METTE MARIE LEI LANGE

Flinke Fremmede #5

Jeg er ikke så god til det med føljetoner, selvom jeg eeelsker det på andre blogs! Hver gang, jeg får startet en føljeton, holder det altid kun et par uger, før det løber ud i sandet for mig. Lidt ligesom med fitness-træning.
Men flere af jer, der læser med, har efterspurgt Flinke Fremmede, og jeg savner dem også selv! Så nu giver jeg det et skud til! Verden har brug for flinke fremmede! 🙂
I sagens natur er det ikke en opgave, jeg kan løse alene. Jeg møder mange venligsindede mennesker, men ikke helt nok. Derfor vil jeg bede jer sende jeres bidrag om møder med søde strangers (og oplevelserne kan være store som små! Ingen gestus er for bette!) til flinkefremmede@mettemarieleilange.dk.

Jeg lagde ud med at dele ti oplevelser per indlæg, men nu skærer vi det ned til fem. Så er der flere doser dejlighed at dele ud af, og man kan nå at læse dem, mens man spiser en Magnum. As I am doing right now … 😉

  1. God timing og masser af overskud
    Jeg var i slut 20erne, da jeg første gang i mit liv blev indlagt. Jeg har altid været afsindig bange for nåle – uden grund, men derfor er panikken ikke at tage fejl af.
    En sygeplejerske kommer ind på stuen og jeg spørger stortudende om hun skal stikke mig. Hun svarer: “Nej, det er ikke mig – hun kommer først om lidt. Men vil du gerne have at jeg bliver her?”
    Det resulterede i, at hun blev hos mig i en halv time ekstra, holdt mig i hånden og fortalte røverhistorier (sammen med sygeplejersken der skulle lægge drop) for at fjerne fokus fra nålen og berolige mig.
    Undskyld til de patienter der måtte have haft brug for hende i det øjeblik, men tusind tak for at hun tog sig tid til mig, det betød virkelig meget. Stor respekt for sygeplejersker, deres omsorgsgen og generelt deres arbejde.
  2. Belgisk mælkemand med et stort hjerte <3
    Sidste sommer, da vi var på vej hjem fra Belgien efter en uges sommerferie sammen med vores 7 uger gamle baby, havner vi i kø på motorvejen – i 8 timer! Efter nogle timer begynder Rød Kors at køre rundt og dele vand ud til de mange mennesker, der holder i kø. En af mændene, der kom med vand til os, ser vores lille baby og spørger så, om vi mangler noget modermælkserstatning eller noget til ham, for så ville han hente det til os. Det var bare så sødt af ham at spørge, selvom vi ikke havde brug for det!
  3. Når en 10’er køber meget mere end brunkager
    Som nyudklækket student arbejdede jeg i en periode som kasseassistent på fuld tid i Bilka. Her havde vi dagligt besøg af en ældre dame, som sjældent købte mere end to liter mælk og en pakke rugbrød. Den ældre dame brokkede sig konstant. Hvis det ikke var prisen, der var noget galt med, så var det, at der var for varmt i butikken, at der var udsolgt af en bestemt vare, eller at der ingen bænke stod til rådighed i brødafdelingen. Og det var altid kasseassistenten, det gik ud over.
    En dag stod hun (igen) i min kø. Jeg havde ondt af den ældre dame, men frygtede hende samtidig. Det var omkring juletid, og hun skulle købe en pakke brunkager. Da jeg slog prisen ind, råbte hun højlydt ud over det hele, at det var for dårligt, at brunkagerne kostede 20 kr. når nu der stod 10 kr. på skiltet. Hun så ond ud i blikket og mit 19-årige hjerte galopperede afsted. Der var lang kø, og kunderne himlede med øjnene. Men bag hende stod en ung fyr. Han smilede til hende og sagde “Den 10’er må du gerne få af mig, glædelig jul”. Damen så helt forskrækket ud. Men begyndte så at græde. Hun var tydeligt rørt af fyrens gestus. Hun tørrede øjnene, smilede og sagde “Sådan en venlighed har jeg ikke oplevet længe”. Hun tog imod 10’eren og købte sine brunkager. Og sidenhen var den sure dame væk. Damen kom stadig jævnligt i Bilka, men ikke længere for at brokke sig, kun for at hilse på og sludre med kasseassistenten.
  4. London lovin’!
    Jeg har været på weekendtur i London med mine søde veninder, hvor jeg får den fantastiske idé, at jeg skal mødes med en fyr den sidste aften. Mine veninder var trætte og ville hjem, men natten var ung for mig, så jeg tog videre. Jeg havde skrevet med den her fyr, og han havde inviteret mig til at mødes med ham på en bar. Jeg var lidt betænksom, da jeg vandrede gennem Londons gader alene for at mødes med en fremmed mand sent om aftenen. Jeg når frem til baren, og han er netop smuttet derfra, da jeg ankommer. Baren lukker, så jeg finder et andet sted, hvor jeg kan sidde og forsøge at komme i kontakt med ham. Med kun 1% strøm på telefonen bliver det hele lidt mere bøvlet, og da jeg bliver nervøs for, hvordan jeg skal finde hjem, bliver jeg mødt af den sødeste dørmand, som hjælper mig med at tegne et kort, hvis ikke min telefon holder strøm, og den sødeste bartender holder mig ved selskab med snak og fine anekdoter. Endelig ankommer den her fyr, som jeg skal mødes med, og han viser sig at være en gentleman af en anden verden. Vi drikker en øl, snakker osv, og da det er tid til at forlade baren, er han så sød at hjælpe mig ind i en taxa, så jeg kan komme tilbage til hotellet, og han betaler ovenikøbet også for turen, da jeg ikke havde nogle penge med… London er da en fantastisk by med fantastiske, rare mennesker!
  5. Klap på skuldren <3
    Jeg havde parkeret min cykel i sådan et “to etages” cykelstativ, hvilket havde været noget bøvlet, da jeg ikke er så høj. Da jeg så skulle hente cyklen igen, var TO cykler ved siden af væltet hen over min cykel – og de står jo i sådan nogle “spor” og er ikke lige sådan at rykke rundt med. Jeg står på tæer og bakser forgæves for at få de to andre cykler over i deres eget spor. Pludselig stopper en ung fyr og spørger, om jeg skal have hjælp – to minutter efter er min cykel befriet og jeg kan komme videre! Han giver mig et klap på skulderen og siger god dag. Så sødt! Jeg gik derfra med det største smil. Hvis han ikke var stoppet, havde jeg nok stået der endnu 😂

 

Min påske i tal


Jeg har vist været inde på det her på domænet de forgangne dage, men den her påske har for mig været formidabel. Der er som sådan set ikke sket noget udover det sædvanlige, men det er nogle gange det, der gør, at det hele netop føles formidabelt. At man får optur over den måde, ens hverdag er skuet sammen på.
Jeg skal ikke kunne afvise, at glæden blandt andet skyldes, at jeg pludselig er mor til to meget mere selvstændige 5-årige, som pludselig får tiden til at gå på eget beskub – i forhold til at det føles som om, at jeg de forgangne år ellers har skullet designe alt for dem. I denne påske har de levet det liv, jeg drømmer om på deres vegne – fyldt med frihed og eventyrlyst. Og de er vendt hjem med røde kinder og lommerne fulde af regnorm og andre vederstyggeligheder. Nu mangler jeg bare en hund og måske lidt længere ben – så er livet gået op. 😉
1
– løbetur
– biograftur
– blærebetændelse

2
– gin/tonics
– tarteletter
– havevabler

3
– afsnit af TV-serien ‘Friheden’, som er genial
– spil omgang Kongespil
– buketter blomster købt på Torvet

Og …
15 colaer, 60 timers nabohygge, 2 dage i Gilleleje, 1 besøg på Esrum Kloster og 100.000 sommerfugle i maven over, hvor freaking heldigt, det er, at Danmark får 5 dage med solskin i lige præcis de 5 dage, hvor vi stort set alle sammen har fri.
Det har været absolut vidunderligt at have Jon hjemme i fem dage i træk. I morgen fiser han til Odense, og ungerne og jeg kommer til at undvære ham i 13 på hinanden følgende dage. Det faktum fik Hugo til at fælde ægte, kæmpestore tårer her til aften, hvilket fik mig til at gøre det samme. Det er ikke et scenario, nogle af os er særligt fan af, især fordi det kommer ovenpå tre måneder, hvor Jon i forvejen ikke har været meget hjemme. Men sådan ligger landet altså, og det skal nok gå.

Nu vil jeg tænde for det nyeste afsnit af ‘Game Of Thrones’. Jeg har set på Instagram, at Miriam græd glædestårer til det, hvilket forbløffer mig en kende, så nu kan jeg altså ikke vente længere!
Med ønsket om en dejlig aften. Og en god start på post-påsken i morgen. <3

En hilsen på langs med kvalme, træthed og øget tissetrang

Jeg ligger på sofaen og har det sgu lidt skidt … Vi har knoklet i haven hele dagen i dag igen, Jon og jeg, mens vi stort set ikke har set vores børn, fordi de har løbet rundt i kvarteret. Det har været vidunderligt! Ikke at slippe for dem (kun lidt), men at se deres helt seriøst funklende øjne og blussende kinder, når de kommer hjem med maverne fulde af is, fordi de på en eller anden måde får scoret sig til én hvert sted, og rygsækkene fulde af oplevelser, som vi ikke er en del af. Store unger, altså!

Hugo gik i dag alene ned for at besøge en hundehvalp lidt længere nede ad vejen. Den og resten af familien var imidlertid ikke hjemme, men han fandt en teenager på førstesalen, som han overtalte til at lege med ham ude i haven. En halv time senere kom moren i huset hjem og sendte mig et billede af det umage par siddende i hver sin havestol med hver sin Filur-is.

Jon og jeg har fået deponeret hele vores gamle terrasse i ‘udendørs-træ’ på genbrugsstationen, vi har væltet et efeu-hegn, gravet et bed, og jeg har gjort ildstedet fint igen. Og nu ligger jeg her på sofaen med de vildeste graviditetssymptomer, selvom det burde være fysisk umuligt, at jeg er gravid. Jeg har kvalme og skal tisse hele tiden, og så er jeg træt som en slutty teenager efter et halbal. Jeg mener, jeg havde menstruation i sidste uge, så det kan ikke rigtigt passe, at jeg skulle være med rogn. Men ikke desto mindre er jeg sendt til tælling på en måde, jeg ikke var været det siden sommeren 2013. Jeg har det fysisk ret dårligt – men psykisk ret dejligt, fordi den her påskeferie simpelthen er så god ved mig.

Om et kvarter kommer tre nabo-familier med sammenlagt otte børn på havevisit til grillaften med temaet BYOB (Bring Your Own Beef) i vores have. Så jeg napper lige fem minutter mere her på langs. Så åbner jeg en cola og mine øjne og satser på, at der alligevel glider en burger ned. 😊

Fortsat god påske! ❤️

Før/efter: Se vores nye terrasse!

Sådan her så vores terrasse ud, da vi købte huset. Der er ingen tvivl om, at den (efter min mening) klædte huset vanvittigt godt! Den var ret stor, og det var lækkert nok sådan at kunne gå ud på de direkte fra stuen. Trappen gik ved på højre side til en anden stenterrasse.

Ulemperne ved den gamle terrasse oversteg dog fordelene. For det første var den efterhånden gammel og ikke særlig velholdt. Det kunne man selvfølgelig gøre noget ved, men den anden ting var, at vi aldrig brugte den. Og det skyldtes, at når man sad på den, havde man, udover haven, en meget uskøn udsigt til bilerne på Københavnsvejen, som uafværgerligt drøner forbi derude – dag og nat. Larmen er én ting, og den lever vi med. Men at sidde og kigge på trafikken, blev altså aldrig min hobby.

Den anden ulempe var, at terrassen skabte en afstand mellem haven og huset, og når vi en sjælden gang sad deroppe, Jon og jeg, mens ungerne legede i haven, følte de ikke, vi var i samme “rum”.

Så nu er vi i gang med at få bygget en ny! Faktisk er selve terrassen egentlig færdig, vi mangler bare gelænderet til den øverste del af terrassen. Vi har nemlig valgt at genanvende den inderste fjerdedel af terrassen – altså der er lagt nye brædder, men højden er den samme, og den er bygget på de eksisterende træbjælker. Så var det heller ikke nødvendigt med nye støbninger. Trappen er også genbrug – bare med nye brædder. Og selve den nye terrasse, som nu ligger i plan med græsset, er lagt ud fra de eksisterende bjælker, der er skåret ned, og så er spærene fæstnet på dem.

Jeg ELSKER den! Den skal lige indrettes, selvfølgelig. Og vi skal lige have besluttet os for, hvilket gelænder, vi vil have på “øverste etage”. Jeg synes, det er voldsomt svært at finde noget pænt, som samtidig ikke skærmer for meget for solen. Efter at vi har revet den gamle terrasse ned, har vi oplevet, at vi får endnu mere lys ind i stuen, og den vil vi nødig af med igen. Tips og links til pæne gelændre modtages gerne, hvis man er kyndig i den retning.

I de næste par påskedage har vi planer om at få kørt de gamle brædder på genbrugspladsen, og så er jeg faktisk i dag gået i gang med at ommøblere området omkring vores ildsted bagerst i haven, og drivhuset har også fået en overhaling.

TÆNK engang, at påsken lige lægger ud med høj sol og nærmest sommeragtigt vejr! Dagen i dag har for mig været sådan en, jeg kommer til at huske for altid. Ikke aktivt, men følelsen ligger rundt om det, der gør mig til mig, inde i maven. Hvis det giver mening. Jeg har løbet tur, spist tarteletter i naboens have sammen med de andre naboer, ungerne har besøgt stort set alle naboer og har leget udenfor hele dagen, og jeg ELSKER, at vi bor ud til en blind vej, der støder op til en anden blind vej, hvor der næsten aldrig kommer en bil. Og jeg elsker endnu mere, at stort set alle vores naboer er ekstremt søde mennesker med alt fra hunde til høns, som de gerne ser besøgt af femårige. Og at vores genboer HAR en 5-årig, som Jon i formiddag tog med, da han og ungerne tog i Bjæverskov Mini-Zoo. Og at de voksne på vejen alle sammen er sådan nogle, man NYDER at hænge ud med. Havde jeg vidst alt det her, havde jeg gerne betalt en million mere for vores hus. (Hvis jeg havde haft råd). 😂

Nogle gange er der lidt langt til København. Men på en dag som i dag kan jeg mærke helt ind i knoglerne, hvor rigtigt og heldigt det her huskøb er. Jeg er gladere her, Jon er gladere her, og jeg er helt ekset med, at det her er de barndomsminder, mine børn får. Med en vej uden farer, søde mennesker i alle haverne og venner i hvert andet hus.

Da vi i eftermiddag sad i solen på terrassen og spiste nykøbte is fra Hjemisbilen, rejste Hugo sig op og lavede en bølgeagtig bevægelse med armen. Da Jon spurgte, hvad det var, svarede Hugo, at det er tegnsprog og betyder “Det her er livet!” Vi blev enige om, at det fra nu af er vores families tegn, når vi gerne vil signalere optur til hinanden, men er et sted, hvor vi ikke har ørenlyd.

Virkelig fin dag i mit bette liv. ❤️

Med ønsket om, at I, der læser med, ligeledes har nydt solens mildhed, hvis det er jeres thing. Eller har nydt dynens tyngde, venners selskab, jordbær, frihed, arbejde, ro eller rytme. Jeg håber sgu bare, I har hygget! 😄

Lidt om (internet)-mobberi og en god oplevelse

Dengang jeg gik i folkeskole, blev jeg nogle gange drillet. Frikvarterene kunne godt føles lidt stramme, når de seje børn i klassen havde besluttet, at jeg hørte til i den anden ende af skalaen.
HELDIGVIS fandtes internettet ikke dengang, så det var ikke noget, jeg fik med mig hjem. Når jeg havde smidt min cykel i indkørslen, gik jeg gerne ind og fortalte mine forældre, hvad de andre børn havde sagt. Jeg kan huske, at min far eller mor typisk sagde “Nåh, for pokker. Har hun ret i det?”. Til det kunne jeg jo kun svare “Nej”. Så sagde de gerne: “Jamen, så er det jo fuldstændigt lige meget. Det er forkert. Lad være med at bruge mere tid på det, gå hellere ud og leg i stedet for”. Og så gjorde jeg det. Røvhullerne i skolen var nogle røvhuller, men alle ved jo, at voksne ved mere end børn, så det blev ved det for mig. De falske anklager fik ingen ilt.

Jeg syntes, det var møgubehageligt at blive drillet, men jeg tog det aldrig personligt. Jeg ville ønske, de ville tale ordentligt eller lade mig være i fred, men jeg var aldrig i tvivl om, at det, de sagde, ikke havde merit.
Den opfattelse har jeg taget med mig ind i voksenlivet, og jeg er mine forældre ret taknemmelig for netop det faktum. Nu, hvor internettet findes, og apps som Jodel er en ting, bliver man i højere grad konfronteret med det, når folk synes, man er en klaphat, end man gjorde tidligere. Jeg har aldrig haft et problem med tanken om, at jeg ikke er alles kom te, for det er jeg ikke ene om. Tvært imod – det er ingen. Jeg holder mig heller ikke for fin til at dele min mening om folk, jeg ikke kan lide, med mine veninder i ny og næ. Men vi holder det oldschool og gemmer sladderen bag lukkede døre.

Jeg har heldigvis været meget forskånet for onde tunger online. Jeg har ikke en særligt kontroversiel blog. Jeg beskæftiger mig mest med det, der gør mig i godt humør, og det, har jeg på fornemmelsen, er som oftest det, folk er ude efter, når de besøger mit domæne. Om man er til dét og til mig, er jo subjektivt, men det er jo ret let at slippe for en blogger, hvis man ikke bryder sig om lugten i bageriet. Man kan bare lukke fanen og trykke ‘unfollow’.
I går blev jeg så gjort opmærksom på, at der var nogle, der havde skrevet knap så pæne ting om min personlighed, min næse og mit parforhold på Jodel. (Faktisk er jeg ret sikker på, at hende, der sendte mig screendumpet, var hovedforfatteren bag skriverierne). Ingen af de anklager tager jeg sådan set til hjerte. Det er ikke ordlyden, der rammer mig, det er den ubehagelige følelse af, at der er folk, der har lyst til at såre mig. At det er blevet okay at skrive sådan på internettet. Jeg synes, det er HELT okay og naturligt, at man har sine meninger og holdninger og deler dem med ligesindede bag lukkede døre. Men jeg forstår for det første ikke, at man kan føle, det er okay at hænge folk til tørre på internettet, og jeg forstår heller ikke den der trang til at indvie mig i balladen. Jeg savner dengang, vi bare bagtalte hinanden analogt! Say what you will – men gør det venligst bag om ryggen på mig, så du ikke forurener forårsluften i min nærhed!

Umiddelbart efter, at jeg havde fået den besked, der bekendtgjorde mig med bagtalerierne, var jeg i Netto med Berta. Hun ville gerne hjælpe med at pakke poserne, så hun satte sig op på den lille opsats for enden af kassebåndet og var i øvrigt ret ferm til at få tingene ned i nettet (hendes mor er tidligere pakkepige i Føtex, så måske talentet løber i hendes årer). Desværre fejlbedømte hun bredden af gesimsen, så der skete det, at hun faldt ned og slog sig der, hvor det gør allermest ondt. Og hun skreg… Så højt. Jeg smed alt, jeg havde i hænderne, bar hende lidt væk og trøstede alt det, jeg kunne. Jeg har sjældent oplevet Berta skrige med en sådan kraft. Jeg fik hurtigt konstateret, at hun ikke havde revet hul på noget, hun havde bare fået et kraftigt slag et sted, der helst skal behandles nænsomt.
Efter en rum tid var skrigeriet stilnet af, omend hun stadig græd, så med Berta i armene og det ene net over skulderen, gik jeg hen for at hente resten af mine varer på båndet, så vi ikke sænkede tempoet for meget for de andre handlende. Her erfarede jeg så, at en sød fremmet havde pakket mine ting og stillet dem klar, så jeg bare kunne napse dem og gå med Berta, som jeg gjorde, mens hun græd videre. Da vi var kommet ud af Netto, blev vi indhentet af det, jeg gætter på var butiksbestyreren, der spurgte, om han ikke godt måtte have lov at byde på en trøsteis. Bertas gråd forstummede af betuttelse, og vi gik med tilbage til butikken, hvor Berta fik frit valg på hele iskortet. Hun var helt forbløffet, stoppede med at græde og valgte en Filur.
På vej tilbage til bilen blev Berta ved med at tale om, hvor vildt det var, at hun havde fået en gratis is. Og at hun havde fået den af en mand, hun ikke kendte, fordi han ville trøste hende.
På vejen hjem talte vi om, hvor fint det havde været – selvom det selvfølgelig var drønsynd for hende, at hun havde slået sig. Vi talte om, at det både var dejligt, at hun hun havde fået en is, som vi ikke behøvede betale for, men også, at det var sådan en god følelse, at der var en mand, som havde lyst til at gøre hende glad. Og jeg fortalte hende, at verden heldigvis er fuld af den slags mennesker, og at når man har mulighed for det, skal man gøre sit bedste for at være sådan et menneske overfor andre.

Jeg har netop sendt en mail til Nettos hovedkontor og rost den geniale Netto-medarbejder i Torvebyen i Køge. For det kan internettet også bruges til, og når det bliver dét, giver det hele så meget mere mening. Især på en solskinsdag lige op til påske.

God dag, god påske og tak til alle jer, som er så søde til at læse med, kommentere og engagere jer positivt og konstruktivt her på min bette blog. Det gør mig glad hver ENESTE dag. <3