METTE MARIE LEI LANGE

De snakke, man har, når man har to dage uden børn

Første gang, Jon og jeg sov væk fra ungerne begge to på én gang, var de to-et-halvt år gamle. HVIS vi var sådan nogle, der skulle have en treer, kan jeg allerede nu afsløre, at der overhovedet ikke ville gå så langt tid denne gang. (Hvis vi da kunne få overtalt nogen fra familien til at passe TRE børn med overnatning, hvilket jeg tvivler på, men det er jo også bare et tænkt eksempel).

Første gang, Jon og jeg var væk hjemmefra sammen mere end én nat, var sidste sommer, hvor vi tog tre dage til Sydfrankrig, mens vi slog dataroaming fra på mobilerne og bare gik amok i hygge, dampede muslinger og hinanden. Det var den tur, hvor vi fandt på at tage to måneder til Los Angeles henover vinteren, hvilket jo blev eksekveret så fint lige inden, Corona overtog fjernbetjeningen, om man så må sige. Og i denne weekend var vi så afsted igen. To nætter i kun hinandens selskab. Fandme fornemt!

I bilen på vej hjem fra Lynæs, sagde jeg til Jon, at jeg virkelig vil anbefale alle nybagte forældre (som har familie, der er indstillede på projektet) at tage på kærestetur i ny og næ. Også tidligere, end vi har gjort det. Kæft, hvor det kan noget! Jon sagde også, at han elsker, hvordan vi aldrig lige skal bruge en halv dag på lige at finde hinanden, men lige så snart, vi er tjekket ind, begynder samtalerne, drømmene og planerne at udfolde sig. To dage senere har vi snavet mere, grinet mere, snakket mere og sovet mere, end vi normalt når derhjemme, hvor der også skal skrælles kartofler og forholdes sig til 6-åriges konflikter og udfordringer. Og så er det åbenbart også indenfor vores normalområde at have lagt nye planer. Eller i hvert fald drømt nye drømme.

Denne gang har vi talt om og vendt alt fra at købe et sommerhus til at udvide familien, og jeg ved, at det højst er 50% af de forestillinger, der ender med at blive til noget, men ih, hvor er det fedt at have snakkene! At stoppe lidt op midt i det hele, gøre små-status, vende alle små ansatser til følelser, sige det hele til hinanden, spørge hinanden ud om alting og have tid til, at tankerne skaber nye tanker og nye følelser og have plads til det hele. Det er noget af det, jeg elsker allermest ved at være gift med Langemanden.

Snakkene handler ikke altid om, hvad der omsættes til virkelighed. Det føles bare som en knaldgod idé at løfte nogle sten (både i sit eget og i sin kærestes sind) og finde ud af, hvad der gemmer sig bagved. Og hvad det kan.

Men altså, nu har jeg jo også altid været lidt af et emotionelt sludrechartol, og det samme har ham, jeg har giftet mig med. Man kan vel strække sig til at kalde det for en fælles hobby sådan at gå på mental opdagelse, og det kan sgu være svært altid lige at nå til bunds i, når man tuller rundt derhjemme.

Noget, jeg virkelig har forstået, efter at jeg er blevet sådan rigtigt voksen, og min omgangskreds er blevet det samme, er, at man aldrig skal eller bør dømme andre ud fra sine egne principper, moral og smag. Det er fuldkommen forskelligt, hvad det er, der gør det for forskellige mennesker og i dette tilfælde par. Men hvis man er heldig, har man fundet én, som er indstillet nogenlunde på samme frekvens. Min erfaring er, at folk har det med at finde sammen, så tingene passer nogenlunde sammen, og det er egentlig ret vidunderligt at føle, at man har det ret godt på sin side af bordet og så samtidig se, hvordan andre gør tingene komplet anderledes, men er ligeså godt tilfredse. Det er udvidende og inspirerende. Når det kommer til lykke og livsglæde, er der jo ikke bare én opskrift. Og netop derfor er det nok godt at ryste posen engang imellem og ikke bare køre i samme spor år efter år.

Sådan føles det lidt her, hvor jeg er. Ikke mere efter denne weekeend, egentlig. Bare tydeligere og mere present. Og derfor er kæreste-snakke-snavetid efter min mening ikke sådan lige at undervurdere. Men igen, det er jo også bare min mening. 😊❤

Planen med min #grombre

Det kan nok virke lidt abrupt sådan at gå fra et indlæg om piger, der ikke har 18 kr. til to års forbrug af menstruationsbind og så lige til et indlæg om min kroniske hårkrise. Men det er jo altså alt sammen en del af et ret typisk dansk kvindeliv. Det ene behøver ikke stå alene, vi favner det hele. Jeg venter i skrivende stund på det endelige resultat af min/vores indsamling, og jeg er så spændt! I har gang på gang vist, at når man præsenterer et problem og en løsning overfor jer her på kanalen, så møder I talstærkt op og løfter i flok! (Jeg ringer herremeget, hvis vi en dag igen skal flytte! 😆) Jeg er stolt af jer og os og det, vi sammen har udrettet her på siden gennem årene. Og det, vi skal udrette fremover. Det er sejt, og det hjælper. Ægte mennesker. ❤

Nåh, men tilbage til hårkrisen! Jeg har valgt billedet ovenfor, fordi jeg synes, det ret tydeligt viser, hvordan mit hår ser ud pt. Jeg kan være heldig med vinkler og lys, men sandheden er, at mit hår for tiden har mange farver. Tydeligst ses forskellen naturligvis mellem det farvede og den udvoksning, som vel efterhånden nærmer sig en 10 centimeters penge.

Da jeg blev gift, var mit hår også farvet, men i en farve, der matchede den, jeg selv havde fra naturens side dengang. Jeg farvede det kun, fordi jeg også dengang havde en del grå striber (omend langt fra så mange som nu), og så fordi, at farven lige gjorde mit hår lidt mere glansfuldt.

I dag er min naturlige farve salt og peber. Mit brune hår er næsten sort (ligesom min mors var det), og de grå striber er blevet mange, mange flere. Jeg gider ikke have grå striber, jeg synes, de får mig til at se ældre ud, end jeg er, og jeg synes ikke, de klæder mig. MEN jeg er efterhånden også ved at være enormt træt af at have afbleget hår. Det er stridt og tørt og kan ikke blive meget længere end skulderlængde, fordi det derefter bliver for træls og skal klippes af. Det tager hårdt på håret med de hyppige, skrappe farvninger, og nu har jeg haft det hår i tre år efterhånden.

Derfor er jeg lige nu på et lille forsøg. Sat i gang af coronakrisen, som jo afbrød kontakten mellem mig og min frisør. Nu er de dog efterhånden nået så langt ned i ordrebogen, at jeg har fået mulighed for at bestille tid. Men jeg har ikke gjort det endnu. Nu har jeg holdt ud så længe, så jeg er blevet lidt nysgerrig efter at se, hvor længe, jeg kan holde den.

Jeg kunne også få hele håret farvet i salt og peber-striber, så det matcher min udvoksning. Men jeg er ret sikker på, at det ikke ville bidrage positivt til mit hårs sundhed.

Nu er jeg i stedet begyndt at følge hashtagget #grombre på Instagram, som viser kvinder forskellige steder i deres grå udvoksningsfacer, og så venter jeg. Måske knækker jeg om et par uger og gider ikke længere ligne noget, der er ved at smelte pp toppen af hovedet, eller også holder jeg ved, indtil mit eget hår har vundet, og jeg kan klippe de lyse spidser af og stå tilbage med en gråsort page. We’ll see. 😊

Med ønsket om en vidunderlig weekend! Langemanden og jeg skal på kærestetur fra i dag til på søndag, og det føles helt eksotisk efter at have været sammen med ungerne nærmest 24 timer i døgnet i fire måneder henover første halvdel af 2020. Men jeg glæder mig! Helt vildt! ❤🙌🏻

Blogindlæg/trusseindlæg


Jeg har altid været tung-bløder, hvis det er et udtryk. Kvinder vil vide, hvad jeg mener. 😊

Jeg fik min første menstruation i sommerferien efter 9. klasse. Jeg har nok lidt sent ude, men det var jeg med de fleste ting dengang. Jeg var den sidste til at stoppe med at lege med Barbie-dukker, den sidste, der blev kysset, og den sidste, der fik menstruation. Og særligt det sidste er jeg ret lettet over, for det var altså et bloody mess.

Min mor, far og lillesøster var til fødselsdag hos nogle venner et andet sted i landet, og jeg havde fået lov til at blive hjemme, fordi jeg var blevet bedt om at servere ved en 40 års fødselsdag i en lade i Nedre Lysabild sammen med en veninde. Big stuff! Stort ansvar, og så fik vi hele 500 kr. hver i kulsorte jydedollars. Umuligt for mig at takke nej til!

Mens vi gik og balancerede med perleløg og oksehaler, kunne jeg pludselig mærke tredje verdenskrig bryde ud i mine underbukser. Efter at have gået runden, fandt jeg et toilet, trak bukserne ned og takkede spontant Gud for, at jeg havde taget kulsorte bukser på. Det lignede, at nogen havde kørt et mindre dyr over og placeret det i mine underbukser. Der var blod og klumper overalt både i trusser og på mine bukser. Jeg husker ikke, at jeg blev bange for blodet, men hele praktikken i det var jo ikke så nem. Dengang midt i 90’erne var menstruation ikke noget, man talte så højt om, og jeg var jo på alle måder lidt på udebane. Jeg åbnede toiletskabet, hvor jeg fandt en pakke bind. Men jeg turde ikke tage et. Det ville jo være tyveri. Og jeg ville da ikke stjæle fra de søde mennesker, der havde tilbudt mig den fine tjenertjans. Jeg var stensikker på, at værtinden i huset havde tal på sine Libresse og ved erkendelsen af min brøde ville afbryde musikken, gribe mikrofonen og kræve, at tyven stod frem. Jeg forede i stedet mine underbukser med en halv rulle toiletpapir og fortsatte serveringen. Og sådan løb jeg i rutefart mellem laden og toilettet i stuehuset. Efter under en halv time var papiret gennemvædet af blod, og hele aftenen igennem var mine sorte bukser det samme.

Jeg kom hjem midt på natten, hvor jeg gik i bad og efterfølgende fandt et af mine mors menstruationsbind, og så var der ligesom mere styr på tingene. Og da mine forældre dagen efter kom hjem, kaldte jeg min mor i enrum og bekendte hende nyheden. Det var ikke noget, jeg sådan delte med min far.

Jeg fik p-piller allerede som 15-årig alene af den grund, at mine blødninger var så kraftige. Hormonerne dæmpede dem lidt, og dengang så man ingen harm i at putte hormoner i børn.

Da jeg var 20 år, sov jeg hos en ny kæreste. Vi havde endnu ikke været i seng med hinanden, og vores forhold var ikke videre intimt. (Som tidligere nævnt var jeg lidt sent ude med mange ting). En morgen vågnede jeg tidligt, vred mig ud af skeen og styrtede henover trægulvet mod badeværelset, da jeg mærkede, at der var en byge i horisonten. Jeg havde et natbind på, men det havde ingen effekt. Blodet plaskede ned på begge sider af bindet og ud på gulvet i en lang stråle hele vejen fra sengen og ud på toilettet. Det var, som når man tænder for en vandhane. Han er stensikkert vågnet, min daværende kæreste, men havde situationsfornemmelse nok til at rævesove, mens jeg hentede gulvspand og klud og fik tørret Det Røde Hav op, hvorefter jeg mig en lang tur og skammede mig over det, der var sket.

Siden de kunne kravle og derved følge efter mig på toilettet, har mine børn set mig skifte tamponer. Og siden jeg for et halvt år siden begyndte at bruge menstruationskop (hvis I ikke er skiftet endnu, så gør det!!), har jeg også vist dem, hvordan sådan en fungerer. Både Berta OG Hugo skal lære, vide og vokse op med, at kvindekroppen er genial, og menstruationen naturlig. Ikke ulækker! Blod på knæet er synd, ikke ulækkert, og når vi skærer os i fingeren, stikker vi den gerne i munden. Blod er en del af livet, og en menstruation er tegn på, at man er en sund og rask kvinde, der kan give livet videre. Den skal fandme hyldes, ikke udskammes!

Grunden til alle mine blodige beretninger i dag er, at jeg gerne vil have jer til lommerne! Jeg er jo ambassadør for PlanBørnefonden, og i dag er International Menstruationsdag! Jeg kan godt grine lidt af, at der findes en international nutelladag og en international arbejd-nøgen-i-haven-dag (åh, jo, den findes!). Men jeg har ingen latter og kun begejstrede tilråb til overs for International Menstruationsdag! Det er så VIGTIGT!!

SMS ‘METTEMARIE’ til 1245 for at donere 18 kr.
Mobilepay et valgfrit beløb til 400866 og skriv ‘METTEMARIE’ i emnefeltet

I Kenya, hvor PlanBørnefonden arbejder, stopper pigerne med at gå i skole, når de får deres menstruation. Alene af den årsag, at de bløder fra underlivet. Fordi de mænd, der bestemmer alt, har besluttet, at det er ulækkert og urent. Hvis pigerne ikke er i stand til at skjule blødningen, må de blive hjemme. Vi har her at gøre med nogle voldsomt fattige børn af ligeså fattige forældre, og der ligger ikke lige en 7-Eleven på hjørnet, hvor man kan hente en pakke Tampax. Derfor forsøger pigerne sig med blade, stofrester og andre forhåndværende ting, som de putter i underbukserne og stopper op i underlivet. Det giver dem forfærdelige betændelser og sygdomme, og det kan også være både umuligt og skamfuldt af få helbredt og kan i sidste ende blive meget farligt for pigerne.

SMS ‘METTEMARIE’ til 1245 for at donere 18 kr.
Mobilepay et valgfrit beløb til 400866 og skriv ‘METTEMARIE’ i emnefeltet!

Alle dem, der donerer 18 kr. i dag, udstyrer direkte en pige i Bondo i Kenya med et genanvendeligt bind, der kan bruges i to år! Ved at spendere 18 snoldede kroner, kan man altså brøste sig af, at man har en soul sister i den anden ende af verden, som kan passe sin skole, leve sit liv og er befriet for at skulle bekymre sig om at blive syg, fordi hun er nødt til at putte ting i underlivet for at skjule noget af det allermest naturlige i verden! Det er fandengaleme da en billig pris for sådan en bedrift!

Til lommerne, venner! Frem med mobilen!! Ved at sms’e koden METTEMARIE til 1245, donerer I 18 kr. og hjælper altså en pige i to år! Har man fået blod på tanden (pun intended), kan man også MobilePay’e et valgfri beløb til 400866. Skriv meget gerne METTEMARIE i emnefeltet, for så vil jeg sørge for, at donationerne bliver talt sammen, så vi i morgen i fællesskab kan glæde os over, hvor langt, vi nåede.

SMS ‘METTEMARIE’ til 1245 for at donere 18 kr.
Mobilepay et valgfrit beløb til 400866 og skriv ‘METTEMARIE’ i emnefeltet

Jeg tror på det her! Jeg ved, vi kan gøre en forskel, og I har tidligere vist, at jeres hjerter også banker for de mennesker, der har brug for os! Det her er nemt, enkelt og ligetil. Hjælp en pige – NU! ❤

PS: Måske tænker nogen, at det ville være smart at købe de her piger en menstruationskop. Det tænkte jeg i hvert fald selv. Men hygiejneforholdene, når man bor i en lerhytte 20 kilometer fra en flod eller en sø, er bare ikke til, at man kan holde koppen ren nok til, at den kan blive puttet op i underlivet. Derfor er de her genanvendelige bind den perfekte løsning.

7 år siden ..

Jeg ville have skrevet, at det er 7 år siden, jeg sidst havde fornøjelsen af at se en mandlig stripper danse omkring til min ære, men det er så også løgn.

Hvad der imidlertid er sandt er, at det er 7 år siden, jeg var på polterabend. I forgårs. Jeg sad i går og kiggede billederne igennem og fik sådan en ubændig trang til at drikke dåseøl om formiddagen. En lyst, der ellers ikke vanligt hjemsøger mig. Kæft, det var en sjov dag! De havde lejet en båd, som vi sejlede rundt og spiste brunch i, og derefter skulle jeg kaste sten i vandet, som hver især havde påskrevet små stikord, som symboliserede mænd, jeg tidligere har kendt og nu forventedes at vende ryggen.

Så var vi en tur i Tivoli, og da vi spiste sushi, havde min søster tilrettelagt en quiz, hvor jeg skulle gætte, hvad Jon havde svaret på forskellige spørgsmål, og de havde optaget ham på video, som blev afspillet. Eftermiddagens højdepunkt var nu nok givetvis, da jeg skulle indspille en sang i Medinas studie. Jeg synger imidlertid ad helvede til, men kæft, det var sjovt!

Min søster og mine veninder havde lånt den hedengangne natklub, SIMONS, hvor der var et skønt festlokale, og her ventede 30 piger fra LADY-LOGEN, da vi kom frem. Så freaking sejt! Jeg har åbenbart engang sagt til min søster, at når jeg en dag skulle på polterabend, drømte jeg om at sidde i en hvid lædersofa og kaste éndollars-sedler efter en stripper. Så Fie havde gennemsøgt Den Blå Avis i en evighed. Dog uden at finde en hvid lædersofa. I stedet købte hun en sort, overtrak den med et hvidt klæde, og da der var allermest gang i festen, pausedes musikken, jeg fik stukket et bundt dollars-sedler i hånden og blev skubbet bagover, så jeg faldt ned i den nu hvid lædersofa, og frem af mørket trådte Stripper-Daniel. (Mange københavnske fruentimmere kender bemeldte stripper fra diverse polterabend’er).

Det var den sjoveste dag! Jeg gik hjem midt på natten og blev fra Nyhavn til Vestergade, hvor Jon og jeg dengang boede, stoppet adskillige gange af folk, der troede, jeg var en run away-bride grundet mit outfit. Meget sødt, faktisk. Jeg har formentlig set noget træt ud, hvilket de misforstod som trist (resting bitch face…), så de lånte mig skuldrer og spurgte, om jeg var okay.

Åh, jeg gad godt på polterabend igen! Jon og jeg skal jo gen-giftes igen om tre år – det er jo planen, at vi gør det hver femte år. Måske man kunne slippe afsted med endnu en polterabend, hvis man bare selv arrangerer den? 😆

Det er 7 år siden, manner. Føles sgu vildt, at det både er så længe siden – og så alligevel ikke særligt langt tid siden, når man tænker på alt det, der er sket i de mellemliggende år. Nåh, klokken er i skrivende stund 10.56. Er det mon for tidligt at åbne en Carlsberg? 😄

Jeg har fået pusten igen


Efteråret var en hård nyser for mig. I løbet af to uger fik min far konstateret kræft, og Jon, ungerne og jeg blev indlagt med kulilteforgiftning. Det sidste var heldigvis en kort forskrækkelse, og vi blev udskrevet efter ni timer med blodprøver, tests og iltmasker, omend den psykiske del af at komme ovenpå tog lidt længere tid for mig.
Men længe leve det danske sundhedssystem. Det siger jeg særligt, fordi de har været så gode til at tage sig af min far. At han fik kræft, kom bag på os alle sammen. Min far har aldrig fejlet noget, aldrig haft en sygedag, og så føles det i øvrigt lidt som om, at der burde være en naturlov, som garanterede, at nu, hvor jeg ikke fik lov at have min mor så længe, som jeg synes, jeg (og vi) havde fortjent, burde jeg være garanteret min far, indtil han bliver mindst 90 år gammel og mæt af dage. Men livet er jo desværre ikke en ligning, der går op, og selv det mest forsigtige menneske kan få et stykke flæskesteg galt i halsen eller en tagsten i hovedet. Og min seje, stærke far kan få kræft.

Heldigvis blev han opereret allerede ugen efter, at han blev diagnostiseret, og så gik han med stomi i et halvt år, inden han for en måned siden blev reopereret. Og nu ligner han sig selv igen. Og jeg kan mærke, at jeg først nu rigtigt kan trække vejret helt ned i maven igen. Først nu tør jeg suge luften langsomt og nydelsesfuldt helt ned i lungerne, mærke iltens livgivende kraft og holde vejret et øjeblik, inden jeg ånder ud igen. Jeg opdagede det, da jeg tog mig selv i at synge, når jeg er alene i bilen. Det har jeg ikke gjort i et stykke tid, lagde jeg mærke til, da min skingre og noget umelodiske stemme pludselig en dag overtog kabinen til tonerne af et eller andet med The Weeknd.

Jeg er lettet. Meget mere lettet, end jeg havde regnet med. Og jeg er glad igen. Meget gladere, end jeg var klar over, at jeg var ked af det, hvis det giver mening. Først her på den anden side kan jeg mærke, hvor meget hele situationen har bekymret mig. Både vores egen indlæggelse, men særligt min fars. Livet gik jo videre, som det plejede. Min far passede sin hverdag som altid, Jon, ungerne og jeg var sågar i Los Angeles i to måneder, hvor vi havde en masse fantastiske oplevelser, og jeg følte hele tiden, at jeg var godt i synk med min tro på, at det hele nok skulle gå. Kræften havde jo ikke spredt sig, min far skulle ikke have kemo, og de havde fået det hele under operationen. Men nu, hvor han er helt og aldeles udskrevet, helt og aldeles færdigopereret, nu, hvor jeg har besøgt ham, drukket gin/tonics med ham, og hans stemme atter er sig selv i den anden ende af røret, er jeg alligevel meget, meget og meget mere glad. Grundglad.

Det kan i øvrigt også være ret svært at være blogger, når der sker noget så overskyggende i ens privatliv, som man ikke kan og vil dele. Jeg var ikke klar til at fortælle, hvad der foregik, før min far var rask igen. Jeg turde ikke, jeg ville ikke jinx’e noget. (Og nu har jeg selvfølgelig med det samme lyst til at fare op og banke under bordet, mens jeg skriver 7-9-13, for ingen kender som bekendt dagen, før solen går ned).

Men lige nu skinner solen, min far har det godt, mine unger har det godt, og det har jeg også. Jeg er vågnet tidligt nok til at have huset for mig selv et par timer. Solen er stået op sammen med mig og strømmer ind ad vinduet i stuen, hvor jeg sidder. Jeg tror sgu på det igen. På livet. På hverdagen. Sådan helt nede i maven. Det troede jeg, jeg gjorde hele vejen igennem, men nogle gange kan forandringen åbenbart bedst ses i bakspejlet. Var det ikke Kierkegaard, der talte om, at man skal leve livet forlæns og forstå det baglæns? Han havde fat i noget. Jeg kan mærke, at det bliver en god sommer. Og et godt efterår. Og en dejlig jul! Som vi i år i øvrigt skal fejre med den Lei’ske side af familien. Det glæder jeg mig også til! Men først kommer der en her masse hverdage, som alle sammen skal nydes, gribes, smages og tages! <3