METTE MARIE LEI LANGE

Se andet afsnit af Bye Bye Baby (gratis) lige her! (+ foto-fraklip)


Så er andet afsnit af ‘Bye Bye, Baby’ sgu på Youtube til fri afbenyttelse! Som flere af jer har været inde på, er det jo totalt okay at se programmerne flere gange, hvis man lige trænger til lidt Vegas. 😉

I det her afsnit taler vi lidt om det med at være mor, og hvordan man er det. Og hvor lidt om de usikkerheder, der følger med, når man slæber de der babyer med hjem fra hospitalet. Meget apropos det, jeg skrev et indlæg om forleden.

Billederne her i indlægget er måske knap så redigerede som dem, vi ellers har fra turen, men de viser ret godt dem stemning, der var på rejsen. SHIT, det var en god tur, mand! Jeg tænker nærmest stadig dagligt tilbage på den og er sådan straight up taknemmelig over, at jeg har haft den oplevelse i mit liv.
Heldigvis er jeg jo i skrivende stund atter i kasino-land med den ene af de dejlige damer, jeg også delte Vegas med. Denne gang er der dog intet TV-hold med, det er “bare” Sneglen og jeg, der er hyret til at tage ti Macao for at skrive et indlæg hver med tips til, hvad man bør opleve i Macao (#bloggerlife). At Macao så er Asiens svar på Las Vegas er ganske enkelt et sammentræf. Det her liv, altså! <3



Der er flere af jer, der har set programmerne på YouSee, som har spurgt, om der ikke nok kommer en sæson to, og jeg kan kuuun tilslutte mig den entusiasme! MAND, jeg håber det! Men jeg aner INTET i den henseende, så det er jo bare at krydse fingre og håbe, at I er så mange, der er glade for programmerne, at YouSee synes, det giver mening at sende os afsted igen. Sisse siger, hun taler enormt godt og ærligt i New York, og det kan jeg da også godt tilslutte mig, hehe. 😉


Tusind tak fordi, at I har taget så vel imod programmerne og ikke mindst at I er så skidesøde at DELE de søde tanker og holdninger! Det er enormt god karma, og jeg suger det til mig og lover at sende det videre ud i universet! <3

13. DECEMBER: Vind et ophold på Hotel MJ’s i Malmø

Okay, tro mig, den her præmie vil I gerne vinde! I walked the walk og gjorde det benhårde arbejde for at sikre mig, at kvaliteten var høj nok til, at MJ’s Hotel i Malmø kunne gøre sig værdig til en låge i Confettis Julekalender. 😉
For et par weekender siden tilbragte jeg små 24 timer i Broderlandet sammen med min BFF. Vi startede med at få lavet negle på en lidt snusket salon, men det vil jeg egentlig ikke anbefale. Det var lidt koldt i vejret, så efter en varm kakao med flødeskum på en lille café, smuttede vi ind på hotellet. MJ’s ligger midt i Malmø og tæt på det hele, og så er det lidt som en lille klat New York lige dér i den ellers gråsmuskede og lidt vinterkedelige, svenske by. Allerede i indgangen mødes man af et væld af blomster, flamingoer og varme, mættede farver blandet sammen med guld og krom. Som om Poppy Kalas var rejst tilbage til 70’erne, havde taget syre og hygget sig hele natten! Det er så sjovt, anderledes og hyggeligt, og man kan mærke på alle de ansatte på stedet, at de føler sig som en del af noget særligt. De arbejder ikke bare på hotel og glæder sig til at få fri – de nyder deres position på det her fede sted!

Vi tjekkede ind på vores værelse, som var ret hyggeligt, men i sandhedens tegn ikke heeelt så tjekket som resten af hotellet. Det er måske ulempen ved at lave så sejt et sted – så lægger man hurtigere mærke til, hvis møblerne ikke helt passer ind, og stikkontakterne er nogle store, hvide plast-nogen, som sidder dumme steder på væggen. Men der var helt klart hyggeligt og lækkert! På sengen var der balloner, og henne i det lille sofahjørne stod en flaske champagne. Så den åbnede Hanne og jeg, og pludselig var der gået små tre timer, og vi var småstive og ret sultne!
Vi spiste i restauranten på hotellet, og det var faktisk den allerbedste oplevelse! Hotellet er bygget som riad’erne i Marrakech, og det har jeg jo per definition svært ved at stå for! Det vil sige, at hotellet er bygget rundt om et atrium i midten, og denne gårdhave, som heldigvis v ar overdækket, var fyldt til randen med store træer og blomster (kunstige – helt i tone med 70’er-ånden), og man sad ved små, fine borde og nød maden, mens øjnene blev mættede af at kigge rundt. MJ’s har en omfangsrig gin/tonic-menu, så Hanne og jeg besluttede os for bare at starte fra en ende af, så efter middagen var vi endnu mere overridslede.
Heldigvis har MJ’s også en hemmelig klub bag restauranten, som vi efterfølgende smuttede ind i, og den blev hurtigt fyldt op med unge, smarte svenskere, go da vi til sidst havde fået, så hatten faldt af, krøb vi op på vores værelser og sov helt til klokken NI! 😉

Morgenmaden var også en særegen oplevelse! Man kunne lave sine egne vafler, og så var alle de varme retter anrettet i store jerngryder. Det føltes som om, man gik rundt i et privat (og meget velassorteret!) køkken. Det var simpelthen så lækkert og mangfoldigt, og så sad vi atter i den smukke gårdhave og nød maden, mens vi langsomt stod op indeni.
Hvis man kunne tænke sig at give sin egen BFF (eller måske sin kæreste) sådan en tur, så kører MJ’s med et deeejligt juletilbud, som kan købes fra nu og til juleaften! Læs om det her!

Meeen, der er jo også en konkurrence! Vinderen af denne kalenderlåge får det, MJ’s kalder en ‘Sunday Fast’. Altså en overnatning på MJ’s hotel og den lækre søndags-morgenmad! <3

For at deltage i konkurrencen, skal man finde billedet øverst her i indlægget på min Instagram, like det og skrive en kommentar! Må den heldigste vinde!

Sådan bliver årets jul for Lei Langerne!


Ah, okay, det er også en overskrift, der skriger efter nemesis! Man kan jo ret beset aldrig vide, hvordan juleaften forløber – og da slet ikke i en familie med småbørn. Jeg glemmer nok sent den jul for to år siden, hvor Berta væltede juletræet …
Jeg har, siden jeg blev mor, endnu ikke oplevet en juleaften, der forløb, som den var planlagt. Nok har der været alle de rigtige elementer, men det har lidt været som om, at komponenterne har passet anderledes sammen. Det, der skulle være roligt, har været stressende, fordi småbørn simpelthen ikke sætter pris på de samme ting som voksne, og det er der ikke blevet taget hensyn til i planlægningen. Hvis julen er børnenes fest, hvorfor spiser man så ikke McNuggets i sofaen i stedet for at lave det måltid, der tager allerlængst tid OG samtidig bruger det bestik, som skal vaskes op i hånden, således at gaveoppakningen trækkes ud til det nærmest ulidelige?

Men jeg er stadig fuld af fortrøstning og glæder mig i år mere til juleaften, end jeg nærmest kan huske at have gjort før. Vi skal holde jul hos os i Køge! I vores dejlige hus sammen med min dejlige side af familien! Min geniale far og hans ditto hustru kommer fra Als, mens der også i år er verdenspremiere på en Lei-jul inkluderende min søsters nevø og hendes absolut også geniale mand! Og selvfølgelig kommer Fie, herself, også. 🙂 Der er stadig tvivl omkring min papsøsters deltagelse, da hun er halvvejs lovet ud til anden side, men jeg krydser mine små pølsefingre! Jeg har absolut og med kærlighed vænnet mig til, at julen hvert andet år ikke afholdes efter mine foreskrifter, fordi vi da holder den med min svigerfamilie, og de derved lidt tager teten på projektet. Men måske derfor sætter jeg også endnu mere pris på de år, hvor vi så fejrer julen med min familie. Og jeg glæder mig endnu mere i år, fordi min søster også er blevet gift og har fået barn siden sidst, vi holdt jul sammen. Det gør noget ved juleaften, at børnefamilierne er i overtal, har jeg opdaget. Man giver lidt lettere efter for kaosset og tillader, at tingene stikker af på en måde, man ikke har planlagt, og det glæder jeg mig sgu til. Og så er Hugo og Berta næsten 5 år nu og glæder sig mere til juleaften, end de nogensinde har gjort før. <3

Jeg har allerede købt kartofler på glas, kirsebærsovs i karton og stearinlys til juletræet, og så har jeg bestilt to fede ænder. De fleste julegaver er enten klikket hjem fra DBA eller facebook Market eller købt i lokale butikker i Køge (når man nu insisterer på at være sådan et forbrugssvin, kan man i det mindste se sig lidt over skulderen imens), og Jon har lovet at stå for at købe et juletræ, mens jeg er i Kina.

Jon og Elke kommer til at køre parløb bag gryderne, og jeg har store forventninger til, at det begynder at sne i det sekund, de sætter den første andesteg i ovnen, og så vil jeg hale familien ud på en gåtur i skoven. Om eftermiddagen er planen at tage til børnegudstjeneste i Køge Kirke, og så er der natullervis Disney Show kl. 16! Vi plejer lidt at glemme det, og når vi så tænder TV’et, vil Krapylerne hellere se Gurli Gris. Men jeg tror sgu på den i år! De føles markant ældre end sidste år, og de har set en del Disney-kanalen siden sidste jul, så man kan sige, vi har konditioneret dem lidt på forhånd. 😉

Hvad skal I til jul? Det er så skægt at høre, hvilke små særheder, de fleste familier bærer med sig gennem generationer, uden hvilke, det absolut ikke kan blive d. 24.

En drøm om skilsmisse og et indædt ønske om at være mere som Gurli Gris’ mor


Jeg har sovet cirka tre timer usammenhængende i nat, selvom jeg lå i min seng i 8 timer. Til gengæld stod jeg morgenglad op med Hugo kl. 5.30, da han aflyste natten – både fordi jeg var træt af at ligge og glo ud i mørket og sådan set hellere ville være med til at åbne julekalendre, men også fordi, jeg virkelig syntes, jeg skyldte på ‘god mor’-kontoen efter den her weekend. Eller det her liv, måske.

Jeg drømte i nat, at Jon ville skilles. Ikke fordi, han ikke havde lyst til at være min ægtemand mere, for i den henseende var jeg egentlig OK, men fordi jeg simpelthen var sådan en stor lort af en mor. I drømmen havde han kontaktet en advokat, fordi han ikke længere følte, at han kunne være bekendt at lade ungerne bo sammen med sådan en hysterisk kran som mig.
Jon grinede heldigvis, da jeg fortalte ham om drømmen, men han var ikke chokeret. Både fordi, han ved, at jeg har en tendens til at tæske mig selv med den tykkeste gren, jeg kan finde, over min måde at være mor på, og også fordi, han bor sammen med mig.

Jeg er et råbehoved. En brøleabe. Jeg griner højt, jeg føler tydeligt, og jeg råber, når jeg bliver sur. I hvert fald nogle gange og ofte i stimer, hvilket jo ikke nødvendigvis gør det sjovere at være underlagt min kommando. Jeg råber ikke af Jon (så tit), men jeg råber af børnene. Åh, det gør ondt i mit hjerte bare at sige det, men det gør jeg sgu. Som oftest ikke af dem enkeltvis (i hvert fald ikke Berta), men ret tit sådan en “UNGER! Vil I SÅ godt få de forpulede flyverdragter på!? Nu har jeg sagt det 8 gange, altså!! Det var dog uTROLIGT!”.
Nogle gange reagerer de med en “Ah, okay, nu går den vist ikke længere”-agtig attitude, og andre gange bliver de forskrækkede.
Især Hugo. Han er inde i en periode (vil jeg gætte på, det er) for tiden, hvor han ganske enkelt ikke hører efter. Han er ikke en røv, eller noget, han slår bare ørerne fra. Jeg tør godt sige om min dreng, at han er overordentligt kreativt begavet. Han bemærker, påtaler og værdsætter ting, momenter, syn og lyde, som folk meget ældre og visere end han (eller Berta, for den sags skyld) end ikke ser. Det har vi ret meget fællesskab ud af, Hugo og jeg, og jeg er så stolt af, at når hans følsomhed giver udslag i, at han bliver bange for et eller andet i verden (virkeligt eller ej), så er jeg den bedste til at opsnappe det, forstå det og guide ham ud af det. Han stoler på mig, og jeg har en fornemmelse af, at han fortæller mig alt, der går igennem hans hoved og hjerte.
Og den optaget-hed af omverden og tingene i den gør, at han glemmer at høre efter. Han fortalte mig forleden, at han på en gåtur med børnehaven til sidst var blevet sat til at holde en voksen i hånden i stedet for sin bedste ven, fordi de to drenge var alt for optagede af at kigge op i luften og beundre fuglene på træk (“De fløj i sådan nogle smukke buer efter hinanden, mor!”) og glemte at holde øje med trafikken.
Jeg bliver så stolt, når jeg hører sådan noget. Så fin en dreng, mand. And I get it!

Og alligevel råber jeg, så håret stritter på hovedet af mig, fordi han ikke hører efter. Eller glemmer, hvad jeg sagde for 10 sekunder siden, fordi han har fået øje på en kranbil. Eller ikke kan lade være med at hælde vand på et eller andet, fordi han vil se, hvordan det ser ud, når dråberne drypper. Jeg forstår det, ser ham og ved, at jeg er stolt af netop denne side af ham. Og alligevel brøler jeg, at NU må han sgu høre EFTER!
Og når ungerne og jeg er til børnegudstjeneste i Køge Kirke, hvor de tager mig på sengen ved at have tilrettelagt en korfremførelse af et medley af alle (fucking) julesangene fra alle julekalendrene igennem de sidste 40 år (SERIØST!), og jeg de første 10 minutter siger til mig selv, at det er fuldt forståeligt, at ungerne ikke kan sidde stille, og det må folk vel kunne forstå, begynder jeg alligevel at tage fat i armen på dem og “hviske-råbe” af dem, at nu skal de fandme sidde stille, ellers går vi hjem! Og vi ender med at tage hjem alligevel, så jeg burde bare være gået med dem i stedet for at hidse mig op.
Vi fulgtes i kirken med vores genbo og hendes jævnaldrende søn, og jeg spurgte hende, da vi kom hjem, hvor stor en lortemor, hun syntes, jeg havde været, på en skala fra 1 til 10, og hun svarede 3. Hun sagde, at hun sket ikke syntes, det var så slemt, som jeg gjorde det til, og jeg har så siden prøvet at beslutte mig for, om hun bare er flink, eller om hun måske alligevel sad for langt væk til at høre, hvor stor en lort, jeg var.

Når jeg synes, jeg kager for meget ud, siger jeg undskyld. Det har jeg læst et sted er en god idé. Bare én gang. Se ungerne i øjnene og sige, at der var man altså for sur, det ved man godt, og det beder man om undskyld for. Det tager de pænt imod, begge mine unger, og det (noget nær eneste, måske) gode ved den her redelighed er, at de også selv ikke er blege for at sige undskyld eller sige det højt, når de opdager, at de har taget fejl i en eller anden henseende. De ser det ikke som noget pinligt eller et nederlag, og det er jeg da trods alt glad for.

Jeg gad virkelig godt have min mors input i hele den her væren-mor-sag. Jeg aner ikke, om de på samme måde martrede sig selv over deres forældreskab i 80’erne, men et er sikkert, og det er, at min mor også råbte af mig og min søster. Og jeg kan sagtens huske, at det heller ikke altid var tilvalgt irettesættende, men også ofte var tydeligt, at hun bare var løbet tør for gas. Jeg har i det meste af mit liv som nogens forælder savnet at kunne få sparring og ikke mindst ros af en, der var sådan “RIGTIGT” voksen, men min mor ér her jo desværre ikke længere, og jeg har ikke rigtigt en anden voksen, som jeg har det forhold til. Jon er enormt opbakkende, men jeg føler nok lidt, at vi er lidt for meget i samme båd og på samme niveau (sådan forældre-anciennitetsmæssigt, ikke råbemæssigt. Han er meget mere chill end jeg på den måde. Og måske også lidt sjældnere alene hjemme med dem, end jeg er).

Jeg må hellere tilføje, at jeg sådan set 100% står ved, at jeg er en ret streng mor. Jeg elsker mine børn højt og har absoLUT ingen problemer ved at sige det højt og få dem til at føle det, men jeg er i høj grad en autoritet, og det er bevidst. Jeg vil have velopdragne børn, der kan finde ud af at begå sig på en måde i verden, så de møder flere smil end det modsatte, fordi jeg tror, det er sjovere for dem. De er født ind i et samfund, og det skal de finde deres plads i – med autoriteter og det hele. Og de første autoriteter, de møder, er jo altså deres far og mig, og den opgave føler jeg, jeg løser ret fint. Men man kan sagtens være en autoritet uden at råbe (hver gang) …

Det blev et langt indlæg, det her, og også en del mere “midt i følelserne”, end jeg har for vane her på bloggen. Men jeg trængte sgu til at sige det højt. Både fordi, I er flere, der skriver, at I synes, jeg er sådan en sej mor, og når man har det, som jeg har lige nu, så føles det som den styggeste løgn. Jeg har pissedårlig samvittighed og føler, at jeg er den eneste i verden, der har det sådan her, og at alle andre er meget bedre til at styre sig selv og rumme deres børn i stedet for indirekte at forvente det modsatte, som jeg føler, jeg gør med min opførsel.
Heldigvis har min IG-story allerede her til formiddag fået mine øjne til at løbe over ved bekræftelsen over, at jeg ikke er den eneste. Og det trøster mig kolossalt, selvom det jo føles lidt underligt at blive glad over, at der er en masse andre børn, der også bliver råbt af. Men vi er mange, hvor kobbertråden knækker, viser det sig, og ingen af os er stolte af det, men nogle af jer er måske bedre til at erkende og acceptere, at sådan ér det bare, end jeg er. At det er menneskeligt, og at det går nok alligevel, for gode mødre reflekterer, og min onde samvittighed er et tungt bevis for, at jeg i dén grad reflekterer, vurderer og giver mig selv karakterer.

Jeg håber lidt, at jeg ved at sige det højt, kan tegne en streg i sandet på en eller anden måde. Jeg har besluttet mig for at købe bogen ‘Hjernesmarte børn’, som skulle være god i min situation, og samtidig, så vil jeg se, om jeg mon kan lempe en lille smule for det selvpiskeri, jeg dagligt har gang i. Det gavner jo i hvert fald ikke noget.
Verdens allerstørste skidemegamange-TAK (Ja, jeg råbte der, men DET VAR MED VILJE!!) fordi, I deler! I er verdens bedste mødregruppe lige nu, og så lad os lige være kollektivt enige om, at I vores mødregruppe er det nok med shake-and-bake-kage, ikke? <3

9. dec.: Gratis abonnement til Mofibo


Jeg havde set dette foto tydeligt for mig! Nogle af de bedste ting i livet samlet på ét billede:
Cola, bearnaise, biksemad, Anne Mette Hancock seneste krimi SOM er indtalt af min mand, den begavede fortæller, Jon Lange. Men det er som om, at linsen på mit kamera har været lidt mere interesseret i maden end i telefonskærmen. Sådan går det, når man tager billeder på tom mave. 😉

Ligesom sidste år, da Christina Dueholm og jeg delte en julekalender, har vi atter i år fået lov at give  gratis abonnement til Mofibo væk! Det er oftest enormt populært sidste år, så den gentagelse er jeg sgu glad for.

Og der er også en anden grund til, at jeg synes, det er nice, og det er, at nu har jeg muligheden for at efterkomme en forespørgsel, jeg har fået ganske ofte det seneste halve år. Den trofaste læser vil måske vide, at sagen nemlig er den, at min ægtemand har indtalt min veninde, Anne Mette Hancock absolut fremragende krimi, Mercedes-snittet! Det gør han (så objektivt, som jeg nu kan udtale mig) absolut fantastisk, og den ligger altså på Mofibo, så hvis man signer up her, kan man læne sig tilbage og nyde Jons sprøde røst allerede nu! Jeg kan desuden afsløre, at Anne Mette er i fuld gang med at kreere sin tredje kriminalroman. Jeg har fået lov at smuglæse, og selvom det virker usandsynligt, føler jeg mig ret sikker på, at den her er endnu bedre end sine to forgængere. Og den kommer selvfølgelig også til at ligge på Mofibo – oplæst af den gode Langemand.

Hvis man signer up nu, er abonnementet gratis resten af året. Abonnementet fortsætter automatisk til 129 kr. om måneden, indtil man afmelder sig, og tilbudet gælder kun på nyoprettelser.