METTE MARIE LEI LANGE

Caught in the act!

Welcome to America! Vores lille hus har selvfølgelig et kamera, som sidder lige under dørklokken, og som bliver aktiveret af bevægelse. Og da jeg kunne fortælle ejeren ret præcist, hvornår “min” cykel blev stjålet, tog det hende ikke mange sekunder at hitte gerningsparret på skærmen. Jeg har prøvet at uploade videoen, for det er simpelthen for vildt at se, men det kunne desværre ikke lade sig gøre.
Til gengæld lykkedes det mig at screendumpe et billede, hvor man altså kan se os og tyven PÅ SAMME BILLEDE! Til venstre i billedet øverst i indlægget, hvor jeg har sat en enkelt pil, kan man se vores bil, der er på vej hen ad gaden med kurs mod vores indkørsel til højre for huset. Og lige inden indkørslen, hvor jeg har sat tre pile, kan man fanden fuck’me (undskyld mig, men come ON!!) se tyven, der netop har hevet cyklen over stakittet og nu tøffer ned ad gaden med den!
Hvis vi ikke havde holdt ved bare ét af de røde lys på vejen hjem, var vi kommet hjem sekundet inden, han nakkede den, og så havde den således nok stadig været i min varetægt. Det er eddermugme provokerende at se på!
Herover kan man se sekunderne inden, hvor han lige løfter cyklen over hegnet. Fandme frækt, fristes jeg til at skrive, omend det får mig til at lyde som én på 100 år.
Nåh, men bortset fra det har vi haft endnu en fantastisk dag!
Farmor, ungerne og jeg kørte, efter en omvej for mig på 40 minutter i en Uber, fordi Jon var taget på bar kl. 8.30 for at se europæisk fodbold med bilnøglen i lommen, til Malibu Pier for at lede efter glasstykker, som var skyllet ind på land. Det skulle være et godt sted, efter sigende. Det viste sig at være en lodret løgn – vi fandt ét lillebitte glasstykke, men til gengæld så vi en pelikan og ikke mindst en her stime af delfiner (se dem på min story), der svømmede forbi pieren, mens vi sad på restauranten The Farm og spiste ice cream- sandwiches. Forholdsvis episk, efter mine standarder!

I morgen, mandag, skal jeg have min første “rigtige” arbejdsdag, hvor jeg sætter mig på en café og skriver. Både på bloggen her, of course, men også på et andet, lille projekt, jeg har stukket mine fedtede fingre ned i. Mere info om det, hvis det viser sig at blive til noget. 🙂
Jeg havde jo planer om at cykle, men det bliver jo nok ikke rigtigt til noget nu, så jeg har tænkt mig at spadsere til Urth Caffé. Endnu en absolut Hollywood-klassiker, men jeg kan mærke, at jeg altså lige skal igennem alle de ting, jeg har glædet mig til at opleve hjemmefra, før jeg kan give mig i kast med helt nye steder og ting. (Således har jeg naturligvis også allerede købt ansigtsmasker i T.J. MaxX).

LA har fået en fan i mig! Jeg er aldrig faldet for New York, som jeg allerede har forelsket mig hovedkuls i denne her flade storby. Det er så sindssygt charmerende at bo på en villavej med forhave og så samtidig have under 100 meter til Stud’s Theatre, en homoerotisk biograf, der viser bøsseporno i fire sale fra kl. 9 om morgenen til 3 om natten. Det er fandme bredde, mine venner!

Jeg håber, I får en VIDUNDERLIG mandag, og TAK fordi, I følger sådan med i den her tur! Det er så sindssygt hyggeligt, at jeg kan opleve alt det her og så samtidig skrive hjem og fortælle jer om det hele. Det giver et ekstra lag, som jeg NYDER! Så TAK! Igen! <3

Så kom der alligevel lidt malurt i min big gulp …

Vi er heldigvis i den tingslige luksusafdeling, og med de ting, vi har oplevet på ferier efterhånden, så som Hugos salmonellaindlæggelse på et landsbyhospital i Sri Lanka og andet “godt”, er det ikke noget, jeg vil tærske langhalm på, men det er nu alligevel godt nok træls!Vi havde ellers en fuldstændig formiddabel dag i dag (lørdag. Jeg skriver det her lørdag aften, men da er det jo faktisk søndag hos jer!). Jon skulle have sin første undervisningsdag hos Ivana Chubbuck, så han tog afsted om morgenen. Opad formiddagen hankede Farmor og jeg op i Krapylerne, og så kørte vi i The Grove. The Grove er et super-fancy indkøbscenter her i Hollywood. Jon, ungerne og jeg var der i 2018, da vi var på amerikaner-roadtrip, og jeg mindedes med glæde deres fine, fine butikker og den dejlige nærhed til Original Farmers Market, som er en form for udendørs Torvehallerne, primært med små boder, hvor man kan købe alskens voldlækker mad, som man kan nyde ved små borde. Det er totalt en LA-klassiker!Vi gik lidt rundt og så på butikker, men ikke overraskende blev vi meget hurtigt stemt ned af ungerne, så i stedet satte vi kurs mod markedet. Da vi kom ind ad døren, kom der en ellers glemt erindring tilbage til mig om nogle store donuts, Krapylerne havde fået samme sted. Jeg delte det med ungerne, og Berta udbrød “JA! Hugos var en grøn dinosaur, og min var en lyserød kat!” Undskyld mig, men det er fandengaleme da godt husket! De fik deres donuts, og Farmor og jeg spiste en formiddags-taco hos Trejos Tacos, og den slog altså Gracias Madre med adskillige længder! Krapylerne, som stod op kl. 3.45 i morges, begyndte herefter at vise heftige tegn på træthed, så vi stilede herefter mod bilen. Men da vi passerede den lille græsplæne midt i shoppingcentret, bad de om lov til at lege picnic. Solen bragede ned, og selvom det kun var 18 grader, var vinden lun og lækker, så vi så absolut ingen grund til at skride til nødværge, og så slog vi os ned. Jeg købte en portion mini-pølsehorn (de hed winzels) til ungerne, som fik fornyet energi og løb rundt i en lille time, mens jeg lå og trippede over, hvor genialt, jeg synes, mit liv er, og hvor fucking heldig, jeg føler mig, at vi sådan kan vælge at tilbringe vinteren i freaking Los Angeles.Herefter kørte vi hjem, og netop som vi har kommet ind ad hoveddøren, ringede det på døren. Her stod to naboer med hver sin hund, som kunne forkynde, at de netop havde overværet to unge mennesker løfte min (i øvrigt låste) cykel over rækværket for at gå afsted med den, delvist løftet over jorden, hen ad gaden. Jeg satte i løb i den retning, de beskrev, men vejen delte sig efter en rum tid, så jeg må give fortabt. Jeg vendte om og hentede bilen, og så kørte jeg ellers rundt og spurgte naboer, om de havde set noget. En af naboerne hoppede ind i sin egen bil og gav sig til at hjælpe (silver ligning lige der! <3), men lige lidt hjalp det.
SÅ. DUMT. Jeg havde låst cyklen, men ikke låst den fast til rækværket. Dagen før kom jeg for sent hjem i forhold til ungernes “Tot Bootcamp”, så jeg stressede, da jeg låste den, og nåede ikke at tænke mig ordentligt om. Jeg er så sindssygt flov og pinlig overfor den vanvittigt søde dansker, som har låst mig cyklen, og jeg er bange for, at det en anden gang får hende til at være mere påholdende overfor at låne folk ting – hvilket jeg synes er sådan en fin kvalitet!

Vi har anmeldt tyveriet til politiet, og der er også et vagtværn i nabolaget, som har fået besked. Heldigvis tog jeg jo et billede af cyklen, da jeg ville vise jer, der følger med på Instagram, at jeg havde været så heldig at låne den, så den kunne jeg sende med efterlysningen. Og der er også et kamera på vores veranda, som vi håber har opfanget nogle billeder af det langfingrede par, der nakkede den.Så sindssygt nedtur! Hvis vi ikke får den tilbage, erstatter jeg den selvfølgelig, og så er det jo bare sådan, det er. Det gør mig bare virkelig ærgerlig, at der findes folk, der gør sådan noget. OG så er det en kende upraktisk, da jeg jo skulle bruge cyklen til at komme omkring, når jeg skal ud og skrive, mens Jon eller Farmor bruger bilen.

Men, men, men … I det store billede er det jo småting, og den kan erstattes. Og alle vi fem har det stadig fremragende! <3

PS: Jeg har i øvrigt lavet et nyt højdepunkt på Instagram, som hedder ‘Los Angeles’, hvis man skulle have lyst til at spole tilbage. 🙂

Første celebrity-spotting + veganske tacos

Det skete sgu i går! Første gang, vi var ude af huset for at sidde et sted og arbejde, mens ungerne var i parken med Farmor, spottede Jon og jeg vores første celeb. Og det var ikke sådan én eller anden The Hills-kendis, venner. Hell to the NO!

Vi taler én af de helt store. Jons øjne lyste faktisk mere end mine, men det er også lidt mere i hans boldgade. Da vi sad og drak Sanpellegrino på Carrera Café, kom Gabriel Byrne ind ad døren. Jeg troede, jeg havde fundet den mest Instagram-dullede café i Hollywood, men så går døren ind, og dér står Dean Keaton fra The Usual Suspects og ser bare lige så sej ud, som han altid har gjort!


Jaja, han er bare et menneske, jeg ved det godt! Men når man er i Los Angeles, er det at spotte moviestars (synes jeg, i alle tilfælde) lidt som at gå i Disneyland og se Anders And eller tage på campingferie og tisse på porte-potty! Det hører sig til – eller det lægger i hvert fald til oplevelsen!

I øvrigt havde vi ungerne med til “Tot Bootcamp” i går, og det var helt genialt! Det foregik i en stor gymnastiksal i medborgerhuset i West Hollywood Park, og langs sidevæggen var der klapstole til forældrene. Vi kom lidt for sent, og jeg nåede lige at meddele træneren, at vores unger ikke taler engelsk, han så lidt beklemt på mig, og så gik de i gang. Berta var i første omgang lidt tvivlende overfor omstændighederne, men så kom Hugo og greb hendes hånd, og så var hun game.

Og de bankede bare derud af, de to! De fleste af de andre børn havde meget travlt med at lave alt andet end de øvelser, træneren prøvede at få dem med på, og forældrene havde for travlt med at sludre med hinanden til at irettesætte deres unger, så vores Krapyler stak i al beskedenhed ud på en ret positiv facon. De var overraskende hurtige til at afkode trænerens instrukser, og da timen var forbi, kunne de både sige “jumping jacks”, “burbie” og mange andre nye ord, og de var pavestolte. Og hele vejen igennem sad, Jon, Farmor og jeg og hujede og heppede med tårer i øjnene over vores poders gåpåmod på fremmed territorium, at det var downright pinligt. Endnu en gang er det desuden en kæmpe-fordel at have twins, fordi de aldrig bliver udfordret mere, end at de har deres BFF lige ved hånden.

Vi har kun været her i tre dage, men jeg kan mærke, at jeg allerede føler mig ret vis på, at det her bliver en god oplevelse for os alle sammen. Det er vildt hyggeligt at have Jons mor med! Vi er for det første slet ikke vant til sådan at være i voksen-overtal, og så er det bare som pålægschokolade på en franskbrødsmad med Nutella for ungerne at have deres farmor, som de elsker meget højt, så tæt på i så langt tid. Og den selvtillid, de gik fra gymnastik-oplevelsen i dag med, har jeg faktisk ikke set dem med før. Det var virkeligt fint! <3

Åh ja, og så spiste Jon og jeg også frokost på Gracias Madre i går. Det er ubetinget det sted, folk har anbefalet mig oftest, når jeg har bekendtgjort, at vi stod overfor at skulle til Los Angeles. KÆFT, et flot sted! Der kunne jeg sidde hver dag, hvis det skulle være. Og vi spiste sågar udenfor i solen! Gracias Madre er mexicansk mad, som samtidig er vegansk, og desværre må jeg indrømme, at det altså ikke levede op til forventningerne.  Når jeg bestiller en El Pastor, ved jeg sgu godt, hvordan den skal smage, og det er ikke af svampe … Jeg har levet overvejende vegetarisk i heeeeele 2020 (hehe), og jeg er blevet overrasket over, hvor godt, maden smager mig særligt på restauranter, der ved, hvad de laver. Men det er, når det er ægte vegetarretter, og ikke, når det er noget, jeg i forvejen kender smagen på med kød – som så i stedet er substitueret med grøntsager. Som eksempelvis spagetti med “kødsovs” eller i dette tilfælde tacos. Så vil jeg hellere have ægte tacos! Det må vi hellere få snart! Men Jon var, som billedet øverst afslører, jævnt tilfreds! Og jeg er sgu bare svær at skyde igennem any day lige for tiden! 🙂

Første “arbejdsdag” i West Hollywood

Jeg stod op klokken 5 i morges (courtesy of the twins), og i skrivende stund sidder Jon og jeg på Carrera Café med hver vores computer og føler, at det er midt på eftermiddagen. Jetlagget har ikke heeelt sluppet sit tag i os, jeg gik monster-tidligt i seng i går, men solen skinner, og dagen er lang endnu! Dét er altså ret fedt!I går eftermiddags gik jeg en tur på den lokale legeplads i parken, som ligger en kort gåtur fra os. Midt i legeriet blev Berta tissetrængende, og jeg spurgte nogle forældre i min nærhed til råds angående toiletter. Faren, som vist var af italiensk herkomst, pegede mig i retning af det community centre, vi stod lige ved siden af, men formanede mig ikke at tage de udendørs toiletter, men i stedet gå indenfor og låne dem ved siden af receptionen, hvilket vi gjorde.

Jeg blev nysgerrig, så mens Krapylerne gjorde det, man nu gør på toiletter, spurgte jeg receptionisterne lidt ud. Og det viser sig, at vi er lige så velkomne til at benytte sig af deres medborger-tilbud, som alle andre. Så i dag skal ungerne på “Tot Bootcamp” i West Hollywood Park, som er lidt at sammenligne med tumletimerne i de lokale gymnastikforeninger derhjemme om søndagen, så vidt jeg kan afkode. Tirsdag og onsdag er der ligeledes to timers børneleg i parken, hvor nogle pædagoger kommer og laver hjemmelavet slim og andre ting (det var lige det, jeg kunne huske, fordi jeg er lidt taknemmelig for, at andre gør det…) med alle fremmødte børn, og så koster det ikke engang noget! Så det bliver nok farmors ting at gøre med ungerne, mens jeg skriver. Så hyggeligt!

Det viser sig, at der er eller kommer en del, vi kender, til Los Angeles i løbet af de næste to måneder. Måske ikke så underligt drejer det sig primært om Jons side af vennekredsen. Alle, vi har talt med indtil videre her i byen, er også på én eller anden måde rodet ind i noget med filmindustrien. Eller ville gerne være det og overdriver, det er også en mulighed. 😉

Caféen, vi sidder på lige nu, fandt jeg på Instagram. Den hedder Carrera Café, og klientellet så ekstremt LA-agtigt ud, så jeg kunne ikke nære mig for at lade det her være første stop, når vi nu skulle ud at skrive. Her er superfint! Solen skinner, og selvom der kun er omkring 13-14 grader, sidder folk udenfor i læ i t-shirts. De har nogle syge donuts på menuen, som jeg føler mig ret sikker på ikke bliver købt af nogle af dem, der i hvert fald frekventerer caféen i skrivende stund.

4 af de piger, der er her, er iklædt én af de der sandfarvede hatte, som lidt ligner dem, sherifferne går med i westerns, og så er der én fyr med en lignende i sort. Alle er enormt stylede og i fuld makeup, og lige foran mig sidder en pige i en trøje uden ryg. De ser fantastiske ud – og klokken er end ikke frokost endnu. Det er lidt noget andet end i Køge Town.

Jeg er så klar på det her eventyr, som jeg endnu ikke ved hvad kommer til at indebærer. Jeg suger til mig af nye indtryk og siger ja til det hele! Solen skinner, og overfor mig sidder verdens flotteste mand fordybet i sin indbakke. Krapylerne er på legepladsen med Farmor, og efter frokost fiser vi hjem og tager dem med til Tot Bootcamp. Yes, mand! Forandring fryder, og eventyr awaits!! <3

Los Angeles touch down!


Så er vi dælendul’me ankommet til Los Angeles – nærmere bestemt West Hollywood!

Vi landede klokken 12 i går, amerikansk tid. Og da vi klokken altså ikke mindre end 21 i Danmark. Jeg havde regnet med, at det ville blive en pest at skulle holde sig vågen til nogenlunde acceptabel sengetid, men det var det faktisk ikke. I hvert fald ikke for 4/5 af selskabet. Berta faldt i søvn i vores lejebil og var ganske umulig at holde liv i herefter. Klokken 16 gav vi op og lod hende sove.

Vi andre pakkede ud og bestilte pizza på Uber Eats, og da klokken var 7 PM, gik vi alle sammen i seng. Og sov satme hele natten! Jon og Berta gjorde et pitstop kl. 2AM, hvor de spiste pizza-rejser og læste lidt Halfdan Rasmussen, inden de også faldt i søvn igen og sov til klokken 6.

I dag er indtil videre gået med praktiske gøremål. Vi har lånt to autostole og en cykel af andre herboende danskere på facebookgruppen ‘Danes in Los Angeles’ (SÅ god stil, jo!). Jeg ved godt, at det ikke er kostume at cykle her i Los Angeles, hvor alle har en bil hver. Men når vi først er kommet på plads, er det jo meningen, at jeg skal ud og sidde på nogle caféer rundt omkring og skrive og arbejde, og mange af de caféer, jeg har udset mig hjemmefra, ligger altså i cykelafstand fra vores fine hus, så det er således planen!

Her til formiddag har vi også købt ind, og så hev Jon og alle sammen med på Mel’s Diner, som er lidt af en kending i LA. Vi kommer selvfølgelig til at spise hjemme det meste af tiden, da vi slet ikke har råd til at spise ude hver dag i to måneder, men engang imellem skal vi selvfølgelig ud!
I dag er der skyet her i LA, og jeg føler lidt, at jeg har pakket 100% forkert! Stort set alle mine antræk byder på bare ben, og det er der ingenlunde vejr til i dag. Meeeen mon ikke det klarer op … Fingers crossed!

Hos os er klokken i skrivende stund ved at være frokosttid, og jeg kan godt mærke, at jeg på nuværende tid i dansk tidsregning plejer at være på vej i seng. Det er så fedt, at vi har hele to måneder her, for jeg har aaaaldrig haft så lidt stress i starten af en rejse. Jeg plejer at have pres på forhånd over alt det, jeg ikke når at opleve, men i dag er eneste punkt på dagsordnen, udover frokosten om lidt, at lege gemmeleg med Krapylerne bagefter. I vores lille, fine hus i Hollywood. Crazy life! <3