METTE MARIE LEI LANGE

Mandag, coronatest og hjemmebagte boller


Vi vågnede i morges kl. 5, da Krapylerne invaderede soveværelset med vanlig charme. Forbandede vintertid! Kan vi ikke bare vælge en tid og så holde os til den, så vi undgår jetlaggen børn to gange om året. Det er altså mindre charmerende, når man ikke samtidig har en tan, fordi man netop er hjemvendt efter eksempelvis to uger i Mexico.
Anyway, Hugo hostede, og det samme gjorde Berta. Jeg havde en fornemmelse af, at de smurte lidt vel rigeligt tykt på, men hosten var ikke desto mindre nærværende. Særligt i Hugo, og faktisk også i mig.
Jeg føler mig ganske overbevist om, at ingen af os har corona, men det er der sgu nok mange, der har sagt før mig, som alligevel er endt op med en positiv COVID-19-test, og i tider som disse tages jo ingen chancer. Heller ikke i Køge.

Vi skrev til skolen, meddelte om sygemelding, og så bookede jeg den næstmulige tid til en coronatest til ungerne og mig selv. Således mødte vi op lige udenfor Lufthavnen kl. 8.10 og rakte tunge af en læge i rumdragt, inden vi vendte retur til bilen, som på bare 10 minutter var blevet prydet af en parkeringsbøde. Krapylerne blev noget fortørnede over vatpindens noget voldsomme opførsel i deres halsregioner, så jeg lovede, at vi ville runde en bager på vej hjem, imod at de sad stille og lod sig pode. Men tilbage i bilen med bøden i lommen kom jeg i tanke om, at man jo for pokker ikke må besøge noget som helst, når man sådan er nervøs for corona, ej heller en bager. Ikke engang den skidegode bager lige udenfor Køge.

Så vi vendte i stedet hjem ganske brødflove, og jeg gav mig til at bage boller i stedet. Heldigvis havde vi gær i køleskabet, og jeg går aldrig ned på mælk eller hvedemel.
Så nu er vi altså herhjemme, alle fire. Jon har efter planen optagelser i morgen, så han får taget en coronatest på et privathospital i aften, sådan en af dem, man får svar på indenfor 15 minutter. Hvis den er negativ, hvilket vi går ud fra, den er, så sover han i kælderen og går i omvendt karantæne for at undgå os, inden han mødes med sine medspillere.

Det er sgu egentlig meget udramatisk. Krapylerne har sat den helt store produktion af julepynt i gang, der er ild i brændeovnen og stearinlys på bordet, og huset dufter stadig af føromtalte hjemmebag.

Og det var så den (første) efterårsferie

Det er første mandag efter efterårsferien. Og det er første mandag efter første ferie, hvor mine børn går i skole. OG det er sørme også første mandag efter en ferie, hvor jeg ikke glæder mig til at sende mine børn ud af døren om morgenen.

Jeg har altid leet kærligt af dem, der brugte hashtagget #stoptiden. Jeg har altid syntes, at den forgangne tid, mine børn har levet, og de glæder, oplevelser og kvaler, vi har haft i mellemtiden, stemmer meget godt overens. Ligesom at jeg også synes, det virker meget rimeligt alt taget i betragtning, at jeg har den alder, jeg har. Jeg føler mig ikke som en på 24, jeg føler mig som en på 39. (Sådan som jeg opfatter folk på 39).

Men hvad børnene angår, så synes jeg pludselig, at nogen har trykket lidt vel rigeligt på spoleknappen, siden de i sommer begyndte i skole. Pludselig staver de sig igennem alle skilte, de ser (altså, de kan ikke læse, forstås. Men de interesseres for bogstaver), de har legeaftaler hele tiden, kan selv finde ud af det meste og vender sig ud mod verden på en måde, de aldrig har gjort før. I weekenden var ungerne og jeg alene hjemme, og da Berta arrangerede en legeaftale hos en veninde, gjorde jeg mit ypperste for, at Hugo og hans legekammerat ville blive hos os. Og da Berta kom hjem og aftalte en ny playdate med genboens datter, bestak jeg dem med chips og mandariner til at tegne i VORES køkken og ikke genboens. Jeg kunne pludselig mærke vacuumet i min favn, når begge børn om få år får travlt med alt andet end at sidde hjemme og bede mig servicere dem, til jeg får spat. Jeg fik pludselig lyst til at stoppe tiden. Og så fik en del af mig også lyst til alligevel at få et barn mere, så vi kan trække tiden med børn, der er afhængige af os, lidt længere. Jon og jeg brænder jo vores lys i begge (børne)ender på én gang, kan man sige. Skyder alle vores lynkinesere af på en og samme gang. And what a spectical it is, in deed. ❤️

Lalandia i Billund, hvor ungerne og jeg hang ud fra mandag til onsdag, var fint! Bedre end fint, faktisk. Sidst, jeg slog mine folder på de kanter, var børnene omkring to år, og jeg mindes at føle, at jeg havde ramt min proletargrænse. Sådan havde jeg det ikke denne gang, og jeg tvinges til at overveje, om det skyldes, at jeg er blevet mere proletar, eller om jeg mon bare har vænnet mig til, at livet med børn, når det er godt, meget minder om en dag i netop Lalandia. Fastfood, klorpool, klovne på stylter, trætte Krapyler og forældre med alkohol til aftensmaden. Bliss!

Nu er det mandag. Ungerne er i skole og skulle egentlig have været i SFO bagefter, men de vægrede sig derved, og jeg var let at overtale. Så nu henter jeg dem i stedet, når de får fri, og så benytter vi eftermiddagen til at få Hugo klippet og købt nye støvler til Berta.

Med ønsket om en dejlig mandag. Om det er den første, den sidste eller én midt imellem! ❤️

Myth buster: Er de dyre bedre end de billige?

Det er nok ingen hemmelighed, at jeg er creme-elsker! Skønhedscremer, kagecremer, cremefrøer, you name it! 😉
Jeg har været i et løst forhold med skønhedsbranchen i lidt over 10 år efterhånden og har stukket mine fingre ned i en del krukker i de år, der er gået, og jeg kunnet lide det, har jeg! Jeg har testet alt fra økologiske cremer til de særdeles unaturlige (og nu taler vi for en god ordens skyld altså om ansigtscremer, ladies!), de billige og de dyre. De røde, de grønne, de grynede og de silkebløde. Girls, I’ve been around.

Der sker jo gerne det, at man bliver forelsket i forskellige cremer hen ad vejen. Afhængigt af, hvor man er i sit liv på det givne tidspunkt. Det kan være mode, der påvirker én. Et brandnavn, man synes er sejt, eksempelvis, hvis tøj, man ikke har råd til, og så er cremen alligevel billigere (og ser godt ud på badeværelset). En venindegruppe, der sværger til det samme. En modetendens. En økonomisk formåen – eller det modsatte. At man ikke har tid til at sætte sig ind i, hvad der er godt, og så i stedet stoler på prisen og napper noget, der bider i pengepungen. SÅ kan det jo i hvert fald mærkes, kan man sige. 😉

Der er nogle fordomme, jeg synes, der går igen i skønhedsbranchen, når det kommer til forskønnende ansigtscremer og deres formåen. Og ikke mindst prisen på dem. Mange mener at synes, at særligt prisen er afgørende for, hvorvidt de nu duer til det, de lover. Så billige brands lyver øjensynligt mere, tænkes det ude i de små hjem. Det er en ærgerlig fordom, og så vidt jeg har testet mig til, er det usandt.

En af de begrundelser, jeg har hørt for, at billige skønhedsbrands skulle være dårligere end de dyre er, at de billige jo ikke har de samme budgetter til forskning. Det er usandt af flere årsager. Ikke nødvendigvis vedrørende alle billige brands, men det, man ikke tænker på, er eksempelvis, at mange mindre brands kan sælge rigtigt mange produkter, hvilket giver dem en økonomisk større volumen. Noget andet, der ofte gør sig gældende er, at mange brands har den samme ejer. Så et dyrt og et billigt brand kommer måske fra den samme koncern, og derfor bruger virksomheden den viden, de har fra de dyre produkter til de billige også. Så den dyre forskning kommer de billigere brands til gode helt gratis, kan man sige. Et godt eksempel på et billigt brand, som har vanvittigt meget forskning i ryggen er eksempelvis NIVEA, som jo er en af de største skønhedsgiganter i verden.
Men altså, fordommen omkring eksempelvis prisen som garant for kvalitet og mange andre har NIVEA besluttet sig for sammen med det gæve team fra Femina med Christina Sander i spidsen at komme til livs. Der er så mange skønhedsmyter. Hvad er sandt og hvad er falsk?

Se lige vores videoer her og bliv klogere! Og vid, at Uma ligger på mine fødder under alle optagelserne – jeg synes, det tilføjer noget yderligere hygge. 😉

Fineste fødselsdag!


I går havde jeg fødselsdag! 39 år, min fine ven! Og de klæder mig, hvis jeg skal sige det selv! Ansigtet er blevet mere kantet, kroppen er blevet mere blød, hjertet er det samme, og jeg nyder det alt sammen!

I går var det skolernes motionsdag, og det er jo første gang, at den slags var relevant for mig siden engang i starten af 90’erne. Jeg husker fra dengang, at det skete et år, at jeg skulle løbe tre kilometer på min fødselsdag. Det var dengang, man havde sodavand og slik med i en rygsæk til turen. Sådan er det ikke længere, Krapylerne var sendt afsted med rugbrødsmasser og frugtstænger.
Men mens de var langs, tog jeg i Bilka sammen med Jon for at købe ind til weekende, hvor vi har besøg af min far of min Elke, og ikke mindst lagkager, som jeg lavede sammen med Krapylerne, da de kom hjem fra skole, og Jon var taget på arbejde. Bilka fejrer deres 50-års jubilæum lige nu, og de startede altså i går på min føler, hvilket jo gør Bilka præcis 11 år ældre end mig. 🙂

Da jeg var barn, hed Bilka ikke Bilka, men A-Z. I hvert fald i den sønderjyske ende af landet, hvor jeg slog mine folder. Vi boede langt ude på landet, men når vi engang imellem kørte derind,  var det nærmest en heldagstur. Så skulle der både handles mad, nyt tøj og gummistøvler, og når varehuset var endevendt, spiste vi middag i cafeteriaet. Vi gik ret sjældent ud at spise dengang, så det var absolut en dining experience for mig. Jeg kan huske, at vi havde fri valg imellem alle deres hovedretter, som kostede den nette sum af 18 kr. hver. Og det var altså ikke en børnemenu, det var en fuldvoksen portion flæskesteg med brun sovs, kartofler og rødkål. Ja, tak! Jeg kan huske, at jeg syntes, det var meget eksotisk, at man bare parkerede sin vogn ude foran “restauranten” for så bare at hente den igen bagefter. Spisestedet lå lige ved siden af planteafdelingen, så når vi havde spist op, løb min søster og jeg rundt derinde og legede, at vi var faret vild i en jungle. Those were the days… 😉

Den Bilka, vi oftest frekventerer, er den, der ligger i Waves i Greve, og den er noget af det tætteste, man kommer på en amerikaner-shoppeoplevelse indenfor landets grænser, vil jeg vove at påstå. Man kan købe alt fra potteplanter til flæskesvær, og Jon fik i øvrigt shoppet både morgensko og det nye FIFA-spil til en favorabel pris. Jeg overvejede at købe den her fine overgangsjakke til Berta, men sandheden er, at hun i forvejen har én for mange derhjemme.

Jeg sprang frokosten i cafeteriaet over i går og smuttede i stedet hjem med alt, hvad hører til en respektabel lagkage. Eller to, faktisk, for Berta kan ikke lide chokolade, så jeg lavede en mini-jordbærkage. Jeg vil personligt mene, at det var en noget skrabet version, da det simpelthen var jordbærgrød mellem lagkagebunde med glasur på toppen, men jeg har sjældent set noget bette væsen være så tilfreds med en servering.

Den anden kage laver jeg ens hver gang, nogen har fødselsdag indenfor mine husmure. Nogle vil kalde det gudsbespottende overfor konditorer, men sådan lavede min mor dem altid (hendes far var faktisk i øvrigt konditor, men lad nu det ligge), og sådan synes jeg, de skal smage på fødselsdage. Det er købte lagkagebunde, og imellem de nederste lag er der kagecreme og bananskiver. På laget over det er der et tykt lag chokoladecreme eller nutella sammen med jordbær skåret i skiver, og så er den kørt over med flødeskum, som det ses. Proletaren i mig har en fest, og det var jo min fødselsdag, så halleluja!
Bilkas 50 års jubilæumsfest startede i går, selvsamme dag, som jeg fyldte år. Og det fejrer de selvfølgelig med bunkevis af gode tilbud på bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord. Man kan se den spækkede tilbudsavis, som altså gælder indtil næste fredag, lige her.

Hav lige en fantastisk weekend og TAK for alle de dejlige fødselsdagshilsner i går! De gjorde mig endnu mere glad, end jeg var i forvejen! <3

Og sådan gik det til, at jeg oplevede overfladespænding i Netto

#happyMM

En del af min narrative fortælling har hele mit voksne liv været, at jeg sover dårligt. Men det er okay. Folk fejler alt muligt forfærdeligt, men jeg er heldig, jeg sover bare dårligt. Og har tinnitus og korte ben. Og præmature grå hår. Småting. Men efterhånden fylder lige præcis den småting alt for meget.

Jeg har prøvet en masse forskelligt, men mestendels har jeg udøvet fortrængning som terapi. Hvilket nok også forklarer, hvorfor jeg ikke kan huske, om jeg sov dårligt som barn og teenager. Jeg tænker på det så lidt, som jeg kan. Men det er problemet desværre ikke blevet mindre af. Og efter at være blevet mor, er problemet kun blevet værre. Både fordi, min søvn bliver afbrudt oftere, end den i forvejen gjorde, fordi jeg sover endnu lettere, fordi jeg jo skal varetage andre mennesker overlevelse passivt sideløbende med, at jeg visseluller.

Og nu er jeg, efter tip fra en følger på Instagram, begyndt at spise antihistaminet Phenergan, som egentlig er lavet til at modvirke køresyge, men som er så sløvende, at det også udskrives mod søvnløshed. Og til gravide mod kvalme, så det er altså ikke et hardcore drug, tænker jeg. Og det virker. Jeg sover mere, bedre og dybere, end jeg nogensinde har gjort. At sammenligne otte timer på puden dengang med otte timer på puden nu, er som at sammenligne en time i træningscenteret en dag, hvor man virkelig ikke orker og bare sådan pjanker sig igennem det, med en time, hvor man ledsages af en personlig træner. Som ikke kan lide en. Mens man drikker Red-Bull. Dagen inden, man skal vise sig nøgen foran sit crush for første gang. Bortset fra at jeg har det komplet omvendt bagefter, fordi jeg selvfølgelig efter mine otte timer på puden er FRISK!

Nu har jeg sovet hver nat i en uge, og jeg har det anderledes. Mærkbart anderledes. Både fysisk og psykisk. Min krop mærkes anderledes, det er svært at forklare. Jeg har ikke den der følelse af at have grus i øjnene, for meget hud i øjenlågene og en svamp bag pandeskallen. Og jeg er ikke træt. Jeg er simpelthen ikke træt! Jeg har før prøvet at have sovet længe med det resultat, at jeg havde en halv dag, hvor jeg var fuld af energi, før den igen forlod mig til fordel for træthedens indtog, men de sidste par dage har jeg været utræt hele dagen.

I dag, søndag, stod jeg i Netto klokken lidt over halv fire med en indkøbsliste på længde med min arm efter en dag fyldt med frokost på Bone’s og visit på spilcafé, som normalt efter en “almindelig” nat, der på almindelig vis fulgte en alenlang række af andre “almindelige” nætter, ville efterlade mig mere smadret end en kotelet efter mødet med en kødhammer. Men jeg var ikke smadret. Jeg var heller ikke superfrisk, jeg var bare utræt. Og min krop fungerede. Den var ikke tung, slatten og ødelagt. Og jeg tænkte, at jeg havde lyst til at tage hjem og bage pølsehorn. Normalt har jeg ikke lyst til andet end at ramme sofaen, når klokken er midt på eftermiddagen.

Da fik jeg sgu tårer i øjnene. Det er noget af det vildeste, der er sket i mit lille liv, siden Krapylerne kom til verden.

Jeg. Er. Ikke. Træt. Så har man set det med. Gad vide, hvad fremtiden bringer nu? Gad vide, hvor meget mere, jeg kan nå og få lyst til? Åh, jeg er GLAD! 😍