METTE MARIE LEI LANGE

Opskrift på nemme, grillede tacos!

Jon og jeg er ret vilde med mexicansk mad. Inden vi rejste til Mexico sidste år i februar (for mit vedkommende for første gang) troede jeg egentlig, at Tex Mex var en fin erstatning for the real deal. Jon havde godt nok længe sagt det modsatte, men jeg troede egentlig, det var sådan lidt noget jeg-har-altså-været-der-nåh-snobberi, og jeg kunne sgu ret godt lide Tex Mex.

Det kan jeg stadig, men Jon (og alle andre) havde ret! Det har ikke en skid med mexicansk mad at gøre. Da vi tilbragte tre uger i Mexico sidste vinter, havde jeg mere madmæssig optur end nogensinde før, og vi har taget et par af de tricks, vi opsnappede, med hjem. Eksempelvis lavede de på restauranterne guacamolen ude ved bordene, så vi kunne se, at de altså aldrig putter hvidløg i, sådan som vi plejer. Så det er vi stoppet med, og nu synes jeg, det smager meget friskere og mere læx.

Her kommer min yndlings-opskrift på et mexicansk sommer-feast. Jeg kan ret godt lide nem mad – og det har ikke en dyt at gøre med, at jeg har børn, jeg er blot dovent anlagt. Den her opskrift er overordentligt nem, omend al snitteriet selvfølgelig tager lidt tid. Hvis man vil, kan man jo også tilføje flere dikkedarer, det finder jeg blot ikke nødvendigt. Opskrifterne er på øjemål, da det jo afhænger af smag og behag samt antallet af måltids-deltagere.

Som tortillas bruger vi de små, runde, man efterhånden kan købe ret mange steder. Jeg ved ikke hvorfor, men det smager bedre, når de er små.

Guacamole:

Avokado (så mange som muligt! Det smager jo sååå godt). Modne og bløde, men selvfølgelig stadig grønne. Disse moses

Et halvt eller et helt løg. Hvidt. Ikke hvidløg, bare et løg, som er hvidt, I ved. Det snittes i helt små tern.

Koriander, som også snittes helt i smadder.

Saften fra en halv lime.

Hele baduljen blandes sammen i en skøn ø, grøn masse!

Pico de gallo:

Solmodne tomater skæres i småstykker. Jeg synes, store tomater smager bedst – ikke cherrytomater.

Igen koriander. Åh, altid masser af koriander! Skæres atter i småstykker.

Rødløg! Skæres i småstykker.

Hele balladen blandes sammen.

Og nu kommer det spændende så! I stedet for at bruge kød som indhold, kan jeg rigtigt godt lide at bruge grillet aubergine. Og bliv nu hængende, jeg ved godt, det virker lidt weird, sådan havde jeg det også selv. Men det smager helt sindssygt godt! Giv det et forsøg, en aubergine koster kun 8 kr., så der er ikke det store spildt, hvis det kikser, og et gør det ikke. Hvilket jo så gør det til en nem og billig måde at få ryddet lidt op i sit CO2-forbrug på tallerknen.

Auberginen (en er nok til to voksne) skæres i så tynde strimler, som man formår. På langs. Dernæst pensles de gavmildt med en blanding af olivenolie, salt og peber. Bare fyr den godt af! De har intet ondt ud af lige at ligge og trække lidt, mens man færdiggør de andre ting.

Auberginerne steges på grillen, til de er slatne og stribede. Vi bruger en gasgrill herhjemme, men hvis man bruger kul, skal jeg ikke kunne afvise, at man får lidt bøvl, hvis olien drypper ned på kullene, så lad dem dryppe godt af. Tortillaerne varmes også på grillen, og så er det bare om at fylde en pandekage med aubergine, pico de gallo og guacamole! Hvis man er til det, kan man snildt toppe med revet ost. Når vi husker det, har vi også syltede rødløg i køleskabet, og det smager virkelig også godt og meget mexicansk at putte oveni! Og Jon kan godt lide at spice det op med nogle strimlede peberfrugter, som han steger på panden sammen med løg og en lille smule lime. Det er jeg ikke selv til, men det ser da godt ud!

Velbekomme!!!

We have arrived!

Indlægget indeholder reklame, da vi er her på Union Lido som en del af et samarbejde med Dansk Bilferie. De har dog ikke bedt om eller sponsoreret det her indlæg, men det skal lige nævnes alligevel. ?

Da jeg i sin tid fortalte, at sommerens campingtur går til Union Lido i Italien, var der overraskende mange af jer, der læser med, der har været der. Også som børn! Pladsen er tilsyneladende ret gammel, og det er vist lidt som om, at nye tiltag skyder op hvert år.

This place is insane! Det er som at bo i en forlystelsespark. På narko! Vi ankom sidst på eftermiddagen, hvor der var 28 grader, men det regnede en lille smule. Vi pakkede ud, og da taskerne var tomme og skyerne borte, begav vi os ned til det ENE AF DE TO VANDLAND, DER ER PÅ CAMPINGPLADSEN! ? Der er kreeret en kunstig sandstrand i et kæmpe område rundt om en 8-10 pools. Den ene pool har sågar sandbund, og så er der en pool med strømninger, som Krapylerne flød rundt i i det, der føltes som timevis. Der er også en pool med bølger hvert kvarter, masser af mindre børnepools og så lige 4-5 enorme rør-vandrutchebaner, det starter omkring 30 meter oppe i luften og snor sig ad forskellige ruter ned i forskellige pools. Jeg har helt alvorligt talt aldrig oplevet noget lignende!

Efter aftensmaden, som blev til pizza på en af pladsens restauranter, stødte vi ind i en ballonklovn, som lavede gratis ballondyr til ungerne, og netop da de havde modtaget dem, mødte vi en ansigtsmaler, som forvandlede Hugo til en kulsort Batman og Berta til en flamboyant sommerfugl. Desuden er her flere forskellige legeland, hvor man godt nok skal betale for at komme ind, men ikke ret meget, et spa, et shoppingcenter, en strand, en børneklub for unger helt ned til freaking 18 måneder, fodboldtræning for børn og zumba for voksne og så altså endnu et badeland, som vi skal opleve i morgen. Og meget mere, som jeg endnu ikke har overskuet at overskue.

Der er noget befriende over at være på ferie et sted, som er så kodet ind på børn. Jeg ville nok skyde mig selv, hvis vi var taget hertil som barnløse, men med unger spiller det simpelthen max, at alt bimbler og bamler. Det er hyggeligt, sjovt og nede på jorden, hvilket jeg ELSKER, og ungernes øjne tindrer og glimter, og jeg skal sgu heller sige mig fri for at være ret begejstret for en uge med udsigt til pizza og vandrutchebaner!

Lige nu er jeg træt som efter 400 meter butterfly, selvom jeg ikke har præsteret andet i vandet end at klappe af ungerne lidt ynkelige forsøg på at dykke (seriøst, de stikker bare ansigtet ned i vandet og forventer derefter stående applaus!), og så har jeg gjort, hvad jeg kunne for at maskere, at jeg slap en ufrivillig vind på et ret vindstille sted.

Jon er ved at putte ungerne – de har fået lov at blive puttet med ansigtsmaling på, og jeg er især spændt på, hvordan Hugos pude ser ud i morgen – og når den er klaret, skal vi spille Yatzi og drikke en sjus på terrassen. Jeg har ikke fået taget så mange billeder i dag, da mobilen har fået lov at blive liggende i vores mobilhome hele dagen og aftenen, så jeg har bøffet ovenstående fra Jons. Jeg freaking ELSKER camping!!!

Jon fortæller: Sådan mødte MM og jeg hinanden

Nu har min kære viv jo beskrevet forløbet tidligere, så for at holde historien om vores første møde frisk, må jeg jo holde mig på min side af banen. Derfor har jeg besluttet mig for at holde fortællingen i metaforer, jeg forstår, nemlig fodbold!

Og det var en flot bane. Frisk, nyslået græs – klar til at blive spillet på. ? Jeg havde været ude af gamet i et stykke tid – på skuespillerskolen havde jeg været hos, nåja, en konkurrerende klub, i 3 år. En god klub, en klub jeg kendte godt og som jeg vil respektere altid, men i sidste ende ikke den klub jeg skulle lægge støvlerne på hylden i. Jeg forlod den i foråret 2010 og tænkte, at når nu min tid i Odense snart ville komme til en ende, så var jeg på en fri transfer. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville, ikke kontraktuelt bundet af nogen, og tanken var at jeg i min bedste alder skulle udnytte situationen og se hvad København ville bringe. Jeg havde boet i Odense i 4 år, var mæt af provinsen og nysgerrig på de mange muligheder hovedstaden havde. Det kunne være at jeg kunne komme på lejeaftale et sted eller to. Måske nøjes med korte kontrakter, så både klubberne i Kbh og jeg kunne få det bedste ud af situationen. Jeg havde hørt godt om et par stykker, så modet og humøret var højt.

Hvis ret skal være ret, mødte MM jo mig, før jeg mødte MM. Det var qua mit arbejde, og ikke noget, hun har holdt hemmeligt, så det er vel den ærligste indgang i den her historie. For det er faktisk vigtigt for narrativet.

Men først og fremmest: Min nuværende klub er yderst entreprenant. Det ved alle jer, der fast læser med, jo så udmærket, men det gjorde jeg ikke. Ikke desto mindre er den korte version jo, at hun så mig i en film, og skrev til producenten. Eller, jeg mener… Hun så mig spille i en landskamp, og var imponeret over mit niveau. ? Faktisk havde hun set mig i flere landskampe, men det var kun den seneste, hun kendte producenten, undskyld, jeg mener træneren af. (Og tak for det venskab, Ronnie, det har givet mig kone og børn…) Så ham skrev hun til, han videregav kontakten, og jeg sparkede faktisk den mail til hjørne med en lidt mærkelig følelse i maven. Bevares, denne nye klubmulighed så faktisk rigtig godt ud på papiret, men altså. Det er sjældent, at klubberne på den måde tager kontakt direkte – uden at benytte sig af agenter eller noget. Ud over det så havde jeg faktisk lidt gang i en lejeaftale på det tidspunkt. Ikke noget, der havde kastet løfter eller kontrakter af sig, men det er min måde at forklare, hvorfor jeg ikke kastede mig over MM fra starten. Jeg kan faktisk huske, at jeg skrev og spurgte Ronnie om denne nye klub var værd at satse på, eller om det var lige så meget rod i kulissen som i eksempelvis Palermo, men der var vist ikke noget at være bange for. Ikke desto mindre lod jeg den ligge lidt, så da hun så add’ede mig på facebook nogen tid senere, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle træffe en eller anden form for beslutning. Jeg kan jo ikke spille for to klubber samtidigt.

Her skal det nævnes, at der jo skete noget i en lufthavn. Jeg har noget med lufthavne – det er som om, at klubber over hele verden gør lidt ekstra ud af sig selv, når de skal ud at flyve. Måske håber de på, at en eventuel kontraktfri spiller kommer valsende, og så ville det jo være ærgerligt ikke at virke attraktiv – hvad ved jeg.
Men anyway, en pågældende dag i februar skulle jeg til Berlin på træningslejr med mine landsholdskammerater fra Odense, og så kom MM valsende der i sine stramme læderbukser og hævede temperaturen i hele Københavns Lufthavn. Men sagen var den, at jeg ikke genkendte hende. Jeg havde set et enkelt billede i en mail og linkede ikke de to ting. Jeg så bare en klub, der var særdeles attraktiv, og tænkte, at når chancen byder sig, så skal man slå til.

(Og her er endnu en ting, fodbold-metaforen passer på: Man skal kende sit niveau. For eksempel har Nicklas Bendtner i mange år i pressens og store dele af befolkningens øjne IKKE kendt sit rette niveau. Han startede godt i Arsenal som ung og siden på leje i Sunderland med flere., men så kom der flere og flere skandaler og siden har han kun næsten slået til i Forest, Wolfsburg og Juventus, før han fandt sin rette hylde i Rosenborg BK. Vi er mange, der mener at han kunne have fået mere ud af sit talent, hvis han havde holdt sig lidt på måtten og været i en lidt lavere rangerende klub, hvor han var garanteret spilletid. )

Ligeså tænkte jeg om MM, at det ville være for godt til at være sandt, skulle denne Superligaklub kaste sin kærlighed på mig. Det var helt sikkert Jante, der kastede med lokkerne (Bendtner har jo været befriet for dét åg, kan man sige) så med det in mente tænkte jeg: ”Fuck it!”, og bad mine holdkammerater om at sætte det lange ben foran (træne deres, sprint om man vil) og skyndte mig efter hende ned af den lange arm mod billigbureauernes gates. And lo and behold, vi skulle samme sted hen. Lad mig nøjes med at sige, at jeg gjorde kur til dette, for mig ukendte om end lovende bekendtskab, og interessen var gensidig. Men da vi landede i Berlin forsvandt hun hurtigt, talende flydende tysk i sin mobil, og Jante fik ret. Drømmeklubben gled mig af hænde. (Lidt endnu, skulle det vise sig …).

Men det var fjæsbogen, vi kom fra. Hun poppede op som en venneanmodning. Og fordi, at jeg:
1) er filmnørd og dengang så ufatteligt mange af slagsen, og
2) ville småteste den gode MM, om hun mon kunne følge med i besættelsen nævnt under 1)
3) heller ikke var mere originalt anlagt end som så, inviterede jeg den gode Sønderjyde i biffen kl. 12 en søndag i den varmeste og mest solrige påske i hundrede år.
Og hun kom. Og det var i Grand, og jeg havde tømmermænd og skulle bare lige, og hun havde knækket, hvordan man ekviperer for at imponere og tog pusten fra mig, og jeg tabte billetterne på vej ind, midt i min pustfratagethed, og vi sad ud mod gangen, og hun tog benene op på sædet på en måde, som jeg tolkede betød, at hun godt kunne lide mig, og hun var SLET ikke psycho-agtig, og jeg blev nervøs (det gør jeg altid, når noget pludselig betyder noget), og filmen kom og gik, og jeg husker ikke et minut af den, og vi købte frokost ved kanalen, og solen skinnede, og hun smilede, og så skinnede solen lidt mere, og så delte jeg anekdoter, for det gør jeg, når jeg er nervøs, og hun grinede af dem, fordi det var den slags anekdoter, og da jeg så tog hjem til Odense, skrev jeg til hende, at jeg havde haft en dejlig date, og hun svarede at hun havde det, som havde hun læst første side i en rigtig god bog.

Efter nogle dages skriveri, som hurtigt blev meget ærlig og direkte – hvilket vores forhold stadig er den dag i dag – skrev hun, at hendes far skulle pensioneres i Sønderborg den førstkommende weekend og spurgte, om hun måtte hoppe af toget i Odense på vej hjem for at dele et stykke pizza, inden hun tog det sidste tog hjem til København. Det, skrev jeg, var helt OK i min optik, pizzaen blev til indisk, aftentoget blev et morgentog, og siden da har vi ikke set os tilbage.
Bortset fra en dag i sofaen i Odense, hvor hun pludselig bringer lufthavnen op. Og jeg rynker brynene og insisterer på, ikke at kunne huske noget om noget rendez-vue. Og hun bliver ved, og jeg nævner beklemt, at jeg godt nok så en meget lækker pige derude på vej til Berlin, og hun får mig først helt med, da hun nævner sine sagnomspundne læderbukser, og folkens, hun var så sød, da hun sad dér i min sofa, og var lidt jaloux på en tidligere version af sig selv, som jeg synes var så laber.

Da jeg mødte Mette Marie, var jeg 31 og fast besluttet på IKKE at skulle have en kæreste.
Da jeg var 32, boede jeg stadig alene og var barnløs, men havde en kæreste.
Da jeg fyldte 33, vi flyttet sammen, blevet gift og forældre til hele TO børn!
Det siges, at mænd ikke er klar til at blive fædre, før de bliver det, og det er der nok en sandhed i. Men jeg tror også på, at jeg havde prøvet nok i mit liv til, at da MM kom, stod hun lysende klart for mig som den, jeg skulle have minee børn med og leve mit liv sammen med og ende mine dage med, holdende hende i hånden, mens det regner, ligesom i The Notebook. For ja, jeg er Ryan Gosling. Og MM er meeeget bedre end Rachel McAdams. <3

Date night!

Krapylerne overnattede hos deres farmor natten til i dag, og Jon og jeg kører til Klampenborg og henter dem kl. 9.15. Der var ingen særlig årsag til, at de ikke sov hjemme, hvilket er yderst sjældent. Så vi havde en aften i hinandens selskab uden at skulle til bryllup, fødselsdag eller overhovedet købmanden, hvis vi ikke havde lyst!

Derfor startede vi ud med at cementere vores frihed ved at sætte os i sofaen kl. 16.30 og se en gyser! Fordi vi kunne, og fordi det ikke var mørkt, så vi turde! Filmen hed i øvrigt The Conjuring og kan anbefales! Så meget, at da den var slut klokken lidt over syv, blev vi enige om at se The Conjuring 2, som faktisk (tro det, eller ej!) OGSÅ kan anbefales!

Meningen var, at vi ville spise på skaldyrsrestauranten Arken her i Køge, som skulle være et stort hit. Men de havde ikke plads til sådan to plattenslagere uden reservation. Derfor havde vi intentioner om i stedet at spankulere ned på Torvet i aftensolen – Jon i et par smarte shorts, jeg i en luftig sommerkjole og skødesløst opsat hår – med hinanden i hånden, finde et lille bord på Brasseriet Baum og muligvis nyde noget livemusik sideløbende med vores tapastallerken og den selvfølgelig altid stimulerende samtale. Det føltes næsten obligatorisk at nyde aftensolen, zoome ind på hinanden og udforske voksenlivet i den by, som nu er vores.

Meeeeen vi valgte alligevel en noget anden approach. Vi kørte ned på den lokale Wok Amok og hentede takeaway, og så strøg vi direkte hjem i sofaen og så The Conjuring 2. Og da den var slut, var vi nødt til at se noget u-uhyggeligt, så da så vi sgu lige Crazy Stupid Love også! Ryan Gosling og Jon Lange på én og samme aften! Hvabbehar!!

På mandag tager vi på campingferie i Italien, og da kommer vi til at spise ude mangen aften, så det føltes A-okay at ofre en datenight til sofaen. Jeg havde erhvervet mig lidt af en rød næse på stranden tidligere på dagen, og aftenen var enormt varm, så jeg kunne opleves i den montering, som ses på billedet herover. Købt? Ikke videre. Nice? Oh, you BET!!!!

God weekend! ?❤️

Apropos ting, der skal blive i ferieland …

Billedet her er taget for præcis 10 år siden i Alanya, Tyrkiet ….


Cana Buttenschøn
skrev i går et indlæg om den der  adfærd, man får på ferier. Mere specifikt omtalte hun, hvordan hun har nydt at spankulere rundt i Spaniens land og føle sig lækker i en rød kjole, som hun ikke føler, hun kan tillade sig at bære i Danmark grundet den dybe udskæring – og Onkel Jante.

Jeg kender godt det der med ferietøj, der ikke rigtigt klarer oversættelse til dansk. Jeg har det faktisk ikke rigtigt længere sådan, at jeg føler, at jeg kan tillade mig mere i udlandet, end jeg kan i Danmark, men den følelse kan jeg sagtens huske fra dengang, da jeg var yngre (måske spiller det ind, at jeg er tættere på de 40, end Cana er, hehe?). Det var faktisk efter en måneds ferie i minikjoler og høje stiletter, at jeg kom hjem til København, hvor jeg hidtil havde gjort mig i baggypants på natklubben VEGA, stiftede LADY-LOGEN, hvor dresscoden altid helt officielt var inspireret af Sex and the City! Det føles ikke så kriminelt, når man er MANGE, der duller sig op, og sloganet lød “Hellere drukne i stiletter end komme tørskoet hjem i gummistøvler”!

Men ferieadfærd ér altså svær at oversætte. Jeg synes absolut, man bør vise attributterne lige så meget frem i sit hjemland, som når man er ude, hvis man har lyst! Men nogle ferie-ting skal altså blive på ferien. Am I right? Monica fra Venner er et godt eksempel, da hun på Barbados får flettet muslinger ind i håret. Nu ved jeg ikke, hvor godt det så ud on location, men hjemme i New York ligner hun lidt en gademusikant.
På samme måde har jeg flere gange oplevet at komme hjem fra Grækenland med kjoler i farvestrålende batikmønstre, der så skidegodt ud imod solbrun hud og kridhvidt strandsand, men ligesom mistede sin charme i september på Nørrebrogade tilsat sneakers. Eller smykker af træ og meget posede Mao-bukser fra Barcelona, som lignede en million på de små barer i de små stræder, der lugtede af pis og romantik, men på en måde ikke rigtigt matchede med NASA, som var mit foretrukne gå-i-byen-sted i det årti.

Og så er der mændene …
Nøj, hvor har jeg forelsket mig i mange mageløse mandeskabninger, som af forskellige årsager lyste klart som diamanter i de sommervarme omgivelser, og som ville have været komplet umulige at oversætte. Både fordi, at forbindelsen imellem os måske ikke var så vanvittigt åndeligt betinget, hvis De forstår, og så fordi, at de bare passede enormt godt ind i deres omgivelser – og alt ser fladere ud med en grå, dansk baggrund.
Jeg husker en sommer, hvor mit hjerte var blevet knust (for Gud ved hvilken gang) af en rødhåret mand i Danmark, hvorfor jeg greb chancen og smuttede med min papsøster på volleyball-tur til Alanya i Tyrkiet. Jeg skulle så ikke medvirke i træningen – jeg lå bare og slikkede sol og så på det arbejdende folk (Dejlig uge. DEJLIG uge!).
Midt på ugen ankom hold med 12-14 slovenske volleyballspillere, og den ene var mere velskåret end den anden. Muligvis også med baggrund i min ariske kærestesorg var der især en mørkhåret, bredskuldret volleyballspiller, der deltidsjobbede som model, der fangede min opmærksomhed. Jeg fangede heldigvis også hans, og således fik en romance grobund i tyrkiske Alanya, hvor mangen pige nok er blevet kysset et utal af gange igennem tiderne.

Ugen gik sin gang og kom til en ende, og vi rejste hjem til hver vores ende af Europa, og jeg genoptog min dagligdag med universitetet og byture på de nu hedengangne klubber Aporta og NASA. Enter: Skype! En dag var han dér – lige midt på min computerskærm. Den lækreste mand i hele Alanya! Kongen af volleyball, den slovenske strandløve!
Men nu var han jo pludselig påklædt … De der slidte badebukser, som var sygt lækre på surfer-måden, var afløst af et par meget stressede G-star-jeans, som efterhånden var mere hvide end lyseblå og mere hullede end FC Helsingørs forsvar, som Jon plejer at sige. Og hans overkrop var dækket af en t-shirt fra Ed Hardy, som jeg personligt synes verden er for god til – og der var ikke sparet på similistenene. Det gik pludselig også op for mig, at hans engelsk ikke var sådan vanvittigt godt (I tyrkiet havde vi ikke interesseret os for den slags banaliteter, men primært talt kærlighedens sprog), og da vi gav os til at lære hinanden at kende, dér på internettet, erfarede jeg, at hans ambition var at blive spinninginstruktør. Ikke at der ikke er respekt at hente i dét fag, men som jeg sad dér og forsøgte at finde min egen identitet som universitetsstuderende, falmede min betagelse betragteligt i takt med, at et mere helt billede formedes af min balkanesiske bedårer. Han talte om at komme på københavnsk visit, og jeg kæmpede med at foresøge at se ham for mig på de bonede gulve i det københavnske natteliv, hvor jeg dengang midt i 00’erne gjorde alt for at virke fancy’ere, end jeg var.

Så det blev med minderne! Og de er nu også gode at have.
Om en lille uge rejser jeg på ferie til Italien. Her medbringer jeg hjemmefra min egen, personlige sommerflirt, og hvis der så skulle snige sig en farvestrålende kjole eller et par sommer-wedges ned i tasken inden hjemrejsen, så finder de nok også en plads i garderoben i Køge. ?