METTE MARIE LEI LANGE

Når timing er alt!


Det er over et år siden (d. 17. maj, siger kvitteringen), at min Pap og jeg bestilte billetter til Magic Mike Live i London. Vi var ude at gå en tur i skoven her i Køge, og jeg påpegede, at billetterne netop var blevet til salg og understregede det faktum, at jeg syntes, hun havde været single lidt vel længe (det er jo så enormt elegant at sende begrundelsen for et så uelegant køb over på den anden side af bordet…).
Heldigvis var Lene ikke upåvirkelig, og da vi kom retur til Langehjemmet, købte vi billetterne.

På dette tidspunkt havde jeg jo ingen anelse om, at jeg blot få uger efter ville blive ringere op af YouSee og inviteret til Las Vegas, hvor vi var villige vidner til selvsamme show. Så kunne man passende spørge mig, om jeg nu fortryder at have betalt på den grumme side af 1.000 kr. for en plads på allerførste række til et show, jeg allerede har set, og her må jeg blot rungende afkræfte. Jeg glæder mig om muligt endnu mere af selvsamme årsager!

Jeg vidste på det pågældende tidspunkt heller ikke, at Jon ville blive tilbudt rollen som Mr. Marmelade i Odense og derved måske skulle arbejde de selvsamme dage og derved forpurre planerne. Og det er så her, skæbnen trådte ind: Tilfældet vil nemlig, at Jon har sidste spilledag i Odense i denne omgang ONSDAG. Og de flybilletter, jeg købte for godt et år siden, gælder TORSDAG! Så der er absolut intet overlap, kun overSKUD, og jeg glæder mig sådan til tre dage med voksent selskab af min smukke papsøster, som har et travlt karrierejob i hovedstaden og derfor alt for sjældent svinger til provinsen!


Vi har booket bord på nogle fancy restauranter, og så har vi booket os ind på hotellet St. Martins Lane, som der labert ud. I sidste uge modtog jeg en email var Viktor, som åbenbart vil stå til rådighed med alt fra bookning af spabehandlinger, frokoster eller lignende, mens vi er i byen! Jeg ser sådan frem til hygge, forkælelse, lidt shopping, lidt længesoveri og alt det, man ikke kan planlægge.

Vi lander midt på dagen i dag og forlader byen igen søndag aften, og jeg har lovet Krapylerne at købe gaver med hjem. De og Jon tager til Samsø for at besøge hans mormor, så de får forhåbentlig for travlt med at spise asparges, jordbær og Samsø-kartofler til at savne mig alt for meget. Det ér pudsigt, ikke? Faren har været væk størstedelen af tiden de seneste fem måneder, og så snart moren skal være væk i tre dage, får hun samvittighedskvaler… Men ikke nok til ikke at glæde mig, heldigvis! <3

Sidst, jeg var i London, var min søster og jeg i teatret og se Lion King. Det kan ikke anbefales, dog..

Flinke Fremmede #7


Hvis denne dejlige tradition fortsat skal have en eksistensberettigelse, har jeg alvorligt brug for jer! Jeg er nemlig ved at løbe tør for gode hændelser i den dertil indrettede indbakke. Så send meget gerne jeres cute encounters med flinke fremmede her: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Og husk, ingen begivendhed er for lille! Nogle gange er de små tjenester de mest inspirerende, idet de er lette selv at sende videre ude i virkeligheden! <3

  1. Overskud er en sjælden gave i vore tider. Og sådan en fin én at få! <3
    Min far fik i 2014 konstateret prostatakræft. Det var en virkelig hård tid for hele familien, men selvfølgelig specielt for min mor. Et af de første trin i hans behandling var, at han skulle have fjernet sin prostata på Riget. Min mor og jeg var der sammen med ham og så ham blive kørt afsted til operation. Vi var inden blevet informerede om, at indgrebet ikke var specielt kompliceret og at havde fået et omtrentligt tidspunkt for, hvornår han ville komme tilbage. Tiden sneglede sig afsted, mens vi ventede på ham og da tidspunktet kom, skete der ingenting. Vi ventede, fordi der selvfølgelig godt kan gå længere tid end forventet, men efter et godt stykke tid begyndte vi begge at blive urolige. Min mor er sygeplejerske og ved at meget kan gå galt ved selv de mest simple indgreb, så hun var tydeligt meget bange, selvom hun kæmpede hårdt for at bevare roen og koncentrere sig om sit strikketøj (det blev pillet op nogle gange, kan jeg afsløre!). Til sidst kunne hun simpelthen ikke tøjle sin uro og fór ud på gangen, hvor hun “overfaldt” den første den bedste og forlangte at få at vide, hvorfor det tog så lang tid. Hun blev gelejdet tilbage til stuen af verdens absolut sødeste sygeplejerske, som satte sig ned i øjenhøjde med mig og min (på det tidspunkt meget frustrerede) mor og spurgte os, hvad vi var urolige over, lovede at undersøge sagen og spurgte om vi overhovedet havde fået noget at spise eller drikke hele eftermiddagen/aftenen. Det havde vi jo ikke, gik det op for os – og da hun kom tilbage med beskeden om, at min far snart ville komme ud fra operationen havde hun en chokolademuffin og en kop kaffe med til os hver – og så trillede tårerne hos os begge to. TAK til hende for at hun formåede at se, at der bag min mors frustration gemte sig en kæmpe frygt og TAK for betænksomheden! <3
    Min far kom sig i øvrigt fint over operationen og er heldigvis stadig hos os!
  2. Emotionel support!
    Mit andet barn havde travlt med at komme til verden. Så travlt at jeg, da vi var på vej ned i bilen, pludselig lå på alle fire i trappeopgangen med de vildeste presseveer. Min mand fik hurtigt ringet 112, og forsøgte at bevare roen, men han var ret taknemmelig, da vores rengøringsdame stak hovedet ud fra vaskekælderen og spurgte, om han behøvede hjælp. Jeg brølede så hele opgangen og den ved siden af kunne høre det, men det var kun hende, der tilbød sin hjælp. Det var ikke meget hun kunne gøre, men trygheden ved, at vi ikke var alene, gjorde vildt meget… Vi nåede med ambulancen, men ikke hele vejen ind, inden vores datter blev født. Tre uger efter mødte jeg igen rengøringsdamen i opgangen, og hun var så lykkelig for at høre at alt var gået godt at hun fældede en lille tåre. Tænk, at nogen kan bekymre sig så meget om fremmede mennesker ❤️.
  3. Flere komplimenter! De er gratis, og de feder ikke! 🙂
    Jeg var 26, lige blevet single efter et alt for langt forhold med en utro kæreste og atter en gang på tur i byen med et par veninder for at drukne sorger og uoverskuelige tanker om livet helt alene, ensom og med en følelse af at være for grim, uinteressant og generelt utilstrækkelig (utroskab gør det ved én, jeg er -og var faktisk en smuk kvinde med masser at byde på🙄).
    Jeg står og hænger oppe ved baren og et hankønsvæsen, som ikke ligner scorekajtypen, tilnærmer sig langsomt og siger; ‘du skal bare vide at du er smuk. Når du kigger dig i spejlet om morgenen og tænker dårligt om dig selv, så skal du bare huske at du er helt igennem smuk.’ Og så gik han videre.
    Han virkede ikke plakatfuld, ‘ude på noget’ eller på anden måde slesk.
    Hvis bare han vidste at jeg nu 7 år senere STADIG husker den (nuvel, overfladiske) kommentar og faktisk tog den til mig og faktisk husker mig selv på netop dét, på en off-dag. Han anede ikke hvor tørt et sted den landede lige præcis dén aften. Men det var fandme flinkt af ham. Flere komplimenter! Det gør faktisk en forskel!
  4. Jeg er nødt til at spise på Den Sorte Gryde i Roskilde en dag!
    Jeg kom for ca. 12 år siden træt og stresset med toget til Roskilde st. en hverdagsaften med 2 meget sultne og trætte børn, og så ville min bil ikke vil starte. Jeg besluttede at gå hen til “Den sorte gryde” som lå tæt ved stationen for at købe take-away mad og bestille en taxa. Det regnede temmelig meget, så vi var pænt gennemblødte på trods af den korte gåtur og begge børn var kede af det og utålmodige. Den venlige ekspedient i “Den sorte gryde” forsøgte flere gange forgæves at komme igennem til taxa-centralen. Da det ikke lykkedes spurgte han mig til sidst, hvor vi skulle hen (10 km syd for Roskilde), og siger så på gebrokkent dansk “Jeg bringe mad ud, jeg også bringe børn hjem”. I løbet af 5 minutter havde han tilkaldt bil – oveni købet med en autostol til min yngste søn – og chauffør, udstyret begge mine sultne børn med en bolle og en slikkepind, stoppet os alle 3 ind i bilen med tasker og mad, og vi blev kørt direkte til døren. Det kan kun have været en større omvej for chaufføren og jeg fik ikke engang lov at betale for turen! Jeg bliver stadig ramt af dyb taknemmelighed når jeg kører forbi.
  5. We are never really lost … <3
    Da jeg var 16 skulle jeg til London og besøge min kæreste, som arbejdede derovre (hvordan mine forældre turde sende mig afsted forstår jeg stadig ikke). Men jeg skal altså forsøge at finde vej fra hotellet til den cafe min kæreste arbejdede på, og jeg havde aldrig i mit liv været ude at rejse alene. Tydeligt frustreret, forvirret og på nippet til gråd står jeg ved et busstoppested og forsøger at aflæse ruteplanen efter at have taget den forkerte bus, og en kopi af Dame Edna henvender sig til mig og spørger om alt er ok. Jeg får fremstammet: “I am lost” og forklarer jeg skal til Baker Street, hvorefter hun svarer “Oh honey, you aren’t really lost, it’s just three streets that way” – det var ikke det at hun hjalp mig, men hendes ekstreme venlighed og omsorgsfuldhed reddede hele min ferie…

Kærlighed som hobby og Instagram som rettesnor

Instagram får hug for at være overfladisk, og det er i mange tilfælde efter min mening også validt nok. Men i sidste ende kommer det jo an på, hvem man fylder sit feed med. Mit eget er en blanding af feminister, kropspositivister, modeller, festaber, influenter og mange flere, så for mig er det overfladisk – men også rigtigt meget andet.
Det er en god idé at gøre sig umage med at vælge, hvem man gerne vil putte ind i sin hverdag online – især hvis man er en af dem (os), der bruger tid på Instagram på daglig basis. Væk med dem, der gør dig i dårligt humør og ind med dem, der ikke gør. Plain and simple. Og så husk at logge af engang imellem (Note ikke mindst to self).
Men selvom Instagram får hug for at være forfinede udsnit af en blandet hverdag, der ikke viser, hvordan det roder bag kommoden, vasketøjet flyder, kærlighedslivet sejler og kontoen er i minus, så er der faktisk noget, Instagran kan, som det kan være en god idé at tage med ind i sit offline-liv.

Nogle gange kan det hele nemlig godt have tendens til at fylde det hele, og det er synd. For alt er ikke lige meget værd og bør derfor ikke altsammen fremhæves lige meget – heller ikke på hukommelsens kaminhylde. Her kan det sådan set være en fin idé at fremhæve Instagrams principper om at sparke rodet til hjørne og nyde de momenter, man synes er værd at forevige. Det smukke, det sjove, det, der er nær perfekt.
Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg spiste rødspætter med en god kollega, og vi talte om, at jeg er optimist. For det er jeg sgu. Det betyder overhovedet ikke, at alt i mit liv altid er over middel – men jeg vil tilføje, at det alligevel hurtigt kan føles som om, det er, hvis man beslutter sig for at være lidt ukarry med de lyserøde briller og kaster lidt farvet konfetti efter bakspejlet.

Ens hobby er som oftest noget, man har en naturlig interesse for, og som falder en nemt. Så begynder man måske oven i købet at øve sig i det, og så bliver det både sjovere og nemmere, og man glæder sig over resultaterne. Ud fra den betragtning kan man godt sige, at det med at være forelsket i min mand, er min hobby.
Jon og jeg kommer ikke særligt tit på dates – særligt ikke i år, hvor han har arbejdet på Fyn næsten hver dag og aften og i nogle perioder slet ikke har sovet hjemme. I sidste uge havde han fri onsdag, og vi havde sådan lyst til at lave noget hyggeligt. Men samtidig havde vi en fandens masse vasketøj i kælderen, som skreg på at genopnå sin status som foldet og skuffelagt. Derfor foreslog jeg, at vi, når ungerne var puttet, tog alt vasketøjet med op i stuen, satte The Notebook på dummekassen og foldede, imens vi gloede på glødende romantik. (Når man folder tøj, kan det nemlig være en fordel at se en film, man har set før, da man ind imellem må fjerne blikket fra skærmen for eksempelvis at matche sokker …).
Det blev en aftale, og jeg glædede mig hele dagen. Jeg ville måske hellere have været ude at spise og i biffen, men det var jo ikke i kortene, så derfor rettede jeg mit fokus på det, der var, nemlig en hyggelig aften med min mand ved min side, verdens mest forelskede film og ikke mindst udsigten til ikke længere at blive råbt af fra kælderen af krøllede t-shirts.

Jep. Instagrams algoritme duer i hverdagen. Den hverdag, der indeholder leverpostej, kedelige pligter og for lidt tid til ballade. Jeg tror, det handler om at fremhæve alt det fine. At vende tommeltotten opad på alle de ting, man godt kan lide, og så dvæle ved det. Rodet bag reolen render sgu ingen steder bare fordi, man kigger den anden vej lidt. 🙂

En liste over ting, jeg ville have forsvoret (men har gjort alligevel)


Jo ældre, jeg bliver, des flere ting sker, som jeg tidligere har eller ville have forsvoret. Især, må jeg sige, i forhold til det at være forælder. Der er en del principper, som må en tur under luppen, når de børn, man har fået, ser anderledes på tingene, end man selv gør.
Forleden måtte jeg eksempelvis hente YouTube til Bertas iPad, fordi hun var bundulykkelig over at være den eneste af sine veninder, der ikke havde adgang til alle de der (latterlige) slime-videoer og andet gejl. Jeg havde spillet en børnemeditations-godnathistorie for ungerne via YouTube på Safari, og mens jeg kiggede væk dagen efter, havde Berta nappet iPaden uden at få lov og gemt sig under dynen med YouTube.
Da jeg opdagede det, gik det op for mig, at jeg måtte tage mine principper op til efterretning. Berta er ellers meget regelret og blev meget flov, da hun blev afsløret, så hvis hun var villig til at gå bag om ryggen på mig for det her, ville jeg risikere, at hun også ville gøre det senere i livet, hvis hun føler, at jeg er for låst.
Så nu har hun fået Youtube Kids på sin iPad. Uden mulighed for at søge og kun med videoer, der passer til folk på højst fem år. Men med det helt rigtige logo og vist også nogle slime-videoer, så hun er tilfreds, og det er jeg også.

Her kommer altså fem øvrige ting, som jeg har forsvoret at ville kunne finde på – og så alligevel har gjort.

  1. Købe en dametaske til over 10.000 kr.
    Jeg syntes for 10 år siden, at det var noget af det mest åndssvage, jeg kunne komme i tanker om. Hvis jeg nogensinde havde så mange penge i overskud, bedyrede jeg, skulle de bruges på at rejse. Ikke på jordisk gods. Alligevel købte jeg altså for fire år siden min Yves Saint Laurent-taske, som kostede over 10.000 kr. På en rejse, faktisk. Nu er min påstand så, at jeg aldrig kunne finde på at gøre det igen.
  2. Lade mine pigebørn sminke sig, mens de stadig er små
    Her holder jeg stadig stand, når det kommer til makeup ude i offentligheden eller makeup i det hele taget for forskønnelsens skyld. Det må hun/de sgu vente med, til de går i gymnasiet (eller i hvert fald når den alder). Men Berta var blot 4 år, da jeg treatede hende til en tur på nailbar i LA sidste år. Og jeg har sjældent set tøsen gladere. Jeg grinede af mig selv, mens det stod på, for det havde jeg blot et år tidligere aldrig forestillet mig.
  3. Lade mit hår afblege
    Jeg har aldrig (tidligere) forstået det der med at ændre radikalt på sit eget udseende. Plastikoperationer, læbeforstørrelser, permanent makeup, og sådan noget. Men så blev jeg gråhåret, og nu er jeg altså blond.
  4. Se Game Of Thrones
    Jon nåede at se de første fem sæsoner, før han en mørk vinteraften havde held til at overtale mig til at se hele molevitten forfra sammen med ham.Jeg var en dag kommet ind i lokalet, mens der stod en meget lille, lyshåret dame og snakkede med en drage. Den dag forsvor jeg nogensinde at ville se Game Of Thrones. Men …
  5. Blive gift med en skuespiller
    Indrømmet – Jon er ikke den første mand, jeg har kysset. Og dengang, jeg vandrede hvileløst rundt i København og kyssede frøer (fun times!), planlagde jeg, at jeg aldrig skulle giftes med en bartender eller en skuespiller. På grund af de utilregnelige arbejdstider. (Faktisk stod der også ‘kok’ på den liste, men den faggruppe slettede jeg igen, da de jo laver god mad, og det gør jeg ikke).
    Det blev jeg så alligevel, og nu er hans skiftende arbejdstider faktisk noget af det, jeg bedst kan lide ved hans arbejde.

Mandag med ondt i nyrerne (det lyder som et von Trier-citat, men det er det altså ikke)

De havestole, ungerne sidder i, er en gave fra Jollyroom, og de kan hittes her.

I går aftes spiste vi ret sent, da Jon og ungerne brugte eftermiddagen på at besøge min svigermor, mens jeg plantede ting i køkkenhaven, og så havde ingen af os lige tænkt på at skrabe kartofler. (Side note: Jeg elsker, at vi nu befinder os i en årstid, hvor kartoflerne skal skrabes og ikke skrælles!) Vi spiste aftensmad i forhaven, som vi gør, når solen skinner. Så kan vi både nyde dens lune stråler og belure vores naboer og andre forbipasserende. Blandt sidstnævnte var hundehvalpen Maggie, som bor længere nede ad vejen, sammen med husets 14-årige datter. Maggies familie er meget søde til at lade Krapylerne og de andre børn på vejen besøge Maggie så tit, de har lyst, så de kender hende ret godt, og da Berta hørte, at den 14-årige og hundehvalpen var på vej på stranden, blev hun meget opsat på, at vi skulle følge efter.

Bertas trickløbehjul er en (højt skattet) gave fra Jollyroom, og det kan findes her.

Jeg måtte dog skuffe hende med, at klokken var over hendes vanlige sengetid, så ruten førte altså ikke til længere end Sovstrup. Det førte til endnu en tudetur over, at hun altid skal i seng tidligere end mig. Det er et stort problem for hende lige for tiden – til trods for, at hun altid knalder brikker allerede inden, at sidste godnatsang er sunget.
Så jeg har i kompromissets ånd lovet Berta, at vi i dag efter børnehaven tager til stranden. De har gode isvafler dernede, så jeg grimmer mig ikke.

I skrivende stund sidder jeg i min sofa under dynen. Jeg havde ellers nogle aftaler inde i byen i dag, men dem måtte jeg aflyse, da jeg sgu er lagt ned af noget så usexet som en blærebetændelse. Den ramte mig i påsken, og så var jeg nok lidt for meget en mand omkring det. Jeg gik ikke til lægen, men drak en masse vand og tænkte, at det nok skulle ordne sig selv. Det gjorde det ikke, og nu gør det naller, og jeg er skidtmas. Og jeg har ikke engang noget lækkert i huset at spise til frokost – så det er fino, at der er isvafler i min udsigt!

God mandag! Jeg håber, den byder på solskin, ingen kø til buffeten i kantinen, rengjorte elevatorer på S-togsstationerne, radioværter, som rent faktisk ér sjove og ikke kun selv synes, de er det, og ja, måske en isvaffel. Hvis man swinger til den side. 🙂