IMG_6795.PNGJeg kan med stor tilfredshed melde, at jeg netop har plantet den flade i sofaen, i skødet har jeg kødboller i tomatsovs (i en tallerken, heldigvis) og i venstre køkkenskuffe umiddelbart bag mig (ja, der er tale om noget køkken/alrum herhjemme) ligger resten af en pose Daim-karameller, jeg købte til en billig penge i IKEA i sidste uge.
Når jeg om lidt har set ‘Rundt på Gulvet’ på TV2 (Jeg vil gå langt for lidt Niels Olsen), vil jeg hente karamellerne og endog skænke mig selv endnu et glas cola, for kl. 21 sender TV2 nemlig filmen ‘Pigen & Millionæren’ med Dirch Passer, Aksel Strøbye, Ove Sprogø og alle de andre.
Ungerne sover, farmand er i eksil, og jeg er alene i sofaen for første gang i omtrent et halvt år. Hvilken fantastisk aften at være i live!
Anbefaling af god, gedigen, dansk film er hermed givet videre. ?
Hav en dejlig aften!