fbFacebook er efterhånden blevet en stor del af mange danskeres liv. Faktisk har jeg læst, at Danmark er det land i verden, hvor flest indbyggere har en facebook-konto, sådan rent procentuelt. Det lyder jo meget rimeligt, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst hørte om en person på min egen alder +/- 15 år, som ikke var på facebook.
Facebook har givet mig en lejlighed, været fundamentet for mit arbejde med LADY-LOGEN, og så var facebook i sidste ende den direkte årsag til min første date med Jon (og mange andre dates inden ham, men lad nu det ligge). I love facebook!
Men hvorfor oprettede man egentlig i sin tid (for mit vedkommende i 2007) en profil på facebook? Let me jog your memory: Det var for at stalke gamle kærester! Åh, hold kæft, I ved, jeg har ret! 😀
Jeg har nok sammenlagt brugt en måneds tid af mit liv på at finde gamle kærester, se alle deres billeder OG deres nye kæresters billeder igennem og hvislet gennem tænderne, når deres privatlivs-indstillinger forbød mere end et snottet, bette profilfoto.
For et par måneder siden kom jeg i tanke om en ekskæreste, jeg helt havde glemt at facebook’e. O, fryd!
Jeg kastede mig i et målmands-agtigt spring ud efter min laptop og tastede hans navn ind. Og der var han sgu! Sidst, jeg så ham, er næsten et halvt liv siden. Jeg var 17 år, og vi var kærester i omtrent fire uger (hvilket var ‘a personal best’ på den tid og faktisk også nogle år frem…) Søren, som han hed, var garder, og vi mødtes under en tøsetur til København. Min bedste gymnasieveninde, Sara, som var et år ældre end jeg, havde netop fået kørekort, og vi havde fået lov at låne mine forældres ekstra-bil, en bette Renault med manuel choker.
Vi havde optaget et kassettebånd med alle vores favorit-numre (Jeg tror nok, ‘She’ fra soundtracket til ‘Notting Hill’ endda var optaget to gange efter hinanden, så man kunne høre det to gange i træk uden at skulle spole tilbage), og så kørte vi fra Sønderborg til København og indlogerede os i et af fællesrummene på ‘Hotel Jørgensen’ ved Nørreport Station. Not fancy!
På en bytur, der vist nok startede på natklubben ‘Frame’ på Østerbro (remember?) mødte jeg garder Søren, som om dagen underholdt sig med at stå vagt inde ved Amalienborg og passe på hendes majestæt, Dronning Margrethe den anden af Danmark.
Efter at have kysset med Søren et par dage, skulle Sara og jeg tilbage og passe gymnasiet i Sønderborg, og hvordan kan man sige ‘Adieu’ til en garder på mere passende vis end ved at køre ind på Amalienborg Slotsplads ved aftentide, parkere Renaulten ved rundkørslen på midten og få sin veninde til at holde øje med kommandøren i vinduet, mens man snaver løs på sin garder, som egentlig slet ikke må bevæge sig ud af stedet.
I have never felt so ‘bad girl’-ish …
Garder Søren og jeg holdt kontakten (velsagtens over fastnettelefonen), men da han efter nogle ugers bekendtskab kom på besøg i mit pigekammer hos mine forældre i Mommark med blød musik, duftlys og massageolie under armen, blev lille, uskyldige MM så forskrækket, at hun sendte ham retur med det samme tog, han var rullet ind med.
Min far taler til stadighed om garder Søren. Han mindes med vemod den aften, hvor vi opførte en lille koncert under trappen i hjemmet i Mommark med far på guitar, garder Søren på klaver og mig og min lillesøster på blokfløjte… (Det er sandt. You can not make this shit up!).
Jeg fandt garder Søren på facebook! Og fandt ud af, at han i dag er gift, har smukke børn og har gået på højskole med min veninde.
I looove facebook!