20140612-084117-31277197.jpgDet lykkedes!
Dagen i går startede med en Tivoli-tur sammen med Canon. Jeg har brugt deres kameraer i 1000 år, og nu fik jeg lov at prøve deres nye EOS 1200D af på candyfloss’er og karrusseller. Jon og ungerne var med, det var prima!
Man kunne tage billeder med den her nye spejlrefleks-drøm og overføre det direkte til sin iphone! Så hvis mine porer virkede lidt tydeligere end vanligt på formiddagens billeder, kender I nu årsagen hertil. ?

I går eftermiddags vaklede jeg så på rystende knæ ned i den dåbskjole-butik, jeg havde udset mig, for at erhverve mig noget passende hør/bomulds-mix til Prop og Bertas første officielle fejring på søndag, og jeg kan med glæde meddele om MISSION ACCOMPLISHED!!
Jeg fandt to kjoler og proppede krapylerne i hver sin, og så vrælede jeg en lille smule i vilden sky over deres usammenlignelige og fuldstændigt uproportionale nuttethed!
Jeg nåede nææææsten at få kjolen af Berta, før hun returnerede sin flydende frokost ud over den, men hvis sådan en hvid sag til spædbørn ikke kan vaskes i maskinen, vil jeg altså mene, det er uanstændigt.
Vi måtte finde hjem i regnen, for mutter havde glemt paraplyen.

I går aftes skulle Jon og jeg i biffen for første gang i vort liv som forældre. Jon var inviteret til premiere i Grand på ‘Når Dyrene Drømmer’, og nu, hvor jeg atter kan være på én stol, måtte jeg godt komme med.
Filmen startede kl. 22, og vi havde fået svigermor kørt ind til lejligheden.
Da vi havde fået spist både barylerne og deres farmor af, lagde vi ungerne i seng kl. 21, og derefter tog vi gåturen på 300 meter rundt om hjørnet til biffen. Mikkel Brøggers Gade var propfuld af mennesker, der kindkyssede og drak drinks, og jeg var i min nye sag fra Six Ames (kunne sgu ikke lade den hænge til i weekenden, når nu jeg blev benådet med den her anledning! Se den på Instagram). Det føltes som sommer og duftede af storbyliv, og der var også gratis Salte Fisk.
Jon og jeg havde fået plads på balkonen! Vidste I, der var sådan én i Grand? Me, neither!
Vi gik op ad en marmortrappe og sad med perfekt udsyn hævet over gulvfolket i en lille logebox med tre stolerækker af seks. Lidt royal har man åbenbart lov at være!
Jon havde (seriøst!) lavet slikposer hjemmefra ved at hælde ubeskedne mængder af mit tyskerrov i to ziplock-poser fra IKEA, og sådan sad vi altså og spiste E-numre og flettede fingre, mens svigermor smd’ede, at vores kærlighedskrapyler snorksov som fik de penge for det.
Filmen var en gyser, og det var den god til. Jeg kom til at nyse lige midt i et larmende øjeblik som efterfulgte en lang, opbyggende stilhed, hvilket fik alle de andre i boxen til at hvine og Jon til at klemme mit højre lår så kraftigt, at der i dag er nogle hustruvolds-lignende aftegninger.

Lidt over midnat valsede vi efter lidt champagne og kendiskindkysseri under åben himmel ind ad døren til en svigermor, der sad og strikkede tøj til vores unger, som stadig sov sødeligt. Magisk!
Jeg modstod en enorm trang til at vække dem og gik i stedet i seng og købte en Stella McCartney-kjole på eBay. Damnit! Someone cut me off! ?

Lige nu sidder jeg bare og glor på mine unger. Kæft, hvor er det tumpet, at man kan lave sådan to fine nogle på én gang! ??

I øvrigt kan jeg lige nævne, at Caroline fra Tankeskrald.dk lavede et facebook-interview med mig for nogle uger siden, og det kan nu læses på hendes blog her.