METTE MARIE LEI LANGE

Change of plans og lidt om undtagelsestilstand og moruddannelsen

Jeg havde sgu glædet mig til at skulle i studiet for at se optagelserne til Vild Med Dans i går. Jeg har før haft held til at tiltuske mig billetter til de famøse fredage, men aldrig så sent på sæsonen, hvor spændingen unægteligt stiger betragteligt. Jeg havde inviteret min genbo med, og vi havde sågar korrigeret garderober og det hele.

Hugo har været syg det meste af ugen. Den første dag kastede han op en enkelt gang og havde kvalme, og derefter tog snot og småfeber over. Han var også hjemme fra børnehave fredag, men han havde det meget bedre og næsten ingen feber, så jeg havde ingen skrubler ved at overlade han til DisneyShow, fredagsslik og farfar sammen med Berta.

Lige indtil midt på eftermiddagen, hvor hans generelle velbefindende tog lidt af en drejning. Han blev pyldret, hvilket han ellers aldrig er, og da jeg tog hans temperatur, viste den næsten 40. Jeg er sikker på, at farfar, som jo har opdraget min gode mand og hans søster til perfektion, snildt kunne have klaret den tjans, men jeg vidste bare, at hverken Hugo eller jeg ville have det godt med, at jeg sådan smuttede fra ham, når han var utilpas. Så jeg aflyste pasningen, gav billetterne til min genbo og hendes veninde og blev hjemme. Bette Hux bad om at komme i seng allerede kl. 17, og han bad sågar om at få næsten alt lyset slukket, så da kunne jeg godt se, at den var gal. Han ville hverken have is eller kakaomælk, og han havde svært ved at sove, fordi hans næse var stoppet.

Jeg installerede Berta i sofaen med risengrød med jordbærmarmelade (sådan foretrækker hun sin risengrød, den lille weirdo), og så tog jeg min thai-mad og min krimi med op i soveværelset ved siden af Hugo. Her sad jeg så vagt med en hånd på ham i to timer, mens han skiftevis sov og vågnede på grund af snotnæsen og tjekkede, om jeg stadig var der. Og hver gang sneg jeg en lille-bitte smule vand i ham. Efter to timer sov han tungt og snorkende, og jeg kunne snige mig ned i stuen for at se DisneyShow sammen med Berta.

Når ungerne er syge nu, på den der måde, hvor de er dårlige og utrygge, er jeg så glad for, at jeg havde sådan en noia, da de var små. Forstå mig ret (og også et lille shoutout til eventuelle spædbørnsforældre), men de første to-tre år af deres liv, gik jeg totalt i undtagelsestilstand, når Hugo eller Berta blev syge. Jeg blev nervøs og pyldret og fulgte dem med øjnene i hvert eneste minut af dagen. Og om natten sov jeg med dem i min seng eller på en madras ved siden af deres, og jeg registrerede deres mindste lyd og bevægelse. Var jeg i tvivl om det mindste, ringede jeg til min lægeveninde eller til lægevagten, så jeg kunne forstå.

Og det føles altså som om, at den reseach gør, at jeg meget bedre kan afkode dem nu, når de er syge. Jeg gætter på, at mange mødre har det på samme måde – bevidst eller ubevidst. Jeg bliver ikke nervøs på samme måde overhovedet, og jeg ved præcis, hvad jeg skal sige, gøre og servere, for at det syge krapyl føler sig trygt.

I morges, da Hugos feber var faldet efter en nat, hvor han daskede mig i hovedet to gange i timen for at få en tår vand, lavede jeg traditionen tro en ordentlig portion bananpandekager, fordi jeg ved, at det er det, der allerbedst sætter gang i appetitten herhjemme på en skånsom måde efter en dag eller flere med ufrivillig faste. Og ganske rigtigt!

Det er sådan en dejlig følelse, at jeg kan se, at jeg har lært noget. At nogle af de fortvivlende perioder, da ungerne var små, hvor jeg nogle gange følte mig som en håbløs praktikant på mor-kontoret, faktisk var en del af min uddannelse. Og egentlig nu gør, at jeg føler mig mere egnet som mor. Så de følelser og oplevelser dengang var ikke forgæves.

Hugo har det meget bedre i dag! Han spiser, drikker og leger – men engang imellem faker han et lille tilbagefald for at tiltuske sig de is eller chokoladekiks, som han fik tilbudt og afviste lige så hurtigt i en lind strøm hele dagen i går. Og jeg siger ja til det hele i dag! 😄

Hvis vi skulle have flere børn, skulle de hedde …


Okay, det her er jo et totalt latterligt indlæg, egentlig, for vi vil ikke have flere børn! Jon og jeg sidder pinligt tit som to idioter og glor på hinanden, vores hjem og de to børn, vi har, og bliver tårevæddet enige om, hvor skideheldige, vi er, og hvor lidt, vi har lyst til at ændre NOGET som helst. Så vi er ikke fristede – end ej en smule. Vejen hen til den beslutning har været fuld af samtaler, overvejelser og stillen ting op overfor hinanden, og jeg synes faktisk, det har været enormt romantisk. Vi har turdet at tage alt op og vende alt om, og nu er vi landet i den her beslutning sammen. Jon var fra starten tættere på den end jeg, men da min tvivl meldte sig for nogle år siden, var Jon straks klar på endnu en unge, hvis det var det, der skulle til. Han ville ikke have, at jeg skulle føle, at han stod imellem mig og det, der føltes rigtigt for mig. Så kunne han bedre se sig selv som far til tre, sagde han. Det er nok en af de største kærlighedserklæringer, jeg har fået i mit liv.
Så vi talte, følte, overvejede og så ting for os. Og vi vil ikke have flere unger. Vi er sikre – både enkeltvis og sammen, og det er en ret fed følelse.

Men derfor kan man jo godt stadig forelske sig i børnenavne! Jeg kan, i hvert fald. Og det er jo lidt åndssvagt. Men det er det med at navngive sine børn egentlig også! Man har så ubegribeligt kort tid til at finde ud af, hvad nogle mennesker skal kaldes resten af livet. Hvis Hugo og Berta var født i dag, havde de nok ikke haft de navne, de fik for snart 6 år siden. Men på den anden side kan de overhovedet ikke hedde andet, og jeg elsker de navne, vi har givet dem!

Hvis jeg fik en datter i morgen, kunne jeg godt tænke mig, at hun skulle hedde Rita. Det navn var ikke på listen, dengang vi fik ungerne, men det var til gengæld Hannah og Sally, og særligt Hannah kan jeg stadig ret godt lide. Vi kunne bare ikke overskue at have tvillinger med samme begyndelsesbogstav, Jon og jeg. Og Hugo har aldrig skullet hedde andet end Hugo.

Hvis jeg i morgen blev mor til en søn, ville jeg gerne have, at han skulle hedde Henry, Holger, Geo eller Uffe. Min morfar hed Henry, og vi havde egentlig tænkt os, at Hugo skulle have hans navn som mellemnavn, men så kom de jo 5 uger for tidligt, ungerne, og da havde vi endnu ikke fundet på et mellemnavn til Berta, og vi syntes dengang ikke, at det ville være fair at give den ene unge to navne og den anden kun ét. De var så små og nye, at det føltes forkert at gøre forskel.

Vi skal have en hund på et tidspunkt! Så må jeg jo hale indlægget her frem og tage det i brug! En gravhund ved navn Rita lyder sgu da meget charmerende, right?

HUSK lige at slappe lidt af med de tabuer …


Som man måske har lagt mærke til, idet jeg har delt nogle teasers på Instagram fra optagelserne, har jeg deltaget i talkshowet TabuTimen hos Julia Lahme for nylig. Det var så skægt, sjovt og vedkommende, og vi endte med både at have virkeligt gode snakke og skrige af grin. Måske fordi, at sådan er det tit med tabuer. Når man tør tale om dem, er det både forløsende og morsomt, og så kommer man tit til at tale om noget, der betyder noget. For tabuer er hængt op på ting af betydning. Ikke mange ligegyldige ting er tabubelagte – og det er jo lidt noget underligt noget.

Kvindekroppen er måske især udsat for en del tabu. For mange er det at bløde igennem under en menstruation noget nær det værste, de kan forestille sig, ligesom at mange er villige til at krybe i et musehul, hvis de kom til at slippe en prut under en klassisk koncert, fordi maven er i ubalance en dag. Og der er også en del, der ville korse sig den dag, de finder sig selv i svømmehallen med utrimmede kønshår, der stikker frem under badedragten.
Apropos kønshår er det faktisk kimen i den historie, jeg vil dele i dag – in the spirit of sharing! For det var hele pointen med TabuTimen; at komme tabuerne til livs!
Første gang, jeg fik en voksbehandling, var da jeg i 2007 boede i Berlin, hvor jeg lavede min bachelor i psykologi, mens jeg trampede igennem på diverse techno-natklubber i weekenden. Jeg boede i en lille lejlighed i Prenz Lauerberg, som jeg havde byttet mig til, og i min lejlighed på Nørrebro, boede de to mænd, som jeg havde byttet med. Meget tæt på denne, min midlertidige, tyske bolig, lå altså en brasiliansk klinik, der havde specialiseret sig i at vokse, og jeg tænke, at det skulle da have chancen. Og hun var dygtig til det, min voksdame. Det gjorde meget mindre naller, end det siden har gjort alle de andre steder, jeg har fået samme behandling, og hun var yderst hurtig og effektiv.
Da jeg havde været der 3-4 gange, begyndte jeg at tage tilløb til at spørge hende, om hun ville fjerne det hår, jeg har på tæerne, nu jeg alligevel var der. Det var et kæmpestort tabu for mig, at de fandtes, og jeg havde indtil da ikke fortalt det til ét levende menneske. At jeg altså i virkeligheden var hobbit.
Og jeg turde heller ikke fortælle det til den her vokser, som ellers havde set mere hår end de fleste. I stedet begyndte jeg, som en form for opvarmning, at spørge nysgerrigt ind til hendes arbejde. Om hun nogensinde havde vokset folk med hår på ryggen, og hvad man mon så gjorde …?
Hendes svar: “Take it OFF!”
Jeg spurgte gangen efter, om hun nogensinde havde vokset folk med hår på armene, og hendes svar var: “Take if OFF!”.
Og efter tre gange turde jeg spørge, om hun mon tænkte, der var noget at gøre imod de hår, der voksede på mine stakkels tæer, og hendes svar var ikke overraskende: “Take if OFF!”.

Siden dengang er jeg blevet nogetmere afslappet med min kropsbehåring, og det er særligt efter hele #metoo og #timesup-bevægelsen, hvor jeg er blevet tiltagende mere opmærksom på den store forskel, der er på mænd og kvinder. At det, jeg før har set som “feminint” nogle gange lidt er noget fis. Og mega-upraktisk. Hvorfor skal det absolut være feminint at have langt hår på hovedet og absolut intet hår alle andre steder? Mens mænd tit intet hår har på hovedet, men til gengæld kompenserer for det alle andre steder på kroppen? Markant mere praktisk og nemt at være mand, vil jeg mene!

Det er efterhånden en del år siden, at jeg sidst fik vokset noget som helst. Jeg synes, det gør for ondt, og så skal timingen holdes ret skarpt ved lige af hensyn til hårenes cyklus, og det orker jeg altså ikke. Det betyder ikke, at jeg ikke af og til anvender en shaver, men det sker lige så tit, at jeg lader være.
Jeg vil gerne føle mig lækker, men det er meget vigtigt for mig, at jeg kan mærke, hvornår det er en lyst, der oprinder i mig, og hvornår det er fordi, at jeg føler, at jeg bør gøre dit og dat. Og hvis det er det sidste, bliver jeg trodsig og går i protest og tager en pause fra hvad ritual, det nu end måtte være, indtil jeg har vænnet mig til tingenes tilstand. Det fungerer for mig, og vi er jo heldigvis alle sammen forskellige. Det samme er vores behåring, og det skal der sgu være plads til, hvis man spørger mig. 🙂

Flere har spurgt, og nu kan man endelig se hele TabuTimen lige her på Husk Psylliums hjemmeside.

10 facts om undertegnede

  1. Det gik for nylig op for mig, at vores statsminister slet og ret hedder @mette på Instagram. Først gik jeg lidt amok over, hvor hurtigt, den dame må være kommet på IG, da det kom til Danmark, men så fandt jeg ud af, at den sande historie er, at hun har overtaget brugernavnet fra en, der hedder Mette, som helt relateret i øvrigt bor i Køge. Men nu synes jeg så efterfølgende, at det er lidt løjerligt, at en offentlig person, som vi konsekvent omtaler med efternavn, ikke bruger det på IG. Hun HEDDER jo Mette Frederiksen. Ikke Mette. 😉
  2. I går spiste jeg to Snickers til frokost. Men mine børn må stort set aldrig få det mindste sukker inden aftensmaden. Dobbeltmoralsk much?
  3. Jeg synes lidt, at mange virksomheder tigger lidtom anerkendelse for tiden. Man kan ikke modtage den mindste forsendelse uden også at modtage en mail fra PostNord, der bare gerne lige vil høre, hvordan man synes, de klarede den. Det minder mig lidt om sex med mænd i starten af 20’erne!
  4. Vi skal lægge hus til både jul og nytår i år, ligesom sidste år, og jeg kan næsten ikke helt beslutte mig for, hvad jeg glæder mig mest til!
  5. Jeg ved godt, at Maggie har sagt, at hun ikke kommer til at abdicere nogensinde. At være regent er en livsopgave. Og det har jeg sådan set også respekt for. Men nu har hun siddet på tronen, siden hun var i omegnen af 22! Og Kronprisen og -Prinsessen er bare så meget mere trendy og har en bred likeability i hele verden, så hvis monarkiet skal eksistere mange år endnu, tænker jeg lidt, at man skal rykke på det, inden at Frede bliver tvunget ud i en Prince Charles, som jo når at få måne og se sin søn overtage tøjlerne, før han overhovedet selv kommer til biddet!
  6. Jeg prøvede en vandrutchebane i Køge Svømmehal i weekenden, og nu er jeg 70% gladere for, at vi er flyttet til Køge!!
  7. Jeg forstår ikke, at folk er så glade for varme drikke. Nu kan jeg ikke lide smagen af kaffe, så det er jo så nemt med det, men the, eksempelvis, smager jo fint! Til gengæld har det kun den rette temperatur i cirka tre minutter. Inden da er det for varmt og derefter for koldt. Ligesom avokado, som er hård og ildgrøn i 1.000 år, og så har man lige et lille vindue af tid at slå til i, inden den rådner på en eftermiddag. (Jeg har for nylig gjort en lille undtagelse for varm kakao… Men det tæller ikke, for chokolade smager også godt koldt!)
  8. Jeg har stadig ikke fået plantet en skid i nogen som helst krukker siden slutningen af sommeren, og min have ligner fortsat en blomster-kirkegård.
  9. Det er omsider lykkes mig at forspise mig i bøf bearnaise. Jeg har simpelthen ikke lyst til bøf bearnaise for tiden. Det er aldrig tidligere hændt, bortset fra dengang, jeg var gravid med Krapylerne.
  10. Jeg har i skrivende stund menstruation, så nej… 😉

Baby, it’s cold outside …

Jeg har viiirkelig hygget mig med at købe ting hos Tchibo til det her samarbejde! De ville gerne have fokus på deres julevarer, og jeg er altid bag ud med julepynt! Måske ikke i forhold til gennemsnittet, men i forhold til, hvornår jeg godt kunne tænke mig at lempe julen ind i Langehjemmet. Og jeg ender altid med at købe et juletræ alt for tidligt, og så udgør dét julepynten. Sagen er bare den, at jeg godt gad have julen sneget lidt mere diskret ind i indretningen, sådan overordnet. Så det hygger, men uden at Jon eksempelvis føler, at han har giftet sig med Gertrud Sand.

Og jeg synes, det er lykkes så fint!! Lige så snart, jeg havde hængt elgehovedet op over TV’et, var jeg seriøst ked af, at jeg allerede nu ved, at det skal ned igen på et tidspunkt. Helt lavpraktisk bringer det noget noget lys ind, som klæder vores hyggelige stue, og så juler det uden at larme. Den lille julekugle har i øvrigt tre indstillinger: Tændt lys, slukket lys OG (min favorit) en funktion, hvor den løbende blæser vand rundt i boblen, så der hele tiden er snevejr!

Som jeg skrev på Instagram, har jeg også anskaffet mig en kage-spraymalings-anordning. Aherm.. Ungerne og jeg gik til makronerne, så at sige, men krum hals i sidste uge, og det gik samlet set helt perfekt. Intet blev smadret, det var sjovt, og kagerne smagte godt! Men vi trænger vist til lidt mere øvelse i forhold til det med sprøjtemalingen. Den eneste anden gang, jeg tidligere har stiftet bekendtskab med sådan en himstregims, er når jeg skal på TV, og de lige giver min hud en overhaling med sådan én indeholdende concealer. Jeg tænker godt, at jeg inden jul kan nå at anskaffe mig den her form og så forsøge mig med farvet glasur i stedet for.

Kageformen, der ligner et juletræ med topstjerne, er også fra Tchibo, ligesom den røde bagemåtte, som kagerne blev bagt på. Det viste sig ret praktisk, at den kan tåle ovnvarme, for smørdejen, vi arbejdede med, var umulig at flytte, når først figurerne var udstukket. Hvis man er jule)kagebagertypen, vil jeg i øvrigt anbefale at kigge her.

Tchibo har eksisteret i 65 år, men er nyt i Danmark. Det er et regulært stormagasin fyldt med alt mellem himmel og jord. Tchibo har startet noget, der hedder Tchibo Tirsdag, hvilket dækker over, at de hver tirsdag introducerer nyheder fra en ny kategori på domænet, og således også i dag.

Jeg har fået en rabatkode, der giver 15% rabat på HELE webshoppen i resten af 2019. Koden hedder ‘METTEMARIE15’ og kan jo eksempelvis anvendes til at købe julepynt, julegaver eller nyt nattøj til hele familien. Ungerne er klædt i top til tå pingvin-julenattøj for tiden, og da de fandt ud af, at jeg gik og tog billeder af de ting, der var kommet med posten, til et blogindlæg, spurgte de begge to, om de ikke godt måtte komme med. Det må de jo desværre ikke, for moren har principper, som folk på 5 ikke helt forstår, men her kan deres nattøj og nye pingviner i hvert fald ses. OG deres skridsikre sokker. 🙂

Bertas kan findes her, Hugos er her, mens pingvinerne, der siden adoptionen lystrer de borgerlige navne Sofia og Max Pingvin (efternavnet udtales på engelsk) er at finde her.

Og jeeep, Rudolf er også flyttet ind på fortrappen! Kom an, december! Vi har dig lige på kornet!!