METTE MARIE LEI LANGE

Hvad der er sparet, er vel tjent. Right?

IMG_8232

Det skulle have været sådan en produktiv dag! Det er tirsdage egentlig ofte. Man har brugt mandagen til at ryste weekenden af sig, og det er endnu ikke onsdag, som jo efter frokost egentlig bare er en glidebane til weekenden.
Men så lagde tirsdagen altså ud med, at min søster bad mig tage ud og se på en lejlighed, hun overvejer at købe. Og der var så lækkert, at jeg blev helt forelsket. Både i tanken om, at hun skulle lulle rundt og hygge sig der, og også at jeg skal besøge hende med Krapylerne, som ville kunne have en fest på den fine terrasse.
Da vi havde sagt farvel, hoppede jeg op på min cykel og drønede ind mod Hi House. På vejen stoppede jeg og købte ind til frokost i en SuperBrugsen, jeg aldrig har været i før. Både fordi, jeg aldrig handler andre steder end Netto, men også fordi, den lå et stykke fra mit hood. Og det føltes helt sommerferie-agtigt at stå dér i mine glimmer-espadrilles og shoppe frokost midt på formiddagen et helt nyt sted. Jeg har brugt lidt for mange penge på at købe frokost i eller omkring Kronprinsensgade på det seneste, så nu var jeg konservativ og investerede i rugbrød, makrel på dåse og ost.

… Og så var de tidlige arbejdstimer pludselig forsvundet! Jeg har lidt gang i et nyt projekt (I know, det siger jeg vist lidt tit), så det åd resten af min formiddag, og da jeg begyndte at blive lidt rastløs og overvejede den der makrelmad, tikkede der en SMS ind fra min veninde, som skrev, at hun så det som sin pligt at informere mig om, at der var 40% rabat på Gianvito Rossi-stiletter i Illum. Jeg drønede derned – bare for at kigge – og på vejen sludrede jeg med Jon, som sagde, at vi nok godt kunne finde pengene til det, hvis jeg blev forelsket. Og det gjord jeg sådan set. Ikke hovedkuls, men det var i hvert fald et solidt crush!
Men så tænkte jeg mig om, og en eller anden fornuftsbaseret nisse på min skulder mindede mig om, hvor relativt mange høje, guld-eller-glimmer-farvede stiletter med spids snude, jeg har stående i skabet. Og om hvor tit, jeg synes, jeg mangler tøj at tage på til hverdag, men at jeg ALDRIG snøfter over ikke at have stiletter nok.

IMG_8231

Så jeg lod de smukke hæle stå og sagde i stedet ja til at følges med min veninde ned på Pastis for at spise frokost. Ja, jeg burde have holdt mig til mine rugbrødsmadder i køleren, men når man tænker på, at jeg lige havde forladt et par sko til 2.500 kr., havde jeg vel på en måde sparet en hel del. 😉

Min buksedragt er i øvrigt fra Zara, og den er på udsalg nu, så jeg lige. Her. Og solbrillerne er fra Ray-Ban – købt i Barcelona.

Københavner-sommer-anbefaling!

13509809_10154088532441886_1775336675_o

Indlægget er sponsoreret af Friendships

YES, mand, hvor det spillede, da vi for 14 dage siden kidnappede min veninde, Stine, som troede, hun så ind i nakken på en lang arbejdsdag, midt i et møde med sin chef ude på Amager. Hun rystede på hænderne af bar’ overraskelse i en hel time efter, men det hjalp selvfølgelig, da hun fik et shot. Og en øl. Og et shot mere. Det var helt klart den slags dag.

Vi lavede en del ting, jeg har lyst til at gøre igen. Om SAM’S BAR var én af dem, kan jeg ikke helt beslutte mig for, men det kommer nok til at give sig selv næste gang, jeg bliver fuld på samme måde. Hvis jeg nogensinde gør. Oh, sweet Jesus, jeg ved ikke, hvor mange af jer, der så min SnapChat for den nat. Jeg blev selv noget befippet, da jeg tjekkede den dagen efter.

13555798_10154088532731886_1174908184_o
Nåh, men hvorom alting er, så startede vi ud med at sejle en tur i Københavns kanaler, mens vi spiste frokost. En af de andre damer havde sørget for lækre tapas gennem et Sweetdeal-tilbud, mens jeg havde stået for bådene. Jeg har tidligere brugt andre bådfirmaer til lignende arrangementer med stor succes, men denne gang valgte jeg noget, der var lidt mere lækkert. Stine har jo været sammen med sin mand i 10 år, så den skulle ligesom gerne have én på goddag’en til hendes polterabend.
Bådene adskiller sig ved, at de for det første er enormt flotte.  Det er virkelig standsmæssig vandtransport, vil jeg vove at påstå. Og desuden er de eldrevne, hvilket er meget bedre for miljøet – OG i vores tilfælde tillod det, at vi kunne sejle helt tæt op og ned ad hinanden, så vi kunne spille sådan et polterabend-spil, vi havde planlagt.

Jeg sejler ret tit rundt i de københavnske kanaler på rundfart med ungerne, og jeg kan godt blive en lille smule trist over al den benzin og os, der går til for, at ungdommen kan more sig på de lune dage. Derfor vil jeg altså gerne lige slå et ordentligt slag for Friendships miljøvenlige (og i øvrigt skideflotte) alternativ. Bådene koster 375 kr. for en time og 700 kr. for to. Og man kan være ret mange i (omkring en 6-7 stykker i hvert fald) og må selvfølgelig selv have både frokost og sjusser med. Så hvis man har mod på at gøre veninde-brunchen lidt mere festlig, så vil jeg da anbefale, at den ene bager boller, den anden køber en krukke Nutella, den tredje presser nogle appelsiner og den fjerde køber papkrus, tallerkner og servietter med søde motiver i Tiger, og så splejser man om båden! Dét er da en brunch udover det sædvanlige. 🙂

13518206_10154088532021886_1455642424_o

 

 

 

Noget om at færdiggøre en uddannelse – selvom man ikke gider

1918840_361226125444_8088884_n
Billedet er taget den dag, jeg for sidste gang var oppe at forsvare mit speciale i august 2009.

Jeg har et par gange nævnt, at jeg synes, det var relativt røv-sygt at gå på universitetet, men at jeg alligevel synes, det var en knaldgod idé at gøre det færdigt, og nogle af jer, der læser med, har udbedt sig nogle flere tanker fra min hånd i den sammenhæng. Det efterkommer jeg natullervis gerne – så here we go. 😉

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have en videregående uddannelse, men det har aldrig været fordi, jeg i forvejen vidste, hvad jeg ville bruge den til. Jeg kommer nok bare fra et af de der hjem, hvor den slags ikke er noget, man sådan bruger meget tid på at overveje. Sådan var det bare – gymnasiet og så en videregående uddannelse bagefter. Jeg havde dog lige fire sabbatår ind imellem, hvor jeg havde en masse underbetalte skodjobs og brugte et enkelt år på en 1-årig HHX. Men det var nogle vigtige år for mig.

Jeg synes, det var siiindssygt kedeligt at gå på universitetet, men jeg er hamrende taknemmelig over, at jeg alligevel gennemførte. Det, at jeg har en (to, faktisk) kandidat gør, at jeg har følt mig mere selvsikker og har rettet ryggen nogle gange, hvor det har været fordelagtigt. Jeg fik heller ikke mit job på ELLE på grund af min uddannelse, men jeg tror ikke, jeg ville have fået jobbet, hvis jeg ikke havde haft den. At man har færdiggjort en uddannelse kan i hvert fald aldrig være en ulempe. Chefredaktricen på ELLE er i øvrigt uddannet jurist – selvom man tager en uddannelse i den ene boldgade, kan man snildt ende op et helt andet sted.

Jeg var nok egentlig nogle gange hende i grupperne på RUC, som de andre synes var lidt irriterende. For efter de indledende faser, som gik ud på at idéudvikle, blev jeg gerne blev lidt doven og gjorde kun det, vi direkte havde aftalt. Men til sidst affandt jeg mig med den rolle. Jeg har altid været ret god til at skrive, så den del, jeg leverede, kunne sagtens bruges, men det var altid noget, jeg gjorde aftenen før deadline, og jeg gik aldrig den ekstra mil for at gøre tingene ekstra-godt. Altså, forstå mig ret: Jeg holdt ikke folk tilbage, men jeg var heller ikke med til at hæve niveauet i det, vi udrettede. Jeg var en stabil arbejdskraft, men jeg var ikke inspirerende. Jeg var ganske tilfreds med at flyde derfra med måsen i vandskorpen. Jeg var en ganske almindelig, gennemsnitlig middelstuderende, og det passede mig helt fint.
Skolen blev passet, men det var fritiden, der var sjov! Jeg er ikke én af dem, der ser studietiden som en tid, jeg tænker tilbage på med våde øjne og et vemodigt blik vendt mod et sted i horisonten. For mig var det noget, der skulle overståes og alt, der er sket siden, har været meget skæggere. Men det er ikke sikkert, de ville være faldet ud på samme måde, hvis jeg ikke havde truffet de valg, jeg gjorde.

Min far fortalte mig engang om en ven, han skrev speciale med. De fulgtes ad i processen, men skrev hvert deres. Min far brugte det år, der var afsat til projektet, afleverede det og fik karakteren 8 (på den gamle skala. Svarer vist til 7 på den nuværende). Hans ven var ikke tilfreds med sit værk, da der var gået et år, så staklen valgte at bruge et år mere på projektet, og han fik 9.
“Er det det værd?”, spurgte min gode far mig, da jeg påbegyndte mit speciale og bekymrede mig for, om det nu skulle gå. “Det skal ikke være perfekt – det skal bare være færdigt”.

Jeg skrev integreret speciale i psykologi og kommunikation. Til projektet lavede jeg to interviews, som jeg analyserede i opgaven. Jeg fik 4 (på den nye skala) fra både psykologi- og kommunikations-instituttet og valgte så at forsvare projektet mundtligt begge steder. Til den mundtlige fremlæggelse havde jeg forberedt nogle kvantitative analyser, som jeg byggede på et spørgeskema, jeg havde sendt ud til alle i hele LADY-LOGEN. Der var kommet 247 besvarelser, hvilket talte op, da jeg vidste, at censor nok ville brokke sig over, at jeg var for kvalitativ i mit speciale. Men fordi, jeg valgte at gemme spørgeskemaerne til eksaminationen i stedet for at bringe dem i spil allerede i specialet, sparede jeg en MASSE papirarbejde, og det fik alligevel presset mit speciale op på 7 på begge institutter.

… Og ingen har siden læst det fordømte speciale. 🙂

Jeg vil til alle tider anbefale alle, der spørger mig (jeg er jo ret gammel efterhånden, så det sker. Hehe.) at tage en uddannelse. Om man vælger at læse jura, pædagogik, blive tømrer eller butiksassistent er fløjtende ligegyldigt, men i min optik giver det noget, at man har gennemført noget. Det har givet en del til mit selvværd, at jeg kom igennem det, og jeg tror nu egentlig også godt, man kan sige, at jeg i nogen grad bruger min uddannelse i det daglige – også sådan rent fagligt.
Samtidig skal jeg skynde mig at indskyde, at jeg kender en masse ekstremt intelligente, kreative, inspirerende mennesker, som har valgt en helt anden vej end jeg, og som aldrig har så meget som overvejet at tage en uddannelse, og dem lærer jeg absolut mindst lige så meget af at være sammen med.
Jeg mener nok bare, at hvis man egentlig gerne vil have en uddannelse, så er de år, det tager at tage den, godt givet ud. Også selvom det er røv-hamrende kedeligt indimellem. Så I, der lige nu knokler med eksamener og overvejer at skippe bøgerne og i stedet tage på backpacking i Asien: Gør det bagefter. Få det nu bare færdigt. Det behøver ikke være perfekt. 🙂

Twins for the win!

wpid-wp-1466967948708.png
Jeg har flere gange her på bloggen (omend det er længe siden nu) brokket mig over, at nogle (særligt fremmede) folk under min graviditet var ret slemme til male fanden på væggen fremfor at sige tillykke, når de opdagede, at bulen midt på mit væskeophobende legeme skyldtes, at jeg ventede tvillinger. Det samme gjorde sig gældende under min barsel, hvor forbipasserende nærmest gjorde korsets tegn, når de øjnede mine små pragteksemplarer af den menneskelige race ligge der ved siden af hinanden i Bugaboo’en – bare fordi de begge var kommet ud af mig indenfor en halv time.
Men det første år var nemt. Altså – som beskrevet her var det ikke supernemt for mig at blive mor, men ungerne var nemme. Meget, faktisk. De smilede om dagen og sov om natten.
Lige, da vi havde vænnet os til det og måske var begyndt at hvile en kende på laurbærrene, vendte bøtten. Fra de var et år, til de var lidt over to, havde vi satme fart på i Langehjemmet for at følge med de to krapyler. Jon og jeh følte, at vi fik røven på komedie og takkede i de sene aftentimer hinanden for, at vi ikke havde lyttet efter, når folk sagde “Bare vent!”, for det, at vi havde nydt det første år, føltes som en opsparing, vi nu kunne hæve af. Hvad der er godt givet ud, kommer som bekendt ikke dårligt igen.
– Og nu er der ved at ske noget igen.. Eller det ér der, faktisk. Sket, altså. 🙂
Den seneste måneds tid har alt været nemmere, sjovere og dejligere! Som der står skrevet i bøgerne, har Bertas sproglige udvikling været en kende på forkant i forhold til Hugo, fordi han har et Y-kromosom, men nu har han indhentet hende, og det, at vi nu kan tale med dem og forklare dem ting, gør alting så meget nemmere. Og Hugo føler sig ikke længere udenfor, fordi han ikme forstår, hvad vi andre taler om. Ungerne er meget mindre utålmodige og frustrerende, og de bruger enormt meget tid på at snakke med og om alt og alle. Og bonussen: NU TALER DE MED HINANDEN!
I dag alene har Jon og jeg entusiastisk klasket håndfladerne sammen i highfives skiftevis med, at vi har knebet lattertårer over de samtaler, de kødklumper, vi fik med hjem fra Riget, har med hinanden.
Natten til lørdag sov jeg og ungerne alene i kolo’en, mens Jon var i København. Jeg blev vækket klokken lidt i seks til lyden af ungernes indbyrdes pludren. Vi sover i samme rum herude, men der er en lille skillevæg som gør, at de ikke kunne se mig ligge i sengen. Og jeg ventede lidt med at afsløre, at jeg var vågen for at høre, hvor deres samtale bar hen ad.
Hugo: Hvor er mor henne?
Berta: Barceloooonaaaaa!!
Hugo (grinende): Neeeej, mor hjemme!
Berta (grinende): Neeeej. Mor kolonihaaaaaaveeee!
Og så skreg de begge to af grin, og jeg gjorde det samme, hvilket fik dem til at le endnu mere. 🙂

Den optur, jeg har over ungerne nu, overgår alle dem, jeg hidtil har haft! Verden er større, lysere og sjovere, og jeg er så spændt på den her sommer i min bette familie. Jeg er ved at overtale Langemanden til at plante en havetrampolin i forhaven, selvom han synes, det er noget af det grimmeste i verden, men hvis jeg giver mig og lader ham investere i en gasgrill, tror jeg sgu, det begynder at ligne en aftale. 😉

Store klem fra kolo’en, hvor aftensolen er tittet frem, Krapylerne er puttet, Jon ser fodbold og jeg netop har afsluttet min krimi! Jeg håber, I der læser med, har haft en supergod weekend fuld af ting, der pynter på humøret. 🙂 <3

What a perfect (couple of) day(s)

Skærmbillede 2016-06-26 kl. 08.28.43
I går kunne jeg næsten ikke være i min krop og da slet ikke på mit kontor i det pragtfulde vejr, der var drejer op for! Derfor hentede jeg Krapylerne, da de vågnede fra lur i vuggestuen kl. 13.30, og så tog vi tog og bus ud i kolonøjseren! Her fik jeg pustet nyt liv i badebassinet, og der plaskede ungerne så rundt, mens jeg halede ukrudt op af de vanvittigt mange staudebede, vi er blevet beriget med herude. Det var præcis den slags eftermiddag, jeg havde drømt om, faktisk! Den drømte jeg om allerede sidste år, da vi købte huset, men da var ungerne for små til at kunne foretage sig noget som helst, som ikke involverede mindst én voksen. Og det kan de faktisk godt nu! De tjekker ind nu og da, men så længe de har mig i øjenkrogen, og jeg af og til udbryder noget imponeret eller begejstret over deres bedrifter, og udfoldelsesmulighederne er interessante nok, så leger de gerne grinende sammen en 20-30 minutters tid ad gangen. Jeg ELSKER det! Det føles så familieagtigt, når de griner af noget, jeg ikke er en del af, og de der små pauser, hvor jeg ikke behøver at synge sange, lave sandkager eller bygge ting i lego, der utaknemmeligt straks derefter rives ned, er nu også meget rare.
Om aftenen kom Jon og en af mine veninder og hendes halvstore børn. Vi gik alle sammen over til ‘Sporten’, som det hedder her i foreningen. Altså hallen, hvor der ved arrangenenter ee livemusik og salg af fadøl og udenfor kan spilles minigolf. Her kunne man købe det, som kassemesteren kaldte et “proppe-Hans”-armbånd, hvilket betød, at man med det på armen havde turpas til alt det kød og den færdiglavede kartoffelsalat, man kunne rumme. Desuden var der tre hoppeborge og en pose gratis Matador Mix til alle børnene. Vi spiste selvfølgelig det meste af deres – alt andet ville jo være uforsvarligt.

Vi nåede ikke at se bålet blive tændt, før himlen åbnede sig, og Gud hældte alt sit badevand ud over hele Skovlunde – og det meste af Danmark i øvrigt. Det lynede og tordnede, og vi havde førsteklasses udsigt til det hele fra stuen i kolo’en. Dog rettede vi blikket mod Jons computer og hyggede os med ‘The Fan’ med Robert Deniro og Whestley Snipes, da ungerne var faldet i søvn.
Klokken 23 blev Jon og jeg vækket ved et kollektivt sæt, da kolonihaveforeningen fyrede op for et kæmpe fyrværkerishow. På mirakuløs vis sov ungerne igennem det, mens Jon og jeg trippede ud på terrassen og iagttog løjerne. Det så fantastisk ud, sådan som himlen var lige dele farvestrålende fyrværkeri, lige dele lynild. Som om Gud og mennesker havde en form for blærerøvs-kamp kørende. Og det var enormt eksotisk sådan at se fyrværkeri uden at fryse! 🙂

I dag har vi svedt, svedt, drukket og spist. OG jeg har sovet en lur på to-en-halv time sammen med ungerne. I skrivende stund er Jon i teatret med sin mor, og ungerne nægter at lægge sig til at sove. De kaster med Pixie-bøger, synger sange og beder om is. Men den eneste, der skal have flere is i dag, er mig! 🙂

Med ønsket om en fabelagtig fredag! Med fritter, friller, frås eller fristelser. <3