METTE MARIE LEI LANGE

Landevejens lede løgnere

20140202-195720.jpg

Jeg er på vej til Als for at besøge mit faderlige ophav og har i den forbindelse valgt at benytte mig af Rødbillet.dks i mine øjne aldeles glimrende alternativ til DSBs skyhøje billetpriser og sygt dårlige sæder.
Rødbillet er et privat busselskab, som på udvalgte dage tager turen fra København til Jylland med de, der ønsker en sådan transport. Turen inkluderer et hyggestop på en rasteplads – hvilket totalt minder mig om barndommens bilferier ned gennem den tyske Autobahn.
Humøret er højt, indtil jeg træder ind i den udvalgte fynske Q8.
Her forefindes 11 reoler med slik, chokolade, chips og godter, og da jeg efter længere tids nøje eftertænksomhed udvælger mig en dobbelt-Snickers og rækker hånden ud, møder mit blik i samme øjeblik dette skilt, som er placeret over to små tarvelige kurve med bløde bananer og hårde pærer!
Jeg kan kun konkludere følgende: De lyver på Fyn!

Og om lidt er kaffen klar …

jonEndnu en  morgen, hvor søvnen ikke kan nå mig. Well, de siger jo, jeg lige så godt kan vænne mig til det …
I aften drager jeg til Sønderborg for at besøge min far nogle dage. Det gør jeg både, fordi jeg kan lide ham og savner sønderjysk mad, men også, så Jon kan have vores lejlighed for sig selv nogle dage og drikke sig stiv og spille PlayStation med sin bedste ven.
Han (altså Jon. Ikke hans bedste ven) er så fantastisk til at passe på mig, mens jeg ligger på sofaen og bager børn, så nu tager jeg mig selv og mine fede fødder ud af ligningen nogle dage, så han kan være lidt mandet.

Mange har her på bloggen spurgt, hvordan Jon og jeg mødte hinanden.
And well, let me tell you …
Det var mig, der fandt ham.

I 2011 blev jeg inviteret til premieren på filmen ‘Alle For Én’, som Jon har én af hovedrollerne i, af Ronnie Fridthjof, som var producent (tror jeg, det hedder) på filmen. Ronnie og jeg kender hinanden fra gamle dage i Sydhavnen. Different story.

Jeg havde før set Jon på film og har altid synes, at Gud må have været usædvanligt godt tilfreds efter at have stykket ham sammen, og den opfattelse blev den aften bestyrket.
Jeg skulle dog på job dagen efter, så jeg droppede premierefesten på Zen og gik hjem i seng som den pæne pige, jeg er.
Da jeg et par uger senere mødte Ronnie til Zulu Awards med et par gin/tonic i blodet, spurgte jeg ham henkastet, hvor man skulle ringe hen for at bestille en ‘Jon Lange’.
Ronnies kæreste var dejligt snap til at fortælle, at Jon i hvert fald var single, og hun lovede, at hun nok skulle spørge, om han var frisk på en date.

Nogle uger gik, og jeg hørte ikke noget fra hverken Ronnie, hans kæreste eller Jon. Jeg tænkte, at Jon måske havde fået forevist et billede af mig, slået en hånlatter op og frabedt sig yderligere opmærksomhed fra min side, og det hvepsebo havde jeg ikke lyst til at rode rundt i, så jeg lod det ligge.
Indtil jeg en onsdag stod i Københavns Lufthavn Terminal D kl. 6.30 om morgenen på vej til Berlin for at interviewe selveste Medina og fik øjenkontakt med JON!
Jeg var alt for genert til at flirte med ham, da jeg synes, at han, som han stod der med rodede morgenkrøller og søvn i øjnene, var mere lækker end en Brad Pitt/Orlando Bloom/Ryan Gosling-smoothie, men jeg kiggede, og han kiggede tilbage. Længe.
Så da jeg kom hjem, skrev jeg en mail til Ronnie og forlangte, at han udbad mig en date med bemeldte hunk ASAP.
Og så fik jeg en mail fra Jon, der spurgte, om jeg ville med i biografen på søndag kl. 12.

Den pågældende søndag faldt i påsken 2011, hvor der nærmest var hedebølge i København, men vi mødtes da foran Grand kl. 11.45, lipsjeg på rystende knæ. De blev dog hurtigt bløde, da jeg opdagede, at Jon også var nervøs og i øvrigt det længste fra en smart-ass, jeg nogensinde har mødt.
Efter filmen spiste vi en sandwich overfor Thorvaldsens Museum, hvor han fortalte vittigheder og vandrehistorier, og på vej hjem ringede jeg til min veninde og sagde, at jeg var solgt.
Om aftenen skrev Jon, som den gentleman, han er, en mail til mig, hvor han takkede for vores date, og jeg var hurtig til at få en ny i kalenderen søndagen efter, hvor jeg tilfææældigvis skulle et smut igennem Odense, hvor han dengang boede og gik på skuespillerskole. Det var d. 1. maj – og siden da har vi været kærester.

Jeg er dødforelsket i den mand, som siden er blevet MIN mand.
Når han går ud af et lokale, er det tomt, og når han kommer ind, er det fuldt.
Når han vågner om morgenen, har jeg savnet ham, mens han sov.

Mange af jer har spurgt, hvordan jeg er så positiv så meget af tiden, og det skyldes i store dele Jon.
Jeg elsker at være sarkastisk og ironisk, men når det kommer til netop hám, kan jeg kun sige det, som det er.

And there, I said it! Midt på internettet en søndag morgen i mit nattøj med en Nutella-bolle imellem tænderne!

Kæmpe-aliens, voksen-mobning og modeuge

Jeg har været den mest chillede modeuge-deltager i år (hvilket nok er pænt naturligt).Jesper Høvring
Men i går morges havde jeg fedtet mig til en stol langs Jesper Høvrings catwalk.
Jeg har haft det vildeste kjole-crush på den mand, siden jeg startede på ELLE.
Første gang, jeg talte med Jesper, var til Danish Beauty Awards i 2011. Jeg var iklædt en lys nougatfarvet cocktailkjole, vi havde netop spist fyldte chokolader til dessert, og jeg var på vej tilbage til min stol efter at have hentet en gin/tonic i baren.
En eller anden stoppede mig og sagde: “Mette Marie, du skal lige møde Jesper Høvring”.
Jeg var momentært starstruck, stak ham lappen og præsenterede mig selv.
Jeg ville gerne virke tjekket og mode-rigtig, så jeg kunne gøre mig forhåbninger om måske at bære én af hans kjoler til en fest engang.

Jesper HøvringJesper Høvrings første ord til mig var: “Ehm, du har vist noget dér”, mens han pegede på højre side af min talje.
Jeg så ned og opdagede, at jeg må have tabt et stykke fyldt chokolade under showet, som langsomt og sikkert var smeltet under min arms kropsvarme og blevet gnedet godt og grundigt ind i min kjole. I bund og grund så det ud som om, nogen var løbet tør for toiletpapir og havde brugt mig i stedet … Hende har man da herre-meget lyst til at udlåne couture til, right?!
Måske har Jesper glemt alt om det, for jeg fik i hvert fald lov at bære en drøm af en kjole i hans navn til ELLE Style Awards 2013. (Se billedet til ventre).

Jesper Høvrings show på Nimb i går var storslået, fantastisk og eventyrligt!
Der var skinnende bling-bling, flydende, svævende gevandter og masser af taljeringer. Hvis jeg nogensinde ser min talje igen, skal den ned i én af de kjoler – om så bare for en time i et prøverum!

Jeg har de seneste par uger følt, at al det vand, jeg har i kroppen, har besluttet sig for udvidde forretningen og søge nye territorier. Og det klæder altså ikke mit ansigt …
Mine veninder og min mand har været enormt søde til at (lyve og) sige, at det i hvert fald IKKE passer, at jeg har fået egernkinder og dobbelthager.

modeugeMen hvis man vil have sandheden, skal man bare tage på Nimb i modeugen!
Under showet sad jeg ved siden ELLE-ingerne på den ene side, og på den anden havde jeg stylisten Kenny Aleksandr, som roste min maves storhed, men sluttede komplimenten med “Hvis man skærer dig fra brystet og op, får jeg lidt lyst til at ringe til et julemærkehjem …”
Efter showet mødte jeg en yndig veninde, der med en larmende latter blot pegede på mine kinder og skreg af grin.

Well, det kan lyde hårdt og nederen, men faktisk synes jeg, det er lidt rart!
Jeg kan jo GODT se, jeg har blødere kinder (og arme. Og hage. Og … You get the picture!) for tiden. Og når folk benægter det, virker det lidt som om, det er noget at skamme sig over. Det er det jo ikke! Jeg venter TO børn, som presser min krop til det yderste, så jeg må gerne bule ud. Lige hvor jeg (eller min krop) vil!

Efter showet mødtes jeg med én af mine bedste veninder, Stine, som skulle med mig til scanning. Jon var knust, men skulle desværre arbejde.
Jeg blev scannet for to uger siden og fik da den besked, at ingen af ungerne havde opdaget, at de var tvillinger og altså vokser helt med samme hastighed som enkeltbørn. Genialt!
Jordemoderen sagde også, at vi nok skulle regne med, at de ville tage 200 gram på hver om ugen, så jeg havde regnet med, at de nu ville veje omkring 1.700 gram hver. Så jeg blev ganske forbløffet ved beskeden om, at begge babyer vejer 2 kilo! HVER! De har begge taget 700 gram på i løbet af to sølle uger. De vil sgu da frem i verden!
Med seks uger til termin (som er i uge 38 med tvillinger, ikke i uge 40 som i en “almindelig” graviditet), kan jeg godt være LIDT spændt på, hvor meget baby, jeg ender med at skulle rumme.

Nogle af jer har spurgt, og yes, jeg planlægger selv at squize ungerne til verden! Hvilket de vist er med på, for oven i den store vægtforøgelse har drengen nu også vendt sig, så begge kids ligger med hovederne ned ad. Så sejt!

Sundhed, lange ben, frosne dyr og Nutella

I går aftes, da jeg meldte ‘ordet frit’ og startede en spørgerunde, havde jeg regnet med primær interesse indenfor uddannelse, hårshampoo og job, but you ladies dig deep!
Jeg føler mig lidt som én, der har foreslået at lege ’sandhed eller konsekvens’, og når det så bliver min tur, tør jeg ikke alligevel og faker et hosteanfald for at forlade lokalet … 🙂

Men i stedet for at kyllinge ud, vil jeg knække svarene lidt op i bidder, så modet kan vokse sig større henad vejen!
Mange af de spørgsmål, jeg har fået, fortjener svar, som er mere end bare én linie, så min tanke er at tage udgangspunkt i dem i en række blogindlæg i løbet af den næste tid. I hope that’s cool?
Jeg vil meget gerne fortælle om mit og Jons bryllup, men jeg tænker, det ville være sygt hyggeligt at gemme den til Valentine’s Day!

kageJeg fik et spørgsmål om mit forhold til sundhed, som jeg tænkte lidt over.
Da jeg var barn i Mommark (Yes, det er der sgu noget, der hedder …), handlede sundhed om, at man skulle spise en masse kartofler og ikke for meget slik.
Begge mine forældre røg og spillede tennis (sjældent samtidig), og jeg gik til gymnastik flere gange om ugen.

I dag handler sundhed om fitness-træning og kostplaner, og det kan jeg ikke finde ud af.
Jeg har signet up som fitness-center-medlem mange gange efterhånden, og jeg er altid sådan én, der kommer til én time og så aldrig igen (hvilket minder mig om, at jeg skal have opsagt mit medlemsskab hos Fitness.dk …) Måske ville det være anderledes, hvis jeg havde et problem med min vægt, men det har jeg ikke.
Jeg vejer det, jeg vejer, og det falder heldigvis indenfor ‘normal’-kategorien, så det giver mig ikke rigtigt anledning til at spise andet end det, jeg helst vil.
Et par måneder før mit bryllup i sommer, ville jeg allligevel gerne lige prøve at  smide 3-4 kilo (it’s a bride thing), så jeg droppede al stivelse og (det meste …) sukker i 6 uger, og vægten rokkede sig ikke ud af flækken.
Jeg tror, mad og jeg har indgået en eller anden form for stiltiende aftale, og den kan jeg ikke bare sådan lige komme og rode op i!

Da jeg voksede op, var jeg ret bette i det, så ved vores køkkenbord var ’sundhed’ lig med at spise op.
Idet jeg var barn på landet, havde vi to kummefrysere i laden, som altid var beboet af et meget koldt lam, en meget kold gris og en halv ko. Skåret i stykker og lagt i poser, forståes.
I køkkenhaven havde vi bønner og kartofler, så 9 ud af 10 måltider var noget med kød, kartofler og sovs. Og bønner.
Og det er den slags mad, jeg bedst kan lide i dag.
Hvis en salat har for mange forskellige ingredienser og spændende dressinger, bliver mine smagsløg stressede og bakker ud.03
Jeg vil helst have en bøf. Med kartofler. Og bernaise. Liggende med lidt mellemrum imellem sig på tallerknen, så jeg selv kan vælge, hvornår de skal parres.
Til gengæld får jeg ondt i sundhedssamvittigheden, hvis jeg springer et måltid over. Et levn fra dengang, jeg var et skravl, velsagtens.
Og nu, hvor jeg er gravid, har jeg fået besked på at drikke 0,75 liter mælk om dagen, så det gør jeg troeligt!
Men jeg spiser hjemmebagte boller med nutella til uden at få så meget som de mindste samvittighedskvaler.

Jeg kan tømme en pakke Samba-flødeboller og drikke en liter cola til inden første reklamepause i en fredagsfilm på TV3 uden egentlig at registrere det. Til gengæld får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg har for travlt til at spise frokost, ikke sover nok eller drikker for mange sjusser for mange dage i træk.

Det bedste, jeg nogensinde har gjort for min selvopfattelse, er at starte med at arbejde på ELLE.
Inden da ønskede jeg mig længere stænger og tydeligere kraveben, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor det så helt anderledes ud på mig end i bladene, når jeg iførte mig lavtaljede jeans og flade sko.
At blive en del af modeverden i en (voksen) alder af 28 har vist mig, hvorfor det bare er skide-dumt at sammenligne sig med modellerne.
For det første er de fleste af dem imellem 16 og 20 år. Deres stofskifte er et andet sted end voksne menneskers.
For det andet svarer det til at sammenligne sig med en hest. Eller en flagermus!
02Modellerne er en anden race – forstået på den måde, at de er udvalgt, FORDI de har tydeligere kraveben og længere stænger end os andre. Og det kan man ikke spise sig til, lige meget hvor ‘all in’ man går på LCHF, paleo eller South Beach-kuren.
Og det kan da godt være, at de har længere ben, men hvor mange hér ville gerne bytte sig til dem imod så at skulle være 16 år igen?
Og have bumser, ikke vide, om man klarer gymnasiet, bo hjemme, have sengetider og ikke engang have overvejet – let alone gennemført – en uddannelse endnu? HELL no!

Da jeg erkendte det, fandt jeg ud af, at jeg har korte ben, men en ganske OK ass. så jeg skal langt hellere gå i højtaljede bukser og sko med hæl. Og være godt tilfreds med det sted, jeg er i livet lige nu, for det kommer aldrig tilbage – på godt og ondt.
Og hvis jeg irriterer mig for meget over mine bløde mormor-arme nu, er jeg stensikker på, at jeg engang i en alder af 65 med titel som forhåbentlig både farmor og mormor vil se på billeder og ærgre mig over, at jeg ikke lagde fokus et andet sted, for så slemt står det da heller ikke til.

Det er sgu nok i korte træk mit forhold til begrebet ’sundhed’. 🙂

Ask away!

Mette MarieTakker atter engang for den venlige modtagelser her i bloggers-sfæren!
Nogle af jer, som har været så venlige at tjekke ind på Twinpeaks.dk, har bedt mig om at lave en spørgerunde, og et eller andet sted er det vel fair nok.
Når man er ny til en fest, starter man vel med at præsentere sig, n’est-ce pas?
Og idet jeg har masser af tid, og tanken bringer mig hyggelige minder om folkeskolens veninde-bøger, giver jeg den hermed op!
Hvis I da kan finde på noget at spørge om – det er jo ikke fordi, jeg ligefrem holder mig tilbage med de personlige anekdoter …

ASK ME ANYTHING!
(Jeg vil dog ikke love at svare på alt – man ér vel en dame). 😉

Skriv spørgsmål som kommentarer herunder, så vil jeg besvare dem i morgen!