METTE MARIE LEI LANGE

En personlig rekord, et utaknemmeligt job og en fin maskine

Så er Berta og jo efterhånden godt og grundigt retur fra Marrakech, og meget mod sædvane er jeg allerede gået i gang med at vaske vores tøj – selvom det kun er under en uge siden, vi returnerede. Det ér i sandhed et særtilfælde! Der er faktisk muligvis tale om en personlig rekord.
Efter sådan tre dage i soukens sanselige dyb, har man klæderne fulde af støv. Og knallert-os. Og dufte og magi. Og her kan vores vaskemaskine altså ikke helt kende forskel, den fjerner bare det hele – til trods for, at den betegner sig selv som værende intelligent. 😉
Vores nye vaskemaskine er en “HomeProfessional”, den hedder BOSCH i-DOS, og den har modelnavnet WAY32899SN. Vi har brugt den i nogle måneder nu.

At være vaskemaskine er en noget utaknemmelig eksistens, for det er en af de ting, man ikke tænker meget over, så længe det fungerer. Det er først, når noget er i vejen, at vigtigheden af en god vaskemaskine går op for én. (Lidt som at mangle en vatpind, når man lægger flydende eyeliner eller toiletpapir, når … ja.).

Den vaskemaskine, vi havde inden den her, fulgte med huset, og den fungerede sådan set formålstjenesteligt. Men alligevel har jeg været yderst tilfreds med byttet! Det er sådan set mest af alt et miljømæssigt perspektiv. Jeg er glad for, at den er så let i forhold til sit elforbrug, og så er det altså freaking smart, at den selv kan dosere, hvor meget vaskemiddel der skal til! Her har jeg aldrig været vanvittigt skarp selv, nemlig, og har ofte frygtet, at jeg hældte for meget vaskemiddel ud i verden på den konto. Men det er jo i så fald slut nu!
Desuden kan den fjerne de 16 mest almindelige pletter med en særlig teknologi, hvilket er smart, når man bor sammen med småbørn og i øvrigt selv er, well, mig. 😉
Jeg har i øvrigt også haft udelukkende gode resultater med at vaske de sarte ting, jeg tidligere ellers var lidt for nervøs til at smide i vaskemaskinen og derfor vaskede i hånden. Så det går sgu godt i kælderen i Køge!


Til de, der ligesom jeg er nysgerrig på, hvad de 16 mest hyppigt forekommende pletter er i en dansk husholdning (eller en deltid-marokkansk, kan man sige. Jeg kan garantere Dem for, at der kommer tomatpletter på tøjet, når man spiser pasta i sengen), kan jeg afsløre, at der er tale om følgende:

– Babymad
– Blod
– Æg
– Jordbær
– Jord og sand
– Græs
– Kaffe
– Kosmetik
– Appelsiner
– Rødvin
– Chokolade
– Sved
– Snavsede strømper
– Spisefedt/-olie
– Te
– Tomat

Lidt om at overdrive for (meget for at) fremme forståelsen.

Der er en tendens til en lidt ærgerlig udviklingen af sproget for tiden, synes jeg. Ja, der er sikkert mange. Vi bruger alt for mange engelske ord, eksempelvis, og bandeord er nærmest ikke bandeord længere. Men det er altså ikke det, jeg har til hensigt at drage nogen til ansvar for i dag – hvilket også ville tendensere til hykleri, i og med at jeg selv er ganske slem på begge fronter. Jeg er sådan set heller ikke ude på at trække nogen gennem sølet, blot dele en iagttagelse, jeg har gjort mig i verden – og primært på den digitale del af denne verden. Og i særdeleshed på det sociale medie, Instagram.

Vi taler alt for meget i absolutter. Jeg siger ikke, vi gør det hele tiden (høhø), men det sker for ofte. Synes jeg. Jeg lagde særligt mærke til det, da en pige, jeg følger på Instagram, for nogle uger siden ville fremhæve en kammerat. Hun delte et billede af kammeraten og ledsagede det med en beskrivelse af alle hans udmærkelser på succes-barometeret. Denne mand er efter sigende det mest hårdarbejdende menneske, denne kvinde nogensinde har mødt. Han har en viljestyrke som ingen anden, og når han sætter sig noget for, gennemfører han det altid.
Jeg kan huske, at jeg læste teksten og tænkte “Den køber jeg sgu ikke …” Altså, jeg er helt med på, at den omtalte mand sikkert både er hårdtarbejdende, beslutsom og stædig, men ér han vitterligt den allermest viljestærke mand i hele verden? Eller som minimum – i denne kvindes verden? Ever?
Måske er det fordi, at der med Internettet (og igen i særdeleshed Instagrams) evige søgen efter perfektion er fulgt et behov for at fremhæve hinandens (og egne) meritter – og et behov for at sammenligne. Jeg synes i hvert fald tit, det handler om, at vi skal fremhæve hinanden for det, vi er dygtige til. Og så er det åbenbart ikke længere nok at skrive “Jeg ser op til ham for hans viljestyrke”. Nej, han skal fremhæves som det allermest viljestærke menneske NOGENSINDE!

Og så knækker filmen for mig. Min fantasi tager over.
Ligesom da jeg her til formiddag så en reklame for alarmsystemer på Instagram, hvor en kendt influencer ytrer, at det at opleve at komme hjem til et hus, hvor der har været indbrud er “noget af det allerværste, man kan komme ud for”. Straks begynder min hjerne at præsentere alternative oplevelser, som er meget værre. Den tænker “Ahh… Hvad med kræft? Død i nærmeste familie? Voldtægt? Krig?”

Det med altid at skride til absolutter virker efter min mening som doven sprogbrug. Blandet med et (måske ubevist) behov til at overdrive for at fremme forståelsen. Og for at sammenligne. Jeg ville synes, det var meget mere vedkommende og troværdigt, hvis eksempelvis kvinden med den imponerende kammerat havde skrevet “Jeg er så imponeret over hans evne til at nå i mål med sine projekter”. Altså omtale sin kammerat positivt uden samtidig at sammenligne ham med resten af verden. For han er ikke nødvendigvis bedre, sejere og mere viljestærk end alle andre, og det er i øvrigt også hamrende ligegyldigt at drage den sammenligning. Det gør ham hverken mere eller mindre viljestærk, og det har ingen betydning for, om han når sine mål, hvorvidt naboen er mere eller mindre viljestærk, end den omtalte mand er.
Jeg synes, det er synd, at vi har (fået) en tendens til ikke at kunne rose uden samtidig at skulle sammenligne den, vi roser, med andre. Ikke navngivne andre, men alligevel. Vi sammenligner os for meget. Både os selv og andre. Og vi værdilægger for tit. Måler os selv og hinanden op imod hinanden og sammenligner os med hinanden, og det er ærgerligt. Alt skulle jo så nødigt blive en konkurrence.

Og det er jo så det samme i den anden ende. Ting bliver tit “det VÆRSTE, der kan ske”. Og når folk bruger den formulering i en story på Instagram om eksempelvis lange køer på motorvejen, at købe ind med småbørn midt i ulvetimen eller, ja, sågar indbrud i et hjem, så tænker jeg “Så har du knagme levet et velsignet liv, min pige”. Hvis det værste, man overhovedet har fantasi til at forestille sig, er en hysterisk 3-årig, der flipper skråt over ikke at måtte spise Kinder-æg til aftensmad og bruge havregrynene som konfetti, så forstår jeg godt, man er træt (Oh, I do!), men så har man saftsuseme levet hele sit liv på solsiden. 😉
Og det har de færreste af os jo. Vi overdriver bare for at fremme forståelsen og for hurtigt at nå vores pointe. Jeg har bare ikke kunne lade være med at studse over den her tendens, fordi jeg synes, den fylder ret meget på Instagram, hvor jeg (indrømmet) bevæger mig en del de fleste dage. Det er jo klart, at alle mænd ikke er #verdensbedstefar, selvom vi, der har lavet børn med dem, synes det. Det vigtigste er jo også, at vi (og børnene, forstås) føler det på den måde. Og alligevel synes jeg, at det er lidt ærgerligt, at vi altid skal sammenligne med andre for at fremhæve det, vi gerne vil.

Det var fredagstankerne fra mig! Jeg håber, at I, der stadig er med her nederst i indlægget, får verdens BEDSTE fredag! Eller – i hvert fald en superdejlig én. 😉

Jeg er en skodblogger, men her kommer lidt om vores riad!

Okay, jeg har jo simpelthen GLEMT at tage billeder af vores værelse på Riad Bliss i Marrakech! For pokker, da! Det var ellers enormt dejligt, og beliggenheden var det, man nok godt kan kalde unik. Jeg tror, det er fordi, jeg lavede så mange stories derfra – så glemte jeg simpelthen at tage egentlige fotografier. Sorry!

Men jeg vil virkelig anbefale Riad Bliss! Jeg har været i Marrakech 9 eller 10 gange efterhånden og har boet næsten lige så mange steder. Og jeg har boet MANGE steder, der var billigere end Riad Bliss, det skal altså også lige siges. Prisen på overnatningerne her svinger meget på Booking.com, hvor jeg bestilte vores, og fordi jeg var lidt for hidsig med at se på billederne i dagene op til min bestilling, steg prisen sgu – så en anden anbefaling må være bare at beslutte sig. 😅

Riad Bliss ligger dybt nede i souken – lige overfor Le Jardin Secrét og 100 meter fra Terrasse Des Epices, som er en restaurant, de fleste danskere (og andre turister) besøger, når de er i Marrakech. Jeg inklusive.

Berta og jeg havde et ‘executive’ dobbeltværelse, og det var dejligt stort og havde et fint, fint badeværelse. Men som med mange andre steder i Marrakech om vinteren, så var der hamrende koldt indendørs. Der var aircon og elektrisk varmeblæser, men det, der faktisk virkede bedst (og jo så samtidig var mest bæredygtigt) var faktisk at fylde en varmedunk og kravle ned under dynen og lade de ligge i fodenden. Det var umuligt at holde varmen i riadet andre steder end under dynen. Også om eftermiddagen, når det var varmt nok til at sidde i bikini på tagterrassen.

Alligevel vil jeg anbefale Riad Bliss, fordi der var enormt hyggeligt, of beliggenheden er den bedste, jeg har prøvet i Marrakech. De havde færd i en mindre ombygning, så de serverede kun morgenmad (som var supergod og inkluderet), men normalt har de også servering til frokost og aften. Den første aften ville vi gerne spise i sengen, så da hentede de bare et menukort til os på restauranten lige ved siden af og serverede det på sengekanten.

Normalt tagger jeg de steder, jeg bor på, når jeg er ude at rejse, og grunden til, at jeg undlod denne gang, er måske lidt åndssvag. Men da jeg startede den her snak om, hvorvidt det var en dum idé at rejse til Marrakech eller ej efter de forfærdelige hændelser i Marrakech, på Instagram, var der en, der skrev til mig, at hun havde forstået det sådan, at de terrorister, der tog livet af de to piger i bjergene udenfor byen, havde fundet dem via deres Instagram, fordi de geotaggede det sted, de sov. Berta og jeg kunne næppe have sovet meget tryggere end midt i souken, hvor befolkningstætheden er overvældende, men alligevel satte den besked sig i maven på mig, og jeg besluttede mig for min sjælefreds og min nattesøvns skyld for ikke at dele det sted, vi overnattede, før vi atter var retur.

Men Marrakech er fantastisk. Og uforandret – heldigvis! Jeg vil anbefale alle at rejse derned og køre i tuktuk, købe tæpper og keramik, spise tagine og vaffelis eller drikke friske juicer og spise grillet kød på Djeema el Fna. Åh, take me back! ❤️🙌🏻

Hvis man booker værelser på Booking.com, kan man få 15€ rabat ved at bruge koden MMLEIL86. Så får jeg ligeledes 15€ at overnatte for ved næste rejse. Og man kan selv oprette en kode, man kan dele med sine venner, hvis man vil. 😊👍🏻

Merry Monday og en smule afsavn!

Okay, det er min nye ting, det her! At rejse alene med børnene, hver for sig. Jeg vil bestræbe mig på at gøre det til en årlig ting. Om det så bliver i ind- eller udland, må komme an på så meget. Men to-tre gode dage med én yndlings! Kæft, hvor er det RART!

Den første dag, altså i lørdags, var alt fryd og gammen. Berta var så svinelykkelig over at være her og være her alene med mig. Vi var 110 % tunet ind på hinanden og alt, vi gjorde, var i sync. Vi brød først øjenkontakten, da hun faldt i søvn den aften.

I går var anderledes. Der var hun “testy” og lidt af en bisse. Gjorde ting, hun godt ved, hun ikke må, og lavede lidt ballade. Det var sgu egentlig meget dejligt at opleve sådan på tomandshånd. Det er jo tit det, der får tingene til at blive uoverskuelige på hverdagene derhjemme – når begge ungerne har sådan en dag (eller sådan en weekend), og jeg er alene med dem. Jeg troede måske lidt, det var et humør, de kun fik hinanden i, men næh nej, det duer Berta ganske fint til alene. 😄 Og det er betydeligt lettere at rumme, når der blot er en enkelt rod inde i billedet. Kein Problem. Hun savnede også Hugo en del i går, hvilket hun ellers aldrig har sagt. Da jeg spurgte, hvad hun savnede at lave med ham, svarede hun meget tro til humøret “At lave hemmelige ting, dig og far ikke må vide noget om!”

Det er allerede ret let at mærke, at hun plejer at have mere “børnetid”, end hun har på sådan en tur alene med mig. At der normalt er en anden i hendes (øjen-)højde at lege og grine med, og det sætter også tingene lidt i perspektiv – måske for os begge to. For de to går ellers igennem en af deres hårde perioder for tiden, hvis man kan sige det sådan. 😅 De er begge to meget optaget af at finde ud af, hvem de er, og der optager køn dem og deres kammerater en hel del. Så særligt drengene kan ikke ret godt lide piger for tiden… Og det er lidt hårdt, når der er 13 drenge og 4 piger på stuen i deres børnehave og de fleste nabobørn i øvrigt også er boys. Det smitter, og Hugo løber med på den. Desuden er de også nået et punkt, hvor det bliver lidt tydeligt, at piger nogle gange er lidt tidligere modnet end drenge. Berta er i bund og grund ældre end Hugo, så begge dele skaber nogle gnidninger og masser af skænderier. Og så har de en mor, der ikke altid er skidegod til at tackle situationen og i stedet nogle gange bare råber med.., 🙈

Så den her tur fantastisk, dejlig og en lille smule øjenåbnende. De skypede sammen igen i morgen og det første, de gav udtryk for var, at de savner hinanden. Hux blev sgu helt misty eyed, og så kan man måske gætte sig til, hvad vej det gik for mor her.. 😭

I dag skal vi nyde vores sidste dag, omend Berta giver udtryk for helst at ville sidde i sengen og se Youtube. Det har hun aldrig prøvet før – jeg har slettet appen fra begge deres iPads, da jeg synes, det er et bundløst hul af alt for mange valgmuligheder og for meget lort, når man er så ung. Men hendes iPad vil ikke oplade, så i går fik hun lov at se nogle youtube-videoer på min computer, og nu er hun hooked på farvelægningsvideoer. Hun skal detoxes så snart, vi sætter os ind på flyet! 😅

Jeg overvejer en frokost på La Mamounia. Berta er ikke tosset med de steder, hvor befolkningstætheden bliver alt for kraftig, så jeg tænker, det er en god idé for os begge. Og så måske et visit i YSLs have og noget Uno på en tagterrasse.

Aaaaaah! 🥰

Vi er vel ankommet!

Vi er i Marrakech! Berta og jeg! Mig og Bertie! Kun os to! Hvilen luksus, det dog er at have al den her tid sammen med hende! Hvilken luksus, det dog er at have den tid i min yndlingsby! Og hvilken vanvittig luksus, det dog er at kunne nyde ét af mine barn! Bare ét lille menneske. Jeg er nærmest steløjet af kun at skulle kigge og lytte på ét barn. Jeg danser fuldstændig efter hendes pibe, og det er genialt. Eneste nedtur er, at hun gennemprygler mig i Uno, den lille lort. Jeg tror, hun har vundet 17 gange allerede.

Vi bor på det DEJLIGSTE riad! Jeg tipper om det hele, når vi er retur, og linker som bare pokker, for her er satme skønt! Vi bor midt i medinaen i den mørke del af souken, som jeg efter mine nu sammenlagt ni visit til den røde by (jeg har lige talt) kender ret godt. Vi har endnu ikke nået andet end at spise frokost på Terrasse Des Epices og plaske i den meget kolde pool på den dejligt varme tageterrasse på vores riad, men det burde da egentlig også være nok til at gøre det ud for en lørdag eftermiddag i januar.

Vi har ingen planer. Jo, vi skal have hævet nogle kontanter, så jeg kan komme tilbage og få betalt vores frokost, for restaurantens dankortterminal virkede ikke.

I skrivende stund sover Berta ved siden af mig i sengen på vores hotelværelse. Den sætning, hun har ytret mest, siden vi stod op klokken 4 i morges er “Jeg er OVERHOOOVEDET ikke træt!!”, men hendes nærmest blå rande under øjnene vidner om noget andet, så efter svømmeturen fik jeg lokket hende til en siesta ved hjælp af en stor dyne og en varmepude.

Her var køligt, da vi ankom i formiddags, og jeg har luret, at der er tæt på frostgrader om natten. Men her om eftermiddagen er der varmt nok til, at jeg nærmede mig et bette hedeslag i læ på tagterrassen. Åh, du dejlige, modsætningsfyldte by! 💖

Hvor er jeg GLAD for, at vi tog herned! Ganske som jeg var blevet adviseret, har jeg endnu ikke kunne fornemme på nogen måde, at der skete noget aldeles grufuldt ret tæt herpå for bare en måned siden. Marokkanerne er om muligt endnu venligere, end de plejer, og der er smil og varme overalt. Måske er varmen endda større, end den plejer at være, som et vidne om, at alle lægger afstand til de vederstyggeligheder, der fandt sted uden for bjerglandsbyen den nat i december. Åh, det er så trist og forfærdeligt. Men vi er her, og Marrakech er stadig smuk og fantastisk, og jeg vil anbefale alle, der overvejer at komme herned, om at følge det instinkt.

Jeg havde egentlig tænkt mig kun at rejse med håndbagage, men i går skiftede jeg mening og opgraderede til kuffert. Så jeg satser på at hale et gulvtæppe med hjem til det nye legeværelse i kælderen. Og måske nogle vaser.

O, fryd! ❤️🌍🙌🏻