20140513-080521.jpgJeg var i går på Café Victor, hvor jeg spiste en i øvrigt udmærket skinke/ost-sandwich i selskab med den vanvittigt charmerende og talentfulde smykkedesigner Julie Wettergren.
Nu kommer jeg ikke ofte så fine steder på eget initiativ. Jeg ligger nok inde med en lille fordom om, at man skal sparke sig frem mellem Jan Fog’er og Torkild Thyrring’er og kun kan få laks på rugbrød med brøndkarse sådanne steder.
Min sandwich blev serveret på hvidt brød (toastbrød, faktisk! Overhovedet ikke ulig den fra Netto, jeg bruger til parisere herhjemme…), men ved bordet ved siden os sad sørme Mads Dinesen. Champagnedrengen fra TV3s ‘De Kræsne Købere’, I ved! Han drak desværre ikke Moët, men han nåede da at kaste 3-4 store Classic fadøl i svælget på den tid, det tog mig at befri min frokost for de største af salatbladene.

Eftermiddagens regnvåde selskab gjorde jeg mig, da jeg efter et arrangement på D’Angleterre måtte løbe hjem i vandmasserne, så jeg blev våd helt ind til amme-BH’en, fordi en eller anden stjal den fantastiske paraply, jeg netop i sidste uge fik forærede til et Moroccanoil-event!
Hvem stjæler en turkis paraply fra en anden dame i øsende regnvejr på D’Angleterre!? Jeg ønsker hende parkeringsbøder og tykke ankler.
Jeg stillede mig et øjeblik i ly i indgangen til Louis Vuitton-butikken på Amagertorv, men jeg blev gennet væk af dørmanden. Han kunne godt se morsomheden i, da jeg søgte at argumentere for, at man altså ér fashionabel nok til at stå i ly i Louis Vuitton, når grunden er, at man er paraply-bestjålet på selveste D’Angleterre, OG man har spist frokost på Victor, men lige lidt hjalp det, jeg måtte atter ud i vandmasserne. Måske talte det ikke til min fordel, at der stak en pose revet ost op af lommen på min Patrizia Pepe-jakke til den lasagne, Jon i samme øjeblik var i færd med at lave derhjemme.

Men hjem kom jeg! Til mine små kærligheds-krapyler, som nu for tredje gang har prøvet at undvære mig et par timer imellem to amninger. Jeg er stensikker på, at jeg savner dem mere, end de savner mig, og hvor er det dog en ny følelse at savne dem.
For tre måneder siden var alt, der skulle til for, at min dag blev god, at Jon lå på puden til højre for mig, når jeg vågnede om morgenen.
Nu er min lykke med ét blevet sammensat af så mange flere mennesker på én gang. Jeg er ikke længere min egen lykkes smed – min lykke afhænger nu af i hvert fald tre andre menneskers lykke, før jeg selv kan opnå min.
Men når de tre så ér det. Lykkelige, altså. Og det er de, når den store har lasagne i munden og de to små er færdige med at babbe på mine babser, og vi alle fire fylder sofaen ud, og der er zombier i fjernsynet.
Så er loftet for min lykkefølelse blevet potentielt mange-mange-doblet.
Jeg har ikke helt endnu gennemskuet, hvor højt, jeg kan komme op nu, men jeg fornemmer, at det er aldeles overvældende. På den helt og aldeles gode måde.
Således dyb og dybt taknemmelig på en tirsdag morgen. Men det må man godt engang imellem, ikke? ?

Jeg håber sådan, vi alle sammen ses i Magasin på torsdag kl. 17-19 til “mit” lille Elizabeth Arden-event!
Læs mere her.