Forelsket i København
Hey, må jeg godt lige starte med at sige et stort “TAK!” for alle de søde, overskudsagtige og sjove kommentarer, jeg fik på gårsdagens indlæg om nullermænd og nærvær? Jeg ELSKER, at I gider tage jer tid til at kommentere engang imellem, det er så dejligt at læse, giver mig endnu mere gejst til at skrive videre og ofte også inspiration til, hvad jeg skal skrive om senere. I er bomben, jeg er vild med jer! 😀
I går havde vi her på matriklen besøg af Verdens Sejeste Farmor, og da ungerne var optaget af hende og deres fader, stak jeg uset af ud af bagdøren og løb de 200 meter over til Grand Teatret. Som jo ret beset ér en biograf.
Her havde jeg som en af de eneste i hele verden valgt at tilbringe den sidste rest af eftermiddagen. Sammen med tre pensionister så jeg ‘Forelsket i New York’, som var overdrevet god og slet ikke så klichéfyldt, som den åndede titel antyder.
Og hvor kan jeg dog ikke anbefale solo-bifture nok! Det giver altid en følelse af at være lidt alene i verden, men alligevel er man i godt selskab, fordi skærmen er fuld af gode mennesker.
Det er faktisk første gang, jeg tager ud og er sådan rigtigt alene, siden ungerne flyttede ind i lejligheden for snart et halvt år siden. En enkelt gang har jeg været til en ansigtsbehandling, men da foretog jeg mig jo ikke andet end at tale om krapylerne!
At sidde dér i biffen i halvanden time og forsvinde ind i en anden verden var altså ganske magisk. Og mindst lige så magisk var det at komme hjem til fire glade ansigter, hvoraf de to netop var blevet skiftet og havde fået flaske. Tænk, selskabet kører sgu rundt, selvom mor pjækker engang imellem!
I dag startede jeg så dagen med at spise brunch med Kopiernes mor, Nina, på Granola på Værnedamsvej. Jeg har sådan lidt et had/kærlighedsforhold til stedet, for jeg elsker, at det er så fint og fransk, men jeg hader, at akustikken er mere elendig end rastepladserne på Sydfyn, og at de ikke serverer cola. Hvad er det nu for noget hipster-hejs? Desuden kan jeg så berette, at de har erstattet deres yoghurt-skål med en skyr-skål … Jeg har det i øvrigt ret sjovt over skyr! Jeg føler, at jeg er den lille pige i ‘Kejserens Nye Morgenmad’, som er den eneste, der tør indrømme, at det bare er yoghurt! Ja, nuvel, det har 0,005 % færre kalorier, men er det virkelig nok til at give det et helt nyt navn og kultstatus oveni?
Jeg har i øvrigt sovet som en vinduespudser efter en arbejdsdag i Allerhuset de seneste nætter, og også her skylder jeg jer på den anden side af skærmene en tak! I hvert fald jer med børn, som læste mit indlæg om babyalarmer, noia og paranormal aktivitet, og som anbefalede mig at lægge alarmerne på hylden og stole på min nye supersoniske moder-hørelse. So I did!
Om aftenen, når vi ser fjerner, sover barylerne bag lukket dør i eget værelse MED alarm. Men når vi går i seng, åbner jeg dørene til begge værelser, og så går jeg sgu i seng! Og sover! Til klokken cirka 5, hvor der første gang skal gives sut, hvilket der så bliver et par gange, indtil de trækker grænsen lidt over syv. Det er i sandhed vidunderligt!
Lige nu sover begge mine arvtagere eftermiddagslur i henholdsvis dobbeltseng og slyngegyngevugge, og den eneste lyd, der høres, er den, opvaskeren laver, samt mit klimten i tasterne. I aften skal hele familien til middag hos et vennepar, og vi er blevet bedt om at stå for snacks, så jeg har været på rov i Nettos tilbudshylder. Jeg elsker, at de altid har rabat på poser fra Malaco, Engelsk Vingummi og Bridge Blanding. Og denne gang faldt jeg sørme over nogle for mig hidtil usmagte Daim-flødeboller, som i aften altså skal gøre det som dessert. Livet er en lang sommerdag lige for tiden, og jeg kan ikke rigtigt få nok af det.
16 kommentarer
De har fået cola på granola efter længe venten
Åh ååååh, hvis det er sådan en rød pakke med 4 “daim-boller” i, så bliver du svært skuffet! Troede også det var flødeboller, men nææh nej, det var nærmere en slags sammenklemt romkugle med lidt daim klatter.. suk! Men hey! Prøv den nye daim med mint! Den fås også i netto oh der bliver man ikke skuffet! 😀
Helt enig med Sanne ang klam-masse-som-smager-af-det-rene-fedt !
Hvis de da så bare smagte af romkugledej men nej sjældent er jeg blevet så skuffet, på trods af mine enorme mængder fedt og sukker 🙂
Jeg freaking elsker altså hvordan du kan få næsten alt til at være “bomben”! Selvom jeg ser mig selv som værende en positiv person der ser slikposen som værende halvt fuld i stedet for halvt tom, så kan jeg alligevel tage mig selv i altid at blive løftet yderligere at dit positive humør, når jeg har slugt endnu et af dine indlæg
Haha, det med skyr giver jeg dig så meget ret i 😀 Det er blevet ALT for hypet, og jeg skrev faktisk selv et indlæg om det i går: http://altogingenting.dk/skyr-mig-og-lakrids-mig-der/
Din måde at formulere dig på er virkelig cool. Det er både interessant og sjovt, jeg glæder mig hver gang der er nyt på bloggen. Den med biffen gik rent ind. Jeg bestilte straks en billet til Woody Allens nyeste film torsdag aften. Og derefter bliver det Forelsket i New York i næste uge.
Første kommentar til din ret så fede blog, som jeg er vild med at læse! Men i dag var jeg nødt Tim at skrive at jeg er helt enige med de andre, de daim “flødeboller” er slemt skuffende! – eller også var forventningerne bare alt for høje, hvem ved? Dårlige er de ihvertfald!
Tak for din skønne blog! (Som i smug gør at jeg hver gang tænker, hun er for sej! Hende vil jeg være når jeg bliver stor, jeg er 25 så det er nok snart 😉 men TAK for en fed blog!)
Netto har bare det bedste slik. Jeg hader, at jeg bor så langt ude på landet, at der er 16km til den nærmeste Netto. Men min badevægt er nok temmelig tilfreds med det selvsamme faktum.
Hej MM. Hvad er jeres erfaringer med slyngevuggen? Vi har overvejet at købe en til vores lille pige, som har ret svært ved at lægge sig til at sove for sig selv…har den hjulpet ved jer? /Anne
Ja, den er så god! Når en af dem møffer og virker trætte, men ikke vil give op, ryger de op i slyngen, og så med et stykke legetøj over, som de kan daske til og kigge på – så de tror, det er for at lege. Så sover de indenfor 10 minutter. Den er især god, hvis man svinger den fra side til side. Det kan gøres fra sofaen, hvis man sætter snor i.
Hej Mette-Marie. Jeg er en af de der damer der ALDRIG (som i NEVER-ever!!!) kommenterer på nogetsomhelst nogen steder og har ikke en eneste profil nogen steder, men følger bare med på diverse blogs (klart mest din, wink wink), glor lidt nyheder eller tjekker min e-mail (ja kun)…men nu har DU så alligevel lokket mig ud af busken (tro mig, mage vil påstå at det er lidt af en bedrift)…
Det er en virkelig fed blog du har og jeg er for længst blevet FAN. Og nu, mens mine egne tvillingetøzer (8 mrd) og min store pige (6år) er lagt i seng, kunne jeg lige finde tid til at give mit besyv med…keep up the god work. Vi kan slet ikke undvære vores daglige “fix” nu 😉
Venlig hilsen Line
Du virker simpelthen så sød og humoristisk, Mette Marie. Jeg elsker din blog. Keep it up! 🙂
Bedste idé nogensinde, tusind TAK for inspiration- billetten til biografen er hermed bestilt!! Glæder mig allerede til at sidde helt alene med en gigantisk slikpose i mørket, mens farmanden tager sig af ynglet på 4 mdr derhjemme…
Som de eneste to i modebranchen, der forstår skyrens falske natur, burde vi danne en forening mod skyr! Hvis formål det er at oplyse de uvidende stakler om, at det bare er yoghurt med mindre smag og tilhørende “hvem har tisset på min sukkermad” fjæs!!
Nogen må jo stå imod, den massive propaganda, af det uspiselige mælkeprodukt 😉
Og en gang for alle slå fast, at du ikke bliver et bedre menneske, af at spise skyr!!
Stå imod gruppepres og sig nej til skyr!! 😉
Skyr er det eneste mejeriprodukt i yoghurt/cremefraiche kategorien, som kan beskrives som tørt. Jeg forstår slet ikke, at det er blevet så populært.
Noget helt andet. Normalt følger jeg din blog via Bloglovin. Men tilfældigvis i dag slog jeg op på den uden og på mobilen ligner det midterste billede i toppen (det af din gravide mave) lidt en numse. Den mørke streg fra navlen og ned ligner nærmest en numsesprække. Nu hører det så også med til historien, at jeg læste det en mørk aften med halvsøvnige øjne 🙂
Jeg synes også at “forelsket i New York” er vildt god! Ærgerligt med titlen, som du siger. Folk bør virkelig se den på en af disse hyggelige regnvejrsdage.