METTE MARIE LEI LANGE

Se vores fine soveværelse!

Nu er det 6 måneder siden, at vi blev de lykkelige forældre til Auronde – vores første (og formentlig sidste) Auping-seng. Det føles som om, at vores senge-problem  er løst for evigt! Den her seng er så hamrende god, og kvaliteten er laaaangt over nogen-som-helst andre senge, jeg har haft, så jeg har egentlig en forventning om, at den holder livet ud. Og det giver jo ret god mening at anskaffe sig en god seng. Jeg mener, vi bruger en tredjedel at livet på at sove (bortset måske fra os med små børn). Desuden har jeg altid været udfordret på lige præcis søvnen, så jeg har længe ønsket at opgradere på sengefronten.
Jeg har, efter at jeg har åbenbaret min sengeentusiasme, hørt fra en hel del af jer, der læser med, at I er lige så tilfredse med jeres Auning-model. Det duer bare, det skidt! 😉

I anledning af, at tiden nu var moden til, at jeg skulle vise vores nye seng frem, kastede jeg mig sideløbende over at indrette vores køgegensiske soveværelse. Vi har altid godt kunne lide rummet, som har fritlagte svær, skråvægge og fransk altan, men vi har haft enormt svært ved lige at regne ud, hvordan vi skulle knække den. Vi er ikke verdens mest intuitive inretnings-typer. Hverken Jon eller jeg er typerne, der kan finde ud af at gå ind i et tomt rum og straks gennemskue, hvordan det gør sig bedst. Det er heldigvis nogle år siden, vi indså det faktum, og siden har vi vænnet os til, at det tager tid at falde til. Og den tid har jeg ikke haft de ringeste problemer med at tage nu, hvor vi bor i vores helt eget hus! Vi kan bo her resten af livet, så om det tager 14 dage eller 14 måneder at komme helt på plads synes uinteressant. Især fordi vejen dertil er hyggelig!

Jeg vil meget gerne vise hele vores hus frem i takt med, at jeg synes, vi er på plads – og i dag er vi altså nået til de voksnes sovegemakker. Her er adgang forbudt for mobiltelefoner og legende børn, men masser af plads til hyggelys og lyserøde flamingoer! 🙂
Egentlig har jeg altid syntes, at et soveværelse helst ikke skulle have andre formål end netop det – at være soveværelse. Der skal ikke være for meget tøj, for mange dingenoter, absolut ingen fladskærm og sket ikke et skrivebord. Men man har som bekendt et standpunkt, til man napper et nyt!
Da vi flyttede ind i huset her i Køge, hapsede Jon straks det ene af kælderværelserne, som ikke tjener som gæsteværelse og påklædningsrum (alt vores tøj er opbevaret i kælderen – lige ved siden af bryggerset. Lidt fikst, vil jeg mene), og gjorde det til herreværelse. Jeg kunne nok have skældt ud, men det gad jeg ikke, for Jon er ikke typen, der sådan tager ting til sig selv på bekostning af andre, så da han gjorde det, tænkte jeg, at det nok var sådan, det skulle være. I det rum har han kontor, inspirationsvæg, og så har han indrettet spillehjørne med vores gamle sofa og sin PlayStation, og her sidder han så gerne, mens vi andre sover, og nakker soldater eller spiller fodbold. Og det er jo fint!

Med tiden er jeg begyndt at savne at have mit eget, lille hjørne. Et sted, hvor jeg kan sætte mig, når jeg har hjemmearbejdsdage, og et sted, hvor jeg kan lægge min computer, når jeg kommer hjem fra arbejde, så den ikke altid lander på køkkenøen. Og selvfølgelig et sted, hvor jeg kan sætte de feminine dimser og tøsede dutter, som Jon måske helst ikke ser overalt i huset. Så nu har jeg lavet (eller – Jon og min papsøster stod for praktikken) mit eget hjørne i soveværelset! Jeg elsker det her rum, og det ærgrede mig en kende, at vi kun er her om natten. Men nu får jeg brugt værelset med det fine lysindfald, og jeg synes, stemningen her er så dejlig!
Desuden har vi investeret i et sengegærde og et sengetæppe til vores elskede Auronde-seng fra Auping, så den ser godt ud – også når den ikke bliver brugt! Jeg kan lige nævne igen, at Aurondemodellen i år fejrer 45 års fødselsdag og nu fås i endnu flere forskellige farver, hvis man skulle ønske at gøre os kunsten efter. Jeg har skrevet mere om vores valg af seng her og her.
De madrasser, vi har valgt, har nedsænkning ved skulder og hofte, og så har vi begge valgt en ‘medium’ indenfor blødhedsskalaen. Jeg startede faktisk med en ‘blød’ model, men den blev for blød. Og så havde jeg jo heldigvis 90 dage til at skifte mening. 🙂

10 ting om mig

1. Den efterårsblues, jeg omtalte på Instagram Stories for en uge og mere siden, er nu fuldkommen forsvundet. Som ventet hang den sammen med denne dag i historien, og jeg er på en måde lettet, for det giver sgu da mening.

2. Sandheden er nemlig, at jeg for første gang i mit voksne liv ikke er ked af, at årstiderne er skiftet fra det varme til det kolde. Da vi boede inde i byen, registrerede jeg årstiderne ved at komme ned på gaden og opdage, at nu var det koldt. Men nu, hvor vi bor omringet af natur og tæt på min elskede skov, forstår min sjæl det også – længe før mine tæer bliver kolde. Jeg har set alle bladene falde af træerne og jorden på markerne blive mere og mere gold. I love it!

3. Jon og jeg har ikke en eneste weekend sammen mellem nu og jul. Vi skal på skift noget hele tiden. Jeg savner ham allerede lidt på forhånd, men den slags kan jo også noget.

4. På torsdag, til presselanceringen af det her TV-program, skal vi køre fra et sted til et andet i en party-bus! Det og Tinder er kommet til efter, at jeg er blevet sat, så det har jeg aldrig prøvet før, og jeg glæder mig helt vildt! (Til bussen. Ikke Tinder. I sælger sgu ikke Tinder så godt…)

5. Næste weekend skal ungerne og jeg til premiere på et juleteaterstykke i Glassalen i Tivoli! Da vi boede i København, var vi i Tivoli flere gange hver måned, men nu tror jeg faktisk ikke, at Krapylerne har været der siden 2017!!

6. Sidste år havde vi jo alle fire Wildcard til Tivoli, og jeg går for tiden og gruuubler over, om det ville kunne forsvares at købe dem igen til 2019.. Jeg savner sgu lidt at drøne rundt i Tivoli med turpas, og jeg tænker, at ungerne vil sætte endnu mere pris på det nu…

7. Jeg har allerede julepyntet mere i år herhjemme, end jeg gjorde hele sidste år. Og året før.

8. Jon og jeg er begyndt at se Bagedysten, and I totally get it now!

9. Hugo er inde i en enormt vranten periode lige pt. Men jeg tænker, at den kan skyldes en PTSD-agtig reaktion på, at jeg op til d. 14. november ikke var verdens mest rummelige mor, så det gør jeg mig umage for at indhente nu. Det går blandet.

10. Jeg er ved at indrette en børnekunstvæg på væggen over vores trappe op til første sal. Alle ungernes tegninger og malerier skal hænge der samt små hylder med ler-dutter og toiletruller med påklistret glimmer! I mit hoved bliver det skidegodt!

Lidt om, om det kan “betale sig” at rejse langt med små børn

Indlægget indeholder reklame, da vi har fået rabat på vores rejse …

Mens vi var på Zanzibar med Yaneeda i oktober, var der en pige, der skrev og bad mig forklare, hvorfor vi egentlig rejser så meget med vores unger. Altså hvorfor “spilde” sådan nogle gode rejser på to små mennesker, som alligevel ikke vil kunne huske det senere i livet, og hvorfor rejse med de begrænsninger, de uomtvisteligt giver at have så relativt små børn på slæb. Jeg synes jo, de er halvstore nu, men første gang, vi rejste til Marrakech med dem, eksempelvis, var de blot 11 måneder. Og vi har rejst siden.

Det er jo noget af det, jeg sætter allerhøjst ved at være blogger! At få spørgsmål, der sætter gang i mine eftertanker på egne tanker og får mig til at reflektere lidt ekstra. Spørgsmålet kom omtrent midt i ferien, så de følgende dage gik jeg og hygge-grundede over mine grunde. Vores grunde, men måske nok primært mine, egentlig. Det har alle dage været mig, der tager initiativ til og planlægger rejserne i Langehjemmet.

Den første og åbenlyse årsag til, at vi rejser meget med vores børn er, at vi kan. Både Jon og jeg har svingende arbejdstider og kan således rejse væk i længere tid, uden at det slider på flextidsaftalen på kontoret. Desuden har jeg de senere par år kunne tiltuske mig nogle samarbejder, som ligefrem krævede, at vi rejste ud, og det har naturligvis muliggjort det yderligere. Ingen ved, hvor længe det er tilfældet, så det føles som en sygt god idé at udnytte det så længe, det varer.

Men jeg kender faktisk flere familier, der sagtens kunne rejse i hvert fald næsten lige så ofte som vi, men som fravælger det, fordi det er for bøvlet. Og det er sgu også bøvlet Især for op til et år til halvandet siden, hvor vi skulle pakke bleer og vådservietter samt klapvogn og inden da babygrød, sutteflasker og talkum i håndbagagen. Mange af vores ferier har ikke haft særlig meget feriestemning over sig, fordi ungerne har stillet præcis samme krav, som de gjorde derhjemme, og de har været betydeligt vanskeligere at imødekomme, fordi alt ikke står, hvor det plejer, når man lige er i Sri Lanka eller Mexico. Men vi har nydt det alligevel, Jon og jeg! Særligt har vi nydt, at rammen omkring hamsterhjulet er blevet sprængt for en stund, og vi er blevet bekræftet i, at jorden stadig drejer rundt (og er skidespændende og lige udenfor vinduet), selvom vi har fået børn. Mange gange har selve ferien måske været lidt though og stressende for de voksne, men når vi så er kommet hjem igen, glemmer vi de bøvlede elkogere og udfordringerne og husker kun solnedgangene, legepladserne med solbrune unger, der vælter rundt, deres første dyp i Det Indiske Ocean og dengang de smagte krabbe for første gang.

Ungerne, for deres part, var jo indtil for nylig fløjtende ligeglade med, om vi var i New York, Playa Del Carmen eller Lalandia. Men selvom de ikke kunne sætte pris på det eksotiske ved destinationen, er der andre ting, de har nydt. Før de første, at vi har taget fri, hevet dem ud af institutionen og har tilbragt døgnet rundt alle sammen i to-tre uger tre-fire gange om året. De har også nydt at bruge en masse tid på at blive trygge i vandet i swimmingpools verden rundt. Da vi var på Zanzibar med Yaneeda i oktober, var ungerne så trygge ved poolen, at de plaskede rundt fra morgen til aften og endte med at være relativt habile præ-svømmere og dykkere.
Desuden er de blevet vant til at flyve og er blevet meget habile udi tålmodighedens kunst på den front. De ved, at en flyvetur er lang, og man skal sidde stille og roligt og må ikke spæne rundt og råbe op. Til gengæld er mor og far relativt rundhåndede i snack-afdelingen, og der er alle de tegnefilm, man overhovedet orker, så længe flyet er på vingerne.

Men det, jeg sætter mest pris på er, at nu hvor de er ved at nå en lidt mere bevidst alder, er det begyndt at blive tydeligt, at de mange møder med forskellige mennesker, der ser ud på forskellige måder og gør tingene helt forskelligt, har sat sig i vores børn. De ser verden som et stort, åbent sted, hvor man er velkommen, og de møder nye mennesker med åbne sind og nysgerrighed. Da vi var på Zanzibar, hvor alle børnene havde smukt, farverigt tøj på og boede i lerhytter, havde vi en snak om, hvad børn mon leger for nogle lege på de kantet. Ungerne var sikre på, at de var lige så vilde med at lave eliksir, som de selv er (altså at blande alt, man kan finde, der ikke er boltet fast, med vand og røre rundt i en evighed).
Jeg har en følelse af, at de leder efter ting, de har til fælles med de folk, vi besøger, i stedet for at se forskellene. Ikke en eneste gang har de faktisk kommenteret på folks hudfarve, selvom den særligt på Zanzibar adskilte sig væsentligt fra deres egen. Når vi rejser, har vi mange snakke om, hvad er der ens og forskelligt i forhold til den måde, vi gør tingene på i Danmark, og hjemme i Langehjemmet har vi et kæmpestort verdenskort, hvor vi sætter en tegnestift ind de steder, vi har besøgt sammen. Jeg føler, vores unger får en masse (synes jeg) skidegode erfaringer ind med modermælken, så at sige, fordi de oplever verden i takt med, at de begynder at stille spørgsmål ved ting. Jeg vil rigtigt gerne have, at de vokser op i en verden, de føler er god, tryg og spændende. De skal tids nok erkende, at den er andre ting også, og så tager vi den derfra.

Apropos verdens lidt mere grå side: Vi har altid samlet rigtigt meget skrald op fra stranden, når vi har rejst, ligesom vi gør, når vi går ture i skoven i Køge, og så har vi talt om, hvad forurening gør ved jorden og dens resourcer. Yaneeda, som vi har rejst med flere gange nu, har et særligt fokus her, og inden vores afrejse til Zanzibar sendte de os en kuvert med en rulle bionedbrydelige poser, som vi kunne tage med på stranden på vores ferie, hvilket vi gjorde. Et visit på et børnemuseum i San Fransisco i maj gjorde særligt Hugo meget bekymret for korallernes tilstand, så han er ikke svær at opildne til at være med til at samle op efter andre.

Yaneeda sender poser og opfordrer alle, der rejser i områder, hvor der er brug for det, til at samle affald op fra strandene, når de nu alligevel er der. Jeg talte med en dansk pige, jeg mødte på vores hotel, om det, og vi var enige om, hvor fedt, det er, at der er rejseselskaber, som gør så meget ud af at sætte fokus på de ting, man som turist kan gøre for at påvirke de steder i verden, man besøger, på en positiv måde. Yaneeda arbejder meget med princippet om, at når man rejser, skal man ikke efterlade andet end sine modtryk og ikke tage andet med end minderne (og måske et par selfies eller 80). 😉

Så svaret må være, at vi rejser med vores børn, fordi vi gerne vil have masseret ind i dem allerede før, de begynder at tage stilling selv, at verden er deres legeplads, og at alle mennesker har noget interessant, man kan lære af dem. Det kan måske virke lidt langhåret, men sådan har jeg det sgu. OG så er det fordi, vi bare enormt godt kan lide at rejse. Og til alle, der spørger, om jeg viiiirkelig mener det, når jeg siger, at Zanzibar er bedre end alle andre steder, kan jeg svare et rungende JA! Alle bør besøge Zanzibar mindst én gang i livet. Og jeg kan også på alle måder anbefale at gøre det med Yaneeda. Det er tredje gang, Yaneeda arrangerer en rejse for os, og det har været tre af de bedste rejser i mit liv. To af dem på top to, faktisk. Den til Sri Lanka må altså glide i svinget på baggrund af Hugos indlæggelse… 😉

Se Bye, Bye, Baby i et TV nær dig!

Hoooold nu kælderdøren lukket (som min salig mor ville have udtrykt det), hvor jeg glæder mig til, at det TV-program, jeg filmede i Las Vegas i august sammen med Sisse Sejr og Sneglcille får premiere! Og det gør det altså på TORSDAG!!

Fra torsdag d. 22. november lægges det første af de i alt tre afsnit af vores lille “rejsetalkshow” ud på YouSee, så alle, der har YouSee-abonnement på dummekassen kan se det! De, der er knap så heldige, kan se det på min blog en måned senere.

Vi skal selvfølgelig holde et bæst af en launch-fest, og jeg har i sandhed allerede købt TO outfits, jeg ikke kan vælge imellem (måske man skulle overveje en afstemning), som jeg skal have på. Eller, altså, vælge imellem!

Jeg har set alle de tre programmer. Tre gange, faktisk! Og jeg synes, det er blevet skidegodt! Det, der vist hedder “production value” er mega-højt! Alt ser godt ud! Jeg synes, det er klippet mega-godt, og de ting, de har valgt at tage med fra vores små snakke, er ret godt valgt! Og jeg er fuldstændigt tilfreds med, hvordan jeg selv fremstår. Jeg synes, det ligner mig! Måske er jeg lidt mere plat og fyrer lidt flere oneliners af i virkeligheden, men der har de så gjort mig en tjeneste ved at klippe totredjedele væk. 😄👍🏻

Jeg er så spæææændt på, hvad I, der følger med hos mig, synes om programmerne! Der kommer forhåbentlig en trailer lige om snart, og den viser jeg selvfølgelig så snart, jeg kan! 💖🙌🏻

Jons uautoriserede takeover af min Instagram

Jep, jeg var såmænd til julefrokost i går! Den første i en ikke sådan specielt imponerende række af julefrokoster, der falder i halen af sådan cirka tre uger, hvor jeg har gået rundt med hovedet under armen. I morges brugte jeg halvanden time på at lede efter min laptop – jeg kørte sågar ned på stationen og tjekkede, om jeg havde lagt den der, og sandheden var, at den befandt sig i vores entré.

I går aftes kom jeg så til julefrokost uden min iPhone. Det er jo lidt et problem, når man lever af blandt andet at instagramme. Ikke så meget fordi, jeg havde tech-abstinenser, men mere fordi, at min agent havde planlagt det således, at man egentlig godt kan sige, at vi fik penge for at komme til vores egen fest. I hvert fald havde der sneget sig en kampagne for Aalborg snaps ind midt i det hele, og aftalen lød meget utvetydigt på, at jeg til gengæld for omtalte betaling skulle dele et foto på aftenen af mig selv nydende en af disse snapse-cocktails. Og der skulle også deles nogle snaps. Altså… på instastory! Den slags snaps. Af snaps… Er I med?

Men nød lærer nøgen kvinde at bruge en nøddeknækker, så jeg loggede hjemmevant ind på Instagram via min agents telefon og præsterede omtalte foto og hyggede mig så lidt på story. Halvsent gik det op for mig, at min ægtemand gjorde præcis det samme med min telefon i Køge. Altså hyggede sig på min story. Han lavede slet og ret en fuldkommen uautoriseret takeover, hvilket blev en kende pinligt, da jeg ikke var sen til at meddele mine 50.000 følgere, at jeg var i fuld gang med at sportsflirte med en af tjenerne på den restaurant, vi frekventerede.

Nuvel, billeder siger mere end ord, og jeg har simpelthen valgt at forevige udvekslingen i denne video. Jeg skylder måske at slutteligt tilføje, at Inge ægteskaber led overlast under filmningen af disse videoklip.

God weekend! 😄❤️