METTE MARIE LEI LANGE

Tidsmaskinen #2

Nøøøj, hvor er det altså grineren at lave de her indlæg! Tak fordi, I var med på legen i sidste uge. Det bliver en tilbagevendende del af bloggen, tør jeg godt allerede garantere.

Jeg vil ikke (digi-)tale yderligere, jeg vil blot lade billederne sladre for sig selv. 🙂

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.27.16

Det er 7 år siden, at jeg tog til modeuge i et noget outreret outfit. Billedet her er dog fra Eurowomans hjemmeside, så jeg kan da ikke have været helt galt afmarcheret i forhold til tidens tendens, selvom jeg nu synes, det ser noget rodet ud. Måske skyldes forevigelsen i virkeligheden min lidt mere nedtonede veninde.

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.28.40

Det er også 7 år siden, at legendariske FaceHunter tog det her billede af mig udenfor By Malene Birgers show på Docken i København. Jeg synes egentlig, det er ret fint, selvom jeg ikke kan kende mig selv med det ansigtsudtryk. Og det var tydeligvis også inden, at jeg begyndte at tegne mine bryn op.

 

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.24.19

Det er 5 år siden, at jeg blev en smule forarget over en køns-ulighed der ifølge Kronborg Of Denmark hersker her i landet. En hel hovedpude til missen, men intet til dillermanden. Satme benhårdt!

 

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.30.16

Det er 3 år siden, at jeg helt nygift gik til modeugen med ELLE og var ekstatisk over at se mit nye efternavn på min siddeplads ved diverse shows.

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.31.34

Det er også 3 år siden, at jeg spiste morgenmad hos Ganni under modeugen sammen med nogle smukke piger. OG med tvillinger i maven, men det vidste jeg ikke endnu … <3 Jeg vidste bare, at jeg var med rogn og var meget, meget, meget træt.

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.33.19

Det er 2 år siden, jeg skrev dette indlæg om nærvær, vasketøj, sandhed og sminke. Og jeg mener det da egentlig stadig. 🙂

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.34.43

Det er ligeledes 2 år siden, at jeg (MEGET stolt!) vandt Børn I Byen-prisen.

 

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.35.42

Det er 1 år siden, at Jon legede handyman og byggede en sandkasse i vores nye kolonihave.

Skærmbillede 2016-08-11 kl. 16.36.52

Og det er også et år siden, at jeg proppede mig med donuts og kanelsnegle til Sneglcilles polterabend!

Fotografi den 11-08-16 kl. 16.38

Og det her er så mig i dag. 😉

Noget om at lukke munden på stemmerne i hovedet

Skærmbillede 2016-08-10 kl. 14.04.03

Det startede faktisk umiddelbart inden vores anden date. Altså Jons og min. Vi havde vores allerførste stævnemøde på en hamrende varm søndags-sommerdag midt i København, og jeg var allerede skudt i det vidunder af en mand overfor mig, som på daværende tidspunkt boede i Odense og gik på skuespillerskolen.
Søndagen efter skulle jeg retur med tog fra Sønderborg, hvor jeg havde besøgt min far, og så casual som muligt foreslog jeg Jon, at jeg hoppede af toget i Odense, spiste en pizza med ham og tog det sidste tog hjem til København. Han svarede tilbage, at det var et skønt initiativ, for “spontanitet er lidt et credo for mig”, som han formulerede det.
Jeg blev selvfølgelig glad for, at han var med på idéen, men derefter blev jeg lidt nervøs for, om han nu var sådan en flyvsk kunstnertype, som det var umuligt at lave aftaler med, men det skulle heldigvis ikke vise sig.
Og Jon ér da også spontan! Han er i hvert fald som næsten altid med på det, når jeg er spontan! 😉

Det var han dog ikke i går. Jeg havde været på Vesterbro til et møde, og derfra skulle jeg ind og mødes med Jon og hans agent til et andet møde. Vi skulle mødes meget tæt på Rådhuspladsen kl. 12, og da klokken var 11.32 stod jeg på Hovedbanen og kiggede over på indgangen til Tivoli. I lommen på mig brændte syv Tivoli-billetter, som jeg havde til overs fra sidste gang, vi var inde og prøve veteranbiler med ungerne, og jeg fik sådan en ubændig trang til at prøve Dæmonen! Jeg ELSKER Dæmonen, men ungerne er jo for fa’en for små til det, så hver gang, vi er i Tivoli, må jeg gå hjem med uforrettet sag.

Derfor ringede jeg til Jon og forsøgte at tage ham på det fem år gamle ord om spontanitet. Jeg kunne næsten høre ham rokke med hovedet fra side til side, mens han overvejede, men han endte med at afslå. Han mente, det ville blive for stresset. Vi aftalte derfor, at jeg bare skulle komme ned til ham, så vi kunne følges til hans agents kontor. Jeg overvejede et kort sekund, om jeg bare skulle prøve forlystelsen alene, da jeg jo ret beset alligevel skulle den vej, og jeg har årskort, så entréen koster ikke noget, OG vejen igennem Tivoli ville faktisk være hurtigere end den udenom.
“Man går sgu da ikke alene i Dæmonen”, sagde en stemme så oppe i bøtten på mig, og jeg blev nærmest forskrækket! Jeg var ikke engang klar over, at jeg havde en stemme af dén kaliber! Jeg har været i Marrakech alene, går tit ud at spise alene og går næsten udelukkende i biffen alene, men inde i mit hoved boede åbenbart en stemme, som mente, at man da for fa’en ikke kunne køre i rutchebane alene!

Derfor besluttede jeg at knytte sylten på den, så jeg gik ind i Tivoli og marcherede lige op til mit yndlings-ride. Der var ingen kø, og hele bagerste række var ledig. Fyren, der tog imod mine billetter, spurgte mig, om jeg skulle prøve andre ting i dag, for så burde jeg i stedet investere i et turpas. Jeg svarede, hvad sandt var, at jeg kun var kommet for at prøve Dæmonen, og at jeg havde et møde om 14 minutter. Han kiggede lidt tvivlende på mig, så grinede han og sagde, at hvis det var med dén på, så burde jeg sætte mig på bagsædet, da det er dér, det går vildest til.

Så det gjorde jeg! Og jeg skreg af frygt og fryd i de samtlige 28 sekunder, sådan en tur nu tager, og der var i øvrigt ingen, der så skævt til mig, for de havde travlt med at skrige for deres egne liv. Da jeg atter stod med fødderne på landjorden, gik det op for mig, at Tivolis kamera selvfølgelig havde foreviget min glæde ved oplevelsen, og jeg kunne ikke lade være med at betale 60 kr. for at få beviset med hjem. Og så gik jeg til møde.

Når noget kan få én til at smile SÅ stort, så er man da en kvajpande, hvis man ikke gør det!
Anbefaling hermed videregivet: Prøv en solo-tur i Dæmonen, inden sæsonen slutter. Og gør det tirsdag formiddag, for da er der ingen kø. 😉

MM shopper: 10 ting til indretningen

Indlægget indeholder reklame i form af affiliate.

Jeg kan godt lidt savne kun at bo på 43 kvadratmeter. Det med møbler var et helt andet game! Man skulle bruge meget færre ting, og det var meget mere overskueligt. Derhjemme i Langehjemmet har vi nu over tre gange så meget plads, som jeg havde i min single-hybel, og jeg skifter konstant mening i forhold til, hvad jeg kan lide, og der skal efterhånden lidt mere til end en ny pude og et viskestykke til at ændre i stilen. 😉
Her er lidt af det, jeg godt gad købe lige pt.

Hvis man er mere til kluns, kan man i øvrigt bare klikke her.

66-2786_D9

De her to borde står på gangen, lige når man kommer ind her i Hi House, og de er såå fine! Og man får altså ret meget marmorbord for pengene, vil jeg sige. Flere billeder, og sådan, kan ses her.97-1161

Den her pæne, turkis stol sidder jeg på dagligt her i Hi House. Jeg købte den for en lille måned siden, og den er så god, så god!

88-0391
Da jeg boede på Nørrebro og var ene ansvarshavende i forhold til indretning af hjemmet, skiftede jeg tit stilen ud ved bare at udskifte enkelte elementer. På badeværelset, som var ret lille, var det nok med en ny bademåtte og et forhæng. Nu har vi ikke forhæng på Nørregade, da vi har sådan en gennemsigtig telefonboks, man går ind i, men HVIS der var mulighed for det, gad jeg godt have det her.

83-0725

Det her pæne tæppe, som vi selv har i stuen, er en skamløs kopi af de fine tæpper fra Marrakech. Og næste gang, vi rejser derned, tager vi et med hjem. Men indtil da er dette så fint! 🙂

91-2219

Den her lampe gad jeg godt have over mit læsehjørne i sofaen. Den er så pæn og enkel og stadig ret moderne. Og retro, egentlig, på én gang. 🙂

mon_692810af-89b4-4dda-9ef5-b1d389405a61

Hvis man (som jeg) ikke for sit liv kan holde liv i planter, er det smart at have dem indrammede i stedet for. 😉 Den her er fin!

guldmane-pouf-charcoal

Dekorativ puf til trætte fusser eller som ekstra siddeplads til børn og småfolk rundt om mazzarintærten ved sofabordet onsdag aften. Her!

wolf-tipi

Mega-fin tippie til børneværelset! Jeg ville nok jazze den op med en kulørt lampe og en masse farverige tæpper og puder. Her!

moon-lamp

Pæææn lampe, som ville være fin i hjørnet af et rum på et bette bord eller som sengelampe. Den findes her.

66-2091

Yup! Den er næææsten for meget, men jeg er vild med det! Jeg ville dog helt sikkert skifte benene ud med nogle guld- eller kobberfarvede i stedet! Find den her.

Noget om fædre …

img_4874-1.jpg
Når det kommer til at være forældre til Hugo og Berta, er der mange ting, jeg er bedst til. Bum, sådan er det. Jeg er bedst til at mærke, om de er ved at blive syge, og jeg er bedst til at huske deres medicin. Jeg er bedst til at købe tøj til dem, at afgøre, hvornår de skal have jakke på, og jeg er bedst til at pakke deres kuffert, når vi skal på ferie. Jeg er bedst til at huske, hvilket legetøj, de bedst kan lide, jeg er bedst til at time deres døgnrytme, så alle får den søvn, de behøver, og de foretrækker mig, når de skal puttes, har slået sig eller vågner om natten.

Jep, listen er lang. Og det første år af vores liv som familie, fremhævede jeg ofte ting fra den alenlange liste overfor ungernes far. Han søgte løbende del i tronen derhjemme. Han mente, jeg gjorde mit bedste for at være borgmester i Babyby, og han synes egentlig, det var et hverv, vi burde dele.

Jeg svarede ham dengang hver gang, og det ville bare ikke komme til at ske. Selvom han var rigtigt, rigtigt meget sammen med ungerne (også) det første år, så var jeg det bare mest. Han startede med at spille teater i Odense 10 dage efter, at ungerne blev født, og han optog ‘Sommeren 92’ i Sverige, da de var et halvt år gamle. Han var der meget mere end mange fædre, men han var der ikke lige så meget som MIG! Momma Bear. Og det brugte jeg imod ham, når han bad om lov til medbestemmelse eller søgte om at ændre i mine rutiner. Jeg sammenlignede det med, at vi begge to var ansat til den samme opgave, men hvor han “kun” mødte ind til aftalt arbejdstid, så var jeg der døgnet rundt. Så selvfølgelig skulle jeg have højere agtelse og kunne forvente højere anciennitet overfor chefen – eller i dette tilfælde cheferne. Jeg siger ikke, at jeg var fair, men sådan var det nu engang.

Og nu er det så gået hen og er blevet hverdag i mellemtiden. Siden nytår har Jon været mere eller mindre ufrivilligt hjemmegående (eller det, man kalder arbejdsløs), og da har han været den, der eksempelvis hentede og afleverede oftest i vuggeren. Han har også, siden dengang jeg var højgravid og ikke duede som andet end rugemaskine, stået for alt praktisk i husholdningen. Han køber ind, betaler regninger, ordner forsikringsting og er opdatere på vuggestuens intranet uden så meget som at bede om en hånd i ny og næ, og sådan har det bare hele tiden været. Desuden har han lege sygt meget med ungerne det sidste halve år, og de er vilde med det.

Efter vores sommerferie, hvor vi alle fire var sammen non-stop, er ungerne begyndt at bytte om på mit og Jons kaldenavn. De kalder tit mig for ‘far’ og Jon for ‘mor’, og når han forlader selskabet, bliver de ligeså knuste, som når jeg gør. Også selvom vi bare skal tisse..

Og nu kan jeg se, at der er mange ting, Jon er bedre til end mig. Han er meget bedre til at lege. Han kan bruge en time med røven i trægulvet på børneværelset og være optaget af LEGO-byggeri sammen med dem, hvor jeg er ved at rådne op af kedsomhed efter bare fem minutter. Og når jeg så endelig prøver at engagere mig, river de altid mine byggerier ned, før de overhovedet tager form, og det bliver jeg så træt af.

Desuden har han en meget længere lunte. Han er simpelthen så god til at holde den gode tone, hvorimod jeg skammer mig over, hvor lidt der nogle dage skal til, før jeg tænder af og begynder at råbe op om ting og principper, som folk på 2 alligevel ikke forstår.

Og så er der alt det praktiske. Jeg aner stadig ikke, hvordan man tømmer vores drønsmarte blespand, for det har jeg aldrig nået. Alle de der praktiske ting er den smørelse, der får livet i en almindelig, dansk gennemsnitsfamilie til at glide. Og han gør det bare! Leger, trøster, forstår og rummer. OG alt det andet. Uden at søge anerkendelse og ros for det, sådan som jeg nok ville have gjort det…

Men den ros skal han fandme have. Og det er egentlig pointen med mit indlæg. Ikke at rose Jon, for det gør jeg nemlig. Hver eneste dag. Det fortjener han nemlig, for jeg har gået rundt og været så enevældig i de første par år. Og uden at vide det, så tror jeg lidt, at sådan er der måske også andre kvinder, der er. Vi skal huske at se vores mænd for de sindssygt seje fædre, de er, for det er de! De første par år kan det være svært at komme til for babser og brystmælk, men KÆFT, hvor er det dog en stor gevinst at have en far ved hånden, når de der små kødklumper begynder at drøne rundt og vil lege ‘dyt-båt’, og man måske selv ikke længere har noget imod at dele tronen, opgaverne og ansvaret en lille smule.

Skål for fine fædre!

Hvem vil have seks sække af mit gamle tøj gratis?

13942547_10154180286116886_1647934138_n

Nogle vil måske kunne huske, at jeg i begyndelsen af sommeren sammen med Christina holdt et loppemarked her på vores kontor i Hi House. Det var sindssygt hyggeligt! Vi havde købt pynt, poppet popcorn, bagt kager og blandet saftevand. Faktisk var der vel egentlig lidt børnefødselsdag over det, nu jeg tænker over det. Der var folk hele dagen, og vi fik snakket, grinet, hygget og krammet en masse.
Vi fik solgt sygt meget tøj! Problemet var bare, at jeg havde endnu mere sygt meget tøj MED. Jeg lod seks poser og sække stå her på kontoret med tanken om, at vi en dag måtte gentage successen. Men så blev det sommer, vi tog begge to på ferie, og jeg blev ærligt talt mere og mere træt af at se på de plastiksække.
Derfor så jeg det som et tegn fra oven, da H&M skrev og spurgte mig, om jeg ville donere noget tøj til årets Fashion Exchange på Rådhuspladsen. Det gjorde jeg også sidste år, og da besøgte jeg også eventet. Det er den fineste idé. De har fået nogle folk til at donere en masse tøj, så de ligesom har lidt at starte ud med, og derefter er konceptet så, at alle kan komme forbi og få nyt tøj. Man medbringer så selv et par items, man ikke selv bruger mere, og dem kan man så bytte! One woman’s trash, another woman’s treasure!
Sidste år havde jeg fire stykker tøj med ned på Rådhuspladsen, hvor jeg pænt stillede mig i kø. Så kom der en pige, tog mine tøjstykker og gav mig en seddel, der beviste, at jeg havde optjent retten til at napse fire andre stykker tøj. Der var både kvindetøj, tøj til børn og en lille smule til mænd.

Jeg gik i gang med at udvælge nogle items, jeg ville donere til H&M og puttede dem i en lille pose. Men til sidst besluttede jeg at gå all in og stille alle seks sække parat til afhentning. Pigen, som var udsendt til at stå for den videre transport, fik sig lidt af en overraskelse, da hun sådan set var på cykel og havde satset på at kunne have rovet i sin kurv bag på. Men hun fik ringet til en taxa, og inden hun kørte af med min tidligere garderobe, klipsede hun billedet ovenfor af mig. Og ja, jeg er bevidst om, at der står en nøgen, lifesize version af Ken bag mig i vinduet.

Så hvis man vil have fingrene i noget af mit kluns, skal man bare møde op på Rådhuspladsen med noget, man gerne vil bytte med, lørdag den 13. august fra kl. 11.00 – 16.00. Der er ting fra Zara, Baum und Pferdgarten, Bruuns Bazaar og meget, meget mere. Fyr den af!

Man må meget gerne lige melde ind her på fjæsen, hvis man kommer. De vil så gerne lige have en føling med, hvor mange de skal forvente.