twins

Yes! At være gravid med, føde og bagefter blive mor til tvillinger ryger da vist alligevel ind på pointtavlen som noget af det vildeste, der er sket mig. Og tiøren er sgu’tte engang rigtigt faldet endnu.
Men lad mig lige starte med at sige det, som det er: Jeg er verdens sejeste fødemaskine! Bare spørg any jordemoder på Riget! Fremmede jordemødre roste mig på gangene i dagene efter Berta og Hugos exit af mit korpus, fordi de havde hørt fortællinger om min sejhed!
Fødslen tog 14 timer fra første ve til sidste alien, og jeg skreg ikke én eneste gang! Og ærligt talt ville jeg hellere føde 3 gange mere i næste uge end være gravid bare tre dage mere.
Jeg har gået til kursus hos Mia Rasmussen i Den Gode Fødsel, og ærligt talt havde jeg ingenlunde øvet mine afspændingsøvelser så godt, som jeg burde (jeg hader lektier), men jeg havde min gispende vejrtrækning (som de kalder det), og hver gang, jeg fik en ve, pustede jeg som Den Store Stygge/Tykke Ulv, greb Jons hånd, og så fortalte han mig, når der var gået 20, 40 og 50 sekunder. På den måde vidste jeg, at nu var veen alligevel halvvejs, så nu var det snart spild at begynde at råbe op. Og det gav Jon lidt at lave. 14 timer er sgu langt tid at sidde og se en hval trække vejret i stød, og jeg var ikke i mit mest konverserende hjørne lige i de timer.

Berta kom først, jeg fik hende ud ved ren og skær girlpower, da mine veer aldrig kom igang igen efter en epidural, jeg fik 8 timer inde i forløbet grundet højt blodtryk.
Men damen kom til verden, grebet af sin far, og da stod en jordemoder på en skammel, lænet over mig og holdt fat i Hugo, som stadig lå i min mave, for at sikre, at han ikke lavede svinkeærinder eller lagde sig på tværs.
Netop som Berta var blevet taget fra mig igen og placeret på sin fars flotte bryst, så jeg kunne komme igang med anden akt, ringede jordemoderens mobiltelefon. Hun havde jo begge hænder i brug til at fastholde Hugo på min nu ret bløde mave, og jeg sværger, at jeg i rent overskud og kådhed over netop at have født én lækker unge og have endnu én i vente, spurgte: ‘Du har jo ingen ledige hænder, så skal jeg ikke lige tage din telefon?’

Hugo kom 28 minutter efter Berta med numsen først. Yes, den slags gør naller på en dame, men bevares, kun i et par minutter. Bagefter spiser man panodil i et par dage, et voilà! God som ny! (Næsten…)

Efter ti dage på Riget er vi nu hjemme på Vestergade, vi har hentet vores Bugaboo Donkey-barnevogn og gået den første lillebitte tur til Irma efter stenbiderrogn (det er på tilbud til 30 kr. for 100 gram lige nu! Go, girls!), og så har vi ammet (nok mest mig), malket ud (også mest mig), skiftet en hulens masse bleer (kæft, hvor kan sådan et drengebarn dog tisse langt, når man befrier dem for bleens trange rummelighed) og givet sondemad (Ungerne skal liiige fedes lidt op).

Vi skal alle fire lige vænne os til hinanden og den nye familiesituation, og jeg ved, vi bliver det vildeste firkløver ever!
Berta har allerede bevist, hvordan en bette flæskesteg på bare 2.800 gram kan fylde en hel dobbeltseng, og Hugo laver Zoolander-pose hver gang, han sover, og så ligger han med hænderne under nakken som en anden tysk turist.
Selvom ungerne er så små, at de knap findes endnu, er det allerede gået op for mig, at det ikke er vores opgave at opfinde dem. De findes helt vildt meget, og Jons og min fornemme opgave bliver at passe på dem, skælde lidt ud nogle gange, give dem noget at spise og indlade dem på at tage en uddannelse. Eller bare gøre det, de synes er optur.
Og så overbevise dem om, at verden er et godt sted, folk, der mobber, har misforstået det hele og at man aldrig må sætte tulipaner og påskeliljer i den samme vase, for så visner tulipanerne (true story, prøv selv!).

bum

Pssst: Nu har jeg talt så meget om mine væskefyldte legemsdele, og lad mig nu stolt og overrasket meddele, at jeg siden fødslen har tabt 18 kilo og nu atter kan passe min vielsesring og mine sokker!