20140621-122116-44476653.jpg

Lige lidt lørdags-løjer. Flere har spurgt, hvilke andre bloggere, jeg følger, og det vil jeg sådan set hjertens gerne svare på.
For de, der er skideligeglade, kan dette indlæg være lidt kedeligt, det beklages hermed på forhånd. 😉

De kommer her i alfabetisk rækkefølge, da jeg egentlig kun følger folk via Bloglovin’.

Bastabum.dk – En blog skrevet af Michala Bastian, som jeg kender gennem LADY-LOGEN. Hun er en mega-sej lady, som blogger mest om livet som mor.

Beautyspace.dk – En blog af skønhedsorakel Anette Kirstine Poulsen, som jeg blandt andet kender som skønhedsskribent i ELLE.
Hendes tone er uhøjtidelig på den jyske måde, og så tror jeg, hun ved alt om sit fag.

By Funda – Funda er en modeblogger,  jeg er på kindkys med, mere kender vi sådan set ikke til hinanden sådan personligt, men hun er så gudesmuk, at jeg bare elsker at kigge på billeder af hende. Derfor. 🙂

Cute Carbs – En blog af søde Tora, som er lige så vild med søde sager som jeg selv og skiiide-dygtig til at tage billeder af dem! Vi kender hinanden igennem vores jobs som digitalredaktører i Aller, og hun er en dødcharmerende pige, som i øvrigt lige er blevet mor også.

Delance Fashion – Jeg kender Emilie Delance på kindkys-måden fra diverse modeuger og events og hygger mig med at følge med i alle de events, hun går til. Jeg er imponeret over, at hun kan nå så mange! 🙂

EmiliBlog – Jeg faldt over Emilies blog, da vi begge blev nomineret til Børn i Byens ‘Bedste Blog’ for en måneds tid siden. Hyggelig blog om livet som småbørnsmor.

Emily Salomon – Supersød PR-pige, som jeg har mødt oppe på NoisePR. Hun blogger uhøjtidligt om sit fashionable liv og smiler altid på sine billeder. I like!

Heiddisa – Jeg kender Heiddisa meget overfladisk fra vores vilde singledage, men jeg husker hende med meget stor sympati. Derfor er det sjovt at følge med fra sidelinien, nu hvor hun selv har fået (lækker) kæreste og smuk datter.

Into The Shades – Jeg kender Cindy, fordi hun tidligere arbejdede på ELLE som stylingredaktør. Hun er præcis ligeså grineren, som hun er tjekket, og så har hun en lækker stil og er smuk som en djævel.

It’s Fashion Baby – Også en blog, jeg faldt over, da vi blev nomineret til samme pris af Børn i Byen. Hyggelig blog om livet som mor og en interesse for mode.

Jackie Navarro – Det er god sofa-lir at følge med i Jackies liv med hurtige biler og smukke drengebørn, og hun er en af dem, der opdaterer flere gange om dagen. Der er flere billedindlæg end egentlige blogindlæg.

Look De Pernille – Jeg kender Pernille en lille smule fra modebranchen, og hun ér jo bare det tætteste, Danmark kommer på modeblogger-royalisme. Hun er skidepæn, trendy og så cutting edge, at det næsten er utroligt! Jeg er dybt benovet!

Lortemor – To dage efter, at jeg havde startet min blog, anbefalede Trine fra Lortemor den på sin egen. Det er så skidegod karma, og jeg hygger mig med at følge med i hendes ærlige fortællinger om livet som mor, kæreste, arbejdende og alt muligt andet -lady.

Mascha Vang – Maschas blog er også en af dem med mange daglige updates og flest billeder, og den er et hyggeligt afbræk, når man lige sidder der og ammer.

Nouvelle – Maikens blog er en rigtig modeblog fuld af det sidste nye fra Paris, Milano, Gucci, YSL og alle de andre store spillere. Godt, der er nogen, der holder fingeren på pulsen for én, når man er på barsel. 🙂

Pudderdåserne.dk – Fed skønhedsblog med masser af forbruger-loyalitet. De har en sjov skrivestil og taler lige ud af posen. Og så har jeg opdaget, at den ene af damerne også er gravid med tvillinger! Heldige asen!

Rockpaperdresses – Jeg mødte Cathrine, da vi for to år siden var på en pressetur sammen til Tanzania, men det er først nu, hvor jeg er kommet på Bloglovin’, at jeg er begyndt at følge hendes blog. Jeg elsker hendes SATC-agtige stil med masser af humor og farver i stedet for alle de ens sort/hvide modemadammer, der ellers er alt for mange af. Og så skriver hun skidegodt!

Sarah Louise – En blog om Sarahs hverdagsliv fyldt med børn, tanker, nye forretningstiltag og så videre. Også en af dem med flere daglige indlæg, mange billeder og masser af selfies.

Sneglcille – Verdens sejeste snegl startede på ELLE lige inden, jeg gik på barsel. Ærgerligste timing ever! Hun er så skæg, sød og dejlig, og så elsker hun måske dårlig chokolade lige så højt som jeg. Hun blogger om livet som mor til Otto, gin/tonics og masser af tanketorsk. I love it all!

Tankeskrald.dk – Carolines blog hed Estilo, da hun skrev og spurgte, om hun måtte interviewe mig til den, og siden har den så fået navneforandring, men siden da har jeg fulgt med. Hun er nu gået over til at skrive mindre om mode og mere om tanker.

YouBlush – Dejlig, personlig skønhedsblog fra Eurowomans skønhedsredaktør, som lige nu også dyrker barselslivet. Hun er snuk og fashionabel og almindelig og hyggelig på én gang. God kombi.

Det er altså dem, jeg har i min Bloglovin’-stream.
Kom meget gerne med idéer til flere blogs, man bør følge, i kommentarfeltet herunder.

Med ønsket om en velsignet weekend til alle som én! 🙂