METTE MARIE LEI LANGE

Ingen af os er lavet af sten


I weekenden har et lille klip fra et TV-interview med Megan Markle haft sin gang rundt omkring på de sociale medier, og jeg har, som så mange andre, der har delt det, ikke kunnet lade være med at bide mærke i det. Det er blikket i hendes øjne, der gør det.

Verden har sgu ikke været særligt flinke ved den yndige SUITS-skuespillerinde, siden hun fik enhver ungpiges drøm opfyldt og blev gift med en engelsk prins. Fra starten kom hun i modvind på grund af sin hudfarve, men her var fornuftige mennesker heldigvis hurtige til at tage hende i forsvar. De samme fornuftige mennesker, gætter jeg på, gav dog piben en anden lyd, da rygtet spredtes, at hun var en gedigen kost. Der har været skrevet om Megan, at hun pløjer sig igennem assistenter på ingen tid, fordi ingen kan holde ud at arbejde for hende. At hun har tvunget Harry til at blive veganer, at hun fik redesignet den ring, hun fik af Harry, fordi den ikke var god nok, og at hun går i alt for dyrt tøj. Under sin graviditet fik hun på munden over, at hun holdt for meget på sin mave ved offentlige begivenheder. “We get it, Megan! You’re pregnant!”, og da hun havde født, blev hun skældt ud over, at hun holdt sin søn forkert (af privatpersoner. Professionelle dementerede det).

Jeg aner ikke, om Megan Markle er en kæmpe-kælling. Jeg tror det ikke, for det er de færreste. Og jeg tænker lidt, at hvis Harry ville have en bøf, havde han nok spist én. Og hun gik nok også i dyrt tøj inden, hun blev royal, og det er vel hendes valg. Og jeg er sikker på, at hun er en god og samvittighedsfuld mor.
Alle elskede Lady Diana. Og alle har siden hendes død haft meget travlt med at skælde ud over, at pressen kom alt for tæt på hende. Pressen er kun tæt på de mennesker, vi vil høre om, og nu er de ved at rive Megan Markle fra hinanden. Og de er absolut ikke ene om det, for siden Dianas død, har internettet fået vinger, så enhver privatperson kan få afløb for alle de grimme tanker, de måtte have, om dem, de nu måtte have lyst til at formulere dem om.

Ingen har fortjent det blik, Megan Markle har i øjnene i det her interview.
Lad os huske at være søde imod hinanden. Særligt os mødre, for pokker. Vi ved, hvor hudløs, man er, når det kommer til vores børn og vores moderskab. <3

Klippet er vist fra en dokumentar, der kører på itv, og man skal 1,34 minutter ind i videobiden for at se den del, jeg taler om, herunder.

En ret typisk søndag morgen – and I love it!

Det er altså relativt nyt at kunne skrive, at jeg elsker vores weekendmorgener. Det har jeg selvfølgelig altid gjort oppe fra helikopteren, men det er først i løbet af det seneste års tid, at det helt egoistisk også er sygt fedt for mig, når det er morgen, og det er søndag.

Vores børn har i mange år (tænk, at de er så store, at jeg kan bruge det udtryk nu!) sovet godt om natten. De vågner og har brug for en voksen, men de falder hurtigt i søvn igen. Til gengæld vågner de tidligt hver morgen, uanset hvornår de kommer i seng. Nogle gange er den halv seks og på de vilde dage er den lidt over syv. Sådan er det bare, og det har vi vænnet os til.

Men det seneste års tid er det blevet mere og mere almindeligt, at vi voksne får lov at sove lidt længere i weekenden. Der sker gerne det, at et af eller begge ungerne kommer ind i dobbeltsengen tidligt om morgenen. Så ligger jeg og putter og snakker med dem om deres og mine drømme, mens Jon snorker videre. Efter en halv times tid, smutter de ned i stuen og tænder selv for fjernsynet (typisk Pokémon, Barbie eller Mascha og Bjørnen), og så sidder de der og hygger under det samme tæppe indtil ved 8.30-tiden, hvor Berta gerne vækker mig igen og meddeler, at hun er sulten. De kan faktisk også godt servicere sig selv til morgenmaden, men på det tidspunkt er jeg gerne så taknemmelig over rent faktisk først at stå op på et rimeligt tidspunkt, så da springer jeg gerne ud af sengen, forlanger TV’et slukket, og så laver vi vafler eller pandekager eller bager boller.

I skrivende stund har de spist det, de kunne, og forladt mig ved køkkenbordet med ALT for Damerne og et glad mælk. Selv er Hugo og Berta smuttet over på børnehavens legeplads, hvor de underholder sig med Bertram, genboens jævnaldrende. Jon sover stadig, jeg har søndags-boller i ovnen, og resten af dagen skal gå med at arbejde videre med genindrettelsen af legeværelset i kælderen. Det rum har været lidt en hybrid mellem et opbevaringsrum og et sted, ungernes legetøj stod, og nu hvor sommeren er forbi, og vi alle sammen er indenfor mange timer om dagen, følte jeg, at det var tid til at gå linen ud og gøre det til ungernes domæne, sådan rigtigt! Vi nåede halvvejs i går, og de har allerede tilbragt mere tid dernede siden i går eftermiddags, end de har ellers, så det tegner godt!

Billedet øverst er fra en morgen i den forgangne uge, hvor jeg stod op til, at Jon og Krapylerne indtog morgenmaden i legeværelset – som nu er ved at få en overhaling. 😄

God søndag, kammerater! Jeg håber, jeres også føles lette og labre, sådan som jeg sgu synes, at min gør! ❤️

Fredag i Langehjemmet

Det er fredag, og jeg har været på arbejde hele ugen. Altså sådan noget med faste mødetider og ståen til ansvar overfor andre mennesker. Og lønseddel, i øvrigt! Det har faktisk været helt rart, og det kunne jeg egentlig snildt forestille mig at skulle igen engang. Altså ikke som skuespiller, men bare som fastansat et sted. Det er voldsomt hyggeligt at have kolleger, synes jeg! Folk, man ikke har andet til fælles med, sådan umiddelbart, end det at man arbejder det samme sted. Det giver en sjov dynamik, jeg godt nogle gange kan savne i min nuværende jobsituation. Pt skatter jeg dog friheden og de andre ting, jeg får ud af at være blogger, højere. Men some day …

I starten af ugen tænkte jeg, at det der med at være skuespiller absolut ikke var noget for mig. Jeg havde ingen fornemmelse af, om jeg duede til det, jeg gjorde. Jeg kunne sagtens se, om jeg syntes, de andre spillede godt, men jeg kunne overhovedet ikke vurdere mig selv. Når jeg bagefter så nogle af scenerne igennem, kom jeg til at vurdere dem med bloggerøjne, som når jeg har været med i en reklamefilm. Er lyset godt? Sidder håret pænt? Popper min highlighter på den rigtige måde? Og det er ikke nogen god idé, når man skal vurdere skuespil, for her er udseendet jo altså det mindst interessante.

Men de sidste par dage har jeg haft en anden fornemmelse af tingene. Jeg har haft lidt lettere ved at forstå, hvad instruktøren mente, og jeg har haft en lille smule mere tillid til, at han måske mente det lidt, når han sagde, at det, jeg gjorde, var godt. Jeg har haft lettere ved at skrue op og ned for de forskellige stemninger, og jeg har spillet sammen med nogle virkeligt gode unger, som har gjort det meget nemmere for mig at reagere på det, de spillede.

Så det var sjovt! Og jeg glæder mig til at se serien, når den kommer i flimmeren! Jeg har en enkelt optagedag tilbage, men det er først på fredag, når Hux og jeg kommer retur fra Barcelona, hvor vi skal ned på hyggetur i den kommende uge, bare ham og mig. Der er jo en del uroligheder dernede i øjeblikket. Sure demonstranter i gaderne, der desværre har resulteret i en masse aflyste fly i denne uge, så jeg håber sådan, at vi kan komme afsted. OG hjem igen, for på lørdag skal jeg holde fødselsdagsfest for 43 mennesker!

Ja, der sker fandme da lidt for tiden! Og jeg nyyyyder det alt sammen!! I aften, når ungerne sover, skal Jon og jeg booke flybilletterne til LA, hvor vi skal over fra januar til marts næste år, og det glæder jeg mig også til!

Den, der glæder sig, er rig, siger min far. In that case I am loaded! 😍

Lidt om min rolle i den der TV-serie til DR Ultra

Den seneste tid har jeg brugte mine dage på at lege skuespiller i en TV-serie, der til foråret skal vises på DR Ultra. TV-serien, som hedder STIKKER, handler om nogle børn (eller unge? Hvad vil man helst kaldes, når man er cirka 15? Jeg må spørge mine medspillere!) på en skole, og børnene er det soleklare omdrejningspunkt. Der er meget få voksne i serien, men jeg har sgu landet mig rollen som ingen ringere end REKTOR! Jeg kommer til at medvirke i fem afsnit ud af tolv, og de bliver optaget henover de næste uger – mange scener på skolen bliver optaget i denne uge, da skolerne jo er behændigt tomme grundet efterårsferien.

Man skulle tro, at jeg havde været til casting for at få den her rolle, men det har jeg faktisk ikke. Jeg kender Jonas Risvig, som er instruktør på serien, en lille smule, fordi han har kontor på samme gang som CONFETTI inde på Værnedamsvej. Han sendte mig en meget lang mail, hvor han beskrev projektet og spurgte, om jeg ville spille rollen som rektor. Jeg tør ikke komme for meget ind på præmissen for handlingen endnu, for det aner jeg ikke, om jeg må, men de af jer, der kommer til at se serien (fordi I har børn i målgruppen) vil nok ret hurtigt forstå, hvorfor jeg hoppede på den limpind som en ivrig cockerspaniel. Hvis man var dén type, kunne man sige, at det talte til mig. 🙂

Og nu sidder jeg således i saksen! Jeg gør mig umage hver dag, det er pissehamrende sjovt, og jeg er så træt hver aften, fordi jeg er så langt væk fra at lave noget, jeg ved noget om. Jeg aner ærligt talt ikke, om jeg duer til det. Jeg får ros af instruktøren, men jeg tror egentlig bare, han ér sådan. Han roser alle hele tiden! Men han har sagt, at hvis jeg sutter røv, klipper de det bare sådan, at man ser mig mindst muligt og fokuserer på ungerne i stedet for. Så det læner jeg mig op ad.

Jeg er ikke ude på at blive skuespiller nu. Jeg er ret godt tilfreds med arbejdsfordelingen i Langehjemmet. Men jeg tænker, at det nok ikke sker så mange gange i livet, at man bliver tilbudt en rolle i en TV-serie på sit glatte ansigt, og mit liv har budt mig ret mange gode oplevelser allerede, fordi jeg er god til at sige “Ja, tak!”, før jeg tænker mig for meget om. Og jeg kan allerede nu mærke, at den her bliver endnu én i rækken. Det er fedt at blive udfordret og prøve noget nyt, og så er det ret sjovt at opleve min mands job fra dén vinkel. Det kan egentlig anbefales alle lige at tage sådan en praktikrunde i deres mands forretning – det øger forståelsen og nysgerrigheden og i mit tilfælde helt klart også respekten for det, han kan. Og så har det været enormt fedt at kunne tale med ham om manuskriptet og min rolle. Han er helt VILDT god til at analysere sig frem til, hvorfor de forskellige karakterer skal sige, hvad de skal, og hvilken betydning det har for den overordnede fortælling, og det gør det hele lettere at forstå for mig.

Så det er sjovt! Og jeg synes, jeg er en heldig kartoffel, at sådan en appelsin lige lander i min turban.

Mette Maries manifest for trolls, svineri og dårlig stemning

Verden er fuld af mennesker. De er alle sammen forskellige og ser forskelligt på rigtigt mange ting. Jeg er forkælet af skæbnen på den måde, at jeg er omgivet af både mennesker, jeg er meget enig med og af folk, som jeg er meget uenig med. Jeg har venner i mange lejre, og det giver sådan nogle gode samtaler og diskussioner, fordi vi respekterer hinanden og derfor taler sammen med åbenhed og interesse. Jeg elsker især samtaler med folk, jeg er uenig med, for jo ældre, jeg er blevet, des mindre interesseret er jeg i at have ret. Jeg vil meget hellere leve åbent og lære nyt, end at have ret. Og når man diskuterer uenigheder med folk, man respekterer og kan lide, og man lytter til hinanden, bliver verden tit større. Om ikke andet så i mødet med det anderledes. Bekræftelsen i, at andre lever lykkelige liv på deres måde – som givetvis er lodret forskellig fra, hvordan vi selv opnår lykke. Den erkendelse er der noget lykke i i sig selv – den viden om, at man kan blive lykkelig på andre måder. Så hvis ens egen måde kikser, kan det være, man kan finde en anden vej til lykken.

Det, jeg ikke bryder mig om, er mødet med folks retningsløse og ikke-resultatorienterede lede. Mennesker, der råber, kun for at råbe. Jeg ved godt, at folk, der kan finde på at stå bag andre i køen hos pølsemanden og sige “Hey, du skal sgu da ikke bestille remoulade, taber! Det smager pissedårligt, din nar! Hvis du var noget som helst værd, ville du æde ketchup!” ikke skal tages alvorligt. Men derfor kan de alligevel godt ødelægge ens dag. Især hvis de følger argumentet “Jamen, jeg kan faktisk godt lide remoulade” op med et “Åhr, så du er sådan en, der ikke kan tage imod kritik, hva’?” (spoiler alert: Det gør de altid!). Så står man dér og passer egentlig sin egen hotdog med alle sine argumenter, men man kan ikke komme af med dem, for modparten er ikke interesseret i at lytte. Det har han sådan set aldrig været – han vil faktisk bare gerne råbe. Det kan være enormt svært at forstå, men dem findes der en del af.

Især efter at internettet er kommet til. Vi har alle sammen set det på Nationen! og i diverse facebook-grupper igennem længere tid. At barrieren for, hvad man kan tillade sig at lukke ud, smelter, når man kan gemme sig bag en skærm og ikke skal se dem, man råber af, i øjenene. Siden er Jodel også kommet til, og den gør det muligt for råberne at være aldeles anonyme. Jeg er med på, at appen også kan bruges til i al stilhed at spørge, hvordan man kommer af med kønsvorter, og hvad det bedste er at sige på en første date, men den bruges også til det andet – til at svine folk til.
Jeg er stødt på Jodel, og jeg er blevet stødt af Jodel. I starten var jeg nysgerrig, og siden blev jeg lidt forskrækket. Jeg er stødt på tråde, der handler om mig, og jeg er stødt på tråde, der handler om mine kolleger. Det, de har til fælles, de her digitale samtaler, er, at de alle foregår i en tone, man kun sjældent ville høre på gaden. Det er groft, voldsomt og nederdrægtigt. Og dumt. Jeg så engang en tråd, der handlede om, hvorvidt én af mine kolleger smilede ægte eller falsk på sine billeder. Der var 65 kommentarer i den her diskussion, hvor en masse fremmede mennesker brugte tid på i fællesskab at benchmarke deres holdninger om hendes smil op imod et billede af den bemeldte blogger, taget på hendes fødselsdag. “For her må hun da være rigtigt glad”. Det er jo dumt. Jeg har smækket døren til Jodel bag mig for længe siden, og jeg vender aldrig tilbage.

Det sker en gang imellem, at disse anonyme karakterer finder mig (eller mine kolleger) på vores blog eller Instagram. De bruger falske email-adresser til at skrive lede beskeder og opretter anonyme Instagram-konti, som så bruges til at skrive ufine privatbeskeder og åndssvage kommentarer. Tit engagerer de hinanden via Jodel, har jeg reseachet mig frem til, og så tordner de frem som vrede bier på en ellers hyggelig sommerdag. Og det’ sgu ikke honning, de brygger.
Og ve den, der tager henvendelsen bare nogenlunde alvorligt og forsøger at argumentere. Det er frugtesløst og leder kun til flere svinere. Disse mennesker (trolls, hedder de nok rettere) er ikke ude på at diskutere, selvom det ofte er det, de lægger op til. De er kun ude på at sprede dårlig stemning. Jeg har både selv afprøvet og set det forsøgt hos mine kolleger, at møde den her vrede og harme med honning og eddike. Både “kill them with kindness” og “fighting fire with fire”. Intet virker. Alt falder til jorden, for trolls er kun ude efter uorden – ikke meningsudveksling. Hvis man forsøger at modargumentere, mødes man af “du kan ikke tåle kritik!”, og hvis man modererer en debat eller sletter svinerne, bliver man beskyldt for at udøve censur. Hver eneste gang.

Den tendens, jeg ovenfor har beskrevet, er en kræftknude i influencer-branchen, og jeg ved, at det er noget, der har påvirket både mig og mine kolleger mere eller mindre fra tid til anden.
Jeg bruger humor, ironi og sarkasme på mit domæne, og jeg hænger tit mig selv til tørre. Men jeg har aldrig gjort andre til grin eller hængt andre ud i mine blogindlæg, og det kommer jeg heller ikke til, og derfor vil jeg ikke finde mig i, at andre bruger mine digitale hyggekroge til at gøre netop det. Jeg har taget diskussionen med nogle af de her trolde i deres tone, og jeg har også prøvet at dukke nakken og se den anden vej, fordi jeg har erfaret, at enhver interaktion kun accellererer konflikten, og nu har jeg fået nok. Helt!

Så nu til mit MANIFEST!
Fra dags dato interagerer jeg ikke længere med ondsindede dæmoner på min domæner. Alle lede beskeder, der er skrevet i et svinsk sprog, som har til hensigt at sprede vrede, tristesse og dårlig stemning, bliver slettet. Og det er mig, og KUN mig, der er dommer over, hvornår en besked eller kommentar lever op til den definition (Den ret tilfalder mig, da det er mig, der årligt betaler 223 kr. for nærværende domæne). Jeg føler det unødvendigt at tilføje, at konstruktiv altid er velkommen, for det har den altid været, og den har jeg altid forholdt mig konstruktivt til. Og det har aldrig været et problem frem til det seneste år, hvor den her anden, ærgerlige tendens er taget til.

Jeg startede i 2014 bloggen her for at hygge og sprede god stemning. Jeg deler ud af mit overskud, og for at følge med hos mig (og enhver anden blogger eller influencer, i øvrigt) skal man opsøge det aktivt. Vi har ikke popup-reklamer for os selv ude i cyberspace, og vi laver ikke valgkampagner på gadehjørnerne. Man skal selv skrive vores domænenavn ind på computeren eller søge os frem på Instagram for at blive konfronteret med det, vi deler. Så hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, er det heldigvis nemt at undgå, og der er en masse andre muligheder for at spilde sin tid online alle mulige andre steder.

Jeg vil slutte med at skrive, at jeg heldigvis ikke synes, jeg har været så hårdt ramt personligt af den her ærgerlige onlinetendens, som jeg beskriver ovenfor, som jeg måske kunne frygte. Og de lorte-kommentarer (ja, undskyld, men for pokker!), der nu og da finder mig, drukner heldigvis hurtigt i de mange sjove, hyggelige og meningsfulde udvekslinger, jeg dagligt har med mange af jer, der er blandt de omkring 90.000, der månedligt læser med herinde på bloggen. Men det sker så ofte i min branche for tiden, at en af mine kolleger laver et opråb på Instagram eller en note på bloggen om, at nu er der igen landet en bæ i deres rede, og de aner ikke, hvad de skal stille op med den, og derfor føler jeg nu et behov for at trække en streg i sandet.
Jeg gider ikke tale mere om det, det ryger bare ud. Og jeg opfordrer mine kolleger til at gøre det samme.
Slut, prut, finale!

PS: Jeg har helt bevidst valgt et billede af mig selv til dette indlæg, hvor jeg synes, jeg ser relativt smokin‘ ud. Jeg anser det for sandsynligt, at dette indlæg vil blive delt på Jodel, so I might as well look good! 😜