METTE MARIE LEI LANGE

Spis en slider, drik en cola og prøv nogle lækre produkter!

Så er ferien forbi! Og det fejrer Vorherre (eller hvem der nu skal tillægges den slags ansvar) så ved lige at sprede 30-35 grader ud over det meste af Danmark på min allerførste arbejdsdag! Det er sgu smukt! Planen var, at jeg ville tage på kontoret i København, men i stedet har jeg indrettet mig i spisestuen i Køge, hvor jeg drikker cola med isklumper i mit undertøj, fordi jeg kan!

Jeg har eeelsket vores ferie, som synes ekstra lang i år, da vi først var på roadtrip i Californien i maj og siden på kør-selv-ferie til Italien. Man må sige, vi har fået kørt lidt bil denne sommer!
OG jeg er glad for at være retur! Hverdagen kan nu noget, når man nu godt kan lide både sit hus og sit job! Og min august er propfyldt med geniale ting – både på den private front og i blog-regi! Blandt andet holder jeg jo fest for BØRNEfonden d. 25. august, MEN det er sgu ikke den eneste gang, at jeg kalder til festivitas i august! Næh, nej! Sommeren er lang og lun i år, og den skal fejres! Derfor har jeg rottet mig sammen med NIVEA, som jeg er ambassadør for, og har fået dem med på at lave et arrangement med alt det, vi godt kan lide! Og det bliver så HYGGELIGT!! Det er alt for længe siden, jeg sidst har holdt sådan et arrangement, og jeg ELSKER det!

Der vil være sliders (altså – det, der indtil for få år siden var kendt som ’små burgere’), der vil være snacks, der vil være pyntet fint op, der vil være skønhedsprodukter! YAS! Og alle går selvfølgelig hjem med en goodiebag!
Vi har snakket længe om det og er blevet enige om, at der er plads til 20 ladies, som alle må tage en veninde med. På den måde er vi folk nok til at skabe en hyggelig stemning, men ikke flere, end at jeg kan nå at hilse på og sludre lidt med alle gæster, og det kan jeg nu engang så godt lide!

Jeg vil selvfølgelig komme ind på, hvilke NIVEA-produkter, jeg allerbedst kan lide (dem her er på en delt førsteplads, kan jeg allerede nu afsløre), ligesom at gæsterne vil få nogle af dem med hjem efter eventet! Mine gæster vil også være de første, der kommer til at få nallerne i nogle helt nye, sensitive nyheder fra NIVEA (altså bortset fra mig, jeg har prøvet dem. Det er læx!)
Jeg tror, det bliver enormt hyggeligt – især hvis nogle af jer har lyst til at komme, hehe! ?

Balladen går ned på det cool Generator Hostel d. 20. august kl. 16.30 – 19.
Hvis man vil med, skal man blot sende en e-mail til NIVEA@twinpeaks.dk! Jeg trækker lod og finder 20 vindere, der hver vinder to billetter. Vinderne offentliggøres lige her på bloggen tirsdag d. 14. august – altså i næste uge.
Man behøver ikke skrive noget særligt i den der mail – bare sådan ‘Hey, MM, jeg er game!’ ?

Glæder mig mega! <3

Hjemme igen – og lidt af en forskrækkelse

Så er vi retur i Dannevang – og meget glade for at være her! Man har dæleme indrettet sig godt, når man kan være så glad for at tage på ferie og så små ti dage senere nærmest få sommerfugle i maven over at skulle hjem igen!

Vi lavede en blød landing i Danmark. Vi nåede lige at få kølerhjelmen ind over grænsen, før vi kollapsede i min far og min Elkes bløde favne. Vi ankom til Als sidst på eftermiddagen søndag, og mens Jon smattede ud i sofaen og så fodbold, og jeg greb det nærmeste Femina i stuen, stod bedsteforældrene klar til at lege med LEGO, læse bøger og putte dukker sammen med vores arvtagere. Det var nærmest rørende. Min far serverede mig sågar en blodrød cola med isklumper og sugerør, og til aftensmad fik vi hjemmelavet gullash med nye kartofler! Jeg kan i sandhed anbefale at afslutte en kør-selv-ferie med et visit hos sine forældre.

I går midt på eftermiddagen ramte vi Køge med fuldt rabalder! Vi dyttede med hornet, så alle vores naboer ville vide (og forhåbentlig glædes over), at vi var hjemkomne, og mens jeg kørte ud for at købe forsyninger ind til køleskabet, gik Krapylerne i gang med at splitte huset ad. Vores genbo, deres jævnaldrende BFF, kom over og hjalp dem med projektet, og de var så godt underholdt, at vi lod dem blive op lidt længere end vanligt.

Da tiden nærmede sig sengetid, og jeg kaldte ungerne sammen i køkkenet, kom der pludselig et skrig fra Berta inde i stuen. Jeg ilede ind til hende, og her sad hun så og græd med hænderne for øjnene. Jeg kunne regne ud, at hun måtte have slået hovedet på kanten af vores sofabord, som er gjort i massivt træ. Jeg tog hende selvsagt op og trøstede, og jeg skal ærligt indrømme, at det tog mig et minut at tage mig sammen til at besigtige skaderne. Jeg er virkelig ikke god til den slags, og jeg var skidebange for, om hendes øje havde taget skade.

Berta havde fået en flænge mellem øjnene og en i øjenkrogen, og det blødte en del. Skaden mellem øjnene var betydelig nok til, at vi tog et smut på skadestuen. Her var der en flere timer lang kø på behandling, men efter blot et par minutter kom der en sygeplejerske for at tilse Berta og afgøre, om hun skulle sys. Sygeplejersken besluttede, at det ville være nok med en klat lim, og det kunne hun faktisk klare, så ti minutter efter sad vi atter i bilen med en meget, meget træt Berta, der havde et Barbie-plaster henover næseryggen og en meget empatisk Hugo, der sad og aede hendes fod under køreturen. Da vi kom hjem, opdagede vi, at mens vi voksne havde pakket sygesikringsbevis og taget sko på for at komme ud af døren og på skadestuen, havde Hugo liiige tegnet en kridttegning af en pige med nedadvendte mundviger og en flænge i panden på fliserne foran huset – for som han sagde “Så ved folk, hvorfor vi ikke er hjemme!” ❤️

Jeg tilbragte natten i ske med Berta. Jeg fik ikke sovet vildt meget, fordi jeg konstant fik “flashes” for mit indre blik af, hvor slemt det kunne være gået med hendes øje, der ser ud til ikke at have lidt anden overlast end at være blevet usædvanligt blodskudt.

Sådan er børn ikke. Berta vågnede som den sidste i morges, marcherede ned i køkkenet og bekendtgjorde, at øjet ikke gjorde ondt mere. Det var imidlertid svært at se, som hun stod der med det højre øje helt hævet, blåt og komplet lukket sammen og lignede Brian Nielsen efter mødet med en vis Mike Tyson. Da jeg lidt senere holdt hende op foran spejlet, så hun kunne besigtige sit ansigt, grinede hun bare, bad om morgenmad og gav sig til at lege med LEGO sammen med Hugo.

Børn er seje. Vi kan lære meget af børn. Når det gør ondt, græder de, og når det ikke gør ondt, laver de noget andet. Simple as that! ?

Noget om at have børn, der vokser op med tilskuere


Da jeg startede min spørgerunde, fik jeg et spørgsmål, der i første omgang fik det til at klø lidt. En læser ville gerne vide, hvilke tanker, jeg gør mig om at lade mine børn vokse op i et udstillingsvindue. Det tog jeg lidt på vej over, da jeg jo føler, jeg gør ret meget ud af ikke at udstille mine unger. Jeg har blandt andet ikke vist deres ansigter i over to år. Og i bund og grund er det jo nok de fleste forældres mareridt: At det, de gør, har en negativ effekt på deres offspring.
Men, men, men … Man kan jo ikke sige, at mine børn ikke bliver udstillet. Jeg har næsten 50.000 følgere på Instagram og over 100.000 unikke læsere om måneden på min blog. Og dem, der følger bare relativt troligt med, ved en del mere om Hugo og Berta, end de nok gør om rigtigt mange andre fireårige børn i det ganske, danske land.
Og hvilke tanker gør jeg mig så om dét? Det har jeg gjort mig et par tanker om. ?

Da jeg startede bloggen tilbage i januar 2014, gjorde jeg mig lige præcis NUL tanker om, hvilke konsekvenser det ville have for mine unger, at jeg valgte at dele mit liv på nettet. Jeg havde ikke regnet med, at særligt mange ville følge med, og jeg havde aldrig troet, jeg skulle leve af det.
Man kan sige, at hvis jeg vil være helt sikker på, at mine børn ikke lider overlast i forbindelse med min selveksponering på internettet, så skulle jeg stoppe med at blogge, finde et andet job og gøre min Instagram-profil privat. Men det har jeg ikke lyst til, for jeg elsker det, jeg laver! Det gør mig til et meget glad og taknemmeligt menneske, OG det giver mig en stor fleksibilitet og en masse ekstra tid sammen med både Jon og Krapylerne. Derfor har jeg (i samråd med min ægtemand) indrettet mig således på nettet, at jeg godt kan leve med den grad, jeg udsætter børnene for eksponering. Jeg viser ikke deres ansigter, og mit primære fokus på bloggen er på mig selv og mine oplevelser. Også mine oplevelser som familiemor, tvillingemor og hustru, jeps, og jeg er sgu stolt af det, jeg laver. Jeg synes, jeg er god til det, og jeg kan godt lide den måde, det hele kører på. Jeg har fundet en balance, som fungerer for mig og for os.

Når jeg møder folk, der læser med på bloggen eller følger med på Instagram, som er så skidesøde at fortælle mig, at de gør, mens jeg er i selskab med Krapylerne, bliver jeg altid glad. Vi snakker gerne sammen i nogle minutter, og så går vi videre hver for sig. Når børnene så spørger, hvem den pågældende person var, svarer jeg, at det var en pige, jeg kender gennem mit arbejde. Mine unger har således set mig føre en hyggelig samtale med relativt mange andre mennesker midt ude i verden, så Krapylerne må jo altså på den måde få det indtryk, at verden er fuld af søde mennesker, som kender hinanden!
Det kan jeg ret godt lide. ?

Dengang, jeg stadig skrev meget om børnene og endnu viste deres ansigter på nettet, var dem, der stoppede mig på gaden, meget mere nysgerrige efter at hilse på ungerne, end de generelt er nu. Jeg havde ærligt talt troet, at det ville være omvendt. At det faktum, at jeg nu skjuler deres ansigter ville gøre, at folk var mere nysgerrige, når vi mødtes IRL, men det modsatte har vist sig at være tilfældet, og det glæder mig faktisk! Så mine unger føler sig på ingen måder “kendte”.
Ungerne har i øvrigt set både Jon og mig i TV flere gange. Mest Jon, det siger sig selv, men de har også kigget med, når jeg har været i Go’Morgen Danmark, og da Jon og jeg i foråret gæstede Go’Aften Danmark sammen i forbindelse med, at vi i fællesskab havde lagt stemmer til en tegnefilm, var Hugo og Berta med og ventede backstage sammen med deres farfar, hvor de så os på skærmen i køkkenet. Den verden undrer dem på ingen måde. De ved, at deres far er skuespiller, og det synes de ikke, der er noget som helst eksotisk i. Jeg tror, de tror, at alle forældre er i fjernsynet fra tid til anden, og de synes vist i øvrigt, det er meget mere spændende at være vejarbejder eller postbud. De ved, at min titel er ‘blogger’, men de forstår ikke, hvad det betyder, andet end at jeg skriver på computer og nogle gange tager billeder af ting.

Jeg synes, at den måde, vi får forvaltet vores familieliv online, giver anledning til rigtigt, rigtigt mange gode oplevelser for både os voksne og for Hugo og Berta, og jeg kan indestå for den grad af online-eksponering, jeg og vi byder dem, og det er rart. Og atter vil jeg fremhæve, at jeg ikke synes, at alle mennesker skal lade være med at vise billeder af deres børn på nettet – overhovedet. Hvis jeg synes noget, er det udelukkende, at man skal tage stilling. Det er let at blive revet med i livet på nettet og jagten på likes, så hvis man bruger sin tid online, synes jeg, at man gør klogt i på forhånd at have besluttet sig for, hvad man kan stå inde for, og hvad man vil lade være med. Så er det meget lettere at navigere. I hvert fald for mig. ?
Hvis man vil læse lidt om mine overvejelser i forbindelse med, at jeg lod Krapylernes ansigter gå på net-pension, kan det gøres her (om mine overvejelser optil beslutningen) og her (da beslutningen var truffet)!

Der var også én i spørgerunden, der spurgte, om jeg tror, at min familie og jeg nogensinde kan “slippe ud af” det her med at være “insta-kendte” igen. Og det tror jeg sagtens. Internettet er så kæmpe-stort, og der er så vanvittigt mange, der deler billeder, videoer og liv konstant og hele tiden. Hvis jeg lukkede min Instagram og min blog ned, er jeg ganske vis på, at I, der følger med her, ville glemme mig og os på ganske kort tid og finde nogle andre at følge i stedet.
Men det har jeg absolut ingen planer om, for jeg elsker det, jeg laver, og det er også den viden om, hvor forgængeligt, det er, der gør mig glad og taknemmelig for, at I er her! <3 Så tak, igen!

Nogen bliver altid bliver syge, når vi rejser

Vi er så velsignede, at vi rejser ret tit! Og vi er så uheldige, at der stort set altid er én, der bliver syg, mens vi er afsted … ?

Værst var det, da Hugo i Sri Lanka blev indlagt med shigella dysenteri, og mildest var det, da begge unger i Mexico sidste år fik halsbetændelse. Og i går blev vi ramt igen – og atter stod Hugo for tur.

Vi ankom til den FANTASTISKE ø Burano midt på dagen, og jeg lagde mærke til, at Hux var pjevset. Det er han aldrig – heller ikke når han er syg. Han plejer at tage det som en champ, selv når han har høj feber. Det havde han imidlertid ikke, han var bare tydeligt utilpas – mere end hvad de 33+ grader kunne forklare. Det har han kun tidligere været, når han havde kvalme. Efter frokost og desværre blot en enkelt time på øen kunne vi se, at han ikke blev friskere. Derfor aflyste vi vores planlagte videre færd til Venedig og tog i stedet retur til færgelejet for at sejle hjem til campingpladsen. Og på vej mod færgen kastede han ganske rigtigt op. Og det blev han ved med resten af dagen flere gange i timen. Alt kom op. Også vand. Aaaalt! Arme mand, han var helt mast.

Om aftenen gik Jon og Berta i forlystelsesparken her på campingpladsen (hvor Jon også fik kvalme, men det var der en mere rutchebane-relateret årsag til), mens jeg blev hjemme med Hugo. Efter endnu en opkastning af hvad der virkelig var meget små slurke stuetempereret vand, satte jeg ham på to timers mavepause. Han var enormt tørstig, men jeg holdt ham hen med kølige brusebade, fodbade og tegnefilm, og da han efter en time ikke havde kastet op (det var rekord siden frokost), fik han revne æbler og små teskeer med vand. Og efter de to timer havde maven fået tilstrækkelig ro til at have genfundet balancen (Så det tip er altså hermed videregivet), og han kunne atter drikke vand i almindelige mængder.

Her til morgen var han atter komplet i hopla, og i skrivende stund er han og Berta klædeligt og travlt beskæftiget med at vaske op efter aftensmaden, som vi i aften selv har forestået og indtaget på terrassen. Og om lidt vil vi retur til Funny World og indhente det, Hugo gik glip af i går. ?

God aften, guys! Jeg håber, I nyder hedebølgen i Danmark! Jeg er liiiidt jaloux over at have misset de allervarmeste uger derhjemme, men det er ingen ringe trøst, at vejret også er kanon her. Og isene billigere! ???

Lidt flere detaljer om vores fænomenale, farverige campingplads

Indlægget her er en reklame for Dansk Bilferie. Vi har selv rejst med Dansk Bilferie de sidste to år, hvor vi har været på camping hele familien, og i år har jeg været så skideheldig, at de har tilbudt mig et samarbejde – og introduceret os for det fænomen, som er Union Lido i Italien.

Nu har vi sovet 5 nætter i vores mobilehome på campingpladsen Union Lido i Italien, og vi har 4 nætter tilbage. Altså virker det som et fornuftigt tidspunkt at gøre status og hitte ud af, hvad vi gerne vil bruge den sidste lille halvdel af vores ophold på.

Det er sgu lidt svært at finde på, hvor jeg skal starte, for den her campingplads er overmådeligt sindssyg og anderledes end noget, jeg nogensinde har prøvet før. Og det er der tilsyneladende en hel del af jer, det ved i forvejen, for I kommer her hver sommer og har gjort det, siden I var børn. Alle, vi taler med her på pladsen, har været her 4, 8 eller 20 gange før, og de har børn, forældre, onkler, tanter og bedsteforældre med. De smiler lidt overrasket til os over, at vi er newbies på netop dette sted og garanterer os, at vi kommer tilbage ligesom dem. Og alle andre.

Da jeg var barn, var vi også på camping hver sommer. Min mor havde strikket en sweater, som hun havde brugt til at bytte sig til en kun moderat mølædt combi-camp. Den spændte hun og min far så bag på vores stationcar, lagde bagsæderne ned, så der blev plads til madrasser, spændte bagagen fast til combi-camp’en, puttede min søster og jeg på det nedlagte bagsæde og kørte natten igennem, til vi ramte Frankrig. Vi spiste alle måltider ved den medbragte grill i vores lejr på campingpladsen, og stedets eneste, men absolut også eneste nødvendige, underholdning var en firkantet swimmingpool. Her plaskede vi rundt dagen lang, og nogle gange fik vi eksotiske, tyske venner blandt de andre børn, som vi via fagter kommunikerede med om, hvis tur det nu var til at kaste bolden. 80’er-idyl, når det var allerbedst! Jeg husker tydeligt at falde i søvn i min og min søsters alkove i combi-campen, mens jeg kunne se mine forældres konturer i stearinlysets skær og høre dem tale hviskende sammen for ikke at vække os. Tæskehyggeligt!

Den her ferie er ligesom det. Combi-camp’en er bare et mobilehome, der aldrig har bevæget sig så meget som en tomme og til gengæld har både mikroovn, indlagt vand og aircon, og swimmingpoolen er erstattet af to regulære badelande med vandlegepladser, strømningsmassiner, boblebade, kunstige strande med klorvandshave og så meget mere, at det er svært at forstå. De tyske turister og deres børn er også her, og international børneleg er der masser af, men underholdningen leveres i høj grad også af campingpladsens enorme personale. Hver aften er lidt som at være på underholdningsfestival. Der er vist fire-fem scener forskellige steder på pladsen, og på mindst to af dem er der hver aften optræden, som man kan holde sig orienteret om via en app. Vi har set et hyggeligt og vildt charmerende trylleshow for børn i Dog Camp, hvor folk med hunde i øvrigt kan indlogere sig. Der er sågar et hunde-wellness-center, en hunde-swimmingpool og mange andre fristelser for firbenede. Deres restaurant-område er også det hyggeligste på pladsen med kulørte lamper og farvede interiør. I forgårs så vi en fascinerende brasiliansk cirkusforestilling, og de andre aftner har vi brugt på ansigtsmaling, ballondyr, at køre en tur i campingpladsens tog og i går aftes på at besøge stedets freaking forlystelsespark, Funny World. Langt de fleste aktiviteter er gratis, og de, der koster noget, er alligevel så billige, at man ikke behøver at tænke videre over, om ungerne må få en tur. Berta og jeg brugte 14 kr. hver på en tur i en rutchebane, som godt kunne stå mål med dem, der koster 60 kr. stykket i Tivoli.

De sidste to år har vi også været på campingferie i juli måned med Dansk Bilferie – på eget initiativ. Denne gang er vi inviteret til at besøge netop Union Lido af Dansk Bilferie. De seneste år er vi taget på ture væk fra campingpladsen hver dag midt på eftermiddagen for at spise ude i verden og opleve lidt kultur, og det havde vi egentlig planer om at gentage i år – men sådan er det ikke blevet. Vi har været i Venedig en enkelt gang, hvilket er en meget nem tur at tage fra Union Lido, og den by skal selvfølgelig opleves. Men det var meget varmt, og ungerne ville helt utroligt meget hellere være i poolmråderne. Vi rejser jo ret meget i vores lille familie, og aldrig har vi været et sted, der i dén grad er børnevenligt, og derfor har vi besluttet at gå linen ud og blive på pladsen det meste af tiden.

Det er alligevel et lille samfund i sig selv og er designet, så man ikke behøver forlade pladsen, hvis man ikke har lyst. Her er op til flere købmandsbutikker, frugthandlere, bagere og omkring 15-20 restauranter, en frisør, et ganske udmærket spa, hvor jeg i går fik ordnet negle og nød en times krimi-læsning ved deres noget mere æstetiske og i øvrigt børnefri pool. Her er det hele. Muligvis lidt dyrere, end hvis man søgte udenfor pladsen, men smart nok ikke nok til, at det sådan rigtigt kan betale sig, når man kun er her en uges tid.

Vi bor som sagt i et mobilehome. Vi har et soveværelse, og det har ungerne også, og så er der toilet, bad, køkken og en indendørs spiseplads, som man selvfølgelig aldrig bruger, da al sidderi foregår på terrassen. Alle vores naboer har husket at medbringe lyskæder hjemmefra, og det skulle vi også have gjort, da det tilfører lidt hygge, men det husker vi næste år. ?

Jeg kan rigtigt godt lide at sove i telt, og tro det eller ej, så savner jeg en lille smule at stå i kø til fællesbadet og besørge i plenum, men når alt kommer til alt, og der er 37 grader i skyggen i det tidsrum, hvor vi prøver at lege siesta, så takker jeg Gud og Dansk Bilferie for vores airconditioning.

Vi overvejer at tage en enkelt dagsekskurtion mere til øerne Murano og Burano, som jeg har set smukke billeder af på Christina Dueholms blog. Men det meste af tiden kommer til at blive brugt i det her farverige, fantastiske, fænomenale, familievenlige inferno af sol, klorvand, legepladser, ferievibes, skidegode pizzaer og gin/tonics og Yatzi på terrassen, når børnene sover. Det er FERIE med streg under både F, E, R, I og E.

Ungerne har været markant mere selvstændige på den her ferie end nogensinde før, og Køge har skylden. Sommeren i Køge har lært dem, at hele verden (i hvert fald de omkring 900 kvm, vi råder over og så dem, der tilhører vores naboer) er deres legeplads, alle, de møder i deres hverdag, kan lide dem, og de kan og må godt ting selv. Og Berta, der plejer at trykke sig ind til mig, så snart hun ser et fremmed ansigt, har således optrådt på scenen i Dog Camp sammen med tryllekunstneren, hvor de i fællesskab og til vores uendelige morskab dansede til YMCA, og hun har bestilt æblejuice til både sig selv og sin bror på engelsk på restauranterne næsten hver aften. Hugo fiser rundt på alle de vandrutchebaner, der er under 4 meter lange, og vi har måtte lave den aftale, at når han stikker af, skal han have sin kork-badetop, der består af et mavebælte og to vinger, som lukkes på ryggen, på, da vi simpelthen ikke altid kan følge med. Heldigvis er alle badebassinerne i børneafdelingerne ikke dybere, end at de går ham til lidt over buksekanten, og der er livreddere og folk generelt overalt.

Den her ferie er fed, fantastisk og overvældende. Både fordi stedet er så vildt, og fordi ungerne elsker det så meget. Jeg tror sgu, alle fastliggerne har ret i, at vi kommer tilbage. Men først vil vi nyde de sidste fire dage lige så meget som de første fem. ?????