METTE MARIE LEI LANGE

“Du er jo det sikre valg!”

Jeg er vild med det kontorfællesskab, jeg er en del af! Det er fyldt med sjove mennesker, der lever af underlige ting, som folk har svært ved helt at forstå, hvordan man kan tjene penge på, og der er altid kanon-god stemning! Og den blev denondenlyneme understreget i går, da vi holdt den årlige julefrokost.

Christina havde forestået planlægningen, og hun havde booket bord til os på Ravelinen, som bedst kan beskrives som en bodega i et telt. Vi har nok været samlet set over 100 mennesker, og alle havde betalt det samme for den samme menu, og alle havde ligeledes fri bar i øl, vin og vand, så da der kom liveband på, var stemningen selvsagt relativt opløftet. Derudover vandt vores bord sgu mandelgaven, som var en flaske Gajol-shots, og selvom jeg ikke drikker shots, så gjorde jeg det i går.

Vi sad ved et langbord på Ravelinen, og det samme gjorde alle andre. Bordet bag os var okkuperet af et stort hold elektrikere, og jeg følte mig ret special, da firmaets unge lærling kom hen og bød mig op til dans. Jeg takkede ja, og vi kæmpede os igennem en små-akavet sjæler på floor, som de unge ville sige, mens vi smalltalkede om, hvad vi laver til dagligt. Jeg sagde, at jeg var skolelærer, for det var lidt nemmere at forklare.

Da jeg kom tilbage til bordet, gik der ikke mange minutter, før en noget ældre mand fra selvsamme elektriker-firma også bød mig op til en svingom. Jeg solede mig i opmærksomheden, takkede ja og begav mig ud på gulvet, hvor Poul (det hed han) og jeg lavede den der jyske tovtrækker-dans, hvor man hiver hinanden i armene og skiftes til at svinge rundt. Ikke videre kønt, men selskabeligt, jovist!

Atter tilbage ved bordet havde selskaberne blandet sig, og en anden af elektrikerne sad nu overfor mig. Jeg præsenterede mig og forklarede, at jeg netop var tilbagevendt fra dansegulvet. Elektrikeren sagde, at han godt havde bemærket, at mændene i hans firma havde travlt med at danse med netop mig, og han sendte mig så til tælling med udmeldingen “Det er klart, de spørger dig, du er jo det sikre valg!”

Om han mente, at jeg som selskabets kvindelige alderspræsident virkede desperat efter mandlig opmærksomhed, om han syntes min kjole virkede udadvendt, eller om han synes, jeg lod til at være sød, selskabelig og socialt anlagt, skal jeg ikke gøre mig klog på, men formuleringen kunne helt sikkert have været bedre! 😂

Efter Ravelinen tog vi på Søpavillionen, hvor jeg også fik danset både med helt nye og med gamle bekendtskaber, og det var ualmindeligt sjovt og hyggeligt! Stemningen i byen i julefrokosttiden er ganske anderledes udadrettet, end den vanligt er, synes jeg! Det er som om, at det er fordi, at vi alle sammen fejrer det samme i stedet for som til dagligt, hvor vi alle sammen går ud hver for sig i små grupper og fejrer det, vi nu engang fejrer.

I skrivende stund ligger jeg og sunder mig i min hotelseng på Havneholmen. Jeg har egentlig ikke tømmermænd, men jeg sov kun tre timer i nat, så jeg er bombet. Heldigvis har Jon, det kære menneske, udbedt sig lidt alenetid med vores yngel, så jeg har ikke voldsomt travlt med at komme til Køge. Måske man skulle se en film? Eller måske bare et afsnit af en TV-serie. Det er vel nok det sikre valg.. 😄

Lidt om den forestående jul i Langehjemmet


Vi er halvvejs inde i december måned (og lidt til, faktisk!), og jeg er markant mindre i julehumør, end jeg plejer at være på denne tid. Det sågar til trods for, at jeg ser Tinka hver dag med ungerne og agerer uartig nisse, mens de sover. Altså, her tænker jeg ikke på at iføre mig rød spandex og spille op til deres far, næh, jeg mener sådan noget med at farve mælken med frugtfarve, putte deres støvler i ovnen og lade sovedyrene holde julefest i stuen.
Jeg mistænker, at det er fordi, at jeg ikke har en julekalender på domænet i år. Jeg havde en følelse af, at konceptet var blevet lidt slidt, og at folk ville se det som noget forbrugsræs, hvilket så i øvrigt også har ført til, at jeg har en meget lidt kommerciel december her på bloggen. Og det er da hyggeligt nok, men jeg er sgu mindre i julestemning, altså!
Det kan også være, at det skyldes, at jeg synes, 2019 er gået sindssygt hurtigt! Jeg er måske endnu ikke helt kommet mig over trætheden over julesange fra sidste år endnu. I hvert fald gør Michael Bublé slet ikke det, han plejer, og jeg gider faktisk ikke engang høre Last Christmas, hvilket totalt er et undtagelsestilfælde!

Men selvom jeg ikke går rundt og nynner gamle sange og sprayer kunstig sne i vindueskarme, så glæder jeg mig rigtigt meget til juleaften! Vi skal fejre den her i vores hus, ligesom vi gjorde sidste år – denne gang er det bare med Jons side af familien. Man kan roligt sige, at der er optakt til fuldt hus, da vi både modtager Jons mor, Jons søster, hendes mand og deres søn, Jons moster, hendes to sønner, denne enes kæreste og deres to børn. Og alle skal overnatte hos os. Og jeg ELSKER det!
Jeg ér så glad for, at vi bliver så mange børn i år! Hugo og Berta er de første af den næste generation i familien på begge sider, og derfor har jeg tit følt, at de har fyldt meget, når familierne har været samlet. Jeg har været fanget midt i et behov for at lade mine børn være børn og et simultant behov for, at alle de voksne hygger sig. Og sidstnævnte har tit været udfordret af førstnævnte, så jeg har endt med at tysse og hakke på ungerne, fordi de har fyldt for meget, og jeg har hadet mig selv for det.
Men nu er der efterhånden børn i alle grene af familien, så denne jul vil jeg læne mig tilbage, lade kaosset tage over, lade børn være børn og måske endda nyde, at mine ikke er de mest umulige, fordi de er de ældste. Meeeen lad os nu se. 😉

Vi har aftalt at køre gaverne ned på et minimum i år. Ingen mangler rigtigt noget, og folk vil gerne spare penge. Man kan også kalde det at gå imod forbrugsmønstret, men det ville jeg næsten føle var hyklerisk, når vi nu vitterligt ikke mangler noget. Dengang jeg var studerende, var juleaften en vidunderlig mulighed for at ønske mig de ting, jeg ikke havde råd til, men manglede. Vinterstøvler, en ny hovedpude, Office-pakken, og sådan noget. Sådan er det jo ikke længere.
Jeg må indrømme, at jeg selv elsker at give og få gaver, og hvis det stod til mig, ville jeg gerne give gaver til alle, faktisk. Jeg synes, det er sådan en hyggelig del af juleaften, at der ligger gaver til alle under træet, og at man så bytter på kryds og tværs og ser hinanden pakke op. Men nu har jeg entusiastisk holdt fanen højt på projektet de seneste år, og sidste år endte det alligevel med at være mig selv, der købte gaver for stort set hele familien, og så er det måske på tide at kaste gavepapiret i ringen. Men vi giver gaver! Bare små og kun til få. 🙂

Krapylerne får heller ikke lige så mange gaver, som de gjorde sidste år. Efter, at de var begyndt at have en del flere legeaftaler med andre børn fra børnehaven, gik det sidste år op for mig, at de havde markant færre legesager end deres jævnaldrende, og det kunne jeg slet ikke holde ud. Så jeg udnyttede julen til at få rettet op på dén misere, så jeg købte stort ind (Faktisk primært på Den Blå Avis og Facebook Market, for der kan man virkelig få mange gode ting). Men siden har jeg så erfaret, at de faktisk ikke har leget med hverken My Little Pony’erne, Paw Patrol-hundene eller mange af de andre ting, som bare ligger i kasser på legeværelset. Jeg har opdaget, at når de leger, er det oftere rollespil og fantasiting, der præger billedet, snarere end konkrete hunde fra TV og den slags. Og så leger de meget udenfor. Så i år får de færre gaver, som kan bruges mere bredt. Vi rejser jo også til USA midt i januar, så det ville ikke give mening at drukne dem i jordisk gods netop nu.

Middagen i år kommer ganske traditionelt til at stå på and, rødkål, brune og hvide kartofler og sovs. Og Jons ene fætter er veganer, så han kommer også til at medbringe nogle lidt mindre traditionsbundne retter. Jon og jeg står derudover for julemiddagen, og så har vi uddelegeret frokoster, morgenmade og deslige i de omkringliggende dage, og Jons fætter skal forestå risalamanden, hvorfor den selvfølgelig bliver vegansk. Det bliver helt sjovt at prøve. Forhåbentlig. Jeg overvejer lidt at have en klassiker i baghånden til de usle få, som elsker fløde…

Jeg kan huske, at juleferien sidste år var en meget splittet affære for mig. Jeg havde sådan et idyllisk billede af, hvordan det hele ville forløbe, og det gjorde det ikke. Børnene sad ikke søde, taknemmelige og velfriserede på gulvet og underholdt sig selv og hinanden med charmerende grin og barneleg, og dagene mellem jul og nytår forsvandt ikke på magisk vis med nærvær og kærlighed. Jeg var stresset, ungerne var morsyge (jep, de ting var stensikkert gensidigt påvirket), familiebesøgene var overvældende og udjaskende, og til sidst gik jeg bare og talte ned til januar.

Kald mig en jubeloptimist, men jeg har en klokkeklar fornemmelse af, at det bliver helt anderledes i år! Jeg glæder mig rigtigt meget til en masse fridage med børnene, jeg glæder mig til god mad, masser af hygge med Jons side af familien, og så glæder jeg mig til, ikke vi ikke skal en disse i mellemdagene. Jeg “owner” livet som børnefamilie mere og mere år for år og dag for dag, og hvis folk synes, at ungerne larmer for meget, må de jo gå udenfor. Og det tror jeg sådan set ikke, de gør. Det har nok mest af alt altid været min hensynsbetændelse, der er kommet i vejen, og som nye småfolk er kommet til, har de nok også efterhånden vænnet sig til det, de fleste.

Imens, jeg har skrevet dette indlæg, har jeg hørt Wham! på repeat. Andre gode tips til at sætte trumf på julestemningen modtaget hjerteligt gerne i kommentarfeltet! Jeg mener, vi nærmer os slutspurten!!
Og så ville jeg da egentlig gerne høre, hvilke planer, I har for julen? Familiejul med hele baduljen? Badeferie i Thailand? Hjælper I til som frivillige hos de hjemløse (det drømmer jeg sådan om at gøre et år, når børnene er store nok) eller har I ganske andre planer? <3

Lidt om en ret fin dag

I går var en ret fin dag, synes jeg! Vejret var kedeligt, men jeg sov næsten hele natten, og børnene var ret charmerende, da de vækkede os, omend klokken ikke var mere end lidt i 6.

De kom i børnehave, og jeg tog til København for at holde et lille møde med min agent. I toget på vej til hovedstaden gik det endnu engang op for mig, at vi alle sammen er småsyge lige nu. Og heldigvis for det, for så kan vi forhåbentlig få skavankerne af vejen, inden klokken slår juleaften! Jeg sad i stillekupéen og nøs et par gange, og ingen sagde prosit. Det er nu sådan en ensom følelse at nyse i et fyldt lokale, uden at nogen siger prosit. Så mit lille torsdags-forslag er, at vi alle sammen siger prosit til hinanden resten af december, når andre nyser. Tænk lige, hvor hyggeligt, det kunne være! ❤️

Jeg var kun i staden et par timer, før jeg atter fes til Køge og indfandt mig i ungernes børnehave. Jeg er nemlig medlem af ForældreKontaktUdvalget (hvilket basically er en hyggetjans med søde mennesker og snacks hver tredje måned), og dagen i går stod på julehygge i børnehaven, og jeg var på saftholdet! Så jeg lavede kander med saft sammen med en politimand, der var far til et barn i vuggestuen, som desuden kunne huske, at jeg for et år siden købte to vattæpper af ham og hans kæreste ved et loppemarked. Jeg fucking elsker Køge! 🙌🏻

Ungerne og hele deres Blåbærstue sang julesange på bakken ude børnehavens legeplads, og Jon og jeg klappede og hujede så højt mellem hvert nummer, at nogle af de andre forældre stensikkert har tænkt, at vi bliver sådan nogen, der pacer vores børn til at deltage i The Voice Junior. De gør vi altså ikke, men de var så skide-cute, alle sammen, og i vores familie udtrykker vi altså vores følelser. Og tit højt. 😊

Efter syngeri var der shake-and-bake og føromtalte saftevand på stuerne, og da der var gået en time, sad vi en lille gruppe forældre tilbage, og klokken var lidt over 16. Jeg foreslog, at de alle sammen tog deres børn med over til os, og så kunne vi ringe efter en omgang pizzaer, så det gjorde vi. Og byttede saftevandet ud med sodavand og øl.

Således havde vi i går pludselig 14 mennesker til middag, og det var knaldhyggeligt! Alle vores børn skal gå i skole sammen i det nye år, og jeg føler mig så glad og tryg ved, at de kommer til at kunne kende så mange fra børnehaven. Vi regnede ud, at 19 børn fra børnehaven kommer til at skulle gå på den skole, som jo således får to spor i den kommende 0. klasse. Det er efter min bedste nogle dejlige børn med nogle dejlige forældre – alle 19, faktisk! Enormt forskellige børn og endnu mere forskellige forældre, og det er lige præcis det, jeg har drømt om på mine børns vegne, når det kommer til skolegang. Især fordi det lader til, at alle forældrene kan snakke sammen, og så kan man jo for pokker løse alverdens problemer!

Da gæsterne var gået, og børnene sov, kom min lillesøster, som jo nu bor i Haslev, på besøg. Hun skulle låne en kjole til en forestående julefrokost. Hun endte faktisk med at finde en af sine egne kjoler hængende i mit skab, og den kunne hun bedst lide, så det spillede jo max. Da det var klaret, tog vi på Café O’flannigans (i folkemunde kaldet ‘Flannen’) i Køge, drak en kop kakao og vendte verdenssituationen (læs: Talte om mænd og børn), og så tog jeg hjem i seng, hvor jeg lå kl. 22. Mæt, træt og glad.

Så ja, i går var en ret fin dag! 🥰

Hvornår græd du sidst?


Jeg læste forleden Miriams blogindlæg, hvis titel min titel er opkaldt efter. Jeg læser stort set alle Miriams indlæg, og der er ikke andre bloggere, jeg læser mere, end jeg læser Miriams. Jeg er vild med hende. For mig kan hun alt det, en blogger skal kunne. Jeg er enig med hende i halvdelen, uenig med hende i den anden halvdel, og hun formår altid at formulere sig på en måde, som gør, at selvom jeg ikke er enig, forstår jeg, hvad hun mener, og hvor hun kommer fra. Så hun udvider nogle gange mit verdenssyn, og det er noget af det fineste, man kan byde andre mennesker, synes jeg. Det sker ikke hver gang, men folk er jo forskellige, så når jeg er uenig, noterer jeg mig, at selv folk, jeg virkelig godt kan lide, er forskellige fra mig, og det er nu engang helt fint! Så er verden og mennesker i den differencieret, og det kan jeg godt lide!

Miriam skrev som nævnt et indlæg forleden omhandlende hvornår, hun sidst græd. Hun fremhævede ved samme lejlighed, at hun synes, folk har ret til deres respektive følelser og ytrede på sin egen, fine facon, at hun finder det lidt ærgerligt, når andre kan finde på at bruge andres følelsesliv til at hænge dem ud og skyde dem ting som eksempelvis diagnoser i skoene.
Her er jeg også enig med Miriam. Og jeg holder faktisk også af at græde. Jeg gør det kun nødigt offentligt, men jeg gør det gerne i privaten og i disse år heldigvis oftest fordi, jeg er rørt. Så jeg vil gerne stemme i Miriams tone om retten til at tude og giver jer hermed …

De seneste tre gange, jeg græd:

1) I torsdags, da jeg modtog Jons indlæg, der handler om, hvordan han synes, det er at være gift med en blogger (det ligger her, hvis man vil læse det). At se min mand formulere nogle tanker om mig til andre mennesker er sgu rørende, for jeg synes, han får rundet det hele så fint og kan kende mig selv i alt det, han skriver.
Nu er det jo mig, der har valgt et arbejdsliv, hvor jeg deler mine følelser (blandt andre dem for ham) med andre på nettet, men han gør det til gengæld ofte i privaten, og jeg bliver tit rørt. Jeg føler mig så heldig at have fundet en mand, der stadig næsten 9 år inde i kærlighedsprojektet giver mig sommerfugle i maven, når der tikker en SMS ind fra ham.

2) Da Hugo forleden fremsagde et hjemmelavet kærlighedsdigt under aftensmaden. Jeg græd-græd måske ikke, men jeg havde våde øjne og måtte ty til køkkenrullen. Der er kortere imellem mine rørte øjeblikke, jo ældre, ungerne bliver. Måske fordi, jeg kender hele “historikken” og løbende bliver nærmest overrasket over, at de for bare 5,5 år siden stadig var nogle små kødklatter uden væsentlig formåen.

3) Da jeg ikke havde sovet i tre dage efter vores oplevelse med kulilteforgiftning og slet, slet ikke kunne overskue noget. Heldigvis hjalp det at ringe til en gut, der kom og forklarede mig, hvordan sådan et naturgasfyr fungerer, hvad der gik galt, og hvorfor jeg ikke behøver ligge vågen med tanker om, at det gør det igen. Det kunne være gået værre, ja, men det gjorde det heldigvis ikke.

Hvornår har I sidst grædt, om man må spørge?

Lidt om økonomi og at (forsøge at) lære børn gode pengevaner

Jeg fortalte på Instagram for nogle uger siden, at jeg en søndag tilbragte et par timer i Pengekøbing, og det var der rigtigt mange af jer, der følger med på de kanter, der udviste stor interesse for. Det er faktisk noget, jeg har bemærket tidligere, når jeg her på domænet har talt om privatøkonomi, og det forstår jeg egentlig godt!

Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, at Krapylerne får en større forståelse for økonomi med hjemmefra, end jeg havde. Og det er ikke helt så lige til, for der findes jo stort set ikke penge mere! Vi bruger dankort og Mobile Pay i stedet for kontanter, og saldoen står på nettet i stedet for i en bankbog. Det var noget af det, jeg håbede, at Pengekøbing, som er Danske Banks fine initiativ, kunne hjælpe mig med – og det ku’ de!
Privatøkonomi er sgu ikke rigtigt noget, jeg lærte noget om, da jeg var barn. Jeg fik lommepenge om fredagen, og de var brugt op om lørdagen, og jeg oprettede min første kassekredit få dage efter min 18-års fødselsdag. Min mor talte meget om, at man skulle passe godt på sine penge, men jeg blev aldrig rigtigt undervist i hvordan. Heller ikke i skolen. Vi lærte at gange brøker og regne i procenter, og vi lærte sågar at hækle grydelapper og stege kylling, men der var ikke nogen, der lærte os, hvordan man forvalter sin økonomi.
Jeg gjorde mange af de klassiske fejl, da jeg var ung, med at rejse for lånte penge, få for meget udbetalt i SU, som efterfølgende skulle betales tilbage, og i det hele taget bruge pengene hurtigere, end jeg kunne n at tjene dem. Og jeg tjente ellers mange! Jeg havde masser af jobs både ved siden af studiet og i de fire sabbatår, jeg havde inden universitetet, og jeg fik SU-lån de fleste af de år, jeg studerede. Hvis jeg havde haft et større overblik over, hvad jeg brugte mine penge på, ville de ikke være smuldret mellem fingrene på mig på den måde. Eksempelvis købte jeg aldrig et månedskort til bussen, fordi det kostede 240 kr., og det synes jeg var for mange penge, så i stedet købte jeg billet to gange hver dag måneden igennem. Himmelråbende dumt!
Siden da er jeg heldigvis kommet en lang vej. Siden jeg giftede mig med en skuespiller og selv blev selvstændig, har jeg (og vi) opført os ret konservativt, når det kommer til vores privatøkonomi. Det meste af tiden, i hvert fald. Vi sørger altid for at lægge til side, har aldrig i de snart ni år, vi har været sammen, købt noget på klods – bortset fra vores hus, som vi selvfølgelig har lån i. Men vi købte ikke for mere, end så vi selv havde til udbetalingen og ikke skulle have et banklån. Havde vi turde satse lidt, havde vi måske kunnet tjene lidt mere på det hus, vi købte – men vi ville hellere være sikre. Sådan lever vi nu, og det skaber en stor ro under fundamentet for os begge to at vide, at vi sidder billigt i det og har en god buffer.

Pengekøbing var henvendt til familier med børn i 6 til 11-årsalderen. Da vi ankom, og der var blevet budt velkommen, blev voksne og børn delt op, således at der var et teaterstykke for børnene i det ene rum og et foredrag med børnepsykolog Ulla Dyrløv i det andet. Jeg forelskede mig i Ulla lige med det samme, da hun er den første børnepsykolog, der har fået mig til at føle mig som en GOD mor. 😉 Hun talte ud fra mit hjerte om det her med at tage ansvaret fra sine børn og være pilot i deres liv. Og at turde skære igennem og gøre sig upopulær på matriklen, for nogle gange er tingene ganske enkelt ikke til diskussion, det bestemmer de voksne, fordi de er de voksne. (Den slags voksen er jeg. Surprise!)

Angående de digitale aspekt i økonomi, når det kommer til børn, sagde hun, at det var en supergod idé at gøre det analogt igen. Indsætte børnenes lommepenge på en konto og så lave en manuel bankbog, hvor man hver uge eller måned skriver den nye beholdning ind og ligeledes noterer, når der hæves penge. Man kan også oprette en seperat konto til barnet, som fungerer som en opsparing, så han eller hun kan spare op til noget større. Et prinsesseslot, en cykel eller noget tredje.
Ulla sagde også, at når børnene runder 11 år, bør de selv betale til de fritidsaktiviteter, de går til. De udgifter, de har, skal selvfølgelig dækkes af de voksne, men pengene skal gå ind på børnenes konto, og så skal de have hjælp til at oprette en Betalingsservice-aftale, så tingene bliver betalt fast her måned. På den måde får de også en større forståelse for, hvad ting koster, og de bliver mindet om, at mange ting koster penge hver eneste måned.
Mine unger er jo lidt små til den del endnu, men efter foredraget fik jeg en god snak med Daniella, som er projektleder på hele Pengekøbing, og som jeg kender igennem en fælles veninde. Hendes drenge er lidt ældre end mine unger, og hun fortalte, hvordan hun lige så stille er startet ud, og det er vi faktisk igang med at adoptere herhjemme.
Om fredagen, når ungerne skal have fredagsslik, laver hun en lille buffet med 3-5 forskellige slags slik inddelt i små kopper. Hver slags slik har så en pris. 1, 2, 3 eller 5 kroner pr. styk. (Okay, M&M’s koster måske kun 50 øre…) Børnene har så hver 20 fiktive kroner, som de må købe slik for. De får selv en lille kop, som de kan blande deres rov i, og så får de i starten hjælp af de voksne til at regne ud, hvor mange penge, de har tilbage. Jeg synes, det er en genial måde at få startet økonomi-forståelse op. Der, hvor mine unger er lige nu, aner de ikke, om en YankieBar koster 2 kr. eller 1.000 kr., og det vil det her være en fin opstartsøvelse i.
En anden ting, Daniella delte med mig, var, at hendes børn begge to får 25 kr. hver om ugen i lommepenge. De penge må så ikke bruges til slik (det var Ulla Dyrløv også inde på. Selvom børnene får deres egne penge, skal forældrene stadig indføre retningslinjer for, hvad pengene må bruges til), men skal bruges til legetøj. Og børnene får så som udgangspunkt ikke længere legetøj af forældrene – bortset fra selvfølgelig til jul og fødselsdage. Hver uge, når der går 25 kr. ind på børnenes konto, indføres de så også på børnenes bankbog, sådan at de kan se bevægelsen. Man kan så eventuelt tale med børnene om altid at lade nogle af pengene gå ind på en opsparing, til når man ønsker sig noget større.

Jon og jeg har tænkt os at indføre de to ovenstående eksempler overfor Krapylerne efter jul. Og jeg forventer, at de vil reagere meget forskelligt. Jeg har en forestilling om, at Hugo vil være fristet til at køre direkte ned i Kvickly og bruge alle pengene så snart, han har dem. De har tidligere i år prøvet kræfter med at sælge legetøj på loppemarked, og hvor Berta var mådeholdende, købte en dukke og tog resten af pengene med hjem, investerede Hugo alle mønterne så snart, han fik dem i hånden, og kom sågar hjem med legetøj, han ikke anede hvad var, bare fordi, det kostede 5 kr., og det var det, han havde tilbage.
Jeg tror, han skal have lov at gøre sig sin egen erfaring på det punkt og opleve, hvor nederen, det er, når han så ikke kan købe en større ting, mens Berta kan – omend vi jo vil prøve at have samtalen med ham undervejs.

Der var også nogle øvelser ved Pengekøbing, som jeg enormt gerne ville have prøvet med ungerne, der jo desværre lå syge derhjemme den dag. Blandt andet skulle børnene gætte, hvad der kostede mest af
1) En ferie for hele familien på et 2-stjernet hotel i Spanien
2) Den nye iPhone
3) Et køleskab.
Og efterfølgende skulle de debatere, hvilken af de tre ting, der var vigtigst.
I stedet tog jeg snakken med ungerne over aftensmaden, og det var faktisk Hugo, der syntes, det var allermest spændende, og siden spørger han tit, når vi skal spise, om vi kan snakke om, hvad ting koster.
De gættede begge to på, at ferien var dyrest, og blev ganske overraskede over, at det faktisk var telefonen. Og samtidig var de heldigvis begge to enige om, at den vigtigste af de tre ting var køleskabet.

Mit visit hos Pengekøbing har inspireret mig til at tale mere om penge med børnene – på en bedre måde. Jeg har nogle gange været ærgerlig over at afvise deres spørgsmål om, hvorvidt de må få ting med “Nej, det skal vi ikke bruge penge på nu” eller “Det er for dyrt”, fordi Hugo efterfølgende har givet udtryk for, at han ville ønske, at vi var rige. Det handler jo ikke om, at vi ikke har råd til at købe burgere nede på Torvet om lørdagen, men om, at jeg synes, det er spild af penge, når vi nu har rugbrød i køleskabet, og den forståelse vil jeg gerne begynde at give dem. At man kan have alle penge i hele verden, men det er stadig dumt at bruge dem dumt. Altid, i hvert fald. Der skal selvfølgelig være plads til burgere nogle gange.

Jeg HÅBER, at Pengekøbing genopstår næste år og kommer på endnu en turné i Danmark, og så håååber jeg, at Krapylerne er på højkant, så jeg kan tage dem med!