METTE MARIE LEI LANGE

6 års bryllupsdag + billeder og video fra dengang … <3


Lige præcis i dag er det 6 år siden, at Jon og jeg blev gift. Altså for første gang – vi holdt jo endnu en bryllupsfest sidste år, og det gentager vi om 4 år igen. Hver femte år resten af livet, er planen.
For vores bryllupsdag var fantastisk! Især i erindringen. I virkeligheden var der vist ret meget krise på med for lidt serveringspersonale, smeltede isklumper, et telt, der flækkede på grund af en enorm regnskylle og en masse andet. Men hjernen lagrer det lyserøde – og så har min i dette tilfælde heldigvis en masse skidegode billeder at støtte sig op ad. Og en video, som Jons søster lavede til os som en bryllupsgave. Jeg kan stadig ikke se den uden at tude. Den er nederst i indlægget, hvis det skulle have interesse.

Her i indlægget deler jeg et par billeder, jeg ikke mener at have vist før. Det er helt sjovt at se, hvor anderledes Jon og jeg ser ud nu, blot 6 år senere. To børn og gråt hår gør meget! Omend Jon og jeg lige har set videoen sammen og i fællesskab er blevet overrasket over, hvor grå han faktisk var allerede dengang. Så man kan ikke beskylde Krapylerne for det hele. 😉

Grundet vores stramme budget og skema (Jon havde kun tre fridage, og vi skulle selv rejse telt, hente borde og stole, dække dem og så videre) var kagerne lavet på shake-and-bake og af lagkagebunde fra Irma, mens jeg havde æltet fondant i ugen op til. Det fungerede glimrende og passede ret godt til temaet, hvor hovedretten var cheeseburgers fra grillen.

Jeg er så glad for, at vi fik lov at holde festen i min svigerfars fantastiske have. Det er så dejligt at tænke tilbage på, når vi besøger ham. At stedet stadig er i familien. Og at der nu står et legehus til ungerne der, hvor teltet stod.




Med ønsket om en vidunderlig, solrig og kærlighedsfyldt lørdag!
Jeg skal ikke fejre bryllupsdagen med min ægtemand, desværre, idet jeg er inviteret til fødselsdag hos Sneglcille i Hornbæk. Men det er faktisk heller ikke en vane, vi som sådan har. Vi holder en ny bryllupsfest hver femte år i stedet for. <3

Jon skal spille The Great Gatsby!

Jon har spillet meget teater, mens jeg har kendt ham. Og selvom jeg synes, det er sjovt at komme til filmpremierer og skægt at se ham i TV-serier, kan jeg allerbedst lide, når han spiller teater. Jon er en yderst omgængelig og fællesskabsorienteret mand. Han trives, når folk omkring ham har det godt, og han er god til at sørge for, at de har det. Han er ikke solorytter, som så mange i hans branche ellers har ry for at være. Og jeg føler, at han er gladest, når han har gode kolleger om sig, med hvem han i fællesskab gennem længere tid arbejder på et projekt, som skal bruge alle deres forskellige og særegne ressourcer for at blive løftet. Og alle både bagved og på scenen er lige uundværlige.
Inden vi blev gift, tænke jeg, at man som teaterskuespiller måtte blive træt af at spille det samme stykke igen og igen op imod ni gange om ugen, men sådan har Jon det slet ikke. Han har flere gange forklaret mig, hvordan stykket løfter sig, karaktererne udvikler sig, tilliden mellem spillerne vokser og stykket modnes igennem sådan en periode. Det er også derfor, han helst vil have, at jeg ikke kommer til premieren, men senere, som han har beskrevet i det her blogindlæg.

Og helt egoistisk er der også nogle klare fordele for mig og ungerne ved, at han spiller teater. Her får man nemlig, modsat ved kameraoptagelser, et skema, der holder tre måneder frem i tiden. Der er forudsigelighed, hvilket er klart en fordel, når man deles om en børnefamilie – også selvom den forudsiger, at han er væk alle aftner i tre måneder. Det er nemmere at forklare ungerne, og det er noget at indrette familien efter. Så kan han eksempelvis skype hjem og fortælle godnathistorie på samme tid hver dag, og på den måde er der stadig en struktur, selvom han glimrer i sit fravær.
Men mest af alt elsker jeg, når Jon spiller teater, fordi det gør ham så glad. Og fordi jeg synes, det er det, han er aller-bedst til! Og så er der også noget oldschool kultur-lækkert over teater. De gamle dyder. Jeg elsker, at Jon giver vores unger et så intimt og personligt kendskab til så gammel og fin en kunst, som jeg synes, det er. Den gave gør op for (og mere til), at han i nogle perioder ikke er så meget hjemme, som han er i andre.

Og nu kommer vi til det. For Jon har netop startet prøver på sin næste teaterforestilling, og jeg fik helt alvorligt kuldegysninger, da han i vinter fortalte, at han var blevet tilbudt den her rolle.
Forestillingen skal spille på Store Scene på Odense Teater – i den by, hvor Jon blev uddannet skuespiller -, og Jon skal ganske enkelt spille selveste Gatsby i ‘The Great Gatsby’! Så bliver det satme da ikke meget større, når man nu godt kan lide gamle, klassiske dyder og stor dramatik!

Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er så STOLT af min dygtige, seje mand! Så stolt, at jeg er villig til at acceptere, at hans hår skal være sort, halvlangt og hel-slikket!
Plakaten er efter sigende et mix mellem Bas Luhrmans flashy fortolkning, som vi kender fra biografen, og F. Scott Fitzgerald originale originale historie, som er noget mere dyster i sin fortællestil end det festfyrværkeri,  vi så på skærmen i ‘The Great Gatsby’, som jo i øvrigt havde Leonardo DiCaprio i rollen som den notoriske eventmager, Gatsby.

Jeps, Jon Lange går nu Leonardo i bedene! Jeg håber ikke, at den tendens efterfølges af en hang til supermodeller og mundkusse! 😉

Man kan læse mere om forestillingen og købe billet, hvis man har lyst, her!

Flinke fremmede #9

Jeg eeelsker, at der er kommet godt gang i den her fine tradition! Det er så livsbekræftende og labert, at I, der læser med, vil dele jeres fine oplevelser med mig og hinanden her på bloggen. Af hjertet tak, flinke fremmede! 😀
Hvis det her skal blive ved (og det skal det!), har jeg brug for jeres opbakning og deltagelse! Send meget gerne jeres cute encounters med flinke fremmede her: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Og husk, ingen begivendhed er for lille! Nogle gange er de små tjenester de mest inspirerende, idet de er lette selv at sende videre ude i virkeligheden! <3

  1. På alle måder bæredygtig brug af poser!
    Min kæreste og jeg havde været ude og handle, og vi havde fyldt poserne godt op. Mens vi går mod busstoppestedet, går den ene pose i stykker i hanken, og posen, som er fyldt til bristepunktet, bliver noget svær at håndtere. Vi kommer over til stoppestedet og prøver, om vi kan proppe nogle flere varer i en af de andre poser. En mand, der også sidder og venter, ser vores asen og masen, og han samler hurtigt alle sine ting i en pose og forærer os sin anden pose. Vi takker mange gange, og da bussen kommer hjælper han os også med at få vores poser ind i bussen.
  2. Hjælpsom bade-behaviour
    Vi er i Lalandia. Far, mor, pige på 5 og, temmelig ny, dreng på 3 mdr, på vej i badeland.
    Far tager storesøster med i omklædningen. Jeg tager lillebror. Der er en milliard mennesker, men lillebror er heldigvis i godt humør, så han tog køen til bruserne fint. Mig knap så fint, med efterfødselskrop og dertilhørende usikkerhed.
    Vi når ind i bad, og jeg får vasket os begge. Alle puslepuder er optaget, så jeg må stå med ham på armen. Det gik fint, indtil jeg skulle have badetøj på. Jeg får med møje og besvær trukket trusserne op, men panikken står åbenbart malet i ansigtet på mig, for da jeg når til toppen, tilbyder en dame i køen at holde lillebror. Tjuhej, hvor det gik derefter!
  3. God stil! <3
    I går stod jeg mit i indre København med en bil, hvor der i styrepanelet stod “STOP” med store røde bogstaver. Efter lidt undersøgen og lidt telefonopkald til adskillige kloge mennesker kunne jeg konstatere at der var tale om en overophedet motor. Fint nok, men hvad gør man så, og hvornår må man trille se sidste 10 km hjem?
    Her kom min redningsmand – en falckmand, som stod og hjalp et andet par. Min bror spurgte ham, hvor længe han mente bilen skulle køle ned, før jeg måtte køre videre. Han hjalp det andet par færdigt og sagde “jeg kommer lige og kigger på den”. Det reddede hele min aften – som i øvrigt var presset nok i forvejen, fordi jeg skulle til eksamen dagen efter – han blev til der var styr på bilen og til, at jeg kunne trille den hjem. Det ER da en flink fremmed at møde en lørdag aften kl. 23! Tak for det.
  4. God start! <3
    Lige inden vores datter skulle starte på sin nye skole i 2. klasse, blev jeg kontaktet af en forælder på facebook, som kunne søge på mit navn, og bare ville tilbyde at vores datter at kunne lege med hendes børn (hun har tvillinger), og inviterede os med i klassens facebookgruppe inden hun reelt var startet. Her blev vi budt kærligt velkommen og tilbudt legeaftaler mm., og selvom det måske er standarden alle steder, så betød det vitterligt meget, da jeg havde brugt maaaaange måneder på at bekymre mig om det skoleskifte.
  5. Når julen varer hele året!
    Jeg var lige på vippen til at være færdig med mit pædagog studie, bacheloren var skrevet, den manglede bare at blive forsvaret efter jul. På vej hjem til familien i toget var jeg helt høj og lettet. Jeg havde tilmed fået tilbudt en samtale til et af de jobs, jeg havde søgt, og sørme om jeg ikke også blev ringet op, mens jeg sad i toget, og blev inviteret til endnu en samtale. Min veninde ringede også, og sammen var vi bare glade, overraskede over, at det var muligt at få job så hurtigt og bare helt høje.
    Overfor mig sad der en mand, som jo uundgåelige havde fået det meste, og da jeg havde lagt røret på, spurgte han hvilken uddannelse jeg havde taget, og ønskede mig kæmpe stort tillykke. Han fumlede ved sin taske og trak en lille julemand op, og sagde, at den skulle jeg have som et stort tillykke med det hele! Jeg blev virkelig glad og varm og hjertet, og den dag i dag, 8 år senere, hænger jeg den stadig op hvert år og tænker på ham og hans næstekærlighed.

Lidt mere om en sharm’erende ferie til Egypten … (Høhø!)

Jeg har prøvet all inclusive-konceptet en enkelt gang tidligere. Det var på et noget mindre resort på Mallorca, hvor vi selv stod for alt udover selve indkvarteringen.
Denne gang gik turen til Sharm El-Sheik med Atlantis, som vi besøgte i selskab med et vennepar og deres to børn! Charter på den gennemførte måde med danske rejseguider, all inklusive på buffet-måden, velkomstmøde på hotellet, disko og techno-musik ved poolen, udflugter med dansktalende frontløbere, der hæver sig over masserne med et ringbind med påskriften ATLANTIS, så alle altid kan få øje på dem, og ingen bliver væk. Det er klassisk, og det er også ret trygt!

Jeg har aldrig været i Egypten før, og jeg anede intet om, hvad man burde opleve, og jeg havde meget svært ved at træffe beslutninger, fordi temperaturen hver dag lå på 40-43 grader. Af den grund var det enormt handy med det her velkomstmøde allerede morgenen efter vores ankomst, hvor en af Atlantis’ rejseguider gennemgik de ture, ugen bød på, og gav os mulighed for at stille spørgsmål. Vi besluttede os for en beduin-tur ud i ørkenen onsdag aften, en sejltur inkluderende snorkling til lægmænd og dykning til Jon om torsdagen, og så tog vi på egen hånd ind til den gamle bydel om fredagen. Den første del af ugen tilbragte vi på ryggen i skyggen ved poolen.

Allerede efter beduinturen om onsdagen, hvor vi kørte ud i ørkenen og spiste aftensmad ved et bål i en beduinlejr, mens vi sang skiftevis egyptiske og danske godnatsange og så på stjerner, fortrød vi, at vi ikke havde taget nogle ture tidligere på ugen også, for det var så fedt! Stemningen var hyggelig og afslappet, vi var et lille hold, og det med, at vi alle sammen var danskere gjorde på en måde stemningen imellem os mere intim og nem at være i – især for ungerne.
Sejlturen ville jeg absolut heller ikke have været foruden! Jeg har aldrig oplevet snorkling, som jeg har i Egypten, og på bådture var der en gut med, hvis eneste opgave var at sørge for, at ungerne hyggede sig, så vi voksne kunne beskue underverdenen. Alle børn blev iklædt en redningsvest, og så hoppede børneguiden i med en redningskrans. Alle børnene (der var kun vores fire børn med på turen) holdt så fast i kransen og svømmede rundt med guiden, mens vi snorklede i nærheden. Han var egypter og kunne selvfølgelig ikke et ord dansk, men han kunne teksten til “Baby Shark”, så alt var idel lykke! Det var sygt tjekket, og det gjorde, at alle havde en genial tur, som ellers som udgangspunkt passede bedst til det voksne publikum.

Den sidste dag var vi som nævnt på en ueskorteret bytur til den gamle bydel af Sharm El-Sheik. Og her fortrød jeg faktisk efterfølgende, at vi ikke i stedet havde taget den guidede tur, som Atlantis også bød på. Det viste sig nemlig, at vi blot endte med at vandre rundt i den turistede del tættest på torvet og aldrig nåede ned i den del, hvor de lokale handler, og det ærgrede mig grumt. Men vi kunne ikke finde rundt, og vi endte de forkerte steder – måske fordi varmen gjorde os mindre opfindsomme, end vi ellers ville have været. 🙂

Hotellet, vi boede på, hed Sunrise Arabian Beach Resort og var kæmpe-stort! Der var pools i forskellige lag hele vejen ned af en bjergside, som sluttede ved en strand med det mest fantastiske koralrev! På øverste etage, hvor vi boede, lå buffetrestauranten, hvor vi spiste de fleste af vores måltider, og det var også her, der var meget høj techno-musik de fleste af døgnets lyse tider. Men heldigvis kunne vi bare gå en etage ned, og her var tre store pools med vandrutchebaner, hvor den eneste lyd, vi hørte, var de flinke tjenere, der spurgte, om vi ville have noget at drikke. De næste etage var for folk uden børn, og nederst var der en afdeling, der hed ‘Royal Club’, hvor poolen lå tæt på stranden og det hele var pimpet lidt mere luksusagtigt, og her kostededet ekstra at bo.
Ved stranden lå en dejlig, italiensk restaurant, som også underhørte all inclusive-konceptet, så her kunne vi bestille mad, når vi lå på stranden. Hotellet havde indrammet et område ude i vandet, hvor børnene kunne færdes trygt uden at træde på skarpe sten, og resten at havbunden måtte ikke betrædes af hensyn til koralerne. Men dem kunne man så besøge fra overfladen, når man gik ud langs badebroen og hoppede i for at snorkle. Stranden var det bedste ved hele hotellet, og her lå vi så tit, ungerne var med på den (de ville hellere i poolen …). Man kunne leje cabanas, der inkluderede et lille køleskab til drikkevarer, som også var all inclusive, og så var der en lille knap, man kunne trykke på, og så kom der en tjener fra restauranten og tog imod bestilling. Enormt lækkert!

Vi var afsted i en uge, og jeg kan ikke rigtigt underdrive den effekt, den enorme varme havde på os alle sammen. Der var selvfølgelig aircon på værelserne og på alle restauranterne, så vi fik nogle pauser i løbet af dagen, men om aftenen var vi alle sammen så smadrede, at de voksne kollapsede i kor med børnene. Vi havde forestillet os hyggelige aftner på altanen, men vi orkede det ganske enkelt ikke, fordi vi var så trætte, og selv om aftenen var der over 30 grader.
Hotellet var meget klassisk all inclusive med børneklub, ballade og disco, og det fungerer sgu bare, når man har børn med. De er ikke i vejen nogen steder, alt er sat op på, at ungerne skal være glade, og hvis de ikke kan lide aftensmaden, kan de altid få pommes frites eller pasta med ost. Og det levede vores Krapyler således af ugen igennem.
Udvalget i buffeten var enormt, omend flere af retterne var lokale, og det var ikke så tillokkende for en kræsenpind som mig. Hotellet var enormt, men de havde en fin, lille shuttlebus uden vinduer, som kørte i rutefart rundt om etablissementet, så man behøvede ikke bevæge sig op ad bakken i 40 graders varme på vej hjem fra stranden.Vi NØD vores ferie – med al bimlen og samlen! Faktisk så meget, at vi overvejer at returnere til Sharm El-Sheik igen sidst på året sammen med vores naboer, hvor husbonden også er en ivrig dykker. Til den tid skulle temperaturene være en del lavere, så da planlægger nabokonen og jeg at slikke sol ved poolen og tage på en masse guidede ture med ungerne.

Jeg elsker at rejse – og det gælder sådan set alle rejseformer. De har hver deres fordele, og det er forskellige måder at opleve et land eller en by på, og især når man rejser med børn er afvekslingen kærkommen. Denne ferieform er relativt billig, havde ungerne mest i fokus, og samtidig var der stadig rigtigt meget lir til de voksne også. 43 grader varm anbefaling herfra! 😉

Hvad sker der nu med MMs blog?

Der var en periode i bloggens spæde begyndelse, hvor jeg henover sommeren gav mig til at teste alle former for S’mores, jeg stødte på. Vi var omkring den fancy Barú, der stod i en kilopris i omegnen af det samme som udbetalingen til et mindre parcelhus, og vi havde varianten med grahamskiks, skumfidus, Marabou OG en SMIL i centrum. Ikke alt sammen vindere, men alligevel var der selvsagt ingen tabere heller. I den periode var der givetvis en sukkerfornægter eller to, der tænkte ved sig selv: “Hvad sker der her? Er MM gået fra forstanden? Skal dette være en skumfidusblog nu?”

På samme måde er der måske nogle, der henover pinsen har kløet sig lidt i nakken og funderet: “Hvem tror MM egentlig, hun er? Køges svar på Søren Ryge? Og er det her nu blevet en haveblog?”

Og nej, det er det naturligvis ikke.
Men sagen er den, at jeg er typen, der bliver dybt forelsket i noget i perioder af gangen. Som sidste forår, hvor jeg opdagede the sweetness ved at løbe i skoven og således løb hver dag i to måneder. Nogle gange sågar to gange på en dag. Bevares, jeg løber stadig, men med knap så stor entusiasme, dog. Og jeg nyder stadig (jævnligt) fidusernes sødme og kærlighedsfulde væsen, men det er ikke hver gang, jeg videregiver den oplevelse på mine sociale medier.
Og jeg skal også nok få hovedet ud af måsen på min have, men jeg kan altså ikke garantere, at det bliver før, at bladene er falder af træerne, for hold nu kælderdøren lukket (som min salig moder ville have udtrykt det) er det vidunderligt! Både at gå og arbejde med tingene, men så sandelig også at se dem spire og derefter rent faktisk at kunne bruge dem til noget!
I skrivende stund har vi salvie, mynte, citronmelisse, timian, koriander, rosmarin, bønner, ærter, jordbær, hindbær, stikkelsbær, ribs, solbær, salat, agurker, æbler, blommer, rabarber, hyldeblomst, kartofler, pærer og bønner i haven. Eller – mange af tingene er ikke modnet eller spiret helt frem endnu, men der er lagt an til det, og jeg nusser om planterne, træerne og buskene som en formel 1-kører om sin ræserbil. Det bringer mig en for mig hidtil ukendt ro, glæde og sjælelig lykke, og så smager afgrøderne sgu også fortrinligt oveni!

I går lavede jeg en god liter saft med ting fra haven – tilsat en håndfuld danske jordbær fra Netto. Flere efterspurgte sig en opskrift, og den deler jeg gerne. Omend sandheden er, at det hele foregik meget tilfældigt. Ifølge opskriften på rabarbersaft skulle jeg nemlig bruge et kilo rabarber, og det rakte vores endnu beskedne bed ingenlunde til. Og der stod også, at jeg skulle bruge et halvt kilo sukker, og det havde jeg ikke lyst til.

Så jeg tog de rabarber, der var, hvilket nok har været nogle hundrede gram. Så skar jeg dem i stykker af cirka to centimeter hver. Derefter smed jeg en 7-10 hyldeblomst-“skærme” ned til dem, og så lod jeg en håndfuld jordbær og en halv økologisk citron i skiver følge med. Til sidst hældte jeg rørsukker udover – måske det dobbelte af, hvad jeg bruger på min havregrød, men ikke mere. Man kan også med fordel bruge honning, hvis man er mere til det. Til sidst hældte jeg en god liter vand over, og så lod jeg hele balladen koge under lejlighedsvis omrøring i en 10 minutters tid.
Så lod jeg den stå og trække, til det var kølet af. Herefter siede jeg først suppedasen, hvorefter jeg hældte den igennem et rent viskestykke, sådan at det sidste frugtkød blev sorteret fra. Og så hældte jeg saften på en glasflaske, som jeg havde skoldet i forvejen.

Normalt kan sådan en saft holde sig 3 uger i køleskabet, og det kan den her nok ikke, fordi det er betragtligt mindre sukker i, men altså, den er allerede næsten drukket, så det er nu godt det samme. Den skal blandes lidt op med vand, men ikke meget. Faktisk er den så sød, at jeg overvejer næste gang at lave jordbær være eneste sødemiddel og helt undlade sukker. Jeg tror sgu, det er nok!
Jeg fandt efterfølgende ud af, at hyldeblomstsaft normalt skal trække i 5 dage, så jeg har nok ikke fået det ud af de hyldeblomster, som man kunne, men det smagte sgu dejligt, så det kan vel egentlig også være lige meget.

Det her er den nemmeste saft at lave, og man står tilbage med en stor følelse af bedrift, så jeg har ingen argumenter for, at man skal lade være. Med mindre man bare hellere vil lave noget andet, så er det jo oplagt. 😉