20140623-193017-70217458.jpgSå blev det atter mandag, og sommeren synes at være forsvundet for en stund.
Men hvad betyder det, når man har tilbragt weekenden på en vikingeplads lidt udenfor Asnæs med at fejre indianerbryllup?
Det forekom mig en kende alternativt, da vi modtog invitationen. De to kærlighedskække indianere er nemlig to meget lyse, nordiske typer, begge af dansk afstamning og allerede borgerligt viet på Købenshavns Rådhus.
Og jeg kunne så få lov at æde min egen mistro sammen med den fantastisk lækre helstegte pattegris, der blev serveret ved frokosten efter den rituelle vielse. Jeg tudede af bevægelse cirka fem minutter efter ankomsten, og det blev jeg sådan set ved med resten af eftermiddagen. Det hele var så smukt og fuldt af blomster og kærlighed. Parret havde overnattet i hver deres lille hytte af pil, som deres bedste venner byggede til dem dagen før, og da de stod op og kom ud af hver deres lille blomsterbo, stod vi, venner og familie i hobetal, i en kæmpe cirkel rundt om dem, sang indianersange, klappede og ugh-ugh’ede. Jeg ville aldrig have været mit eget kirkebryllup foruden, men hvor er det dog røvligemeget, hvad man tror på, og hvordan man gør noget som helst, så længe kærligheden er i det, og man i øvrigt opfører sig ordentligt.
I stedet for gaver havde parret ønsket sig mad til festen, og jeg havde (selvfølgelig) sat mig på desserten, så jeg havde lavet petit fours. Alle mulige andre kom med alt muligt andet, så vi smovsede til den store guldmedalje i græsset rundt om den sydende pattegris hele eftermiddagen, mens solen skinnede. En af gommens venner havde taget sin hipstercykel med – en ladcykel med et påmonteret musikanlæg, der kørte på kraft fra påmonterede solceller – så folk kunne holde taler med mikrofonstyrke. En indianerforstærker, om man vil.
Det var så smukt og perfekt og helt i parrets ånd, og Jon og jeg blev revet med og lovede atter hinanden at forny vores egne bryllupsønsker hver tredje år. Eller i det mindste bare gentage festen!

I dag er det Sankt Hans aften. Jeg plejer aldrig at modstå muligheden for at fejre noget som helst, og da slet ikke en sommerfejring, men i år er der VM i fodbold, som Jon skidegerne vil se, og ungerne er trætte. Og når solen ikke engang selv gider komme til sin midsommerfest, så er der vel heller ingen skam i, at vi bliver hjemme.
For lidt siden ringede det på døren, og på den anden side af den stod en mand, som på vegne af glasfirmaet Riedel overrakte mig en kurv med speciallavede Coca Cola-glas af det pureste krystal ledsaget af alle ingredienser til S’mores i anledning af Sankt Hans: En lille bord-grill, kiks, chokolade og skumfiduser.
Så nu har jeg startet brødristeren, for det skal sgu ikke hedde sig, at jeg sidder sådan én over!
Når ungerne er lagt, og manden er hypnotiseret af aftenens anden fodboldkamp, har jeg en plan om at snige mig over i Tivoli, som traditionen tro byder på bål og lysshow. Så vil jeg spankulere mig en tur, måske spise en softice, holde mig selv i hånden og nyde ensomheden dér midt i vrimlen. Det kan nu også noget!

20140623-193107-70267556.jpg

Update kl. 22.10. Jeg nåede ikke Tivoli, men jeg nåede det her! Og det er kraftedme i orden!! ??

20140623-221050-79850473.jpg