METTE MARIE LEI LANGE

Pruttelyde …

IMG_7292.JPGI går startede vi dagen ganske utraditionelt.
Normale formiddage forløber med morgenmælk klokken otte efterfulgt af voksen-morgenmad og lidt leg på gulv (både børn og voksne), hvorefter jeg tit tager den eftertragtede formiddagslur med krapylerne i dobbeltsengen. Nok sover de igennem om natten, men jeg lider stadig af søvnløshed. I går vågnede jeg klokken fire, mens de syv-sov …

I går havde jeg takket ja til en brunch-invitation fra Rynkeby Juice. De har nemlig lanceret en økologisk Godmorgen-juice, og det valgte de at fejre i Orangeriet i Kongens Have, og jeg er fan af det sted. Og så skrev de, at jeg gerne måtte medbringe egen avl, så det gjorde jeg.

Hugo og Berta var endog særdeles veloplagte og så sig ikke tilbage, da de nærmest crowd-surfede udover de mange kvinde-blogger-arme, som stod mere end klar til at agere midlertidige opholdszoner. Så Berta var parkeret på Lisbeths arme (det er hende fra It’s fashion, baby), mens jeg gik om bord i brunchen, som ret beset var udmærket, hvis man ser bort fra, at de havde glemt nutellaen.

Mens vi spiste, kom Umahro (som tilsyneladende er kendt for at vide sygt meget om kost) og holdt en kundgørende tale for os. Han stak lidt i øst og vest i mine ører, idet han lagde ud med at sige, at man ikke skulle være så bange for kulhydrater og frugtsukker, det var skidesynd, at disse stoffer har fået sådan et dårligt ry. Drik noget juice!, sagde han.
Bagefter sagde han, at vi endelig ikke må spise for meget sukker og kulhydrater. Han sammenlignede dét at spise med dét at snave. At spise snøfler og drikke cola, sagde han, er som at snave med en klam, fed mand a la Elvis Prestley tre uger før, han døde.

Så er det jo nu, jeg gerne vil bringe subjektivitet på banen. Hvem siger, tykke mænd snaver dårligt? Jeg gør sgu ikke!
Og hvis det er det, det kræver, så snaver jeg gerne Niels Brinch fra Station 2 i gulvet én gang for alle for at fortjene mine snøfler! Dem giver jeg fandme ikke fra mig uden kamp, efter at man er begyndt at kunne købe de dér mega-billige ‘Snøfler to go’-pakker i Netto! Det er weekend-knas, så det vil noget!

Mens jeg sad dér og små-surmulede over at skulle have dårlig samvittighed over både den weekendslik, der lå foran mig og de snaverier med tykke københavnere, der ligger bag mig, og Umahro var midt i en vigtig pointe om at sige “high five!” til sin krop med et dejligt, solmodent æble i stedet for at sige “fuck dig!” til sin krop med en snøffel eller en pakke flødeboller, kom min datter mig til undsætning, idet hun med episk timing stak tungen ud af munden og udstødte den største pruttelyd, hun til dato har præsteret. Jeg var flov og stolt på én gang!

Men juicen smagte rigtigt dejligt! Og jeg er ret vild med, at det er økologisk og ikke produceret fra koncentrat, men af masser af rigtig æblemost og appeljuice. Den kan anbefales til weekend-morgenbordet. Men glem nu ikke nutellaen! 😉

Seriously?!

IMG_7252.PNG Dette er en hvad-tror-I-selv-selfie
I må jo allesammen have spist søm og glemt at spytte hovederne ud, hvis I tror, at jeg i min vildeste fantasi kunne så meget som DRØMME om at fortælle jer, hvor jeg går til gymnastik eller vise billeder af mig selv i gymnastiktøj! ?
Aldrig i livet, min tilværelse i tricot kommer til at foregå helt hemmeligt og hengemt, mine flik-flak-fiaskoer bliver mine alene. Og hvis de to piger, jeg mødte til første træning, som kunne genkendte mig her fra bloggen, spilder bønnerne, så falder der denondenlyneme brænde ned…?
Jeg vil hellere have lavet en gynækologisk undersøgelse af en blind hjemløs med havehandsker på end iagttages, mens jeg klumpedumper rundt i strækbukser og sportstop.
Glem det! Glem det! Glem det!
– Og hav så i øvrigt en forrygende torsdag aften! ?

MM på spring, drage i skjul

IMG_7240.JPG
Det er torsdag, klokken er henad tre, solen er den syge blotter, og jeg har slået mig ned på en beskinnet bænk i Tivoli. Krapylerne viseluller fredfyldt i klapvognen, og her dufter af nyslået græs, fordi en havemand er i gang på plænen foran mig. Jeg kan så meget lige klare det!

Det er også nu, jeg omsider tør springe ud af skabet overfor jer. Det er med en smule blævrende fingre, at jeg taster disse ord på min iPhone, for atter engang er min troværdighed på spil.
Før jeg løfter sløret for min hemmelighed, skal I vide, at mine fingre stadig er fedtede efter den choko-stick, jeg netop har sat til livs på den Simply Chocolate, som ligger lige nede bag rutsjebanen….

Jeg er startet til springgymnastik! Ja, for fanden, det er satme sandt! Der må gerne les.
Jeg er to minutter i 33 år gammel, og min eneste motion de seneste 14 år, har været at løbe efter bussen. Men i går aftes startede jeg altså på et springgymnastikhold. De to første mennesker, jeg fortalte det til, svarede begge to uafhængigt af hinanden “Det kan du sgu da ikke! Pas nu på, for helvede, Mette Marie”, men nej, jeg er en sand Felix Baumgartner og er atter engang sprunget i på den dybe ende! Hvilken spændende sensommer, det er!

Mine tanker forud for dette forjættende projekt var, at jeg er nødt til at gøre noget. Jeg tog 26 kilo på på 15 uger, mens jeg bagte krapylerne, og jeg tabte de 21 af dem igen på tre uger (De sidste fem sidder der endnu, amningen gjorde ikke en skid ved mine ridebukselår).
Men det har været en hård omgang for min arme krop, som stadig værker, gør ondt og er stiv som en sømandspik i et horehus, så jeg besluttede at måtte gøre et eller andet. Jeg gider ikke have ondt hver dag resten af livet. Men man når vel også til et tidspunkt i sit liv, hvor man er nødt til at være realistisk.
Jeg får altså ikke løbet den tur. Jeg gider ikke dyrke pilates. Jeg er alt for selvbevidst til zumba, og jeg synes, yoga er kedeligere end at se hvid maling tørre.
Da jeg slog min ungdoms folder i det sønderjyske, gik jeg til springgymnastik. Jeg var ikke særligt god til det, men jeg havde det enormt sjovt, og min røv var stram som skindet på en nyplukket fersken.
Så jeg besluttede mig for at give det forsøget og mødte i går aftes op på rystende knæ, fuld af frygt for at møde en sal proppet med folk i alderen 18 til 21, som alle kunne lave flikflak og stående baglænder i søvne.
Men alle mine fordomme blev gjort til skamme – næsten … Man varmer stadig op til Eye Of The Tiger, som man gjorde det på min tid, og vi strakte ud til Fields Of Gold. Det meste af musikken var ældre end instruktørerne, men de var seje og søde, og selv om jeg skreg om en epiduralblokade, da de bad mig lave splitspring, kom jeg igennem aftenen uden større sår på stoltheden!
Så nu er jeg altså atter springgymnast! Men tror det nærmest ikke, vel? ?

Nu er krapylerne vågnet, og de er lige blevet beundret af en flok nonner i hver sin kørestol, som var på (ud)flugt fra Sct. Josef-stiftelsen. Jeg elsker Tivoli! ??

IMG_7241.JPG

Yndlingsarmbånd sådan lige for tiden

IMG_7234.JPG
Ja, i dag er vi et smut i smykkeskrinet!
Jeg har snydt lidt og valgt at line mine yndlingsarmbånd op på forhånd.
Før ungerne kunne jeg ikke passe særligt mange armbånd, men én af de ting, der er blevet større på min krop af at bære frugt, er altså åbenbart mine håndled, så jeg nyder, at jeg nu kan gå med “bangles” uden at skulle sprede fingrene, hver gang mine arme hænger ned langs siden.

Fra venstre: Det sorte armbånd er fra Chanel. Det var en gave, jeg fik af ELLEs skønhedsredaktør, smukke Anne P, og det er jeg vildt glad for. (Også fordi det er skidepænt. Og Chanel!)
Det næste kædeagtige armbånd er et arvestykke fra min bedstemor, som i øvrigt hed Mette Marie Lei (Pænt noia at besøge hendes gravsten i øvrigt).
Det næste med den lille trekant er fra HandcraftedCPH, og til sidst er der det med LOVE skrevet på fra Dyrberg/Kern og det nederste, som også er et arvestykke fra min bedstemor.
Jovist! Nok har vi ingen grønne skove i nærmiljøet, men guld er der sgu nok sf! ?

Lidt om klichéer, meninger og nogle gange at burde holde lidt igen med dem …

Facebook-20140902-101524Det er lidt sjovt, det der med, hvad folk siger til hinanden i det offentlige rum. Altså, mange folk siger jo meget forskelligt, men det er som om, vi er tilbøjelige til at falde i nogle standard-fælder, som lader til at være ganske ufravigelige,.
Jeg sad forleden og læste et par gamle indlæg igennem (hvor selvcentreret har man lov at være?!) fra dengang, jeg stadig bar min avl indvortes. Da var jeg pænt træt af, at folk på gaden havde det med at sige, at det var enormt synd for mig, at jeg skulle have tvillinger.
Måske var de ikke helt så ligefremme alle sammen, men langt de flestes første kommentar var “Det bliver godt nok hårdt! Men hvor får de megen glæde af hinanden på sigt”. Altså: “Træls for dig, fedt for dem”.
Når jeg så bedyrede, at jeg nu var ret indstillet på projektet, at jeg var helt festet igennem og klar til en anden slags søvnløse nætter, fik jeg at vide, at jeg ikke anede, hvad der ventede mig. (Sjovt, så nemt, det er at være eksperter på andres vegne, kunne man synes).

Til sidst i min graviditet, hvor min badevægt hver morgen begyndte at græde, når jeg tromlede ud på badeværelset, fordi ungerne voksede hurtigere end min kassekredit, når Holly Golightly holder udsalg, og jeg var blevet 26 kilo tungere, blev jeg nogle gange ude i verden spurgt til, hvordan jeg havde det. Jeg kunne på det tidspunkt godt finde på at pibe et ‘Det er altså lidt hårdt efterhånden …”  Og så blev jeg som oftest mødt af en mine, der fordømte mig som værende utaknemmelig, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle være lykkelig for, at de havde det så godt derinde. Jeg prøvede nogle gange med et spagt “Det ene udelukker jo ikke det andet …”, men lige lidt nyttede det.

Nu, hvor krapylerne er her, og jeg altså er så heldigt stillet, at jeg slet ikke synes, det er tilnærmelsesvis så hårdt, som jeg var blevet fortalt eller havde forestillet mig, møder jeg stadig mange af de samme kommentarer, når jeg triller rundt i nabolaget. Eller andre steder. Den mest slidte er, når en forbipasserende eller en elevator-medpassager kigger ned i kareten og dømmer “Puha, det er hårdt”. Jeg plejer så at svare “Det er faktisk ikke så slemt … De smiler nærmest hele tiden, og så sover de igennem om natten”.
Dertil er svaret altid det samme: “Nåh, jamen, så ved du slet ikke, hvad det vil sige at have børn, jo!”
Åhr, jo, det skulle jeg nu nok mene, at jeg gør.
Andre gengangere er “Så har du da nok at se til” eller “så ved du da vist nok godt, hvad du skal få tiden til at gå med”.
Mit standard-svar er efterhånden blevet “Jeg skal heldigvis ikke nå noget”.
Jeg ér jo på barsel, det er ligesom det, der er hele konceptet. Jeg laver stort set ikke andet end at koncentrere mig om de to dejfarvede dejlingers velbefindende, og det er knagme hyggeligt! Og kedeligt! Og hårdt! Men mest hyggeligt.

I går aftes spiste vi igen på Great China (I know, jeg har det med at falde ned i riller, når det kommer til, hvad jeg indtager. For tiden er det Simply Chocolate’s ’sticks’ og Great Chinas rejer i sur/sød-sovs), og der var en sød, kinesisk tjener, som forelskede sig dybt i Berta. Hun fortalte, at hun d. 20. maj i år selv fødte en lille pige, som hun viste os billeder af på sin telefon. Hun havde imidlertid ikke set sin datter siden umiddelbart efter fødslen, da hun bor i Kina med sin mormor. Hun, den søde tjener, og hendes mand bor nemlig i Danmark for at studere, og når de har fri, arbejder de begge to, så de ville ikke have tid til at tage sig af deres datter. Derfor bor hun på den anden side af jorden, og den lille familie vil altså først blive genforenet igen i december. For en stund. Indtil juleferien er forbi.

Klog af alle de mange gange, folks meninger har små-såret mig, afholdt jeg mig fra at fortælle pigen, hvor hårdt, det måtte være for hende, og nøjedes med at rose hendes datters indtagende skønhed på billederne og give hende lov til at kramme Berta lige så længe, hun havde lyst (og det var ret længe).
Ja, jeg har nok at se til. Hvor er jeg dog umanerligt svine-mega-heldig! <3