METTE MARIE LEI LANGE

13/31: Jeg glemte det!!

Billederne fra receptionen er taget af
Anne Sophie Gosvig-Jensen.

Indlægget indeholder reklame for Enamel Copenhagen og MP Sportscare.

Fandme! Jeg ville jo skrive et indlæg om dagen i hele august, og i går glemte jeg det sgu! Jeg kom i tanke om det, da jeg lå under dynen kl. 22.45 efter at være kommet hjem efter fire stive timers hundetræningsteori – sans hund.

Det beklager jeg naturligvis! Særligt overfor mig selv, egentlig. Men nu er jeg her! Og det indlæg, jeg mangler, må jeg jo indhente i månedens løb.

I går havde jeg en hyggelig og lidt sjælden solskinsdag med den veninde, jeg har kendt i længst tid. Hanne Marthine og jeg har kendt hinanden siden 7. klasse, hun er gravid med sit fjerde barn, og i går havde vi afsat til at hænge ud i København. Vi besøgte Kunstsalonen, som Mette Helena står for, og så var vi med til genåbningen af butikken Enamel på Gl. Kongevej, hvor vi begge to fik skudt et enkelt nyt hul i øret. Så nu har jeg slagside.

Der var så fint med blomster og skumfiduser over det hele, og så kunne man få en is med ægte flødebolleskum på toppen, så jeg var sgu egentlig også på toppen!

Om aftenen kørte jeg til hundeteori i Køge, hvor jeg lærte, at hunde ikke kan lide at blive krammer, og at de får stress, når man kaster bolde til dem. Og så tog jeg hjem i seng.

Her til morgen har Jon og jeg startet dagen, efter at ungerne er blevet fulgt i skole, med en massage på stuegulvet. Very blogger-like. MP Sportsmassage, som er en selvstændig, udkørende sportsmassør her i Køge, kom og satte sin briks op i køkkenet, og så fik jeg en times massage kun på ryg, skuldre og nakke. Jeg er jo ikke sportskvinde, men jeg lider af maaaange spændinger især i skuldre og nakke. Bagefter satte Mikkel sgu koppe på mig! Det har jeg altså aldrig prøvet før, men det var såååå rart! At huden sådan bliver spændt ud gør åbenbart, at den bliver adskilt fra bindevævet, hvilket øger blodtilførslen til området, and that’s a good thing. Jeg er helt ør, mør og afslappet i heeeele kroppen nu. Jeg skal bare lige vænne mig til chokket over, at min ryg på billedet herover ligner en gravid gravhund, der ligger på ryggen. 😄

Solen skinner, og i aften, efter at unherne har været til børnefødselsdag, kører vi dem til Helsingør, hvor de skal sove hos deres farmor. Det er første gang i to år, at vi har huset for os selv en nat, og det har Jon besluttet skal fejres ved, at vi flænser skaldyrsbuffetten på Restaurant Arken i Køge og så slår mave til langt op ad formiddagen i morgen! Solid plan, tænker jeg.

Hav lige en fantastisk fredag! Og husk, at hvis den er startet dårligt, så kan den altid vendes midt på dagen. 💖

12/3: Jeg skal på solotur – med toget!

Jeg har nydt at være hjemme med familien denne sommer. Ej, det er lidt løgn, jeg har nydt at være hjemme dele af denne sommer. Kæft, hvor har jeg savnet at pakke Kia’en til randen og drøne ned gennem Europa med mine mennesker. Men af mange forskellige grunde valgte vi at holde sommerferie i Dannevang i år.

Nu er hverdagen gået i gang, ungerne er folkeskolebørn, og om en lille måned starter Jon op med prøver på forestillingen Robin Hood på Folketeatret, som han skal spille med i resten af året efterfulgt af en turné efter nytår. Og om en uge starter han optagelser på Sygeplejerskolen oveni prøverne på teatret. Så nu napper jeg lige en solotur, inden han smutter fra Langehjemmet. Det plejer at fungere ret godt.

Det bliver en bette én. Jeg bliver i det europæiske nærområde, og jeg kører derned. Med toget. Otte timer hver vej med maske på. Masken skal man i øvrigt have på, når man bevæger sig de fleste steder i Berlin, så det er jo fint, at jeg kommer ind i øvelsen fra starten.

Jeg tager til Berlin, fordi det er en genial by, som jeg har besøgt alt for lidt, siden jeg blev sat. Jeg boede i byen i 2007, hvor jeg tog min bachelor sideløbende med, at jeg drak mig fuld i mojotos på billig rom og dansede techno på Berghain, Cookies, Panorama Bar, Bar25, Weekend og andre steder. Jeg var en straight up klubrotte. Det bliver der nu nok ikke så meget af på denne tur, men jeg håber at spise lidt god mad (bratwurst, ja, men de har også mange billige og gode internationale restauranter i Berlin), leje en cykel og køre nogle af de samme ture, som jeg gjorde i sin tid, æde noget RitterSport og Kinder-chokolade og så få arbejdet lidt på en skriveopgave, som jeg skal have ud over stepperne. Den er hele begrundelsen for, at jeg skal afsted. Officielt, i hvert fald.

Jeg glæder mig ret meget til tre dage i mit eget hoved. Til at se, smage, dufte, lytte og sove, men ikke tale så meget. Dimse rundt, tage lange karbade, nyde solen, skrive og hygge mig i mit eget selskab. Jeg kører mod Berlin på mandag og vender retur torsdag i tid til at nå til hvalpetræning om aftenen. Timet og tilrettelagt!

Hvis nogen af jer, der læser med, har spist på et godt sted eller på anden vis har haft en god oplevelse i Berlin (helst i Østberlin), som I mener er værd for mig at gentage, så lad mig det endelig vide i kommentarsporet. 😊

11/31: Fashion og fraklip


Reklame – kjolen er fra Birgitte Herskind!

Det er modeuge i København i denne her uge, og jeg har sagt ja til ALT, man har inviteret mig til! Det er så desværre til gengæld meget, meget sparsomt. Det skyldes formentlig en kombination af, at jeg de seneste 3 år ikke rigtigt har deltaget, og så at alle de shows, der bliver holdt, kun inviterer 50 gæster på grund af corona, og der er MM sgu ikke vigtig nok.

Jeg var til et event i morges på det fantastiske hotel Villa Copenhagen, som hedder “Meet The Nordics”. Her kunne man smugkigge på dele af de kommende kollektioner fra et udvalg af nordiske designere (duh!), mens man drak noget juice, andre havde presset for én. Meget labert! Herefter var der en talk, som det hedder, hvor ELLEs chefredaktrice, Cecilie, i bedste talkshowstil interviewede nogle af designerne om deres bæredygtige planer for fremtiden.


Efterfølgende mødte jeg Carla Chloé, som var så elskværdig at spørge, om hun ikke skulle tage nogle billeder af mig i min fine kjole, og det takkede jeg ja til. Det tog dog et par forsøg, før det lykkedes, vil jeg sige. Og da jeg så billederne, gik det op for mig, at de her gule sneakers, som skulle tjene til at trække det elegante i kjolen lidt ned, nok overperformer lidt på den opgave… De er sgu for beskidte, altså!

Men nu sidder jeg på kontoret og hører 90’er-klassikere sammen med holdet, mens solen brager ind af vinduerne, og jeg planlægger at hente mig noget mexicansk til frokost! Mine børn er i skole, min mand betaler regninger i Køge (jeg ved det, han er lige logget ind på min eboks), og dagen virker absolut lovende!

Pssst …: Billedet herunder er mit favorit-fraklip, hehe.

10/31: Nu med to skolebørn! 😭

Når andre mødre ser på mine eller deres egne børn, bliver fjerne i blikket og saligt udstøder “det går så stærkt” eller bruger hashtagget #stoptiden på Instagram, plejer jeg at være aldeles uenig. Jeg har altid følt, at børnenes alder passer ret perfekt på dem og det liv, vi har levet sammen. Når jeg ser tilbage, passer vores fælles oplevelser, sejre og nederlag, indlæggelser og ferierejser, leverpostejdage og softice-buffetter ret godt med lige præcis 6,5 år!

… Indtil nu. Jeg har, siden vi kom hjem fra Los Angeles, haft aldeles svært ved at følge med. Ved at forstå, at mine børn nu starter i skole, og ved helt at forudse, hvordan de reagerer på forskellige ting. Det er som om, de pludselig er blevet meget store og modne.

Og de har seriøst aldrig været stoltere, end de var i dag, da de startede i skole. Jeg var så glad for, at ingen af dem (og her tænker jeg mest på Berta) var bange eller nervøse. De var bare spændte og lykkelige for, at dagen var oprunden. Jeg læste i morges en artikel i Politiken om, at alle børn har brug for en dyr skoletaske til 750 kr. og splinternyt tøj for at føle, at de passer ind blandt de andre børn, når de starter i skole. Den artikel havde mine unger heldigvis ikke læst, for deres tasker har ikke engang kostet halvdelen af det, Hugo var i shorts, der har i hvert fald et år på bagen, og Bertas kjole har hun arvet fra nogle af vores venners børn. Og de strålede, mine krapyler! Juleaften, go home! Jeg ville ønske, at jeg kunne putte denne her sommerdag på flaske og hænge den om halsen. 🥰

Da skoledagen, som varede to timer, var slut, spiste vi frokost og softice Bone’s, og her til aften ser vi alle fire Harry Potter – Flammernes Pokal, da Jon netop er blevet færdig med at læse bogen for dem, og nu skal filmen ses, inden de starter på femmeren. Pissehyggeligt. Jeg faldt godt nok, som jeg aaaaltid gør, når vi ser Harry Potter, i søvn i starten af filmen, så nu er jeg fortrukket til den gule stol og min computer i baggrunden med en rugbrødsmad.

Jeg KAN ikke komme igennem denne her så sindssygt vigtige dag for mine unger, min familie og mig, uden at jeg sender en lille tanke til Vestafrika og de andre områder, PlanBørnefonden udfører deres vigtige arbejde i. For lidt over to år siden besøgte jeg mit sponsorbarn, Mouchi, i Benin. Jeg er sponsor gennem PlanBørnefonden, som jeg også er ambassadør for, og jeg har med egne øjne set, hvad det er, alle vi, der støtter deres arbejde, er med til at føre ud i livet. Og det er IKKE småting.

Jeg har bare lige et at bede jer om: Bliv sponsor for et barn gennem PlanBørnefonden i dag. Det koster 240 kr., og det er så VIGTIGT. En god skolestart er supervigtigt for os og vores børn, men det er nærmest intet imod, hvor vigtig skolegang er for børn i de lande, hvor PlanBørnefonden arbejder. Skolen er et fristed, hvor børn kan være sammen med andre børn i stedet for at arbejde og hjælpe familien i markerne fra morgen til aften, og så er det også deres mulighed for at opfinde deres egen fremtid – ligesom vores unger får lov til. Da jeg besøgte en skole i Benin, havde de tema-uge, der handlede om, at alle børn er lige og har lige ret til at være her. Der var store plancher med tegninger af børn i kørestole og børn med forskellige handicap. Og selvom jeg var afsted længe inden, at Covid-19 blev opfundet, fyldte hygiejne en hel del, og jeg så, hvordan børnehavebørn fik undervisning i at vaske hænder og lærte, hvorfor det er så vigtigt.

Der er ikke mange tidspunkter på dagen, hvor børn kan være børn i Benin. Men i skolen, omend der ikke er megen dagdriveri, er de det. Og de er der for deres egen skyld. Og det kan de fleste af dem ikke komme uden en sponsor.

Jeg har selv tre sponsorbørn, og jeg har været sponsor gennem PlanBørnefonden i 15 år. Mouchi er mit andet sponsorbarn, som Jon og jeg nu deler på 10. år, og sidste år blev jeg også sponsor for tvillingerne Charles og Faith fra Kisumo i Kenya, som fylder 11 i efteråret. Det sponsorat har jeg gennem mit firma.

Alle sponsorater kan trækkes fra i skat. Både dem, man har som privatperson og dem, man tegner gennem en virksomhed

Der er ingen grund til at lade være. 🥰 Bliv sponsor for et barn og sikr deres skolegang, hjælp deres familie, vær med til at sørge for rent drikkevand, vacciner, undervisning, oplysning og uddannelse til deres forældre og meget, meget mere for under 6 kr. om dagen HER. TUSIND TAK! 💘

9/31: 10 søndags-facts fra undertegnede

1) Jeg har plukket de første to majs af egen avl (der er 6 i alt), og de smagte AWESOME!!! Meget, meget bedre end Nettos! Jeg er sjældent stolt! Ville ønske, jeg havde plantet 200. Hvorfor plantede jeg ikke 200?!

2) I morgen starter Krapylerne i skole. Begge to. Det er så mindblowingly mindblow, og jeg har svært ved at finde ud af, om jeg skal grine eller græde. Jeg har aldrig været specielt melankolsk i forhold til deres aldring, men den her slår mig helt ud. Jeg kommer til at græde mig så grim i skolegården i morgen.

3) Lange Uma har haft en hård dag i dag. For det første er hun kulsort, så solen er hård for hende. For det andet havde jeg besøg af en veninde, som havde sin lille søn med. Og da Uma hørte, at jeg brugte min “hundestemme”, når jeg talte til drengen, blev hun edder-jaloux.

4. I dag har ungerne leget poolparty med to af de børn, der er vores naboer, og som fra i morgen er deres klassekammerater. Da de løb skrigende rundt i haven, mens de hylede af grin og sprøjtede vand på hinanden, tænkte jeg tilbage på alle dem, der spurgte “Hvad Søren skal I egentlig i Køge?” og tænkte “Det hér!”. 🥰

5. Jon og jeg er gået i gang med at gense første sæson af True Blood, og det er fandme sjovt. Jeg ville bare ønske, at jeg ikke kunne huske, hvem morderen var.

6. Uma vækkede jeg fire gange i nat, fordi hun ville sove i ske i dobbeltsengen i stedet for at ligge i sin kurv på gulvet. Fjerde gang var lykkens gang.

7. Til gengæld havde jeg sagt til ungerne, at de ikke behøvede at vække mig, når de vågnede i morges, men måtte gerne bare gå ned og se tegnefilm. Det har vi aldrig prøvet før. Det resulterede i, at jeg vågnede kl. 8, og da sov Berta sgu endnu!

8. I den kommende uge er det modeuge, og jeg har for første gang i årevis virkelig lyst til at deltage! Men på grund af corona er der dog ikke meget at komme efter. Et par enkelte events bliver det dog heldigvis til.

9. Vi skal til en nabos fødselsdag i slutningen af august, og jeg har lånt et krøllejern af RockPaperDresses, som har samme tykkelse som en blyant, så jeg kan lave 80’er-krøl!

10. Jon er i skrivende stund ved at putte ungerne, og jeg ligger i sofaen i bikini med alle vinduer og havedøren åben. Nu vil jeg smutte i kælderen og hente isen i fryseren…. This life! 🥰