METTE MARIE LEI LANGE

Lidt om, om det kan “betale sig” at rejse langt med små børn

Indlægget indeholder reklame, da vi har fået rabat på vores rejse …

Mens vi var på Zanzibar med Yaneeda i oktober, var der en pige, der skrev og bad mig forklare, hvorfor vi egentlig rejser så meget med vores unger. Altså hvorfor “spilde” sådan nogle gode rejser på to små mennesker, som alligevel ikke vil kunne huske det senere i livet, og hvorfor rejse med de begrænsninger, de uomtvisteligt giver at have så relativt små børn på slæb. Jeg synes jo, de er halvstore nu, men første gang, vi rejste til Marrakech med dem, eksempelvis, var de blot 11 måneder. Og vi har rejst siden.

Det er jo noget af det, jeg sætter allerhøjst ved at være blogger! At få spørgsmål, der sætter gang i mine eftertanker på egne tanker og får mig til at reflektere lidt ekstra. Spørgsmålet kom omtrent midt i ferien, så de følgende dage gik jeg og hygge-grundede over mine grunde. Vores grunde, men måske nok primært mine, egentlig. Det har alle dage været mig, der tager initiativ til og planlægger rejserne i Langehjemmet.

Den første og åbenlyse årsag til, at vi rejser meget med vores børn er, at vi kan. Både Jon og jeg har svingende arbejdstider og kan således rejse væk i længere tid, uden at det slider på flextidsaftalen på kontoret. Desuden har jeg de senere par år kunne tiltuske mig nogle samarbejder, som ligefrem krævede, at vi rejste ud, og det har naturligvis muliggjort det yderligere. Ingen ved, hvor længe det er tilfældet, så det føles som en sygt god idé at udnytte det så længe, det varer.

Men jeg kender faktisk flere familier, der sagtens kunne rejse i hvert fald næsten lige så ofte som vi, men som fravælger det, fordi det er for bøvlet. Og det er sgu også bøvlet Især for op til et år til halvandet siden, hvor vi skulle pakke bleer og vådservietter samt klapvogn og inden da babygrød, sutteflasker og talkum i håndbagagen. Mange af vores ferier har ikke haft særlig meget feriestemning over sig, fordi ungerne har stillet præcis samme krav, som de gjorde derhjemme, og de har været betydeligt vanskeligere at imødekomme, fordi alt ikke står, hvor det plejer, når man lige er i Sri Lanka eller Mexico. Men vi har nydt det alligevel, Jon og jeg! Særligt har vi nydt, at rammen omkring hamsterhjulet er blevet sprængt for en stund, og vi er blevet bekræftet i, at jorden stadig drejer rundt (og er skidespændende og lige udenfor vinduet), selvom vi har fået børn. Mange gange har selve ferien måske været lidt though og stressende for de voksne, men når vi så er kommet hjem igen, glemmer vi de bøvlede elkogere og udfordringerne og husker kun solnedgangene, legepladserne med solbrune unger, der vælter rundt, deres første dyp i Det Indiske Ocean og dengang de smagte krabbe for første gang.

Ungerne, for deres part, var jo indtil for nylig fløjtende ligeglade med, om vi var i New York, Playa Del Carmen eller Lalandia. Men selvom de ikke kunne sætte pris på det eksotiske ved destinationen, er der andre ting, de har nydt. Før de første, at vi har taget fri, hevet dem ud af institutionen og har tilbragt døgnet rundt alle sammen i to-tre uger tre-fire gange om året. De har også nydt at bruge en masse tid på at blive trygge i vandet i swimmingpools verden rundt. Da vi var på Zanzibar med Yaneeda i oktober, var ungerne så trygge ved poolen, at de plaskede rundt fra morgen til aften og endte med at være relativt habile præ-svømmere og dykkere.
Desuden er de blevet vant til at flyve og er blevet meget habile udi tålmodighedens kunst på den front. De ved, at en flyvetur er lang, og man skal sidde stille og roligt og må ikke spæne rundt og råbe op. Til gengæld er mor og far relativt rundhåndede i snack-afdelingen, og der er alle de tegnefilm, man overhovedet orker, så længe flyet er på vingerne.

Men det, jeg sætter mest pris på er, at nu hvor de er ved at nå en lidt mere bevidst alder, er det begyndt at blive tydeligt, at de mange møder med forskellige mennesker, der ser ud på forskellige måder og gør tingene helt forskelligt, har sat sig i vores børn. De ser verden som et stort, åbent sted, hvor man er velkommen, og de møder nye mennesker med åbne sind og nysgerrighed. Da vi var på Zanzibar, hvor alle børnene havde smukt, farverigt tøj på og boede i lerhytter, havde vi en snak om, hvad børn mon leger for nogle lege på de kantet. Ungerne var sikre på, at de var lige så vilde med at lave eliksir, som de selv er (altså at blande alt, man kan finde, der ikke er boltet fast, med vand og røre rundt i en evighed).
Jeg har en følelse af, at de leder efter ting, de har til fælles med de folk, vi besøger, i stedet for at se forskellene. Ikke en eneste gang har de faktisk kommenteret på folks hudfarve, selvom den særligt på Zanzibar adskilte sig væsentligt fra deres egen. Når vi rejser, har vi mange snakke om, hvad er der ens og forskelligt i forhold til den måde, vi gør tingene på i Danmark, og hjemme i Langehjemmet har vi et kæmpestort verdenskort, hvor vi sætter en tegnestift ind de steder, vi har besøgt sammen. Jeg føler, vores unger får en masse (synes jeg) skidegode erfaringer ind med modermælken, så at sige, fordi de oplever verden i takt med, at de begynder at stille spørgsmål ved ting. Jeg vil rigtigt gerne have, at de vokser op i en verden, de føler er god, tryg og spændende. De skal tids nok erkende, at den er andre ting også, og så tager vi den derfra.

Apropos verdens lidt mere grå side: Vi har altid samlet rigtigt meget skrald op fra stranden, når vi har rejst, ligesom vi gør, når vi går ture i skoven i Køge, og så har vi talt om, hvad forurening gør ved jorden og dens resourcer. Yaneeda, som vi har rejst med flere gange nu, har et særligt fokus her, og inden vores afrejse til Zanzibar sendte de os en kuvert med en rulle bionedbrydelige poser, som vi kunne tage med på stranden på vores ferie, hvilket vi gjorde. Et visit på et børnemuseum i San Fransisco i maj gjorde særligt Hugo meget bekymret for korallernes tilstand, så han er ikke svær at opildne til at være med til at samle op efter andre.

Yaneeda sender poser og opfordrer alle, der rejser i områder, hvor der er brug for det, til at samle affald op fra strandene, når de nu alligevel er der. Jeg talte med en dansk pige, jeg mødte på vores hotel, om det, og vi var enige om, hvor fedt, det er, at der er rejseselskaber, som gør så meget ud af at sætte fokus på de ting, man som turist kan gøre for at påvirke de steder i verden, man besøger, på en positiv måde. Yaneeda arbejder meget med princippet om, at når man rejser, skal man ikke efterlade andet end sine modtryk og ikke tage andet med end minderne (og måske et par selfies eller 80). 😉

Så svaret må være, at vi rejser med vores børn, fordi vi gerne vil have masseret ind i dem allerede før, de begynder at tage stilling selv, at verden er deres legeplads, og at alle mennesker har noget interessant, man kan lære af dem. Det kan måske virke lidt langhåret, men sådan har jeg det sgu. OG så er det fordi, vi bare enormt godt kan lide at rejse. Og til alle, der spørger, om jeg viiiirkelig mener det, når jeg siger, at Zanzibar er bedre end alle andre steder, kan jeg svare et rungende JA! Alle bør besøge Zanzibar mindst én gang i livet. Og jeg kan også på alle måder anbefale at gøre det med Yaneeda. Det er tredje gang, Yaneeda arrangerer en rejse for os, og det har været tre af de bedste rejser i mit liv. To af dem på top to, faktisk. Den til Sri Lanka må altså glide i svinget på baggrund af Hugos indlæggelse… 😉

Se Bye, Bye, Baby i et TV nær dig!

Hoooold nu kælderdøren lukket (som min salig mor ville have udtrykt det), hvor jeg glæder mig til, at det TV-program, jeg filmede i Las Vegas i august sammen med Sisse Sejr og Sneglcille får premiere! Og det gør det altså på TORSDAG!!

Fra torsdag d. 22. november lægges det første af de i alt tre afsnit af vores lille “rejsetalkshow” ud på YouSee, så alle, der har YouSee-abonnement på dummekassen kan se det! De, der er knap så heldige, kan se det på min blog en måned senere.

Vi skal selvfølgelig holde et bæst af en launch-fest, og jeg har i sandhed allerede købt TO outfits, jeg ikke kan vælge imellem (måske man skulle overveje en afstemning), som jeg skal have på. Eller, altså, vælge imellem!

Jeg har set alle de tre programmer. Tre gange, faktisk! Og jeg synes, det er blevet skidegodt! Det, der vist hedder “production value” er mega-højt! Alt ser godt ud! Jeg synes, det er klippet mega-godt, og de ting, de har valgt at tage med fra vores små snakke, er ret godt valgt! Og jeg er fuldstændigt tilfreds med, hvordan jeg selv fremstår. Jeg synes, det ligner mig! Måske er jeg lidt mere plat og fyrer lidt flere oneliners af i virkeligheden, men der har de så gjort mig en tjeneste ved at klippe totredjedele væk. 😄👍🏻

Jeg er så spæææændt på, hvad I, der følger med hos mig, synes om programmerne! Der kommer forhåbentlig en trailer lige om snart, og den viser jeg selvfølgelig så snart, jeg kan! 💖🙌🏻

Jons uautoriserede takeover af min Instagram

Jep, jeg var såmænd til julefrokost i går! Den første i en ikke sådan specielt imponerende række af julefrokoster, der falder i halen af sådan cirka tre uger, hvor jeg har gået rundt med hovedet under armen. I morges brugte jeg halvanden time på at lede efter min laptop – jeg kørte sågar ned på stationen og tjekkede, om jeg havde lagt den der, og sandheden var, at den befandt sig i vores entré.

I går aftes kom jeg så til julefrokost uden min iPhone. Det er jo lidt et problem, når man lever af blandt andet at instagramme. Ikke så meget fordi, jeg havde tech-abstinenser, men mere fordi, at min agent havde planlagt det således, at man egentlig godt kan sige, at vi fik penge for at komme til vores egen fest. I hvert fald havde der sneget sig en kampagne for Aalborg snaps ind midt i det hele, og aftalen lød meget utvetydigt på, at jeg til gengæld for omtalte betaling skulle dele et foto på aftenen af mig selv nydende en af disse snapse-cocktails. Og der skulle også deles nogle snaps. Altså… på instastory! Den slags snaps. Af snaps… Er I med?

Men nød lærer nøgen kvinde at bruge en nøddeknækker, så jeg loggede hjemmevant ind på Instagram via min agents telefon og præsterede omtalte foto og hyggede mig så lidt på story. Halvsent gik det op for mig, at min ægtemand gjorde præcis det samme med min telefon i Køge. Altså hyggede sig på min story. Han lavede slet og ret en fuldkommen uautoriseret takeover, hvilket blev en kende pinligt, da jeg ikke var sen til at meddele mine 50.000 følgere, at jeg var i fuld gang med at sportsflirte med en af tjenerne på den restaurant, vi frekventerede.

Nuvel, billeder siger mere end ord, og jeg har simpelthen valgt at forevige udvekslingen i denne video. Jeg skylder måske at slutteligt tilføje, at Inge ægteskaber led overlast under filmningen af disse videoklip.

God weekend! 😄❤️

Mit hjemmelavede kludetæppe

I dag er det 17 år siden, at jeg vågnede ved en telefonopringning, der trak tæppet ud under mig for bestandigt og lod mig ligge tilbage, frysende på denne særligt kolde novembermorgen. Det tæppe havde altid varmet mig, og jeg havde regnet med, at det skulle være der mange år endnu. Jeg var vant til tæppet, regnede med det, selvom jeg nogle gange syntes, det var åndet og oldschool. Sådan er det jo med tæpper.

Men jeg elskede det tæppe meget højt, som kun børn kan elske deres tæpper. Jeg havde mange gange set for mig, hvordan lige præcis det tæppe senere skulle varme de børn, jeg endnu ikke havde fået, og selvom jeg var 20 år og lige flyttet hjemmefra, havde fuld fart på og masser af udlængsel, var der absolut intet som at fise tilbage til udgangspunktet og lade mig indhylde, trøste, opmuntre, varme og rumme af det bløde, dejlige tæppe. Og nu var det med ét uigenkaldeligt væk.

Siden har jeg selv strikket et tæppe. Det var jeg jo nødt til. Det nye tæppe er blødt og varmt og består af mange af de samme ting, som det gamle tæppe var gjort af. Jeg er faktisk meget stolt af det tæppe. Der var mange dage undervejs, hvor jeg var i tvivl om, om jeg kunne magte opgaven. Mit tæppe er hjemmelavet, men jeg har ikke strikket det alene – åh, jeg har fået stor, stor hjælp. Både fra professionelle tæppestrikkere og fra venner og familie. Nogle gange er der også sket det, at nogen har pillet ved en tråd og har trukket nogle masker op, som så har måttet strikkes om igen, og de er aldrig blevet helt som før. Men jeg har atter fået et tæppe. Stort og blødt. Så nu fryser jeg ikke længere.

Mit tæppe er unikt, og jeg er stolt af det. Det er et kludetæppe, og det er ikke færdigt, for det bliver den slags tæpper aldrig. Men det er varmt og trygt! Meget mere, end jeg havde troet noget andet tæppe kunne blive for 17 år siden, da jeg sad der i IC3-toget mod Sønderborg med intet andet end tårer og garnrester i skødet. Både resterne og tårerne er nu strikket ind i tæppet, der dufter af en blanding af morgendug, Rive Gauche fra YSL, kaninuld, et hint af cigaretrøg og kold kaffe, duften af mine forældres sengetøj, Bertas prutter, Hugos halsgrube og Jon. Og alt muligt andet, jeg endnu ikke ved hvad er.

I dag er en særlig dag. Jeg vil bruge den i sofaen, krøllet sammen under mit nye tæppe, som lige i dag føles som om, det stumper en kende – og tillade at længslen efter det gamle fylder det meste. ❤️

I Krig og Kærlighed i Sønderborg

Mine bukser er fra Ganni, men det er altså 3 år siden, at jeg købte dem, bodyen er Fra Samsøe Samsøe fra i sommer, og skoene købte jeg i London sidste år hos Kate Spade.

I går var kulminationen på en meget splattet, afslappende og småtræt weekend, hvor Hugo og jeg var i Sønderborg, mens Jon og Berta var på Samsø. Bevares, Hugo og jeg nåede både at læse 15 Pixiebøger,  bygge diverse LEGO-biler, have to legeaftaler med min veninde og hendes søn, spise søndags-frokost på Jensens Bøfhus OG shoppe chokolade og spiritus i Fleggaard syd for Grænsen – i løbet af to dage. Men alligevel føltes weekenden splattet. Jeg er baldret for tiden – det er noget med årstiden. Og Hugo fik også set en god del Disney Junior på De Gamles fjerner.

Søndag ved frokosttid kom Jon og Berta til Als, og selvom Hugo hårdnakket bedyrede, at han på ingen måde så frem til deres genforening, måtte han se sig slået, da Berta med julelys i øjnene præsenterede ham for en Risi Frutti, hun havde med til ham. De krammede og kyssede hinanden til den store guldmedalje, og så fortalte de hinanden prutte-vittigheder resten af eftermiddagen med glad forvisning om, at nu var der endelig en anden i lokalet, der synes, det var sjovt.

Ved aftenstid dullede jeg mig så langt op under loftet, som min håndbagage tillod, og Jon tog den flotte jakke, jeg gav ham i julegave sidste år, på for at kamuflere det faktum, at han havde glemt, at dresscoden hed ‘Black tie or evening smart’. Vi var nemlig inviteret til premiere på filmen ‘I Krig og Kærlighed’, som er optaget på Als og derfor meget passende blev fejret på det storslåede Alsion i Sønderborg. Filmen fortæller en sand historie om en sønderjysk desertør under første verdenskrig og er primært filmet i Havnbjerg på Als, ikke langt fra Mommark, hvor jeg er vokset op. I går, d. 11. november, markerede hundredeåret for afslutningen på første verdenskrig, og derfor var lige præcis i går den perfekte dag at holde lige præcis den premiere på. Jeg var enormt stolt på den lokalpatriotiske måde, og da Rosalinde Mynster, som spiller den kvindelige hovedrolle, meget smukt sang ‘Sig nærmer tiden’, som er en af mine yndlingssange, lige inden filmstart, fik jeg gåsehud over hele kroppen.

Både Jon og jeg var måske lidt ekstra-spændte på at se filmen, da vi begge to har læst manuskriptet og synes, det er virkeligt godt! Det kommer sig af, at Jon faktisk var til casting på hovedrollen, som Sebastian Jessen jo så i stedet løb med. Sebastian gjorde det sindssygt godt og fik med sin præstation sømmet det fast, han viste verden i ‘Mens Vi Lever’. Men helt subjektivt kan jeg da overhovedet ikke sige mig fri for, at jeg ville have haft koloenormt stor optur over at være til premiere på en film med Jon i hovedrollen. I Sønderborg. Filmet på Als! Men det må blive næste gang. 😉

Ronni, som har skrevet og produceret filmen, er i øvrigt grunden til, at Jon og jeg overhovedet blev kærester. Han var nemlig også producent på filmen Alle For Én, som Jon har en hovedrolle i, og da jeg havde set den og mødte Ronni til Zulu Awards samme år, var det jo, at jeg vred armen om på ham og bad ham skaffe mig en date med Jon, hvilket han så lykkeligvis formåede!

Filmen er fantastisk smuk, rørende og grusom på én gang. Og skideflot filmet! Og lydsporet er så labert… Der er en masse relativt nye navne med som Natalie Madueno og Rosalinde Mynster, og også en masse af de seje etablerede som Thure Lindhart og Ulrich Thomsen. Desuden spillede Thomas Wlaschiha rollen som tysk officer (det er ham, der spiller ham gutten, der kun taler i ubestemt tredjeperson om sig selv og alle andre i ‘Game Of Thrones’!), og han var såååå god til at spille både menneskelig og røvhul.

Jeg vil virkelig anbefale, at man ser filmen, som foregår i en krigstid, hvilket er allestedsnærværende, men mest af alt er en kærlighedshistorie. For størst af alt ér jo kærligheden …. <3