METTE MARIE LEI LANGE

Verden er i farver …

13883800_10154163081756886_629189326_n
Så er ferien uigenkaldeligt slut i denne omgang. Krapylerne er netop lagt til hvile i egne senge i børneværelset, Jon øver replikker med en yndig skuespillerinde i køkkenet, og jeg sidder i sofaen i det samme tøj, jeg har haft på stort set siden lørdag, hvor vi forlod Kroatien. Ude er godt, og hjemme er bestemt OK. Men den her ferie var bare anderledes end alle andre ferier. Normalt glæder jeg mig efter en ferie med krapyler til at komme hjem, hvor rammerne er, som de plejer, men denne gang kunne jeg snildt have leget teltbums med Jon i hånden og ungerne på ryggen et halvt år endnu.
Jeg har sommeren igennem læst en del blogindlæg hos andre, der skriver, at de synes, det er hårdt at holde ferie med børn, og det er altså ikke for at være usolidarisk, at jeg sådan har skamrost vort familiære samliv de seneste uger. For jeg er rørende enig. Eller jeg VAR (og jeg bliver det måske igen). Det kan virkelig kræve kræfter at holde fri flere uger i træk med egen avl.

Siden Krapylerne var seks måneder gamle, har de været med os i Göteborg, Barcelona, Als, Marrakech, Skagen, Malaga, Rom, New York, Samsø, Sri Lanka og nu Kroatien. Og alle de foregående rejser har sgu’tte bare været badeferier, skulle jeg hilse at sige. Jeg tabte 5 kilo i New York, fordi ungerne havde splinter-skid i kanon og i øvrigt hadede klapvognen, så jeg brugte al min tid på at løbe mellem parker og offentlige toiletter – i 33 graders varme. Og i Sri Lanka tabte jeg 4 kilo, fordi Hugo blev indlagt med salmonella, hvilket gjorde mig så hunderæd, at jeg ikke kunne spise noget, før han atter begyndte på det. Og tiden inden indlæggelsen brugte ungerne i øvrigt på kollektivt at bitche over varmen og bare være helt almindeligt cranky 24/7.
Jeg har dog ikke brokket eller ærgret mig det store over det, for jeg tænkte, at sådan ér det jo, når man sådan laver børn – og ikke mindst, når de sådan kommer i par. Mange har haft travlt med at fortælle mig, hvor hårdt livet som tvillingefamilie ville blive, så jeg havde lidt vænnet mig til, at det var alle mand på dæk døgnet rundt.

Nok netop derfor er jeg så forelsket i den ferie, vi netop har tilendebragt – hvor jeg absolut ikke har tabt mig, men derimod taget på. (Og jeps, det var totalt det værd! 😉 ) Både Jon, Hugo, Berta og jeg har holdt fri hele juli, og sådan en lang ferie lokker altid nogle syge udviklingshop frem i Krapylerne.
De er nu begyndt at snakke sammen, forme hele sætninger, have (ret mange) meninger om ting, kunne huske samtaler og oplevelser tilbage i tiden og i det hele taget have personligheder, der fylder MEGET mere. Og tvillingefordelen er totalt sparket igang! De leger sammen, de griner af hinanden, de udfordrer hinanden, rotter sig sammen mod os, og de finder tryghed i hinanden, som på campingpladsen gav dem mod til at henvende sig til andre børn og spørge, om de ville spille fodbold, æde sand, lege dinosaurer eller kaste med sten sammen med dem.
Måske havde jeg helt blokket ude, at den her tid nok ville komme, fordi jeg generelt gør mit bedste for ikke at bruge min tid på konstant at se fremad, men i stedet øver mig i at være der, hvor vi nu engang er, når vi er der. Men i denne ferie skete det, og verden er i kraft af alle de ting pludselig eksploderet i farver, jeg lidt havde glemt. Ungerne er kommet senere i seng og har derfor sovet længere, og det har vi også, så pludselig er jeg mere udhvilet, end jeg kan huske at have været før i min tid som mor. Som tvillingeforældre har vi glædet os til, at ungerne ville blive store nok til at kunne underholde sig selv ind imellem, så vi ville kunne få små timeouts til os selv, men nu, hvor de pludselig ér netop det, er de samtidig blevet så meget sjovere, nemmere, mere udfordrende (på den gode måde) og mindre krævende at hænge ud med, at den timeout slet ikke er nødvendig på samme måde.

Fordi ungerne er blevet så meget bedre til at tale og fortælle, hvad de vil, er jeg heller ikke længere så kronisk nervøs for at overse et af deres behov. Det betyder, at mine skuldre har sænket sig, jeg stresser mindre, jeg griner mere, og jeg kan kende mig selv som den, jeg var, inden Krapylerne. Hvilket gør, at jeg er blevet endnu mere nyforelsket i ham, der startede det hele. Jeg troede egentlig ikke, at jeg havde ændret mig sådan synderligt, og det har jeg måske heller ikke, men der er alligevel noget dejligt velkendt ved den følelse, jeg sidder med nu. Det føles som om, vi er en FAMILIE og ikke bare et par, der har fået tvillinger – sådan lidt hårdt sat op. Og det er det vildeste rush! Pludselig kan jeg kun forestille mig, hvordan den følelse vokser i takt med, at ungerne gør det. Jeg har selvfølgelig altid godt vidst det, men nu kan jeg mærke det. Og der er nu engang uendelig forskel på at høre om noget og at føle det selv.

Ja, det kan sagtens være, at det bliver hårdt igen i morgen, i næste uge, når de fylder tre eller når de bliver teenagere. Det tvivler jeg slet ikke på. Men jeg har bare tænkt mig at nyde, elske og sniffe al den her lykke i mig i så store portioner, jeg kan. Ét, jeg har lært af at få børn, der lagde ud med at være herre-nemme det første år for derefter at byde på lidt mere ballade i det andet, er, at det, der er godt givet ud, kommer meget sjældent dårligt tilbage. Og glæde, optur og gode oplevelser kan lagres og gemmes til senere i koncentrat, som man kan hale frem efter behov og hælde ud over sin leverpostejmad. Så jeg samler til hobe, napper en sidste fridag med ungerne i morgen, og på onsdag skyder vi atter hverdagen i gang. Og jeg er dejligt spændt på, hvad den mon har i ærmet.

 

En bette, østrigsk hilsen!

Planen var, at vi i dag ville nå til München for i morgen at fortsætte til Berlin og så mandag nappe det sidste stræk. På den måde ville vi skulle køre 6 timer om dagen, og Krapylerne sover gerne de 2 af dem.

Vi havde sågar taget højde for det russiske optog i Ljubljana og planlagt at høre gennem Italien i stedet for, men det var der tilsyneladende kaskader af øvrige turister, der også havde. Og derfor endte vi med at sidde i kø i omkring 3 timer, ungerne faldt alt for tidligt i søvn til luren i forhold til Langemors nidkære plads lægning, og således måtte planerne skrottes.

Det er dog den smukkeste kø, jeg nogensinde har siddet i. Se eventuelt Jons Instagram (@jon_lange) for beviser. Bilerne var i sig selv ikke voldsomt pittoreske, men det var derimod alperne, vi kørte over, under og igennem. Alpetop, klippefremspring, dale og ikke mindst springende kilder og udtørrede kildeløb, som bare ventede på, at de 38 grader skulle stilne af, så vinteren kunne komme, og foråret i hælene på ham, så de atter kunne blive springfyldt og løbe over med kildevand. Det var så bjergtagende (pun intended), og Jon blev til sidst enormt træt af at høre mig sige “Ej, og se DER, også!”

Vi slog alle personlige rekorder for tilbagelagte kilometer med krapyltransport via landvejen og endte med at tilbagelægge syv timer effektiv tid på motorvejen, inden vi kørte ind til den lille by Sct. Johann i Østrig, hvor Google havde fortalt mig om et lille Gasthoff med træningslokaler til faren og en pool til mig og ungerne, som vi planlægger at plumpe i ved daggry.

Vi spiste aftensmad på stedets egne restaurant, og ungerne fik pølser og pommes serveret i legehuset på steder. Jeg ved ikke, om det var comme-il-faut, men ungerne var pjattede med det, og efter at have excelleret i langfart, synes jeg sgu, de fortjente det.
Nu sover Berta til venstre for mig, mens Hugo ser fodbold med sin far på altanen. Zlatan har her til aften debut hos Manchester United, og Hugo ér jo døbt i en bodystocking med netop deres logo under sin dåbskjole, så det er givetvis derfor, han ikke kan sove. 😉

Jeg brygger fortsat på et indlæg om tips til bilferie med småfolk! Og jeg har endnu absolut ingen indvendinger. Det spiller satme! Jeg er fan af lortet! Forslag med videre følger. 

Med ønsket om en vidunderlig aften fra Lange-familiens roadshow. 😉

Mit yndlings-tidspunkt … ❤

wpid-wp-image-1991219076jpg.jpg

Det her er blevet mit absolutte yndlings-tidspunkt på dagen. Det tidspunkt lige efter frokost, hvor jeg sætter mig op ad teltet med Berta på min venstre og Hugo på min højre side (ligesom da de lå i min mave), liggende på hver sin hynde, med hver sin dyne, pude, sovedyr og sut.  Her sidder jeg så og læser krimi, mens jeg roder dem i håret og nusser dem i ansigtet, indtil de falder i søvn, og så hiver jeg dynerne af dem. Her er 32 grader, men de nægter begge to pure at falde i søvn uden dyne.

Jeg har altid troet, at forældre, der sagde om deres børn, at “De er nu søde. Især når de sover…” refererede til, at der tit er meget at lave, så de derfor humoristisk bemærkede, at de elskede deres børn højest, når de var gået ud, så de kan slappe af. Men nu forstår jeg, hvad det handler om. Fra det sekund, de vågner, er der fuld gang i begge mine krapyler. De spæner rundt og leger, river ting ned, beder om vand, juice og chokolade, skriger hysterisk i bilen over, at vi kører til venstre, fordi de bare meget bedre kan lide højre (Det er sgu sandt. Evert time!), beder om mælk, skider i bleen, falder og slår sig og meget, meget mere. Det er ikke fordi, det som sådan er hårdt. Det synes jeg, det var i et års tid mellem halvandet og for et par måneder siden, men nu er det egentlig mest sjovt. Og dejligt. Men fordi, man spæner rundt hele dagen, er den tid, hvor de sover, fantastisk, fordi man så endelig får tid til at iagttage dem. Se deres smukke ansigtstræk, som er i komplet ro (Det sker ellers aldrig – især ikke med Hugo), ae dem i nakken, som aldrig er smukkere end på et barn på 2 år, mysse, nusse og bare nyde uden at blive afbrudt af et ønske om, at man skal lege Teletubbies, hest, Mariehøne eller baby.

Derfor bliver jeg gerne siddende her i smørhullet, til de vågner. Selvom min røv sover, og jeg ikke kan nå min cola. I dag er sidste feriedag i teltet, så det er sidste chance. And I am sucking it all up! ❤

Lidt om (rødbedefarvet) ferie-kluns!

13884342_10154153594201886_1964912223_n

Som jeg skrev på motorvejen på vejen herned, så var jeg dagen inden afgang til Kroatien lige en tur i H&M for at opgradere min feriegarderobe. Dels havde jeg ikke noget godt sommertøj til, når det sådan er varmt-varmt, og dels kunne jeg ikke rigtigt passe det, jeg havde. Så jeg gik en størrelse op og købte 8 nye gavanter for 1.500 kr. Man kommer sgu længere med sine slanter derinde end i Magasin, må jeg være ærlig at sige. Og sommertøj bruger vi jo (desværre) så sindssygt lidt i løbet af året, så det gør ikke rigtigt noget, at det ikke holder til titusind tøjvaske. Særligt ikke, når man sover i telt og ikke var nogen vaskemaskine anyway. 🙂

13672107_10154153588421886_975249614_n

På billedet herove er jeg iklædt nok min yndlings af de ting, jeg har købt. En tynd ribstrikket kjole i vinrød, som ville have været en lille smule kedelig, hvis det ikke havde været for den lyseblå og hvide stribe nederst. Den er supernem at gå i, og jeg synes, at den med sine to slidser passer bedre til et par sneakers end stiletter. Godt det samme – jeg har kun flade sko med på den her ferie. Kjolen er altså fra H&M og kan findes her.

13866654_10154153588736886_1822210455_n

Forleden var vi ude at spise på en ret fin restaurant (jeg definerer i ferieøjemed alle restauranter som ‘ret fine’, hvis de serverer mad, der ikke automatisk serveres med pommes frites), hvor jeg spillede smart i endnu en vinrød reation – nemlig dette jumpsuit, som har stivere i foran, så man kan gå med den uden BH og uden problemer. Mucho smart! Den kan findes på H&Ms hjemmeside her.

Jeg indser hermed, at jeg indtil videre vist kun har vist jer mine auberginefarvede investeringer. Men jeg har altså nogle andre fine sager i bagagerummet, som jeg vil gøre mit bedste for at huske at bede Langemanden om at forevige, inden vi atter drager hjemad. Således more to come.
Og nej, det her er ikke et affiliate-indlæg. Jeg linker bare for at være flink. 😉

 

Meningen med (camping-)livet!

13672068_10154153342161886_1708522520_n

Jeg er simpelthen genfødt som campist! Jeg forstår det nu! Jeg har set lyset!
Hele min barndom er jeg blevet mildt tvunget med på camping af en mor, der var bidt af en gal campingvogn. Bevares, min far var også med, og han nød det ligeledes, men han var ikke drivkraften bag projektet. Han har dog senere rost min mor meget for nogle af vores første sommerferier. Min mor var hjemmegående, og min far var nyuddannet jurist, så de havde ikke så mange knapper at rutte med, men min mor lånte sig frem til en gammel, mølædt combi-camp, som de spændte bag på vores rustne stationcar, og således tøffede vi med en absolut tophastighed på 70 kilometer i timen ned langs den tyske Autobahn til Sydfrankrig. Alle måltider blev indtaget på campingpladsen, og således var budgettet overskueligt.
Da de fik lidt mere at rutte med, købte mine forældre en brugt campingvogn, der var så lille, at vi døbte den ‘Perlen’, og den har siden ageret hjem i mange lande.

Set i det perspektiv har Jon og jeg nok gang i det, man kan kalde ‘Glamping’. Glamourøs Camping! Vi havde lejet et telt på forhånd, som stod rejst, da vi ankom. Indeni er der børnesenge til Krapylerne og en dobbeltseng med en hård skummadras, der sågar hviler på en fjederbund til de voksne. Vi sover i hver vores aflukkede kabine, som man selvfølgelig lyner, og foran sovekabinerne er der et lille “køkken/alrum” med skabe, service, små gasblus og endda et køleskab. Det er farligt fint! Vi har dog intet vand, bad eller toilet, så alt i den anledning forettes i fælleshusene.

Den første dag skulle jeg lige ind i melodien. Campingpladsen er ENORM, over halvdelen af beboerne er danskere, og jeg kunne ikke rigtigt se forskellen på at ligge på denne plads eller en i Sydfrankrig. Eller Skive, for den sags skyld. Der er jo ikke meget Kroatien over en masse biler, vogne og telte side om side.
Men i løbet af dagen kom jeg på bedre tanker. Det gik op for mig, hvorfor det her camping simpelthen bare spiller! Og lad mig nu således åbenbare dig, kære læser:
Der er ingen snobber nogen steder! Ingen går rundt og er skuffet over, at deres hotelværelse ikke er større, eller at roomservice er for langt tid om at komme med deres pillerejer. Ingen forventer, at andre gør noget for dem. Alle rydder op efter sig selv. Der ligger ikke affald og flyder i hjørnerne, og alle er nærmest insisterende i deres vilje til at hilse på hinanden. Om det så er om morgenen, når man mådes med bløde, dansende babser under natblusen, kruset hår og en tandbørste i mundvigen på vej på morgen-WC, eller når man om aftenen efter aftensmaden står og vasker op i fælleshuset. Desuden er her så varmt, at alle valser rundt i badetøj næsten nonstop, og det er så befriende at kigge på alle de almindelige kroppe, som man tit frarøves i de københavnske friluftskvarterer. Jeg har ikke set en eneste silikone-babs, og de eneste, der lægger makeup, er piger på 16.
Og det er i øvrigt noget andet. Mindst én gang hver aften ser jeg en surmulende teenagedatter i hulkorte denimshorts, mavebluse og det lange hår ned i øjnende, som står og vasker op med sin far. Og hver aften ender det med, at de finder ét eller andet at grine af, mens de står dér. Det lyder ekstremt klichéfyldt, men det er bare så hyggeligt og familie-agtigt.

Jon og jeg var også på camping for fire år siden. Længe inden Krapylerne. Inden vi overhovedet var flyttet sammen! Da boede vi i eget telt, og jeg elskede det mindst lige så meget. Men jeg kan på én eller anden måde endnu bedre forstå det, når man er en familie.
Vi har alle sammen så hamrende travlt til hverdag med at arbejde, gå i børnehave, vuggestue, skole og fritidshjem. Til ridning, stangspring og bowling, og samtidig bor vi i kæmpestore huse eller ditto lejligheder, hvor alle har hvert sit værelse, og der er mindst to steder, man kan gå i bad og børste tænder, nogen ansat til at gøre rent og en maskine, der klarer opvasken.
På sådan en campingferie har man de samme 10 kvadratmeter til rådighed hele banden, og man skal deles om det hele. Ingen skal på arbejde eller lave lektier, så der er ingen undskyldninger for at glide udenom en opvask eller en tømning af en skraldespand. Og der er ingen TV, så om aftenen sidder folk og spiller kort eller terninger udenfor, oplyst af lyskæder eller stearinlys. Jeg har ikke set en eneste iPad, og jeg tror måske, jeg har spottet max to mobiltelefoner.

Folk er desuden her på vores campingplads enormt gode til at vise hensyn. Midt på dagen er det alt, alt for varmt at være inde i teltet, så Krapylerne sover lur udenfor. Vi lægger to hynder op ad teltet, deres hovedpuder og deres sovedyr, og så sætter jeg mig i midten med en bog. Her sover de så en god times tid, mens moren løser drabelige mord i fiktionens verden. Der er en almindelig forståelse for, at man sænker stemmerne før kl. 8 og efter kl. 21, og ligeledes er der siesta mellem 13 og 16.

Vi har brugt alle vores formiddage på at lade ungerne plaske sig helt slatne i børnepoolen, hvorefter vi har spist frokost foran teltet og nappet en lur på terrassen. Ved 16-tiden er vi så som oftest kørt til en kystby eller noget andet, vi voksne gerne ville se på, og vi har krydret det med lokale legepladser, så alle har været tilfredse. På den måde får vi (synes jeg) det bedste af begge verdner. Vi får set smukke, fantastiske Kroatien samtidig med, at vi har den hyggelige og langsomme hverdag, som man ikke kan undgå på en campingplads.
Leje af teltet har kostet os 7.700 kr. for ti dage (det kostede lidt ekstra for børnesenge og stole), og køreturen herned koster ikke meget i benzin. Vi har nappet fire overnatninger på vej herned og tager to på vej hjem (det skal jeg nok komme nærmere ind på ved en snar lejlighed), og det koster jo også lidt, men når man tænker på, at alle måltider altså kan indkøbes i det kroatiske Lidl (det findes sgu!) og nydes på campingpladsen, så kan man snildt få det, jeg vil betegne som verdens bedste sommerferie for en ordentlig pris. Just saying!

Hvis det står til mig, bliver ungerne opflasket med campingferier fra nu af, til vi ikke længere lovligt kan tvinge dem med os. Og når vi engang køber et hus og sælger kolonihaven, vil jeg sygt gerne have en camplet. Jeg har set én fire pladser til venstre fra os, som ser så hyggelig, cool og blæret ud på én gang … 🙂