METTE MARIE LEI LANGE

Stokroser, fiskefilet og Molscher

20140722-182156-66116350.jpg
Okay, hvor er Ebeltoft dog en fin by!
I dag fik Jon og jeg lidt ø-kuller i sommerhuset herude i Mols Bjerge, så vi proppede barylerne i Ford’en og tøffede ind til Ebeltoft for at spise noget frokost.
Nu er jeg ganske vist også sygt billigt til salg for bindingsværk og stokroser, så man skal ikke være nogen lektor i matematik (hvis man da kender Ebeltoft) for at regne ud, at jeg blev ramt i knæhaserne og sendt i sænk hurtigere, end en Louboutin-butik bliver tømt på første udsalgsdag.
Vi gik en tur ned ad det, jeg gætter på er gågaden, og jeg regnede med at løbe tør for oldschool byggestil ret hurtigt, men de fintkalkede huse med de småsprossede vinduer blev bare ved!
Vi løftede Bugaboo’en op ad trappen på en restaurant ved navn ‘Mellem Jyder’ (det kunne jeg sgu ikke stå for). Her kom vi til at dele bord med et par, som var bedsteforældre til tvillinger, så vi fandt en del fælles interesser at tale om.
Til frokost spiste vi os igennem hver vor udmærkede og panerede rødspættefilet, som blev vores for bare 59 kr. pr. styk! Den var ikke gået i København.
Jeg havde mit hjerte sat på en portion pandekager med is, men da fiskene var sat til livs, vågnede ungerne og delte deres utilfredshed med at være hensat til at ligge dér på skjoldet, så vi talte vores velsignelser og satte kurs mod bilen. Gåturen over de mange brosten lullede imidlertid søvnen frem igen, så jeg nåede lige at købe fem frisklavede slikkepinde til blot en femmer stykket hos Mols Bolscher. Som jeg i øvrigt mener burde hedde ‘Molscher’!
I aften står den på lammekølle på grill i selskab med resten af selskabet her i sommerhuset, som består af min far og hans kone, min søster og min papsøster. Som slet og ret går under tilnavnet ‘Pap’.
I morgen har vi tænkt os, Jon og jeg, that is, at tage ind til Ebeltoft og spise en middag, når krapylerne er faldet i søvn kl. 20, mens mit bagland holder vagt.
Jeg fornemmer jo på min Instagram, at nogle af bloggens læsere har til huse på disse kanter, så måske nogen har et forslag til, hvor det kunne gå for sig?
Det må godt være sådan lidt lækkert. Det er ikke så tit, vi forlader ungerne begge to på samme tid, så den skal også have, hvad den kan trække, de par timer. Tips modtages med kyshånd! ?

Rolig nu! Her er opskriften!

20140721-184134-67294056.jpgI ved da, hvad I vil ha’, mine damer! Og hvor jeg dog forstår jer! ?
Sjældent har et billede på min Instagram scoret så mange kommentarer og forespørgsler, som billedet af mine hjemmelavede P-tærter!
I vil have opskriften, skriver I. Den kommer her! I kommer til at slå jer på lårene over, hvor enkel, den er.
Jeg må lige indskyde, at det var en læser, der i en kommentar her på bloggen, der gav mig opskriften. Tak, Lisa!
Jeg må også melde, at det altså er et farligt nasværk! Sjældent har jeg kendt mage.
Anyway. Man smelter en røvfuld skumfiduser. Enten i en ovn, en mikroovn, en støbejernsgryde, et bål eller en utroligt varm kølerhjelm på en meget ren bil. Når de er smeltet til snask, blander man peanuts i.
Derefter anbefalede Lisa at anrette massen i små klatter, hvilket for mig var komplet umuligt på grund af dens komplet klistrede konsistens. Så jeg maste den ud på et skærebræt i omtrent en centimeters højde, og så smed jeg hele baduljen i fryseren.
Jeg vil i øvrigt advare imod bagepapir… Det er ganske umuligt at få massen fri af det, når det skal spises, og det ser nu så ufint ud at sidde der over aftenkaffe og skrabe guf af papir med fortænderne.
I mellemtiden smelter man noget chokolade, og når baduljen i fryseren er godt kold, males den med laden, hvorefter den ryger et smut tilbage i kulden.
Til sidst skæres balladen i mundrette bidder og serveres – eller sættes til livs helt alene. Begge dele kan anbefales!

Stort møs fra Mols, i øvrigt! Vi var på stranden det meste af dagen i dag. Jon blev bidt af en krabbe, min søster ødelagde låsen på min bikinitop, da hun holdt fast i den for at trække mig rundt i vandet på den oppustelige krokodille, jeg har købt, og begge unger blev dyppet i Kattegat.
Jovist, vi forstår at nyde sommeren! ?

Dejarme, P-tærter samt flad mave og ditto mås

20140720-201817-73097396.jpgI går skrev Caroline bag bloggen Tankeskrald.dk til mig og bad mig sætte et par ord på mit forhold til min krop.
Jeg har tidligere været inde på netop dét i et indlæg omhandlende sivtynde (16-årige) modeller, nyopgravede kartofler og Coca-Cola her.

Men det, jeg svarede Caroline, var:
Hmm… Altså jeg tænker ikke sygt meget over min krop i det daglige. Jeg har altid været relativt slank og ikke behøvet passe særligt på, hvad jeg spiser.
I dag vejer jeg 10 kilo mere, end jeg gjorde for 4 år siden, og jeg kan ærligt talt nærmest ikke se det. Jeg passer stadig stort set det samme tøj, og ja, jeg har fået en flad røv, bløde arme og appelsinhud efter min graviditet, men hvis jeg skulle af med det, ville jeg skulle knokle, og jeg hader at træne, så det er ikke det værd for mig. Den øgede livskvalitet, jeg ville få af højere mås og fastere lår, ville jeg sætte til på vejen dertil.
Inden jeg spiser en plade RitterSport spørger jeg nogle gange mig selv: “Er det der værd?” og svaret er ALTID: “Ja!”

Jeg er på ingen måde ‘Love yourself’-cruisader. Jeg kan snildt nikke genkendende til den saying, at alle kvinder har fem kilo, de gerne vil af med. Hvis jeg kunne photoshoppe reallife-versionen af yours truly, ville jeg på stående fod vide præcis, hvor jeg skulle starte.
Men jeg har aldrig synes, problemet var stort nok til, at jeg gad gøre noget ved det, og så er jeg personligt af den mening, at så skal man knytte sylten.
Lidt ligesom med tømmermænd. Hvis man selv er ude om sin hovedpine, mister man retten til at brokke sig, og hvis man (som jeg) ikke gider løbe ture og stoppe med at æde P-tærter, så skal man holde sin bøtte om, hvor træt, man er af sin mås og sine dejarme.
Min mås er flad, men ikke flad nok til, at jeg kan tage mig sammen til at gøre noget ved det.
Forleden spurgte en bloglæser, hvordan jeg får mine korte ben til at se lange ud. Jeg havde lidt lyst til at svare, at i stedet for at koncentrere mig om mine korte ben, vil jeg langt hellere (og anbefale hende, nu hun spørger, at) finde noget, jeg GODT kan lide, og så bruge energien på det.
For eksempel er min mave også flad, hvilket jo er en god ting. Og mit hår er pænt, synes jeg! Og når det kun er 5-10 kilo, man har “for meget” (for hvem bestemmer, hvor meget for meget er?), så er det sgu synd at bruge de unge år på at ærgre sig over det, for så som gammel at se på billederne og ærgre sig over den ærgrelse, for værre var det sgu da heller ikke.
Derfor synes jeg, at de, der virkelig er utilfredse med deres kroppe, skal gøre noget ved det. Og resten af os, som bare sådan er feminint selvkritiske, skal stikke piben ind og tænke på noget andet. Jo mindre scenetid, vi giver den selvkritik, des mindre fylder den.

Læs Carolines indlæg på Tankeskrald.dk, som ligger til grund for denne søndags-slanke-tanke. ?

<a

Psssst: Følg også gerne med på Instagram, hvis det er! @mmleilange
??

Opsang til singlerne – helt for egen regning, i øvrigt

20140718-234844-85724296.jpgJeg kom lige til at tænke på noget, jeg godt kunne tænke mig at skrive om, i går eftermiddag.
Der var nemlig en læser, der kommenterede mit indlæg fra i søndags, som handlede om min tøsemiddag med mine to veninder, hvor jeg under påvirkning af en formidabel flaske cava opfordrede en fremmed 25-årig fødselar til at sige sit job op og ikke lave andet end at kaste sig i grams fra nu, til hun fylder 30.
Den flinke læser roste mit forslag til pigen og udbad sig andre tips til, hvordan man fordriver tiden der midten af tyverne.
Jeg var single det meste af mine egne tyvere (og nej, jeg knaldede ikke alt med en puls. Alt med måde, mine damer! ?), indtil jeg mødte Jon klokken 29.55, og de år var nogle af de bedste i mit liv.
Don’t get me wrong, jeg motherfucking ELSKER at være gift, og krapylernes entré i (min) verden er det sygeste pis! Men jeg var satme også god til at være single!
Ikke hele tiden, selvfølgelig, jeg havde nogle lorte-single-år i tiden, før jeg mødte min ekskæreste, som jeg så flyttede fra igen, da jeg var 27, og så aftalte jeg med mig selv, at jeg satme ikke gad bruge mere tid på at have nedtur over at være single.
Jeg besluttede mig for at tro på, at jeg sgu da var et catch, så selvfølgelig skulle jeg nok gøre mig et godt parti some day, så hele den der tvivl røg ud til højre.
Den første tradition, jeg indførte, var søndags-single-biftur. Jeg boede lige ved Empire Bio, så kl. 20, når biffen var mest fuld af par, puttede jeg mine lammeskinds-futsko i en pose og traskede ind og bad om en enkeltbillet. Hvis der var plads, satte jeg mig på snaverækken, bare fordi. Her sad jeg så i morgensko (og nogle gange med en lille, medbragt uldplaid) og åd bland-selv-slik fra ham, den billige, i Elmegade.
En anden helligdag var lørdag dag. Åh, at fordrive lørdagen med først at gøre hytten ren (jeg boede på 42 kvm, det kunne klares på 4 minutter med en vådserviet og en håndevending), købe blomster og lækker frokost og derefter tænde stearinlys (hvis det regnede, altså) smide mig i sofaen og se en film – velvidende at alle mine barn-fagre veninder brugte tiden på alt muligt usexet som at stå og fryse på en legeplads, mens deres yngel skreg “Seee miiiig nuuuu, moooaaaar!!” eller sad til frokost med mandens røvsyge fætter og hans kedelige kone og ustyrlige unger og sikkert drømte om en dag som min.
Da jeg i et halvt år boede sammen med min veninde, Tine, praktiserede vi også Optimistisk Onsdag. Læs mere om det i dette indlæg.

Desuden kan jeg virkelig anbefale at bruge sine singleår på at gøre ting, man fortryder. De der nætter, som efterfølges af de der dage, hvor hukommelsen langsomt kommer snigende og med sig slæber en ubændig trang til løbende henover dagen at banke hovedet ind i den nærmeste murstensvæg, mens man stikker sig selv dummeflade og sværger aldrig at være så pinlig igen.
Her taler jeg ikke om komplet vanvittigteter så som at tæmme vilde løver, melde sig til Paradise Hotel eller springe ud fra ting, men bare at danse på borde, drikke Små Kolde, bruge hele sin månedsløn på ét par sko, fordi man ikke skylder andre end sig selv noget, og tage med til den efterfest og snave med ham med tatoveringerne, selvom hans hår er lidt for langt i nakken.
Som en skidegod kollega sagde til mig, da jeg en mandag på ELLE sad og havde ondt i både hår og samvittighed efter en stodder af en weekend:
“Når du en dag er gift og har børn, tænker du altså ikke tilbage på de aftner, hvor du gik tidligt hjem! Så længe, du passer på dig selv, så skal du bare fyre den af uden at se dig tilbage!” (Eller, det var cirka det, hun sagde, ikke? Jeg skrev det jo ikke ned…)
Ingen gode historier er startet med, at nogen drak et glas mælk, når vi engang mødes oppe hos Sankt Peter, er der sgu ikke nogen, der takker dig for, at du var en pæn pige, og hvis man er et godt menneske, så går det sgu nok ikke helt så galt, som man selv nogle gange føler. Og det der med mand og børn skal man nooook nå!

Åh, jeg fik lige lyst til denne bette single-opsang! For de fleste af os er singleårene så relativt få i forhold til alle de år som mor og nogens kæreste/kone, og der sker så meget fantastisk i de år!
Det gjorde der i hvert fald for mig. Jeg købte min første EGEN lejlighed, jeg blev kandidat i psykologi og kommunikation, jeg fik mit første job og så havde jeg nogle vilde veninde-rejser, ja, sågar et par rejser helt alene, nogle fede shopping-ture (de penge går i dag til bleer og jerntilskud) og nogle sjove nætter.
Det er satme vigtigt, at man ikke bruger de år på bare at glæde sig til at komme videre i teksten! Synes jeg.

?? Kærlige klem fra en eks-single gift mor til to med hoved og hjerte fuld af fede venindeferier, lækre lørdage, smukke solo-søndage og grimmmmme, grineren fejltagelser.

DAGENS TIP:
Jeg er begyndt at følge en blogger, som hedder Miriam. Hun har en kat, et crush på sko og neglelak, en fantastisk selvironi og en dejlig måde at skrive på. Jeg sluger alle hendes indlæg, og især elsker jeg hendes brevkasse, hvor folk anonymt kan sende hemmeligheder ind, som vi andre så kan læse til stor moro!
Tjek Miriams Blok ud her.

MM – Sverige: Anden runde

Vor tid i Sverige er for denne gang forbi, vi kom hjem i går aftes, og jeg har tænkt mig at købe en mega-god fedterøvs-rødvin til Jons mor-fætter, så vi kan gøre os forhåbninger om at komme retur.
Her i andet heat havde vi Verdens Sejeste Farmor med, hvilket var great! Både fordi, hun er formidabelt selskab (hun læser også bloggen… ?), og fordi hun er næææsten lige så pjattet med ungerne, som vi er, og når solen nu skinner, og folk i den størrelse er bedst tjent med skygge og i øvrigt ikke gider underholde sig selv længere, end det tager at hive et blad af en busk, er det nu en bonus at kunne spille med flyvende målmand, så der også kunne blive et par minutter til Sara Blædel.
Vi har grillet og badet (denne gang havde vi cash med, så jeg fik min toast! Vidste I, at de her i Sverige putter ketchup i deres toast? I så fald kunne I godt have sagt noget!), solet, spillet spil, lavet hindbær-trifli og spist noget så eksotisk som artiskokker – for mit vedkommende for første gang. Det kan sgu godt noget!
I dag skal jeg have studset spidser hos Flemming, og i morgen tager vi satme Ford’en med til Djursland, hvor vi skal tilbringe en uge i sommerhus med min familie! Ja, vi kalder det sgu’tte sommer-turné for ingenting!
Jeg efterlader jer for denne gang med ønsket om en bomben torsdag og et par fotos knipset i idyllisk lys fra de helt rigtige vinkler. ?
Og der er hele tre billeder af mine tænder, fordi min svigermor siger, at jeg blotter dem for lidt og blogger-smiler for meget.
Stort, vådt møs!

20140716-195357-71637903.jpg

20140716-195357-71637097.jpg

20140716-195357-71637658.jpg

20140716-195357-71637383.jpg