METTE MARIE LEI LANGE

Lidt om en ret fin dag

I går var en ret fin dag, synes jeg! Vejret var kedeligt, men jeg sov næsten hele natten, og børnene var ret charmerende, da de vækkede os, omend klokken ikke var mere end lidt i 6.

De kom i børnehave, og jeg tog til København for at holde et lille møde med min agent. I toget på vej til hovedstaden gik det endnu engang op for mig, at vi alle sammen er småsyge lige nu. Og heldigvis for det, for så kan vi forhåbentlig få skavankerne af vejen, inden klokken slår juleaften! Jeg sad i stillekupéen og nøs et par gange, og ingen sagde prosit. Det er nu sådan en ensom følelse at nyse i et fyldt lokale, uden at nogen siger prosit. Så mit lille torsdags-forslag er, at vi alle sammen siger prosit til hinanden resten af december, når andre nyser. Tænk lige, hvor hyggeligt, det kunne være! ❤️

Jeg var kun i staden et par timer, før jeg atter fes til Køge og indfandt mig i ungernes børnehave. Jeg er nemlig medlem af ForældreKontaktUdvalget (hvilket basically er en hyggetjans med søde mennesker og snacks hver tredje måned), og dagen i går stod på julehygge i børnehaven, og jeg var på saltholdet! Så jeg lavede kander med saft sammen med en politimand, der var far til et barn i vuggestuen, som desuden kunne huske, at jeg for et år siden købte to vattæpper af ham og hans kæreste ved et loppemarked. Jeg fucking elsker Køge! 🙌🏻

Ungerne og hele deres Blåbærstue sang julesange på bakken ude børnehavens legeplads, og Jon og jeg klappede og hujede så højt mellem hvert nummer, at nogle af de andre forældre stensikkert har tænkt, at vi bliver sådan nogen, der pacer vores børn til at deltage i The Voice Junior. De gør vi altså ikke, men de var så skide-cute, alle sammen, og i vores familie udtrykker vi altså vores følelser. Og tit højt. 😊

Efter syngeri var der shake-and-bake og føromtalte saftevand på stuerne, og da der var gået en time, sad vi en lille gruppe forældre tilbage, og klokken var lidt over 16. Jeg foreslog, at de alle sammen tog deres børn med over til os, og så kunne vi ringe efter en omgang pizzaer, så det gjorde vi. Og byttede saftevandet ud med sodavand og øl.

Således havde vi i går pludselig 14 mennesker til middag, og det var knaldhyggeligt! Alle vores børn skal gå i skole sammen i det nye år, og jeg føler mig så glad og tryg ved, at de kommer til at kunne kende så mange fra børnehaven. Vi regnede ud, at 19 børn fra børnehaven kommer til at skulle gå på den skole, som jo således får to spor i den kommende 0. klasse. Det er efter min bedste nogle dejlige børn med nogle dejlige forældre – alle 19, faktisk! Enormt forskellige børn og endnu mere forskellige forældre, og det er lige præcis det, jeg har drømt om på mine børns vegne, når det kommer til skolegang. Især fordi det lader til, at alle forældrene kan snakke sammen, og så kan man jo for pokker løse alverdens problemer!

Da gæsterne var gået, og børnene sov, kom min lillesøster, som jo nu bor i Haslev, på besøg. Hun skulle låne en kjole til en forestående julefrokost. Hun endte faktisk med at finde en af sine egne kjoler hængende i mit skab, og den kunne hun bedst lide, så det spillede jo max. Da det var klaret, tog vi på Café O’flannigans (i folkemunde kaldet ‘Flannen’) i Køge, drak en kop kakao og vendte verdenssituationen (læs: Talte om mænd og børn), og så tog jeg hjem i seng, hvor jeg lå kl. 22. Mæt, træt og glad.

Så ja, i går var en ret fin dag! 🥰

Hvornår græd du sidst?


Jeg læste forleden Miriams blogindlæg, hvis titel min titel er opkaldt efter. Jeg læser stort set alle Miriams indlæg, og der er ikke andre bloggere, jeg læser mere, end jeg læser Miriams. Jeg er vild med hende. For mig kan hun alt det, en blogger skal kunne. Jeg er enig med hende i halvdelen, uenig med hende i den anden halvdel, og hun formår altid at formulere sig på en måde, som gør, at selvom jeg ikke er enig, forstår jeg, hvad hun mener, og hvor hun kommer fra. Så hun udvider nogle gange mit verdenssyn, og det er noget af det fineste, man kan byde andre mennesker, synes jeg. Det sker ikke hver gang, men folk er jo forskellige, så når jeg er uenig, noterer jeg mig, at selv folk, jeg virkelig godt kan lide, er forskellige fra mig, og det er nu engang helt fint! Så er verden og mennesker i den differencieret, og det kan jeg godt lide!

Miriam skrev som nævnt et indlæg forleden omhandlende hvornår, hun sidst græd. Hun fremhævede ved samme lejlighed, at hun synes, folk har ret til deres respektive følelser og ytrede på sin egen, fine facon, at hun finder det lidt ærgerligt, når andre kan finde på at bruge andres følelsesliv til at hænge dem ud og skyde dem ting som eksempelvis diagnoser i skoene.
Her er jeg også enig med Miriam. Og jeg holder faktisk også af at græde. Jeg gør det kun nødigt offentligt, men jeg gør det gerne i privaten og i disse år heldigvis oftest fordi, jeg er rørt. Så jeg vil gerne stemme i Miriams tone om retten til at tude og giver jer hermed …

De seneste tre gange, jeg græd:

1) I torsdags, da jeg modtog Jons indlæg, der handler om, hvordan han synes, det er at være gift med en blogger (det ligger her, hvis man vil læse det). At se min mand formulere nogle tanker om mig til andre mennesker er sgu rørende, for jeg synes, han får rundet det hele så fint og kan kende mig selv i alt det, han skriver.
Nu er det jo mig, der har valgt et arbejdsliv, hvor jeg deler mine følelser (blandt andre dem for ham) med andre på nettet, men han gør det til gengæld ofte i privaten, og jeg bliver tit rørt. Jeg føler mig så heldig at have fundet en mand, der stadig næsten 9 år inde i kærlighedsprojektet giver mig sommerfugle i maven, når der tikker en SMS ind fra ham.

2) Da Hugo forleden fremsagde et hjemmelavet kærlighedsdigt under aftensmaden. Jeg græd-græd måske ikke, men jeg havde våde øjne og måtte ty til køkkenrullen. Der er kortere imellem mine rørte øjeblikke, jo ældre, ungerne bliver. Måske fordi, jeg kender hele “historikken” og løbende bliver nærmest overrasket over, at de for bare 5,5 år siden stadig var nogle små kødklatter uden væsentlig formåen.

3) Da jeg ikke havde sovet i tre dage efter vores oplevelse med kulilteforgiftning og slet, slet ikke kunne overskue noget. Heldigvis hjalp det at ringe til en gut, der kom og forklarede mig, hvordan sådan et naturgasfyr fungerer, hvad der gik galt, og hvorfor jeg ikke behøver ligge vågen med tanker om, at det gør det igen. Det kunne være gået værre, ja, men det gjorde det heldigvis ikke.

Hvornår har I sidst grædt, om man må spørge?

Lidt om økonomi og at (forsøge at) lære børn gode pengevaner

Jeg fortalte på Instagram for nogle uger siden, at jeg en søndag tilbragte et par timer i Pengekøbing, og det var der rigtigt mange af jer, der følger med på de kanter, der udviste stor interesse for. Det er faktisk noget, jeg har bemærket tidligere, når jeg her på domænet har talt om privatøkonomi, og det forstår jeg egentlig godt!

Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, at Krapylerne får en større forståelse for økonomi med hjemmefra, end jeg havde. Og det er ikke helt så lige til, for der findes jo stort set ikke penge mere! Vi bruger dankort og Mobile Pay i stedet for kontanter, og saldoen står på nettet i stedet for i en bankbog. Det var noget af det, jeg håbede, at Pengekøbing, som er Danske Banks fine initiativ, kunne hjælpe mig med – og det ku’ de!
Privatøkonomi er sgu ikke rigtigt noget, jeg lærte noget om, da jeg var barn. Jeg fik lommepenge om fredagen, og de var brugt op om lørdagen, og jeg oprettede min første kassekredit få dage efter min 18-års fødselsdag. Min mor talte meget om, at man skulle passe godt på sine penge, men jeg blev aldrig rigtigt undervist i hvordan. Heller ikke i skolen. Vi lærte at gange brøker og regne i procenter, og vi lærte sågar at hækle grydelapper og stege kylling, men der var ikke nogen, der lærte os, hvordan man forvalter sin økonomi.
Jeg gjorde mange af de klassiske fejl, da jeg var ung, med at rejse for lånte penge, få for meget udbetalt i SU, som efterfølgende skulle betales tilbage, og i det hele taget bruge pengene hurtigere, end jeg kunne n at tjene dem. Og jeg tjente ellers mange! Jeg havde masser af jobs både ved siden af studiet og i de fire sabbatår, jeg havde inden universitetet, og jeg fik SU-lån de fleste af de år, jeg studerede. Hvis jeg havde haft et større overblik over, hvad jeg brugte mine penge på, ville de ikke være smuldret mellem fingrene på mig på den måde. Eksempelvis købte jeg aldrig et månedskort til bussen, fordi det kostede 240 kr., og det synes jeg var for mange penge, så i stedet købte jeg billet to gange hver dag måneden igennem. Himmelråbende dumt!
Siden da er jeg heldigvis kommet en lang vej. Siden jeg giftede mig med en skuespiller og selv blev selvstændig, har jeg (og vi) opført os ret konservativt, når det kommer til vores privatøkonomi. Det meste af tiden, i hvert fald. Vi sørger altid for at lægge til side, har aldrig i de snart ni år, vi har været sammen, købt noget på klods – bortset fra vores hus, som vi selvfølgelig har lån i. Men vi købte ikke for mere, end så vi selv havde til udbetalingen og ikke skulle have et banklån. Havde vi turde satse lidt, havde vi måske kunnet tjene lidt mere på det hus, vi købte – men vi ville hellere være sikre. Sådan lever vi nu, og det skaber en stor ro under fundamentet for os begge to at vide, at vi sidder billigt i det og har en god buffer.

Pengekøbing var henvendt til familier med børn i 6 til 11-årsalderen. Da vi ankom, og der var blevet budt velkommen, blev voksne og børn delt op, således at der var et teaterstykke for børnene i det ene rum og et foredrag med børnepsykolog Ulla Dyrløv i det andet. Jeg forelskede mig i Ulla lige med det samme, da hun er den første børnepsykolog, der har fået mig til at føle mig som en GOD mor. 😉 Hun talte ud fra mit hjerte om det her med at tage ansvaret fra sine børn og være pilot i deres liv. Og at turde skære igennem og gøre sig upopulær på matriklen, for nogle gange er tingene ganske enkelt ikke til diskussion, det bestemmer de voksne, fordi de er de voksne. (Den slags voksen er jeg. Surprise!)

Angående de digitale aspekt i økonomi, når det kommer til børn, sagde hun, at det var en supergod idé at gøre det analogt igen. Indsætte børnenes lommepenge på en konto og så lave en manuel bankbog, hvor man hver uge eller måned skriver den nye beholdning ind og ligeledes noterer, når der hæves penge. Man kan også oprette en seperat konto til barnet, som fungerer som en opsparing, så han eller hun kan spare op til noget større. Et prinsesseslot, en cykel eller noget tredje.
Ulla sagde også, at når børnene runder 11 år, bør de selv betale til de fritidsaktiviteter, de går til. De udgifter, de har, skal selvfølgelig dækkes af de voksne, men pengene skal gå ind på børnenes konto, og så skal de have hjælp til at oprette en Betalingsservice-aftale, så tingene bliver betalt fast her måned. På den måde får de også en større forståelse for, hvad ting koster, og de bliver mindet om, at mange ting koster penge hver eneste måned.
Mine unger er jo lidt små til den del endnu, men efter foredraget fik jeg en god snak med Daniella, som er projektleder på hele Pengekøbing, og som jeg kender igennem en fælles veninde. Hendes drenge er lidt ældre end mine unger, og hun fortalte, hvordan hun lige så stille er startet ud, og det er vi faktisk igang med at adoptere herhjemme.
Om fredagen, når ungerne skal have fredagsslik, laver hun en lille buffet med 3-5 forskellige slags slik inddelt i små kopper. Hver slags slik har så en pris. 1, 2, 3 eller 5 kroner pr. styk. (Okay, M&M’s koster måske kun 50 øre…) Børnene har så hver 20 fiktive kroner, som de må købe slik for. De får selv en lille kop, som de kan blande deres rov i, og så får de i starten hjælp af de voksne til at regne ud, hvor mange penge, de har tilbage. Jeg synes, det er en genial måde at få startet økonomi-forståelse op. Der, hvor mine unger er lige nu, aner de ikke, om en YankieBar koster 2 kr. eller 1.000 kr., og det vil det her være en fin opstartsøvelse i.
En anden ting, Daniella delte med mig, var, at hendes børn begge to får 25 kr. hver om ugen i lommepenge. De penge må så ikke bruges til slik (det var Ulla Dyrløv også inde på. Selvom børnene får deres egne penge, skal forældrene stadig indføre retningslinjer for, hvad pengene må bruges til), men skal bruges til legetøj. Og børnene får så som udgangspunkt ikke længere legetøj af forældrene – bortset fra selvfølgelig til jul og fødselsdage. Hver uge, når der går 25 kr. ind på børnenes konto, indføres de så også på børnenes bankbog, sådan at de kan se bevægelsen. Man kan så eventuelt tale med børnene om altid at lade nogle af pengene gå ind på en opsparing, til når man ønsker sig noget større.

Jon og jeg har tænkt os at indføre de to ovenstående eksempler overfor Krapylerne efter jul. Og jeg forventer, at de vil reagere meget forskelligt. Jeg har en forestilling om, at Hugo vil være fristet til at køre direkte ned i Kvickly og bruge alle pengene så snart, han har dem. De har tidligere i år prøvet kræfter med at sælge legetøj på loppemarked, og hvor Berta var mådeholdende, købte en dukke og tog resten af pengene med hjem, investerede Hugo alle mønterne så snart, han fik dem i hånden, og kom sågar hjem med legetøj, han ikke anede hvad var, bare fordi, det kostede 5 kr., og det var det, han havde tilbage.
Jeg tror, han skal have lov at gøre sig sin egen erfaring på det punkt og opleve, hvor nederen, det er, når han så ikke kan købe en større ting, mens Berta kan – omend vi jo vil prøve at have samtalen med ham undervejs.

Der var også nogle øvelser ved Pengekøbing, som jeg enormt gerne ville have prøvet med ungerne, der jo desværre lå syge derhjemme den dag. Blandt andet skulle børnene gætte, hvad der kostede mest af
1) En ferie for hele familien på et 2-stjernet hotel i Spanien
2) Den nye iPhone
3) Et køleskab.
Og efterfølgende skulle de debatere, hvilken af de tre ting, der var vigtigst.
I stedet tog jeg snakken med ungerne over aftensmaden, og det var faktisk Hugo, der syntes, det var allermest spændende, og siden spørger han tit, når vi skal spise, om vi kan snakke om, hvad ting koster.
De gættede begge to på, at ferien var dyrest, og blev ganske overraskede over, at det faktisk var telefonen. Og samtidig var de heldigvis begge to enige om, at den vigtigste af de tre ting var køleskabet.

Mit visit hos Pengekøbing har inspireret mig til at tale mere om penge med børnene – på en bedre måde. Jeg har nogle gange været ærgerlig over at afvise deres spørgsmål om, hvorvidt de må få ting med “Nej, det skal vi ikke bruge penge på nu” eller “Det er for dyrt”, fordi Hugo efterfølgende har givet udtryk for, at han ville ønske, at vi var rige. Det handler jo ikke om, at vi ikke har råd til at købe burgere nede på Torvet om lørdagen, men om, at jeg synes, det er spild af penge, når vi nu har rugbrød i køleskabet, og den forståelse vil jeg gerne begynde at give dem. At man kan have alle penge i hele verden, men det er stadig dumt at bruge dem dumt. Altid, i hvert fald. Der skal selvfølgelig være plads til burgere nogle gange.

Jeg HÅBER, at Pengekøbing genopstår næste år og kommer på endnu en turné i Danmark, og så håååber jeg, at Krapylerne er på højkant, så jeg kan tage dem med!

Lidt om, hvordan vi fik Krapylerne til at sove halvanden time længere om morgenen …

Det er ret vidunderligt, det der med at bo et sted, hvor man kan (se sig selv) bo resten  af livet. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg vidste jo et eller andet sted godt, da jeg boede hjemme, at det ikke kunne vare for evigt. Det samme gjorde jeg, da jeg boede på Amager i 2001, hvor jeg delte seng med en veninde. Og da jeg efterfølgende tilbragte fem år på et klubværelse i Sydhavnen som eneste pige med fem mandlige roomates, som var helt enormt dårlige til at vaske op og gøre rent.
Jeg vidste det sågar, da jeg boede i min første selvejede lejlighed på Nørrebro. For den var blot 41 kvadratmeter stor (omend den havde have og var meget hyggelig!), så der var ikke plads til meget andet end mig og så måske the occasional flirt … 😉
Da Jon og jeg flyttede sammen, var det i en lejlighed lige ved rådhuspladsen. Den var nyrenoveret, lækker, havde absolut intet naturligt lysindfald, og så var der en bar i gården, som larmede til langt ud på natten. For næsten præcis fire år siden flyttede vi så til en anden lejelejlighed tæt på Nørreport Station. Den var 150 kvadratmeter stor, og selvom rumfordelingen var lidt kluntet, passede den perfekt til livet med twins. Der var sågar en lille altan, og der var et kæmpestort spisekøkken. Og der var tyst i gården som på en kirkegård julenat. Dog faldt særligt jeg aldrig til her. Vi boede lige overfor natklubben ARCH, og det skete ikke sjældent, at folk solgte narko i gården om natten. Og der var næsten altid nogen, der kastede op op ad vores hoveddør i weekenden. Især i december. Og vigtigst af alt: Lejligheden var ikke vores. Det var en, vi lejede. Vi kunne ikke bare male væggen i køkkenet i den farve, vi ønskede, og vi kunne ikke vælte en væg, hvis vi skulle have lyst til det. Ikke at vi er typerne, sådan set, men jeg følte bare konstant, at jeg var på besøg hos nogen.

Klip til Køge!
De seneste snart to år er det nok ikke gået manges opmærksomhed forbi, hvis man følger mig på det der internet, at vi har brugt alle vores sparepenge på at investere i en rødstens-murermestervilla i Køge. Og jeg elsker alt ved det! De enkelte ting, der talte imod i starten, har jeg taget til mig som mine, og der skulle en del mere end 10 vilde heste til at jage mig væk herfra. Den blinde vej udenfor huset, som ungerne leger på, haven, som hele sommeren og langt ind i efteråret holdt os forsynet med frugt og grønt og huset! Rummene, følelsen, det faktum, at det er VORES! <3
Vi har fået malet en væg. Vi har investeret i ikke mindste end to nye terasser, og vi har fået RIGTIGE gardiner. Ikke sådan nogle, der er købt billigt og sat op af min far, som egentlig helst var fri, men gardiner, der er sat op efter mål og udvalgt i et katalog fyldt med forskellige muligheder. Det er en investering, og den huer mig noget så eftertrykkeligt!
Som udgangspunkt ville vi faktisk slet ikke have gardiner i havestuen, der hører til køkkenet. Det er nemlig her, der kommer allerflest solstråler ind i huset, og de stråler havde vi savnet i mange år. På førstesalen installerede vi billige rullegardiner i soveværelserne, og så var det gjort med det.
Men efter et års tid begyndte vi at kende vores behov lidt bedre. Ungerne og vi vågnede meget (MEGET!) tidligt om morgenen (og det er altså sagt af én, der synes, at klokken 6.30 er halvsent) særligt om sommeren, og vi havde nogle dage et pokkers hyr med at få ungerne til at spise aftensmad med sol henover både sommer og vinter. Så vi ringede til Luxaflex for at få dem til at komme ud og gennemgå mulighederne med os.

Vi fik besøg af Birgitte fra Luxaflex, som kom og gennemgik alle mulige muligheder med os i den deeejligt lyse havestue. 😉 Vi overvejede først, om vi skulle have gardiner med motor på, men jeg synes simpelthen, det blev for fancy. Så var vi over Lift-gardinerne, som jeg nogle dage faktisk ville ønske, vi havde valgt, omend Jon er meget, meget glad for, at vi endte på klassiske rullegardiner. Han bruger nemlig vinduespartiet ud mod haven som arbejdsstation, og når solen står lige ind, kan han stadig arbejde på sin skærm, når vi ruller gardinerne ned på den side.
En anden grund til, at jeg begyndte at ønske mig gardiner i stueetagen var, at vi i januar passede hund for Jons moster. Hver aften gik jeg en tur med dyret, og i alle husene på min vej, sad folk og hyggede i privatlivets salige fred bag gardiner. Undtagen i Langehjemmet, hvis facade nærmest lignede en fladskærm med udsigt til alt, vi foretog os.
Vi har valgt nogle rigtigt fine (synes vi selv) naturfarvede gardiner, som passer rigtigt godt ind til det naturtema, vi hylder i vores lyse havestue. Vi har kokostæppe, træbord, lammeskind i stolene med træstol og en del grønne planter i vinduerne. Og nu kan vi rulle ned for verden, når det synes aktuelt.
Egentlig var planen, at det skulle være gjort med det. Men inden hun begav sig på vej, gik Birgitte op på førstesalen for at låne toilettet. Dørene har stået åbne ind til vores soveværelser, for Birgitte var aldeles forfærdet ved synet af vores enormt tarvelige gardiner. Og med rette, har jeg efterfølgende erfaret. Vi havde bare købt de billigste, vi kunne finde, og problemerne med dem var for det første, at de ikke kunne rulle helt op, så der hang altid lige 20-25 centimeter gardin ned over vinduet om dagen. For det andet lukkede de ikke tæt i vinduesrammen, så på børnenes værelser havde vi kompenseret med gaffa-tape og deslige i et forsøg på at skabe mørklægnings-effekt og få dem til at slumre til længere end kl. 4.
Jeg husker tydeligt Birgittes alvorlige drag om munden. Som gardin-ekspert var hun ramt. Vi satte os tilbage til køkkenbordet og gennemgik mulighederne.

Begge børnene fik Duette-gardiner. Hugo i lyseblå, og Berta i lyserød. Knap så kønsneutralt, måske, men på den anden side prøver vi jo også at lære vores børn, at der ikke findes drenge- og pigefarver, så det kan jo egentlig være underordnet. Deres soveværelser er ret små, begge to, og det, at deres gardiner nu har en klar farve, pynter så fint derinde. Og de slutter tæt! Der er buldermørkt, og allerede dagen efter, at gardinerne var installeret, sov ungerne lidt over en time længere! Allerede dér er der tale om en kvalitets-investering, hvis De spørger mig. 🙂
Jon og jeg fik installeret et klassisk rullegardin på soveværelset, fordi vi har en fransk altan og derfor nogle altandøre med et håndtag, som ikke tillod Duetten at passere, uden at det ville skabe et mellemrum, der tillod lys. Alle vores soveværelser er nu komplet mørkelagte, når vi ønsker det, og det betyder altså ret meget for natteroen, ungernes evner til at sove til klokken i hvert fald 6 om sommeren og i sandhed også min evne til at lukke verden ude, når natten melder sig.

Jeg synes, det er pisse-svært at tage gode billeder af vores gardiner. Alle dem, vi har fået installeret, er i “luk lyset ude”-genren, og enhver ved, at det er svært at tage gode billeder uden lys!

Jon blogger: Hvordan er det at være gift med en blogger?


Jon har efterhånden færdiggjort de projekter, han har haft i kalenderen, siden han afsluttede sin spilleperiode på Odense Teater, og derfor har han lidt ekstra tid herhjemme. Den bruger han på at skrue kuliltealarmer op, spille lidt FIFA, holde dags-dates med sin hustru og skrive indlæg til bloggen. Engang for en million år siden spurgte jeg på Instagram, hvad I, der læser med, gerne ville have, at Jon skulle skrive indlæg om, og det er der kommet de her indlæg ud af:

Lidt om drømme. Livet som libertiner. 10 ting, Køge har gjort ved MM – ifølge Jon. Hvorfor kommer min hustru (næsten) aldrig til mine premierer. Jons tanker om at flytte til Køge. Sådan mødte vi hinanden – ifølge Jon. 10 ting om mig (og ham) ifølge Jon.

Og nu også det her. Jeg blev en kende rørt, da jeg læste det. Men det er måske bare mig. 😉
Herfra er pennen Jons:

Jeg skal være ærlig, jeg har udskudt at skrive det her indlæg en smule, fordi det faktisk har været lidt svært for mig at svare rent på det spørgsmål. Jeg er jo altså mest af alt gift med min kone. At lægge vægt på bloggerdelen af hende har jeg nok set som lidt tamt, fordi hun er så uendeligt meget mere. Men nu kommer det, og det er der flere grunde til. Og de kommer her:

Først og fremmest, DET ER OPTUR!!

Jeg har altid troet, at jeg skulle være den eventyrlystne, den kreative, den rejselystne, den kan-ikke-holde-til-et-9-17-job-typen, i det forhold, jeg endelig ville ende i. Jeg har op gennem mine tyvere krydset fingre for, at hende, der skulle få mig ned på ét knæ, ville kunne følge med i min freelance-tilværelse af skiftende arbejdstider, rejselyst og Lad Os Se Hvad Der Sker, Hvis..
Men jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg er mere end matchet. Og det er jeg til dels i kraft af min kones job. De muligheder, hun får gennem sit arbejde, er rent ud sagt eventyrlige. Jeg skal passe på ikke at anti-jante den for meget, men hendes arbejde har allerede bragt vores familie mere rundt i verden, end jeg havde turdet håbe på.

Det har altid været en af mine allerstørste drømme at kunne vise mine børn så meget af verden som muligt. Jeg synes, at en af en forælders fornemste opgaver er at vise sine børn, hvor forskellige mennesker er, hvor anderledes man kan gøre ting, løse problemer, nyde det liv, som vi kun har et af. Og allerede nu er jeg lykkelig over, hvor godt med vores unger er på det punkt, blandet andet qua MM’s job.

Oveni det, og tilgiv mig at tærske halm på samme mølle, eller hvad fanden man nu siger, men nu fylder vores unger snart 6, og al den tid, vi har haft sammen med dem, er jeg også skidestolt af. Okay, granted, noget af det har været fordi, min telefon ikke lige har ringet den måned, og jeg så har kunnet “holde ferie”, men mestendels er det fordi, MM har insisteret på at være så meget sammen med børnene som muligt, give dem fridage og hente dem tidligt. Og det kunne aldrig have ladet sig gøre, hvis ikke hun var sin egen chef.

Men mest af alt, så har det givet mig en lykkelig kone. Mette Marie har altid været en udpræget people person. Fra jeg mødte hende har hun startet lady-loger, arrangeret fællesspisning i Køge og fået mennesker til at mødes. Altid under en positiv, optimistisk fane. Hun har bragt folk sammen i arbejdsøjemed, som roommates og sågar i kærlighed. Og der er næsten intet, der gør hende så glad, som at være sammen med andre, snakke, grine, diskutere, vende livets genvordigheder og finde meningen med livet. Det er inspirerende til et vanvittigt niveau og en af de ting, jeg elsker hende mest for. Og det har bloggen kunnet give hende, takket være jer, jeres vidunderlige kommentarer og feedback, og jeres kærlighed til hende. Hun er vokset 6 meter på de 6 år. Så tak for det.

Og også derfor er jeg nødt til at nævne en bagside af medaljen. Fordi min kone får så megen energi og så meget livslyst af at interagere med andre, rammer det hende også det hårdere, når tonen går den anden vej. Jeg siger ikke, at kritik ikke er velkommen på hendes domæne (også i overført betydning ;). Hendes evne til at sige “Undskyld, jeg tog fejl” herhjemme, kan selv den selvudnævnte empatimester Jon Lange lære noget af.
Nej, konstruktiv kritik modtages med kyshånd, men de seneste måneder har hun til tider været under unødigt pres. Og jeg skriver unødigt, fordi det er tydeligt, set relativt udefra, at den kommunikation, der påvirker hende, ikke er konstruktiv. Og det gør mig ked af det. Om det så er en tankeløs kommentar eller decideret ondsindede rygter omhandlende os begge to, faktisk, (som der skam har været på det seneste), så er internettet et udsat sted at befinde sig. Der er nok nogen, der vil sige: “Hvis hun ikke kan tåle lugten i bageriet..”, eller: “Hun har selv valgt at være offentlig, så må hun jo kunne klare..”, men det gør mig sgu vred. Det er, som om der er nogen her ude på internettet, der har glemt, at der altid er mennesker af kød og blod i den anden ende af en kommunikation. Mennesker, der spiser, sover, griner og græder, ligesom alle andre.
I denne tid med filtre og vinkler ville jeg ønske at man kunne hive et filter ned over internettet, så man ikke kunne skrive noget, man ikke ville turde sige højt, hvis man stod ansigt til ansigt med modtageren. Eller i det mindste med mig. I en mørk gyde.

Heldigvis blegner det i sammenligning med alle de fantastiske og hjertevarme udvekslinger og den for min kone livgivende dialog, alle I andre, “rigtige” læsere holder gang i på daglig basis (det betyder mere for min viv, end I aner), så det er heldigvis den eneste bagside.
Det, og så at jeg må sidde vagt over vores sovende yngel fra sofaen indimellem, når konen skal til Kjøffenhavn til en premiere. Men det er vist meget fair, at det ikke kun er mit privilegium. Og så vil lykken det jo, at sådan nogen ofte ligger på torsdage, og der spiller United Europa League. Se nu der.