METTE MARIE LEI LANGE

MMs anbefaling: De 3 bedste skønhedsklinikker i København


Indlægget her indeholder REKLAME, idet jeg modtaget gratis behandlinger hos alle de tre klinikker, jeg anbefalinger (I know, lucky me!). Jeg har også betalt for behandlinger selvsamme steder, og ingen har bedt mig skrive det her – eller noget overhovedet. Det gør jeg bare, fordi jeg har lyst!

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg ikke har prøvet ALLE skønhedsklinikker i hele København. Desværre. Det kunne ellers være en yderst blødgørende form for tour-de-chambre, som jeg gerne ville lægge fjæs til, hvis det en dag skulle blive en option.

Men jeg har prøvet en del, og der er flere, jeg vender tilbage til. Og så er der ét sted, der er det bedste – efter min ydmyge mening.

Når min krop og mit sind har brug for holistisk omsorg af en nærmest moderlignende energi, besøger jeg Sahar, som har klinikken SAHARS. Første gang, jeg mødte Sahar, var da jeg var halvanden uge fra at blive mor (og troede, jeg havde en måned tilbage som kæmpe-hval), hvor min krop cravede alt muligt, og jeg gav den en fodmassage. Eller Sahar gjorde. Hun arbejdede dengang hos Salon Palma, men siden er hun blevet selvstændig med egen klinik. En lille hule midt i København, som emmer af hende og hendes fantastiske, nærmest healende væsen. Når jeg er træt i krop og sind, går jeg til Sahar og får en kropsmassage inklusive kraniosakralmassage. Jeg aner ikke, hvordan hun kan gøre det, men det virker. Min krop er en anden hver gang bagefter.

Når jeg gerne vil have hele baduljen med både spa, lidt poolplaskeri, dampbad, sauna, frisk frugt og afslapper-lounge, så smutter jeg ned til Lotte Arndal i Arndal Spa. Jeg har faktisk et gavekort til en fire-hånds-massage liggende i skuffen, som jeg fik, da vi lancerede Confetti CPH, og det skal altså bruges snart! Arndals behandlere er søde og møg-professionelle, og Jon har også fået nogle gode, dybdegående sports-agtige massager dernede. Desuden tilbyder de kæreste-behandlinger, hvor man drikker champagne i poolen inden sin massage, som man så får i samme rum. SÅÅÅ hyggeligt!

Men mest af alt kommer jeg altså hos Dollface.
Ejeren af Dollface er Lillie, som jeg har kendt i over 10 år. Jeg fandt hendes skønhedsbiks, da jeg kom hjem fra Berlin i 2007, hvor jeg boede i et halvt år som nabo til en braziliansk vokser og var blevet vant til at få regelmæssige voksbehandlinger i kælderetagen. Dollfaces brazilian-behandling hedder ‘Byens Bedste Brazil’, og jeg tror seriøst på det, for i de 10 år, jeg har kendt Lillie, har hun set flere kælderetager end alle mænd, jeg nogensinde har mødt. Tilsammen. (Claes, gå hjem og vug! ;-))
Desuden har Lillie en masse behandlere ansat, som er vanvittigt dygtige og godt oplært i både voks- og ansigtsbehandlinger, og stemningen er altid SÅ god, glad og hyggelig! Lillie har udgivet tre bøger – en digtsamling og to bøger om skønhed – og hun bliver tit bedt om at bidrage med viden til artikler og interviews i aviser og magasiner. Hun er blevet en af mine gode veninder, og mens vi begge var singler, rejste vi tit til Paris sammen og brugte alt for mange penge, men jeg er kommet i Dollface i flere år før, at det startede. Dollface er for mig at se kompetence, lady-power og god karma.

Karmaen bygger jeg på en oplevelse, jeg havde i forlængelse af første gang, Lillie mødte min søster. Det er omkring 10 år siden, og de mødtes, fordi de begge var en del af LADY-LOGEN. Fie og Lillie kom til at sidde ved siden af hinanden til en loge-middag, og som noget af det første påtalte Lillie min søsters dengang meget urene hud. Min søster sloges i sine teenageår og et godt stykke op i 20’erne med ret svær akne. Indtil hun mødte Lillie.
Lillie sagde nemlig, at hun synes, det var synd, at min søster skulle slås med det, så hun tilbød hende et gratis behandlingsforløb over nogle måneder i Dollface, hvor Lillie fik analyseret sig frem til, hvad problemet var, og løst det. BUM! Ydermere fik hun behandlet og nærmest fjernet de ar, min søster havde med sig fra sine yngre år. Fie havde prøvet lidt af hvert og faktisk lidt opgivet nogensinde at få helt fin hud, og jeg troede egentlig heller ikke, det var noget, der sådan kunne fikses på en skønhedsbriks, men det kunne det altså.

Who does that!? Fie var, ligesom jeg selv var, studerende dengang – hun ville gerne have betalt de behandlinger, men det kunne hun ikke, og så beholdt Lillie regningen, fordi hendes forretning gik fint, og hun synes, hun havde lidt ekstra stående på karma-kontoen, som hun kunne undvære. Lillie og jeg var ikke veninder dengang, men det blev vi ret hurtigt efter. 🙂
Så hvis man slås med uren hud, eller bare gerne vil have en god oplevelse med en ansigtsbehandling eller en voks-behandling, kan jeg på det varmeste anbefale et smut forbi Dollface. Jeg var der i dag og er nu sluppet for en bums i banden, en milie (det hedder de der genstridige talgknopper åbenbart) og en busket overlæbe fattigere, og de knuder, jeg havde i nakken, har også forladt mig. #nocomplaints

Jeg skal filme TV-program med dem her! Om en uge! I LAS VEGAS!!

Mens jeg skriver det her, sidder jeg mutters alene i min sofa med to sovende børn på førstesalen og ser filmen ‘Tømmermænd i Las Vegas’! Og det er der en helt særlig grund til …

JEG SKAL TIL LAS VEGAS OM PRÆÆÆÆCIS EN UGE!! MED ET TV-HOLD OG EN MASSE ONE-DOLLAR-BILLS OG SNEGLCILLE OG SISSE SEJR!!! DET BLIVER SÅ AAAAWESOME, JEG KAN SIMPELTHEN IKKE RUMME DET!!

Okay, let me break it down for ya!

Sisse Sejr, som er en mega-sej journalist og radiovært (følg hende på Insta her, hun er herre-grineren!), Sneglcille, som er lige så sej, som hun altid har været, og jeg er blevet inviteret til at medvirke i et nyt TV-program af YouSee! Det bliver produceret af Drive Studios (fede typer), og det skal hedde ‘Bye Bye Baby’! Yes, det handler sgu om, at vi er tre ladies, der siger ‘bye, bye’ til vores “babyer” og rejser til Las Vegas i seks dage! (I know, hvis vi var tre fædre, der lavede samme finte, ville ingen lave et TV-program ud af det, men I don’t care, JEG SKAL TIL VEGAS!!).

Vi rejser næste onsdag, og så har vi altså torsdag, fredag, lørdag og søndag i Las Vegas, baby, inden vi mandag bliver skippet retur til Dannevang. De vil ikke ud med, hvor vi skal bo, fordi det skal være en overraskelse, hvilket jeg tænker er et godt tegn, men vi har hørt lidt om programmet allerede, og det lyder sindssygt awesome!

Noget af det, jeg glæder mig til, er at vi skal på natklub, OG at vi har tid til tømmermænd!! Jeg har ikke været på natklub i 100 år, og det gjorde jeg altid, før jeg blev gift og mor, og alt det der. Og når jeg endelig har en dansk brandert, så skal jeg jo alligevel altid stå skoleret på ét eller andet tidspunkt dagen efter, hvilket er benhårdt! Det ved enhver!

Forstå mig ret – jeg elsker mit liv. Det ved enhver også. Og jeg elsker det måske endnu mere nu, hvor flinke mennesker har bedt mig om at tage til Las Vegas i en lille uge. Jeg ved godt, at folk siger, at det er en forfærdelig plastikby, men når de så fortæller OM byen, har jeg altid tænkt, at det TOTALT virker som et sted for mig! Jeg ville gerne have besøgt Las Vegas, da vi var i Californien i maj, men Jon gad ikke, og jeg tænkte, at det nok var sjovere at gøre uden 4-årige. Så jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle til Vegas engang, når Krapylerne går på efterskole, og jeg er et sted langt tættere på 50, end jeg er nu …

Og så sker det her!! Puf! Vegas, baby!

Udover at fyre den af og lave ballade (produktionen har lagt et stramt og festligt program for alle de dage, vi er der), skal vi også sludre om at være forældre foran kameraerne. Det er vi på ret forskellige og ret ens måder på én gang. Jeg kender jo Sneglen i forvejen, men vi har ikke for vane at snakke om dybe ting og sager sådan hver og hver anden dag, så jeg glæder mig rigtigt meget til at have de snakke med hende også. Og Sisse kendte jeg intet til, før jeg hørte om hende i den her forbindelse – og jeg har siden da den seneste måned haft et seriøst Insta-crush på hende og glæder mig meget til at både feste, hygge og snakke med hende også.

Det bliver vildt! Det bliver anderledes! Og jeg kan næsten ikke komme over, hvor meget jeg glæder mig!

Programmet bliver vist på YouSee fra november – i tre afsnit. Og 14 dage efter, at programmet er lanceret, kommer jeg til at vise det her på min blog. Topsejt! Jeg håber, I der læser med her hos mig, har lyst til at følge med på Insta og bloggen fra Vegas i næste uge, og I er totalt tilgivet, hvis I er røvmisundelige! 😜 Og hvis I tænker “En uge i Vegas med semi-fremmede fremfor at hænge ud med min familie herhjemme?! Nooooo, thank you!”, så er det også helt okay!

Tak fordi, I følger med, under alle omstændigheder! Hvis I ikke gjorde, ville folk jo ikke invitere mig til Vegas… Så mega-tak!! 😝

I morgen aften man se “mit” Nærkontakt-program i TV


I efteråret sidste år var jeg med i programmet ‘Nærkontakt’ på Kanal 4. Jeg svarede ‘ja tak!’ først og tænkte mig om bagefter, da de ringede fra programmet for at høre, om det var noget for mig. Jeg tænkte slet ikke på det faktum, at programmet ville handle om nogle ret personlige ting, som jeg ikke normalt deler sådan helt vildt rundhåndet ud af til folk, jeg ikke kender.
I ugen efter gik jeg og vendte for og imod og endte så med at holde fast i min beslutning. I bund og grund fordi, jeg var hamrende nysgerrig! Jeg er til dels overtroisk og har altid haft en stærk tro på, at der findes mere her i verden end det, vi kan måle og veje. I mine yngre år var jeg faktisk også meget religiøs, men det er aftaget mere og mere med årene. Samlet set kan man måske kalde mig et ‘åndeligt’ menneske. Jeg tror på energier og ting og følelsers kraft.

For omkring 15 år siden var jeg hos en clairvoyant for første gang, og det var en meget overvældende oplevelse. Siden har jeg holdt mig helt fra at opsøge medier fra den alternative verden, fordi jeg havde brug for at rodfæste mig blandt det levende. Dét levende og de levende. Det kan være skidesvært at give slip på nogen, der ikke er her mere, hvis man beskæftiger sig alt for meget med, hvor de mon så er blevet af.

Efter at jeg har fået min egen familie og føler mig solidt rodfæstet i mit liv på jorden, har jeg igen haft lyst til at opsøge det lidt mere okkulte – af ren og skær nysgerrighed. I ugerne op til, at produktionsselskabet for Kanal 4 inviterede mig til at deltage i ‘Nærkontakt’, havde jeg flere gange følt mig prikket på skulderen at det alternative. Jeg blev ved med at støde ind i folk, der kunne læse aura eller tarotkort eller tale med de døde, og min nysgerrighed stod nok lidt på stilke. Så det virkede på en måde som en naturlig forlængelse at takke ja.

At medvirke i optagelserne var en blandet oplevelse, som jeg skrev lidt om her. Men overvejende godt! Dem, der stod for produktionen, var supersøde og meget tunet ind på, at vi, der medvirkede (i hvert fald jeg) ikke er vant til at lave TV på den måde. Eller til at lave TV overhovedet!
Nu her bagefter, hvor det skal vises i fjernsynet, er jeg sgu lidt ukomfortabel med det igen, må jeg sige. Jeg fik lov at se programmet allerede for nogle måneder siden, og jeg havde et par ønsker til ændringer, som de var så søde at implementere. Jeg synes, det er blevet et superfint program, selvom det for mig, der var med hele dagen og havde nogle ganske store, personlige oplevelser, synes synd at skære det hele ned til at blive vist på så kort tid. Meeen hvis det blev sendt som live-TV, var der nu nok en del, der ville være hoppet fra. 🙂

Programmet bliver vist i morgen, tirsdag d. 11. september kl. 21 på Kanal 4, og så kan man se det her på Dplay allerede nu, hvis man har et premieum-abonnement, og ellers gratis fra i morgen. Og ja, det er også der, man kan se ‘Ex on the Beach’! Så fik jeg dét tilfælles med castet på Mauritius, hehe …

5 ting, jeg ikke forstår

Der er mange ting, jeg ikke forstår, forstå mig ret! Her har jeg blot i S-toget et sted mellem Dybbølsbro og Hundige nedfældet fem af dem på skrift. Måske nogle af jer, der læser med, har gjort jer nogle af de samme overvejelser.

(Billedet har jeg valgt, fordi jeg synes, jeg ligner en, der tænker over ting, hun ikke forstår. Selvom sandheden er, at det er et billede fra vores Confetti-reception, hvor jeg faktisk var fuldboldstræt, fordi Bertas astma havde holdt mig (og hende, bevares) vågen det meste af natten).

1. Jeg forstår ikke, at man endnu ikke har formået at genanvende den energi, der udledes i træningscentre. Hvis man kan bruge solens, vindens og vandets energi, hvorfor kan man så ikke opsamle al den kraft, mange, mange millioner mennesker afleder på løbebånd og motionscykler verden over hver eneste dag?

2. Den der ansigtsgenkendelsesfunktion, jeg har på min iPhone X – hvad ville der ske med den, hvis jeg fik restylane i læberne? Altså ikke sådan en lille hygge-påfyldning, men en ordentlig ladning a la de britiske realitystjerner. Hvad gør de i Hollywood, når de lige får en lunchtime-facial? Ændrer de så deres genkendelsesfunktion hver gang?

4. Jeg køber tit bøger til mine unger i genbrugsbikse. I mange af dem har en tidligere ejer på indersiden af forsiden skrevet navn og årstal, hvorfor jeg ved, at nogle af disse bøger er op imod 30 år gammel – og stadig i upåklageligt god stand! … Indtil de har boet hos os i en uge! WHY?!

5. Krigshelt. Det ord skærer mig i trommehinderne. Jeg VED godt, hvad det betyder, og at det har berettigelse (for det har krig. Åbenbart. Siger de voksne), men det lyder alligevel forkert og ikke mindst selvmodsigende. Ligesom hvis man sagde, at man var ‘trætfrisk’ eller ‘tørvåd’

Det var lidt om det! 😄

NB: Jeg har lige opdaget, at punkt 3 mangler! Det forstå jeg heller ikke….

Forskellen på at tage på weekend før og efter Krapyler …

Der er vist ingen tvivl om, at det er noget ganske andet at sætte sig op i en svævende konservesdåse og flyve til et andet land, end det var, før jeg fik børn. Det skyldes, at jeg er ret glad for de børn og den mand, jeg efterlader, og derfor kommer til at savne dem. Men det skyldes primært, at min fantasi er lige veludviklet nok, så min underbevidst har nogle gange lidt for mange forslag til, hvordan det kunne umuliggøres.

Nu er Hugo og Berta rundet fire-et-halvt år hver, og jeg er ikke længere i tvivl om, at Jon mestrer forælderrollen (mindst) lige så godt som jeg, så dagene, hvor jeg frygtede, at mit afkom ikke fik det rigtige at spise eller græd sig selv i søvn af savn, er forbi. At jeg er væk i to dage, er ikke noget, der generer Krapylerne. Så længe jeg kommer hjem med gaver. De har set mig smutte tit, og jeg er (7-9-13) altid vendt hjem igen.

Den primære forskel på den 48-timers Prag-tur, jeg netop har været på, i forhold til, hvis den havde fundet sted præ-poder, gik op for mig, da min far, min søster og jeg spiste tjekkisk frokost lørdag på en fortorvsrestaurant, inden vi fes ud i lufthavnen. Vi talte om, hvor dejligt det var, at vi kom hjem lørdag og ikke søndag, således at der ventede en fridag, inden man atter skulle møde på arbejde. (Altså, min søster skal. Min far er pensioneret).

Det gik op for mig, at mine rejsekammerater talte ud fra et ganske andet perspektiv end jeg. Min søster følte, at hun havde haft et par travle dage i Prag med shopping, frokosterier og masser af gåture, så det skulle blive dejligt med en søndag at slappe af på inden jobbet.

Jeg glædede mig selvsagt til gensynet med min familie og glædedes over det faktum, at jeg så frem imod en dag med Krapylerne, hvor vi kunne hygge og hænge ud, inden de mandag skal i børnehave, og jeg skal se min noget fedladne mailboks i øjnene.

Men jeg følte, at de to dage i Prag, hvor jeg udelukkende havde til opgave at holde styr på mig selv og måske lige Google Maps, ikke blev afbrudt af “Mor, jeg skal lave looort”, “Berta drilleeer” eller andre ting, forældre forventes at finde en løsning på aldeles omgående, og havde masser af tid til at hygge og sludre på voksensprog, var absolut afslappende. Jeg sov uforstyrret om natten og vågnede først, når JEG vågnede. Og selvom jeg så frem til en søndag i børnehøjde, så anså jeg det bestemt ikke som noget, der ville blive stille og roligt, men vidste godt, at nu var freden forbi, og den ville atter kræve basarm for fuld smadder, indtil jeg atter mandag sidder med næsen i skærmen, mens ungerne er i institution.

Nu er søndagen forbi. På børneplan, i hvert fald. Og jeg sidder lykkelig og smadret tilbage. Jeg har gået 14.080 skridt, hestene på Åsen har fået en gulerod (kun én), vi har spist på McDonald’s og haft gæster, og Jon ser fodbold, mens jeg har planer om at læse lidt i ALT for Damerne, når det her indlæg er udgivet.

Alt er love! ❤️