METTE MARIE LEI LANGE

#stopikketiden (Nej, der står ikke ‘pikke’) :-)


Krapylerne har haft fødselsdag, den er kommet og gået, nu er det atter mørkt i West Hollywood, de ligger i deres senge, Jon og jeg er smadrede og skal til at se A Time To Kill.
Det har været en dejlig fødselsdag, selvom den ikke helt forløb efter planen. Det sted, vi troede, vi kunne komme ind til poolen til en pris af 10 dollars per snude, ville have os til at betale 25, og det gjorde, at vi lige genovervejede. Der var nemlig kun 16-18 grader det meste af dagen i dag, samt en lille vind, så selvom poolen var opvarmet, virkede det lidt stramt. Jeg havde det dog endnu mere stramt over tanken om at skulle foreslå for ungerne, at de alligevel ikke skulle bade. På deres Geburts.
Det skulle dog vise sig at være skønne, spildte tårer, for de havde øjnet en legeplads på vej derhen, som de jævnt gerne ville besøge. Så der tog vi hen og lavede picnic.
Resten af dagen har vi legeplads-crawlet og spist donuts og festlige kæmpe-is (tjek eventuelt min story), inden vi tog hjem til Farmor, der havde forberedt den fineste skattejagt på rim, og så spiste vi burgers på Astro Burgers. Dejlig, chillet fødselsdag, som efterlader fin plads til, at vi i morgen, mandag, skal i Universal Studios og opleve Harry Potter-universet. Jeg har svært ved at komme i tanke om noget, ungerne nogensinde har glædet sig mere til, og det gør vi sgu også!

Især i løbet af formiddagen i dag har jeg følt mig ganske grådkvalt. Hugo og Berta blev født om formiddagen, og selvom jeg godt ved, at det ikke helt stemmer overens med tidsforskellen, kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på, hvor vi alle sammen var henne for 6 år siden.
Jeg ved, at mange forældre bliver rørstrømske på deres børns fødselsdage, fordi de føler, at tiden går for hurtigt. Jeg kan godt forstå det i forhold til, at jeg sjældent har set noget udvikle sig så dramatisk på seks år som mennesker -især helt i starten. Fra at være en drøm, et ønske, en lille bønne. Til at være for vores vedkommende ikke bare én men to små talende, tænkende mennesker, der er godt på vej til at skulle starte i skole. Det er VILDT og svært helt at krænge hjernen udover, at så meget så stort kan ske på så kort tid.

Men jeg har aldrig været en #stoptiden-kinda lady. Jeg synes egentlig, at pengene passer. Det giver mega-god mening, at mine unger bliver 6 år lige præcis i dag, og jeg har ikke lyst til at skrue tiden så meget som en uge tilbage. Tiden har altid noget nyt og spændende med sig (sorry, hvis jeg lyder som en kliché), og jeg kan meget bedre lide at være forælder nu, end jeg kunne, da de var babyer. Ikke at jeg ikke nød det, men jeg er mere en børnemor end en babymor, tror jeg. Hvilket jo er heldigt, når de nu er børn så meget længere, end de er babyer. 🙂

Jeg har også følt mig så sindssygt heldig i dag. At ungerne er 6 år, at de (7-9-13) sunde, raske og glade, og det er fandme ikke alle, der er så heldige at kunne sige det om deres børn. Det ved jeg, og derfor værdsætter jeg det hver eneste freaking dag – og særligt på mærkedage. At de er det, og at vi er det. Og Jon og jeg er det samme. Halleluja! Det er dét, der giver mig tårer i øjnene i dag, ikke det faktum, at tiden går. Nærmere tvært imod. Jeg vil så gerne se, nå, opleve, mærke og leve så meget, jeg overhovedet kan nå, inden de slukker lyset, så de dage, måneder og år, der går, hvor jeg er så heldig at kunne se tilbage på gode tider, glade børn og en happy Langemand, da er jeg satme GLAD! Og i dag er sådan en dag. Med tårer og grus i øjnene.

Nu vil jeg se film med min mand og svigermor og gå tidligt i seng, så jeg kan være fresh til i morgen.
Tusind tak for de søde hilsner til ungerne på Insta. I er fandme flinke! <3

6 år, Niller … <3


Jeg er tilbage på det sted, hvor Jon og jeg spiste frokost forleden. Mardi Restaurant, hedder det, og det ér en restaurant, men den ligger i bunden af et hotel og bliver ikke voldsomt besøgt. Så her er dejligt roligt at sidde ude i deres fine atriumgård, hvilket passer perfekt i dag, da det regner lidt, og jeg kan putte mig under en markise. Det er kun anden gang, vi oplever regn, mens vi er her. I denne her weekend og så den søndag, hvor der var Oscar-uddeling. Det er på ingen måde noget, jeg sidder og græder ned i mine cornflakes over (!), men jeg tillader mig alligevel at have et ydmygt håb om, at solen skinner i morgen, hvor Hugo og Berta fylder 6 år.

De har aldrig været mere oppe at køre over en fødselsdag, end de er i år, og det er så fucking CUTE! Hver morgen den seneste uge har Berta lagt ud med lige at opsummere, hvor mange dage der nu er tilbage til den store dag, og de taler konstant om, hvor meget kage, de skal spise, og at de gerne vil have morgenmad på sengen. Sidstnævnte skyldes, at jeg et par gange har lavet morgenmad til min svigermor på sengen. Krapylerne står op mellem kl. 6 og 7 hver dag og vækker Jon og mig, så de får sgu ikke morgenmad på sengen til dagligt, og det vil de gerne bede om i morgen. Så min plan er at forberede hele morgenmaden med pandekager, frugtsalat og diverse i aften, når de sover, så den er klar i morgen og kan blive serveret, så snart, de slår øjnene op (hvilket jeg forventer bliver ved 5-tiden, to be honest).

Planen på deres fødselsdag i morgen er, at vi i løbet af formiddagen smutter op på en tagterrasse med en swimmingpool. Derhjemme går Krapylerne til svømning en gang om ugen, og det savner de herovre. Vejret er jo vidunderligt, men de fleste af dagene er her omkring 20-22 grader, så havet er ikke varmt nok til at hoppe i. Jon skal på kursus om eftermiddagen, omend han planlægger at cutte det lidt short i dagens anledning. Så når han kommer retur, tager vi nok hjem og tager hovedspring ned i de to lagkager, vi skal ud og købe i eftermiddag! Ungerne deler jo smag i meget lidt, når det kommer til det kulinariske, så de ville aldrig kunne blive enige om én kage. Hvilket jeg egentlig heller ikke synes er rimeligt at forvente, egentlig. At deles om en fødselsdag må sgu være nok.

Seks år, manner. Seks år siden, Krapylerne kom til verden. Ribbenene i min højre side sidder stadig lidt længere ude end de venstre, fordi Hugos hoved lå dér, og jeg elsker det.
Fem år siden, at de smagte deres første cupcakes og blev fejret af familien i et selskabslokale på Nørrebro.
Fire år siden, at vi måtte synge fødselsdagssang på hospitalet i Sri Lanka, fordi Hugo havde fået salmonella eller shigella dysenteri (de nåede ikke at tage prøver, før de startede behandlingen, så det blev aldrig slået fast).
Tre år siden, at vi fejrede deres fødselsdag i Mexico, hvor vi spiste fish tacos og hængte deres sutter på et hjemmelavet suttetræ.
To år siden, at vi fejrede deres fire års fødselsdag med en masse heliumballoner i Køge et par uger efter, at vi var flyttet ind. Og ét år siden, at vi gentog den succes (dog minus ballonerne) og holdt piratfest for deres venner fra børnehaven.

Tre ud af deres seks fødselsdage har vi efter i morgen fejret i udlandet, og to af dem på hospitalet, hvis man tæller deres fødsel med. Jeg drømmer om, at det første bliver ved med at gentage sig, men ikke det sidste. 😉

Forandring fryder fandme!

Dagene flyver afsted her i Los Angeles, synes jeg! På en virkelig god måde. Jeg løber ikke rundt og råber #stoptiden, for sådan har jeg det ikke. Sådan synes jeg aldrig, jeg har det, egentlig. Jeg kan godt lide, at tiden går, for den har tit gode ting med sig. Og det har den jo også haft i denne her omgang.

KÆFT, jeg nyder LA, vores rejse, solskinnet (ikke mindst), ungerne, Jon, familien, det hele! Nogle af jer, der læser med, har skrevet og spurgt, hvordan det er at være så længe afsted med sin svigermor, og jeg må sige, at det er aldeles fantastisk! Jeg synes, vi kendte hinanden ret godt inden, vi drog afsted, men jeg føler, jeg kender hende endnu bedre nu, og jeg kan fandme godt lide hende! Hun er en haj til vores unger, har meget mere tålmodighed og er 100 gange mere kreativ, end jeg er, og det er sådan en treat at have hende med. Så hvis I er nervøse for at rejse med jeres svigermødre – så tag min med i stedet. 😉

Nogle har også spurgt, hvorfor jeg ikke viser så mange billeder af hende, og det skyldes ganske enkelt, at det jo ikke er hendes blog. Den slags vil jeg sgu så nødigt trække ned over hovedet på folk. Hvis man lægger mærke til det, er det faktisk primært mig selv og Jon-Jon, jeg poster. Jeg vil så nødig være hende, bloggeren, som gør alle nervøse, når hun tager mobilen frem.

Fredag, som det jo er hos jer nu (hos os er det stadig torsdag) skal vi besøge nogle venner i Sherman Oaks, som har en to børn, hvoraf den ene er en femårig. Vi har været der engang før, hvor ungerne legede så godt sammen, og Krapylerne glæder sig sådan til at se dem igen.
Inden da skal Jon arbejde, så da tager ungerne og jeg ud og køber ind til den morgenmad, de har bestilt på sengen til deres fødselsdag på søndag. Det og Harry Potter-gadgets er deres største ønsker, så det skal de have. Jeg har set en pandekage-mix med Tivoli-krymmel i, så det bliver første stop!

På mandag har vi tre uger tilbage af den her rejse. Tænk, det er længere end den gængse sommerferie. Crazy! Jeg elsker det, og jeg føler mig mere som “mig selv”, end jeg har gjort i langt tid. Forandring (+ solskin, fritid med familien og masser af dates) fryder fandme! 🙂

Sådan her ser jeg (ikke) ud, når jeg hører lydbog i Los Angeles

Lad mig for en god ordens skyld lige slå fast, at nej, det er ikke hver gang, jeg lytter til lydbøger, at jeg i samme stund poserer foran vægmalerier her i Los Angeles. Faktisk kan jeg gå så langt som at afsløre, at jeg på ingen af billederne rent faktisk har lydbøger i ørene. I stedet lytter jeg i virkeligheden til min #instagramhusband, der fortæller mig, at jeg skal se til venstre eller til højre, smile noget mere eller huske, at jeg er lækker (jep, han er flink, er han!).

Men fandme nej, om jeg vil takke ja til et samarbejde, mens vi er i fotogene Los Angeles, uden lige at lire en fotoskydning af ved selvsamme lejlighed! Solen banker ned dagen lang, og på alle mine morgenløbeture kommer jeg forbi de fineste udsigter og vægge, så nu greb jeg chancen, tog Jon under armen og lod mig forevige med headphones på! Og jeg synes ærligt talt, at billederne er blevet ret fine. Dem vil jeg glo på næste vinter, når jeg formentlig sidder i regnvåde vinter-Køge i februar måned og hører mine lydbøger under en uldplaid. 😉
Men jeg hører faktisk en del lydbog herovre. Mange af mine morgen-løbeture bliver egentlig mest til morgen-gåture. Jeg spadserer i højt tempo rundt på Melrose og Sunset Avenuerne og alle de små villaveje ind imellem, mens jeg enten snakker i telefon med dem derhjemme (formiddagen er et godt tidspunkt at ringe på) eller hører lydbog. Der er noget særligt ved at spankulere rundt herovre i Amerika og så lytte til en dansk oplæser. Og så har jeg jo i øvrigt også en svaghed for danske forfattere.

Mofibo, som er Danmarks største samling af lyd- og e-bøger, har givet mig lov til at give jer, der skulle have lyst til en gratis prøveperiode, lige netop sådan én af hele 30 dages varighed (normalen er 14, men de har været flinke), og den kan startes ved at klikke her og bruge koden MM2020! Og hvis man scroller lidt længere ned, kan man se, hvilke bøger jeg vil anbefale, at man lægger øren til – om man er mand, kvinde eller barn. Krapylerne er nææææsten dem, der er størst lydbogsfans hjemme hos os.
En anden én, som jeg kan anbefale, og som vores unger nogle gange hører, når vi kører bil, er ‘Grimms bedste eventyr’, hvor oplæseren kommer forbi Den Bestøvlede Kat, Hans og Grethe og mange af de andre gode klassikere. Krapylerne elsker dem, og så er det simpelthen så nostalgisk for os voksne at have kørende i baggrunden! Man kan også høre ‘Otto er et næsehorn‘ oplæst af Peter Frødin, hvilket i sig selv virkelig er en treat. Den hørte vi på vej til Venice Beach en dag, hvor der var kæmpekøer på motorvejen, og jeg nød det sgu lige så meget som ungerne.
Vi bruger også nogle gange lydbøger til godnatlæsning for ungerne, og her kan jeg anbefale “5 Minutter i Godnat”, som ligger på Mofibo. Det er 12 små historier henover hovedkaraktererne fra Frost-universet. De holder fødselsdagsfest, er til pyjamasfest og så videre. Helt genialt til de aftner, hvor man simpelthen ikke har mere energi tilbage i kroppen og ikke kan klemme en godnathistorie ud.

Ved lanceringen af min veninde, Anne Mette Hancocks boglancering for nylig, mødte jeg forfatteren Thomas Bagger, som var vanvittigt flink, og nu har jeg kastet mig over hans bøger. Jeg er startet med Den Permanente, som er en krimi, der foregår i Aarhus. Opfølgeren, Superstar, ligger også på Mofibo, og der er nu noget betryggende ved at vide, at der er en opfølger i vente, når man har givet sig i kast med en god krimi! Så det ikke slutter så brat, det hele.

Og nu, vi er ved Anne Mette Hancock og krimier, er jeg jo nødt til at nævne hendes forfatterskab for de, der endnu ikke har luret det. Hun har i januar udgivet sin tredje bog, Pitbull, som efter min mening er den allerbedste til dato! De er alle sammen skidegode! Jon, min kære mand, har indtalt både toeren, Mercedes-snittet og Pitbull. Og når vi kommer hjem fra Los Angeles, skal han faktisk også indlæse den første, som hedder Ligblomsten. Og selvom jeg er partisk, tør jeg godt sige, at Jon er skidegod til at (ind-)læse bøger!Jeg har en plan om at høre Undtagelsen af Christian Jungersen, inden den kommer ud som film i april. Den glæder jeg mig virkelig til at se, for bogen, der blandt andet handler om voksenmobning og de konsekvenser, det kan have, gjorde stort indtryk på mig første gang, jeg læste den. Måske jeg skal høre den på flyet på vej hjem fra LA i marts? Den tager 20 timer, så jeg kan i hvert fald nå halvdelen!

Mofibo er, by the way, også kompatibelt med Sonos, hvis man vil høre lydbøger på anlægget, og hvis man er flere voksne i husstanden, kan man deles om abonnementet for 30 kr. ekstra om måneden. Og hvis man er nysgerrig efter at se Mofibos egenproduktioner, kan de hittes her!

Happy listening, ladies and (eventuelle) gents! Og nap lige en dejlig dag!
Har man forslag til bøger, man synes, jeg (eller andre) bør lytte til, er disse forslag helt yderst velkomne i kommentarfeltet!

Krapyl-kavalkade: Børnecitater #7

Det er tirsdag og dermed tid til lidt føljeton! Jeg har lavet en lille Krapyl-kavalkade og deler således her nogle af de perler, vores unger kaster om sig med i Langehjemmet. De er fra de seneste to års tid. Jeg læste dem lige allesammen igennem og kom sgu til at grine højlydt af nogle af dem. Jeg håber, I vil have det på samme måde. 🙂

1. Tvillinge-telepati i anden potens!

2. Hjemve … <3
3. Logisk nok.4. Dejligt diplomatisk udlægning!
5. Likewise, sonny!