så ikke bare vente til i morgen …?
Desuden synes jeg, det er en god idé at være relativt realistisk omkring, hvad man er god og dårlig til og så hyre hjælp til det, man ikke selv formår. Det er for mig en skøn følelse, at min revisor holder styr på finanserne, så jeg ikke skal vågne op om natten badet i sved ved tanken om, at nogen kommer efter mig, fordi mit skatteregnskab er forkert, eller fordi mit momsregnskab ikke stemmer. Det er dårlig energi og bekymringer, som jeg således er fri for.

Det kan være svært at give et universelt tip til, hvad der lige virker for den enkelte, men jeg tror, et godt bud er det dér med at stå op på samme tid og gå på job hver dag. På en kontor- eller kontorlignende stol, altså. Sofaen duer ikke, for det minder for meget om fritid. Den er OK om aftenen, hvis man arbejder over, så at sige, men i dagtimerne skal et fast antal af dem være afsat til arbejde. På den måde får man mindre dårlig samvittighed, når man har fri, og på den måde er der flere positive følelser rettet mod opgaven eller opgaverne. Og det er da ret smart. 🙂