METTE MARIE LEI LANGE

Hvordan forenes én begravelse og to krapyler …


Mine Krapyler var så heldige at være født med en oldemor. Jeg har aldrig selv været særligt rig på bedsteforældre, så det har for mig at se altid været et stort privilegium. Oldemor Birte var Jons mormor, som var 90 år, da jeg kom ind i familien. Faktisk nåede jeg også at møde Jons farmor, Gerda, som fyldte 93, før hun tog herfra. Det var min idé, at Berta skulle hedde Berta, og det, der tippede vægtskålen, så Jon kom ombord på idéen var, da jeg sagde, at hvis man smækker navnene ‘Birte’ og ‘Gerda’ sammen, får man da ‘BERTA’! Så Berta er på en måde opkaldt efter begge sine oldemødre på fars side.

I sidste uge døde Oldemor Birte. 98 (næsten 99) år gammel og meget, meget mæt af dage. Hun nåede lige at slikke lidt sensommersol og lægge sig i sengen, inden efterlivet kom og hentede hende, og jeg ved, at hun tog velkomment imod. Birte nåede at leve sit liv som skolelærer og provstehustru på Samsø, få tre børn, seks børnebørn og ret mange oldebørn. Hun havde set det, hun ville og hørt sin melodi. Hun ville gerne videre i teksten, og nu er det forbi. Jeg håber lidt, min afsked med verden kommer til at ligne Birtes. Gammel og mæt af dage med mine børn omkring mig.

Jon og jeg fortalte ungerne om Oldemors bortgang i fællesskab, og vi gjorde det uden dramatik. Krapylerne har en mor, der er jævnt bange for at dø, og den følelse har jeg ikke lyst til at give videre til dem. De vidste godt, at Oldemor var meget gammel, og de vidste også, at Farmor var taget til Samsø, fordi det så ud til at gå den vej, så de blev ikke chokerede. Bagefter talte vi om, hvad der så kommer til at ske nu og spurgte ungerne ind til, hvor meget, de vidste. De havde ret godt styr på en begravelses generelle ritualer, og da vi spurgte, om det var noget, de gerne ville med til, svarede de begge to ja.
Umiddelbart syntes jeg, at det var for tidligt at introducere mine uskyldige, små børn for den slags oplevelser, som er forbundet med livets endeligt. Men på den anden side kom vi frem til den erkendelse, at det måske er en meget fin begynder-begravelse. Et dejligt menneske, der var elsket af mange, er taget herfra i en sen alder. Sådan går det jo i livet. Ingen kommer formentlig til at være sønderknuste til begravelsen, selvom stemningen naturligvis aldrig er festlig ved sådanne begivenheder, men særligt jeg kommer til at være fuldt ud i stand til at tage mig af ungerne og deres følelser, hvis de skulle vise sig at komme bag på dem.

Så vi skal således til begravelse på Samsø i weekenden. Omend anledningen jo er noget trist, er der nu også noget fint og også lidt hyggeligt over, at hele den del af vores familie, som nedstammer fra Birte, kommer til at være samlet. Havde der aldrig været nogen Birte, havde der heller ikke været nogen Farmor, nogen Jon, nogen Hugo eller nogen Berta, og så kan jeg love jer for, at den MM, jeg og I kender, heller ikke havde været her.

Vi lever kun én gang. Men hvis vi lever godt, er det også nok. <3

Palmerne vokser ikke ind i himlen (eller gør de?)

Planlægningen af vores to måneders ophold i Los Angeles er i fuld gang! Jeg ELSKER, at jeg for én gangs skyld har fået en god idé i god TID! Det er simpelthen så spændende og hyggeligt og sommerfugle-i-maven-fremkaldende at gå og undersøge, forberede og planlægge.

Og også fordi, at jeg løbende bliver ledt af nye veje i min reseach på baggrund af tips fra folk, jeg taler med eller jer, der læser med! Jeg skifter konstant mening i forhold til, hvor jeg tror, det ville være fedest at bo, mens vi er der, og samtidig får jeg hele tiden ny inspiration til, hvad der kunne være fedt at lave i løbet af vores ophold!

Et af de mest geniale påhit, jeg havde i forbindelse med de forestående to måneder i Los Angeles var, at jeg havde inviteret vores fantastiske barnepige med på rejsen! Hun var frisk på at passe ungerne nogle timer fire dage samt én aften om ugen, så jeg kunne passe min blog, mens Jon går på kursus, og så vi kunne komme på date!

Men dagen efter, at jeg havde delt indlægget om vores oversøiske forehavende, skrev vores søde nanny, at hun altså måtte trække i land igen, da hun er kommet ind på en højskole, hun meget gerne vil gå på næste år. Jeg sendte hende en afgrundsdybt deprimeret GIF (og en masse pøj-pøj og forståelse, selvfølgelig!), og så gik vi atter i tænkeboks.

Den nåede vi så at være i i et par timer, før jeg modtog en SMS fra min svigermor, der på humoristisk vis bekendtgjorde, at hun da ikke kunne undslå sig for at føle sig en kende forbigået, idet Los Angeles-tilbudet var gået til naboens datter i stedet for hende. Min svigermor har indenfor det seneste år opholdt sig i små to måneder på Galapagos og har gået Caminoen for desuden at arbejde som frivillig på et vandrehjem undervejs. Hun er om nogen eventyrlysten! Men vi havde ikke helt forestillet os, at hun ville være frisk på at tilbringe to måneder i en betonjungle (med kystlinie, selvfølgelig, men alligevel!) og passe børn efter et fast skema.

Men vi tog fejl! Heldigvis! For der ér ikke nogen, både vi og i særdeleshed den yngre generation hellere vil dele tiden med end hende! Så nu er den nye plan, at farmor tager med. Hun var på visit i går, hvor vi talte om muligheder, udfordringer, planer og ønsker, og sommerfuglene i min mave basker nu endnu mere! 🥰🙌🏻💥

Alle former for tips og indsiderviden modtages fortsat med kyshånd! Alt bliver skrevet ned i min lille notesbog. For nogle uger siden fik jeg et tip om, hvilket teleselskab, vi med fordel kan benytte os af i perioden! Ikke noget, jeg sådan lige havde tænkt på, at jeg skulle tænke over, så det er sådan en bonus med den slags fifs!

Jeg er nok en skrap mor.


Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, det kan være hårdt at være mor. Jeg bryder mig ikke om at sige, at det er hårdt at have børn, for de fylder, kræver og larmer ret meget i stil med det, jeg havde forestillet mig, og jeg er så pissevild med dem. Jeg havde nok bare ikke forestillet mig, hvordan jeg ville tackle alt det, det vil sige at være mor. Jeg troede lidt, at jeg ville få en åbenbaring den dag, ungerne lavede en mini-folkevandring ud af mit allerhelligste den tidlige morgentime på Rigshospitalet tilbage i 2014, og blive MOOOR! Det skete ikke. Jeg var stadig bare mig – nu med to børn.

Jeg vil dog sige, at jeg har indhentet mig selv en del siden dengang. Man lærer jo hen ad vejen, og efterhånden bliver alt det nye hverdag. Jeg er ikke hård ved mig selv i forhold til, at jeg er et rodehoved, at jeg spiser meget slik og drikker meget cola, eller at jeg nogle gange er lidt rigeligt god til at overspringshandle (Damn you, iPhone!). Men jeg er altid på nakken af mig selv over den måde, jeg er mor på. Det har jeg desværre altid været. Jeg kæmper for at stoppe med det, og i takt med, at årene er gået, Krapylerne er større, og jeg virkelig godt kan lide de mennesker, de er (ved at blive) og de værdier, vi har givet dem med allerede, får jeg mere og mere selvtillid. Men jeg ville altid ønske, at jeg gad lege noget mere og skælde mindre ud. Det beslutter jeg mig at ændre i morgen hver aften, når de sover de uskyldiges søvn med deres bamser i favnen, og jeg hader mig selv for nogensinde at være sur på dem. Og det er ikke lykkes for mig endnu.

Jep, jeg er sådan en mor, der skælder ud. Ikke sådan i lange fraser og med skyld og skam, men jeg er en ret skrap mor. Jeg har en forventning om, at Krapylerne gør det, de ved, de skal. Så er der alle de ting, de ikke ved, og der har jeg ikke nogen forventninger, men jeg er helt klart en autoritet overfor mine børn. Jeg er ikke deres veninde, jeg er deres mor. Det er mig (og Jon, men jeg kan nu bedst lide at tale for mig selv), der skal sørge for, at de en dag bliver sendt ud i samfundet og kan hitte ud af at begå sig ansvarsfuldt, hensynsfuldt, respektfuldt og trygt. Og alt det mener jeg kommer med, at man tager vare på sig selv og på andre.
Jeg er i øvrigt også den mor, jeg kender, der kysser sine børn mest. Jeg siger, at jeg elsker dem alt for tit og alt for malerisk, og vi griner og snakker rigtigt meget sammen i vores familie. Og jeg taler til ungerne i samme tone, som jeg taler til alle andre. Jeg taler ikke med “børnestemme”, og jeg bruger faktisk ofte ord, de ikke altid helt forstår. Men det gør de så senere, opdager jeg, når de bruger dem i deres egne sætninger.

Jeg vil rigtigt gerne høre, hvordan Hugo og Berta har det hver dag, og jeg elsker at lytte, når de forholder sig til deres egen væren-i-verden. I deres øjenhøjde, selvsagt. Jeg elsker, når Hugo forklarer, at han ikke blev bange for hunden ned for enden af vejen, men bare bliver forskrækket, når den hopper op. At han kan kende forskel på de to følelser og definere dem gør, at han har lettere ved at tale sig ud af konflikter, fordi han har lettere ved at få modparten til at forstå sig – og han har lettere ved at forstå dem. At han så er i en periode lige nu, hvor empati for andre tit må vige pladsen for vrede udbrud og tristesse, når han bliver konfronteret, er en anden sag, men når vi taler situationer igennem bagefter, forstår han som oftest på bagkant, hvad der gik galt.
Og jeg elsker at bruge tid på sammen med Berta at tale om forskellen på alt muligt. Modsætninger optager hende ret meget for tiden (og det er faktisk ret svært at forklare, hvad ordet “modsat” betyder uden at bruge selvsamme ord i betegnelsen!). Hugo har et stort behov for at føle sig set og forstået i de følelser, han har, og Berta vil bare gerne ses. Snakke, hygge, undres og have den opmærksomhed, man får, når man taler sammen på tomandshånd. Og så har hun allerede en ret ironisk og sarkastisk humor, som jeg er stor fan af!

Nogle har spurgt mig, hvor meget vores børn får lov til her i og omkring Langehjemmet. Det er jo lidt et definitionsspørgsmål. Jeg kan nok bedst beskrive det sådan, at vi kører med nogle klare grænser og regler, sådan overordnet, og så er der frit spil på alle andre tangenter.
Ungerne skal selv tage tøj på om morgenen og lægge nattøjet på plads. De skal hjælpe med at dække bord, når de bliver bedt om det, og når de har spist, skal de bære deres tallerkner over til vasken og sætte dem i opvaskemaskinen. De skal tage sko af og stille dem pænt, når de kommer ind af døren, og de må ikke løbe i køkkenet, når der laves mad. De må lege overalt i huset, undtagen i vores soveværelse, og de skal selv rydde de ting op, de har leget med, når de er færdige. De skal høre efter, hvad der bliver sagt, de må ikke slå hinanden, og de skal tale pænt til andre.
Det er sådan overordnet set hovedreglerne, og de bliver selvfølgelig ikke altid overholdt. Men det er meget sjældent, at jeg ikke påpeger det, når noget smutter. Folk taler tit om, at “så gider man jo ikke lige altid at tage konflikten…” Det begreb kender jeg slet ikke. Jeg tager alle konflikter. Det burde jeg nok ikke. Jeg tror, min barre er for høj, og det er noget af det, jeg prøver at ændre.
Til gengæld har reglerne og forventningerne altid været de samme (der er selvfølgelig gradvist blevet bygget på i takt med, at de er blevet ældre), og det samme har konsekvensen (nemlig at mor brokker sig), og det har betydet, at mange ting er ret nemme. Jeg ved, at når jeg har sagt, at de ikke må gå for tæt på en sø i en park, eller at de skal holde sig væk fra en barnevogn med en sovende baby, så kan jeg sætte mig med ryggen til og fordybe mig i samtale, for jeg kan stole på, at de hører efter. Og det betyder jo også, at vi nogle gange sparer os selv for nogle konflikter, fordi tingene ikke (altid) skal siges 3-4 gange.

Når det er sagt, så er der satme mange faser med sådan nogle børn, og de er begge to i lidt af en frigørelses-én for tiden. På godt og ondt. Jeg tror både, den skyldes deres alder, men jeg er ikke i tvivl om, at deres store følelse af personlig frihed også skyldes den måde, vi har boet på de sidste halvandet år. Vi bor på en blind vej lige overfor en anden blind vej, så ungerne kan løbe rundt uovervåget præcis, som de har lyst til. De kender alle naboerne, og de ved, de er velkomne, og så bor deres bedste ven lige overfor os. De har en elbil, som de fik i fødselsdagsgave, og den bliver flittigt brugt til at køre rundt på vejene.
En dag var de og genboens dreng, der er lige så gammel som Krapylerne, væk, og vi sammenlagt fire forældre nåede at gå helt i panik. Men efter 10 minutter kom de hjem og fortalte, at de havde kørt en tur bagom villakvarteret langs den lille sti, der løber der, havde rundet parkeringspladsen ved hallen, var kørt bagom musikskolen og endte således tilbage hos os. Min udmiddelbare tanke var “Det gør I ikke igen!”, men den sætning slugte jeg og sagde i stedet, at det må de gøre lige så tosset, de vil, så længe vi kan stole på, at de kun kører på fortorvet, når de passerer idrætshallens legeplads. Det var en aftale, og nu er det den nye normal. Særligt Berta, som præ-Køge var lidt af en sky viol, skyder mentalt i vejret som en ærteblomst, når hun får udvist den tillid, og de har aldrig givet os anledning til ikke at stole på dem. Det kommer nok en dag, og så tager vi det til den tid.

Når det kommer til at stole på mine børn, på verden og ikke mindst på mine børn i verden, har jeg valgt at gå til opgaven med tillid. Jeg tænker tit på min veninde, Hanne Marthine, i den sammenhæng. Vi sad engang og spiste sammen med hendes familie på Frederiksberg, hvor de bor, da hendes datter på dengang seks år spurgte, om hun måtte løbe over på skolens legeplads og lege, hvilket hun fik lov til, og jeg tabte kæben og min gaffel. Mine børn var dengang 2 år, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at de sådan skulle gebærde sig alene ude i verden en dag. Hanne Marthine forklarede mig, at turen til legepladsen gik igennem et anlæg ganske uden biler, og at den i øvrigt kun var på et par hundrede meter. Jeg pippede noget om børnelokkere, og Hanne kiggede på mig og sagde, at ja, selvfølgelig kunne hun risikere, at hendes datter blev kidnappet, mens hun gyngede på legepladsen, men sådan en verden gad hun simpelthen ikke leve i! En verden, hvor farerne lurer lige om hjørnet, og hvor børnelokkere venter i alle skygger og kroge.

Den har jeg sgu adopteret. Jeg har altid selv bevæget mig frit i verden og har rejst til diverse storbyer i diverse lande ganske alene uden at være det mindste ræd. Den følelse vil jeg gerne give videre til mine unger, og det gør jeg altså ved at stole på, at verden er et godt sted – sådan som jeg altid har gjort det. Også overfor mine børn. Det niver lidt i maven engang imellem, og da Hugo eksempelvis gik helt alene på legeplads, da vi var på camping i Skagen, sneg jeg mig efter ham og sikrede mig, at han havde det godt, og at de store børn gad lege med ham. Han hyggede sig og nød sin frihed og lidt tid uden forældre eller tvilling, og jeg listede hjem igen.

Så ja, det var lidt om det. Tillid under ansvar, tror jeg godt, man kan kalde vores opdragestil, hvis man har lyst. Masser af grænser og masser af frihed. Masser af larm og masser af mysser. Jeg er stadig konstant i tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige som mor, men jeg synes sgu, mine børn er ret dejlige, og en børnepsykolog har engang fortalt mig, at man skal stå umanerligt tidligt op for at ødelægge sine unger. Så måske gør jeg det godt nok. 🙂

TAK for to år!!


Indlægget indeholder reklame for Casamigo, Chefmade og HelloCoco. Oooog for Confetti CPH!
😉

Jeg ved godt, at jeg nok burde have begrænset mig (yderligere!), da jeg udvalgte billeder til dette indlæg, men til mit forsvar 1) Der var altså over 200 i alt! og 2) Jeg kunne ikke vælge.

Vi havde den DEJLIGSTE fest i torsdags! Åh, der var så god stemning, så god mad, så gode drinks og så gode mennesker! Jeg elsker vores beslutning om at fejre vores to-års-dag sammen med en masse kolleger, og jeg skal satme love for, at de mødte op! Vi havde inviteret både bloggere og agenter fra alle blogger-agenturer i landet, og der var nogle fra alle steder.
Og folk havde gjort sig fine, og mange havde sågar gaver med, skønt det ikke på nogen måde var et ønske fra vores side. Eksempelvis fik vi hver et tømmermands-kit indeholdende blandt andet ansigtsmasker og Panodiler! Helt genialt!

Jeg er sååå glad for den beslutning, Sneglen, Duen, Cana og jeg tog for to år siden om at forsøge at overtale Christina Barré til at sige sit faste job op og i stedet begynde som vores agent. Vi følte os ganske visse på, at Chris kunne blive en god agent, men damn, hvor har hun taget røven på os alle sammen!

Mere ambitiøs tøs har jeg nok aldrig mødt. Hun har ikke siddet ned i to år, hun har støttet, opbakket og hjulpet os alle fire hver dag, og hun har knoklet, tænkt, arbejdet og udviklet sig selv, sine drømme og den biks, der engang var en idé, vi andre præsenterede hende for, og som siden er blevet hendes helt eget hjertebarn. Og heldigvis for det!

Min drøm er, at Chris og de andre Confetti-quinner må være ved min side i al den tid, livet har i bagagen til mig som blogger, for bedre har den del af mit liv aldrig været. Jeg er meget begejstret og spændt på fremtiden, end jeg nok nogensinde har været i arbejdsregi, og jeg er stolt af dem, mig, hende og OS! ❤️🙌🏻💥 Og det er den bedste følelse.

Vores fantastiske fest fik fine fødselsdagsgaver af Chefmade og Rødder, som stod for middagen. Hovedretten var en kyllingeret (en form for frikassé), som smagte så godt! Meget lidt som bloggermad og rigtigt meget som noget, vor mor kunne have begået!

De fine cocktails var fra Casamigo, som er et upscale tequila-brand med helt enormt mange følgere på Instagram (#goals!), og så havde vi jo fået lov at holde vores fest i HelloCocos helt nye festlokale, som faktisk er en lejlighed, der ligger ovenpå klubben. Den har de sjovt nok lidt svært ved at leje ud, så derfor bruger de den til “private dining”. Jeg har planer om at holde min fødselsdag deroppe i oktober, faktisk!

TAK til alle, der kom til festen, alle, der hjalp med at stable den på benene og IKKE MINDST alle jer, der læser med, som gjorde, at der overhovedet er noget at fejre!

I weekenden har jeg mødt to læsere, som har henvendt til mig med søde hilsner. I fredags, da jeg var i CANDY SHOP her i Køge kom en ganske ung pige med tørklæde hen og gav mig en regulær krammer og sagde tak for mit gode arbejde på Instagram! Det er måske meget at sige, at hun reddede min aften, når jeg nu i forvejen befandt mig i et rum stoppet med bland-selv-slik, men det gjorde hun fandme!

Og i dag, da jeg gik en lang tur i skoven med min papsøster, løb en meget sporty kvinde, som jeg vil gætte på var i hvert fald 10-15 år ældre end mig, forbi os. Vi hilste (det gør man jo i skove), og hun hilste igen. Efter nogle sekunder vendte hun sig om og råbte “Gud, det er dig med bloggen! Jeg er viiild med dig!!”, og jeg smilede som en flækket træsko hele vejen hjem!

I, der læser med, er så freaking forskellige, og I har det til fælles, at I giver mig så meget låve (undskyld, jeg bliver rørstrømsk, men det er søndag, og jeg er happy!), når vi mødes ude i verden, og I kan nærmest umuligt vide hvor meget, det betyder for mig.

TAK for jer og for mit gode, gode job! 🙌🏻❤️

Se min nye piercing!

Der er nogle stykker, der har grinet lidt af mig og sagt “Iiiih, hvor er du ung, MM!”, når jeg har vist dem min nye piercing! Jeg føler mig selv vildt punket og badass, men ligesom på tatoveringsfronten er jeg måske bare ikke så vanvittigt nyskabende.

Men hvad betyder det, når man selv er tilfreds? Ikke en skiiiid! 😄🙌🏻

Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville have et hul mere i det ene øre, og da jeg så forleden fandt mig selv inde i centrum med en time i overskud, gik jeg forbi Maria Black for at høre, om de mon havde tid til at pierce mig. Man kunne sagtens have fået skudt et hul i meget billigere et andet sted, men jeg synes, at hendes smykker er så fine, og så får man piercet et smukt smykke i med det samme i stedet for at skulle gå og vente to måneder på, at hullet er helet, så man kan skifte den der kedelige dims ud med noget andet.

Min mund har jeg i øvrigt stadig! Jeg prøvede bare at lave et sjovt/cute pose og glemte så lige, at jeg knipsede mig selv fra siden. Shit happens!