METTE MARIE LEI LANGE

Se lige Uma som forsidemodel på Huberts!

     Det er knasme sjovt at få hund, når man sådan arbejder på de sociale medier! Billederne af Uma blev liket mere, end jeg kan huske, mine børns billeder blev, dengang, jeg stadig viste dem på nettet, og oven i det begyndte Uma pludselig at få sine egne tilbud om samarbejder! Oh, yes! Et æg er det mest linkede billede i Instagrams historie, og en gravhund kan være influencer. Det er næsten lige så 2020, som at Amerikas siddende præsident (lidt endnu!!) er en forhenværende realitystjerne!

Men Uma er en kræsen dame. Eller hendes momager er. 😉
Jeg vil nødig være kendt som hende hundedamen, selvom jeg selvsagt mener, at min køter er den mest nuttede i hele verden. Så vi har takket nej til det meste – undtagen ét tilbud, som simpelthen passede for godt til at kunne afvises!

Jeg modtog nemlig en mail fra Martin, som jeg gik i gymnasiet med. Eller rettere: Martin gik i 3. g., da jeg gik i 1., så det skulle undre mig, om han overhovedet vidste, jeg fandtes dengang. Min veninde var kærester med en af hans venner i en periode, og jeg forsøgte lidt på at blive kærester med hans anden ven, men det projekt fik desværre aldrig vind i sejlene. Martin styrede dog udenom både mig og mine veninder, hvilket velsagtens forklarer, at vi har sådan et fint forhold til hinanden i dag.

Martin har hund. Hunde, faktisk. Først havde han Hubert, som han trænede efter alle kunstens regler. Hubert lærte både ’sit’, ‘dæk’ og andre praktiske kommandoer, men der var et trick, Hubert aldrig rigtigt fik skovlen under, og det er kunsten at være alene hjemme. Hubert er en halvstor hund, så det medførte nogle gange et lidt raseret hjem, når familien vendte retur efter en ikke-hundeegnet udflugt. Martin gik på internettet for at konsultere hundehjemmesider og blive klogere. Det tog ham en rum tid, da internettet som bekendt er stort, og til sidst indså han, at den eneste løsning (eller bedste) i familiens aktuelle sted, var at købe en ven til Hubert. En kompagnon, så han ikke skulle være alene hjemme. Og sådan kom Frodo til.

Men noget andet, udover hundebestanden i Martins hus, begyndte at vokse. Martin havde nemlig haft svært ved, under sin søgen på internettet efter brugbar hunde-sparring, erkendte han, at det var umådeligt svært at finde ud af, hvem man skulle stole på, og på hvilken baggrund. Forklaringen bag de gode køb var tit sparsomme. Det var oftest nødvendigt at hente sin information andetsteds, og det føltes som op til den enkelte at afgøre, hvilken kilde der syntes mest troværdig.
Derfor satte Martin, som kort forinden havde kvittet sit ellers gode og trygge arbejde, sig for at starte Huberts.dk! Huberts er en hjemmeside, som samler alt det, man som hundeejer har brug for, på ét sted. Og det synes jeg, som ellers er relativt nybagt, personligt lyder epicly awesome!

Huberts, som netop i dag er blevet lanceret efter mere end et års arbejde behind the scenes, er en webshop, men mere end det er det et sted, hvor man kan finde information om hunde og det, der skal til for at give dem gode og glade hundeliv. Martin er selv entusiastisk hundeejer, men han har ydermere allieret sig med nogle seriøst solide eksperter, som skriver artikler og er med til at beslutte, hvad der skal sælges i butikken. Sådan at man kan have ro i hundemor-maven, når man shopper hos Huberts. Med på holdet er erfarne hundeadfærdsinstruktører, hundetrænere, en cand.scient. i Animal Science med speciale i hundeernæring, en hundefysiolog og mange flere titler, jeg end ikke vidste fandtes. (Læs mere om teamet bag Huberts her).

Jeg synes, det er verdens bedste idé at lave sådan en hjemmeside/webshop, hvor man har kyndige eksperter samlet samme sted som der, hvor man kan købe det, man skal bruge. De færreste af os er hundeeksperter, når vi får vores hvalp med hjem fra kennelen, og det kan skisme være svært at vide, hvor man skal starte, når man gerne vil kundgøre sig.

Og nu til det, det hele faktisk handler om! Nemlig, at Uma har landet sit første forsidecover! Bette Uma er simpelthen blevet den første forsidemodel på Huberts.dk! Yes, det er sandt! Alt det, jeg nægter mine børn her på internettet, det får hunden lov til, og jeg ser således stolt på fra sidelinjen, når hun nu indtager forsiden som en anden hundenes Marilyn Monroe! Se lige Uma som forsidemodel HER! Jeg synes, der er noget guddommeligt over hende på det billede, hehe. 😉

Og mens i besøger det spritnye Huberts, kan jeg friste med, at rabatkoden MM20 giver 20% rabat på HELE WEBSHOPPEN frem til d. 13. december. Og det betyder altså rabat på alt fra seler til hundefoder, godbidder, hundesenge og alt det andet! Webshoppen er inddelt i små, mellemstore og store hunde, så alt er nemt at komme til, og alt leveres indenfor 1-3 dage. <3
Hvis man signer up til nyhedsbrevet, får man besked, når der er konkurrencer og andre gode tilbud.

Om at blive mor uden at have én

Livet er langt, og der sker så meget, vi ikke kan kontrollere. Nogle gange, når der hænder noget voldsomt og uønsket, får vi en lyst til at kontrollere nogle andre ting. “Det kunne jeg ikke styre, men jeg kan så i det mindste styre det her”.

Jeg gendelte i sidste uge et indlæg, jeg skrev for et år siden omhandlende nogle samtaler, jeg havde haft med Berta om hendes mormor. Indlægget kan læses her, hvis man har lyst.
Det er ikke tit, at jeg deler et indlæg, der handler om min mor, som jeg desværre ikke har længere. Men hver gang jeg gør, kommer jeg i kontakt med kvinder, der har oplevet det samme. Da jeg forleden gendelte det her indlæg, var der nogle stykker, der skrev til mig for at høre, hvordan det var at være mor, når man ikke selv har én. Flere har givet udtryk for, at de overvejede at lade være med at stifte familie, for hvordan kan man blive mor, når man ikke har en mor til hjælp. Det har jeg fået lyst til at knytte lidt flere ord til her.

For mig var det hårdt at blive mor. Ikke at få børn, børnene opførte sig super-meget på linje med det, jeg havde forestillet mig. Men jeg havde regnet med, at jeg ville forvandle mig til mor så snart, at Krapylerne havde forladt min livmoder og taget bolig i verden. At jeg ved et trylleslag ville ændre mig fra at være den MM, jeg kendte, til at være én, der vidste, hvordan man var forælder. Jeg troede, at naturen var indrettet på den måde.
Da jeg var barn, fik vores gravhund, Emma, hvalpe. Så snart, de var født, slikkede hun dem rene, åd moderkagen, og fik dem møffet hen til patterne, så de kunne die. Hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre med alt det, der var kommet ud af hende, og jeg var ret sikker på, at hun hverken havde fået det forklaret eller havde nogen erindring om sin egen fødsel. Så jeg tænkte, at når naturen nu havde været så fix, når det kommer til hunde, havde han nok også indlejret noget i mig. Ikke en lyst til at spise moderkagen, men en viden om, hvad jeg skulle gøre.

Det havde den ikke. Jeg anede ikke en disse, og den følelse af ikke at være chef over situationen forstærkedes af, at min yngel kom til verden lidt for tidligt. Deres første behov var ikke modermælk og dikkedik, det var CPAP, opvarmet madras og sondemad. Andre vidste, hvad der skulle ske og tog over. Jeg fik end ikke chancen for at se, om der skulle være en autopilot et sted i mit system, jeg var i det store hele en smule overflødig lige i starten. Sådan føltes det.
Da der var gået en rum tid, og jeg havde vænnet mig til at spørge læger og sygeplejersker om alt, når det kom til viden og velvære for mine børn, begyndte de at lade være med at svare direkte og tage over, og i takt med ynglens bedring fik jeg i stedet for et svar spørgsmålet “Hvad siger din mavefornemmelse?”. Og jeg var så flov, for den sagde ingenting. Jeg følte mig helt forkert, for jeg havde ingen anelse. Det var derfor, jeg spurgte. Da jeg havde fået det samme modspørgsmål en gang for meget, brød jeg grædende sammen og indrømmede, at min mave altid talte om bernaise og nutella, men aldrig om barnepleje. Jeg følte mig forkert og uegnet.

Det til trods fik vi ungerne med hjem. Følelsen fulgte med. Nu er ungerne snart 7 år gamle, og pludselig stoler jeg så meget på mine egne evner som mor, at jeg har det en lille smule stramt med, at mine børn nu går i skole og derfor kommer hjem med rygsækken fuld af andre menneskers verdenssyn og udlægning af begivenheder. Jon og jeg alene kan ikke længere bestemme, hvad de skal vide. Forleden kom Hugo hjem og spurgte, hvad en massemorder var, og så må man jo svare.

Jeg synes, det var hårdt at blive mor. Uden en mor. Jeg tror, at hvis min mor havde været ved min side, havde hun sagt, at jeg gjorde det godt, og det ville jeg gerne have hørt. Hun havde sagt, at hun selv var skrupforvirret, da jeg kom til verden, da jeg i øvrigt også kom for tidligt og faktisk boede på sygehuset en måneds tid længere end hun (det var andre tider dengang). Jeg tror, hun ville have gjort sit bedste for at fri mig for mine bekymringer, hun ville have sagt, at når jeg nu var endt så heldigt ud med hende som mor, så skulle mine børn nok også overleve at have mig som mor. Hun ville have krammet mig, og jeg ville have lagt mit ansigt i den der grube, der er mellem halsen og skulderen, og jeg ville have stolet på det, når hun sagde det, for hun var jo min mor. Det har jeg savnet, og det savner jeg stadig. Som jeg skriver det, trænger tårerne sig på, og det bliver aldrig anderledes.

Jeg er ikke kommet til at savne  min mor mere af, at jeg har fået børn. Tvært imod. For fordi jeg har fået børn, har jeg lært min mor at kende igen. På en ny måde. Jeg er nu det, jeg selv savner. Jeg har læst, at når jeg vugger mine børn, gør jeg det på samme måde, som min mor vuggede mig. Når jeg trøster mine børn, trøster jeg dem på samme måde, som hun trøstede mig. Helt instinktivt. Det er velsagtens her, man skal finde overlappet mellem min barndoms gravhunds evner udi moderskabet og mine ditto. Efter at jeg har fået børn, og i takt med, at de bliver ældre, dukker der minder op fra min barndom med min mor, som jeg ellers havde glemt. Ikke altid hele minder, men følelser og erindringsglimt, og jeg kan kende hende i mange af de ting, jeg nu gør og siger til mine børn, og det er så dejligt. Det er en helt anden og meget mere nærværende måde at huske hende på, end det var før, jeg fik børn, hvor jeg kun kunne huske tilbage på minder, som når man ser en film for sit indre blik. Nu er minderne på en måde blevet aktive. Som totalteater. Hun dukker op, uden at jeg aktivt fremkalder mig hende. Som jeg skrev i indlægget om Bertas sorg over min mors død, så ér en del af min sorg over savnet efter min mor blevet erstattet af den kærlighed, jeg har til hende og Hugo. Kærligheden er blevet til kærlighed.
Sådan har det jo altid været med kærlighed – den avler kærlighed.

Mandag, coronatest og hjemmebagte boller


Vi vågnede i morges kl. 5, da Krapylerne invaderede soveværelset med vanlig charme. Forbandede vintertid! Kan vi ikke bare vælge en tid og så holde os til den, så vi undgår jetlaggen børn to gange om året. Det er altså mindre charmerende, når man ikke samtidig har en tan, fordi man netop er hjemvendt efter eksempelvis to uger i Mexico.
Anyway, Hugo hostede, og det samme gjorde Berta. Jeg havde en fornemmelse af, at de smurte lidt vel rigeligt tykt på, men hosten var ikke desto mindre nærværende. Særligt i Hugo, og faktisk også i mig.
Jeg føler mig ganske overbevist om, at ingen af os har corona, men det er der sgu nok mange, der har sagt før mig, som alligevel er endt op med en positiv COVID-19-test, og i tider som disse tages jo ingen chancer. Heller ikke i Køge.

Vi skrev til skolen, meddelte om sygemelding, og så bookede jeg den næstmulige tid til en coronatest til ungerne og mig selv. Således mødte vi op lige udenfor Lufthavnen kl. 8.10 og rakte tunge af en læge i rumdragt, inden vi vendte retur til bilen, som på bare 10 minutter var blevet prydet af en parkeringsbøde. Krapylerne blev noget fortørnede over vatpindens noget voldsomme opførsel i deres halsregioner, så jeg lovede, at vi ville runde en bager på vej hjem, imod at de sad stille og lod sig pode. Men tilbage i bilen med bøden i lommen kom jeg i tanke om, at man jo for pokker ikke må besøge noget som helst, når man sådan er nervøs for corona, ej heller en bager. Ikke engang den skidegode bager lige udenfor Køge.

Så vi vendte i stedet hjem ganske brødflove, og jeg gav mig til at bage boller i stedet. Heldigvis havde vi gær i køleskabet, og jeg går aldrig ned på mælk eller hvedemel.
Så nu er vi altså herhjemme, alle fire. Jon har efter planen optagelser i morgen, så han får taget en coronatest på et privathospital i aften, sådan en af dem, man får svar på indenfor 15 minutter. Hvis den er negativ, hvilket vi går ud fra, den er, så sover han i kælderen og går i omvendt karantæne for at undgå os, inden han mødes med sine medspillere.

Det er sgu egentlig meget udramatisk. Krapylerne har sat den helt store produktion af julepynt i gang, der er ild i brændeovnen og stearinlys på bordet, og huset dufter stadig af føromtalte hjemmebag.

Og det var så den (første) efterårsferie

Det er første mandag efter efterårsferien. Og det er første mandag efter første ferie, hvor mine børn går i skole. OG det er sørme også første mandag efter en ferie, hvor jeg ikke glæder mig til at sende mine børn ud af døren om morgenen.

Jeg har altid leet kærligt af dem, der brugte hashtagget #stoptiden. Jeg har altid syntes, at den forgangne tid, mine børn har levet, og de glæder, oplevelser og kvaler, vi har haft i mellemtiden, stemmer meget godt overens. Ligesom at jeg også synes, det virker meget rimeligt alt taget i betragtning, at jeg har den alder, jeg har. Jeg føler mig ikke som en på 24, jeg føler mig som en på 39. (Sådan som jeg opfatter folk på 39).

Men hvad børnene angår, så synes jeg pludselig, at nogen har trykket lidt vel rigeligt på spoleknappen, siden de i sommer begyndte i skole. Pludselig staver de sig igennem alle skilte, de ser (altså, de kan ikke læse, forstås. Men de interesseres for bogstaver), de har legeaftaler hele tiden, kan selv finde ud af det meste og vender sig ud mod verden på en måde, de aldrig har gjort før. I weekenden var ungerne og jeg alene hjemme, og da Berta arrangerede en legeaftale hos en veninde, gjorde jeg mit ypperste for, at Hugo og hans legekammerat ville blive hos os. Og da Berta kom hjem og aftalte en ny playdate med genboens datter, bestak jeg dem med chips og mandariner til at tegne i VORES køkken og ikke genboens. Jeg kunne pludselig mærke vacuumet i min favn, når begge børn om få år får travlt med alt andet end at sidde hjemme og bede mig servicere dem, til jeg får spat. Jeg fik pludselig lyst til at stoppe tiden. Og så fik en del af mig også lyst til alligevel at få et barn mere, så vi kan trække tiden med børn, der er afhængige af os, lidt længere. Jon og jeg brænder jo vores lys i begge (børne)ender på én gang, kan man sige. Skyder alle vores lynkinesere af på en og samme gang. And what a spectical it is, in deed. ❤️

Lalandia i Billund, hvor ungerne og jeg hang ud fra mandag til onsdag, var fint! Bedre end fint, faktisk. Sidst, jeg slog mine folder på de kanter, var børnene omkring to år, og jeg mindes at føle, at jeg havde ramt min proletargrænse. Sådan havde jeg det ikke denne gang, og jeg tvinges til at overveje, om det skyldes, at jeg er blevet mere proletar, eller om jeg mon bare har vænnet mig til, at livet med børn, når det er godt, meget minder om en dag i netop Lalandia. Fastfood, klorpool, klovne på stylter, trætte Krapyler og forældre med alkohol til aftensmaden. Bliss!

Nu er det mandag. Ungerne er i skole og skulle egentlig have været i SFO bagefter, men de vægrede sig derved, og jeg var let at overtale. Så nu henter jeg dem i stedet, når de får fri, og så benytter vi eftermiddagen til at få Hugo klippet og købt nye støvler til Berta.

Med ønsket om en dejlig mandag. Om det er den første, den sidste eller én midt imellem! ❤️

Myth buster: Er de dyre bedre end de billige?

Det er nok ingen hemmelighed, at jeg er creme-elsker! Skønhedscremer, kagecremer, cremefrøer, you name it! 😉
Jeg har været i et løst forhold med skønhedsbranchen i lidt over 10 år efterhånden og har stukket mine fingre ned i en del krukker i de år, der er gået, og jeg kunnet lide det, har jeg! Jeg har testet alt fra økologiske cremer til de særdeles unaturlige (og nu taler vi for en god ordens skyld altså om ansigtscremer, ladies!), de billige og de dyre. De røde, de grønne, de grynede og de silkebløde. Girls, I’ve been around.

Der sker jo gerne det, at man bliver forelsket i forskellige cremer hen ad vejen. Afhængigt af, hvor man er i sit liv på det givne tidspunkt. Det kan være mode, der påvirker én. Et brandnavn, man synes er sejt, eksempelvis, hvis tøj, man ikke har råd til, og så er cremen alligevel billigere (og ser godt ud på badeværelset). En venindegruppe, der sværger til det samme. En modetendens. En økonomisk formåen – eller det modsatte. At man ikke har tid til at sætte sig ind i, hvad der er godt, og så i stedet stoler på prisen og napper noget, der bider i pengepungen. SÅ kan det jo i hvert fald mærkes, kan man sige. 😉

Der er nogle fordomme, jeg synes, der går igen i skønhedsbranchen, når det kommer til forskønnende ansigtscremer og deres formåen. Og ikke mindst prisen på dem. Mange mener at synes, at særligt prisen er afgørende for, hvorvidt de nu duer til det, de lover. Så billige brands lyver øjensynligt mere, tænkes det ude i de små hjem. Det er en ærgerlig fordom, og så vidt jeg har testet mig til, er det usandt.

En af de begrundelser, jeg har hørt for, at billige skønhedsbrands skulle være dårligere end de dyre er, at de billige jo ikke har de samme budgetter til forskning. Det er usandt af flere årsager. Ikke nødvendigvis vedrørende alle billige brands, men det, man ikke tænker på, er eksempelvis, at mange mindre brands kan sælge rigtigt mange produkter, hvilket giver dem en økonomisk større volumen. Noget andet, der ofte gør sig gældende er, at mange brands har den samme ejer. Så et dyrt og et billigt brand kommer måske fra den samme koncern, og derfor bruger virksomheden den viden, de har fra de dyre produkter til de billige også. Så den dyre forskning kommer de billigere brands til gode helt gratis, kan man sige. Et godt eksempel på et billigt brand, som har vanvittigt meget forskning i ryggen er eksempelvis NIVEA, som jo er en af de største skønhedsgiganter i verden.
Men altså, fordommen omkring eksempelvis prisen som garant for kvalitet og mange andre har NIVEA besluttet sig for sammen med det gæve team fra Femina med Christina Sander i spidsen at komme til livs. Der er så mange skønhedsmyter. Hvad er sandt og hvad er falsk?

Se lige vores videoer her og bliv klogere! Og vid, at Uma ligger på mine fødder under alle optagelserne – jeg synes, det tilføjer noget yderligere hygge. 😉