IMG_7136.JPG
Jeg sank lige en gang eller fire i går formiddag, før jeg tryllede på udgiv …
At sige op på ELLE var ikke en impulsiv, men alligevel en ret udfordrende beslutning.
Lige efter, at indlægget havde ramt bloggen, ringede vores sundhedsplejerske på døren, og da jeg atter øjnede min iPhone to timer senere, var min indbakke, Instagram og facebook fuld af hjertelige lykønskninger, og man kaldte mig modig og alt muligt andet vildt optur!
Jeg svævede rundt resten af eftermiddagen, og da jeg ved aftentide indfandt mig til åbningsreceptionen i anledning af den nye Isabel Marant-butik her i byen, drak jeg i bar’ iver to glas champagne lidt for hurtigt, hvilket resulterede i, at jeg i en gestikulerende armbevægelse kom til at spilde på flotte Line fra pr-bureauet 9PR.

Jeg føler, jeg har ti centimeter af verdens mest bløde og fluffy skumfiduser under fødderne, hvor end jeg i dag sætter mine ben, hvilket lige nu er rytmisk efter hinanden bag krapylernes klapvogn (oh, yes, vi har lavet et upgrade!), i mit ærinde til Nyhavn for at hente frisk fisk til aftensmaden! Jeg er fuld af tillid til verden og tror på, at vi nok skal få betalt huslejen – også i det nye år.
Tusind, tusind tak for jeres søde, dejlige opbakning! I er fandme søde!

Og så nærmede bloggen sig i øvrigt besøgsrekord i går, hvilket nok betyder, at en masse, der ikke anede, at jeg arbejdede på ELLE, nu har læst om, at jeg har sagt op på ELLE. Hvor meta! ?

God weekend!! Spild på alle mulige!
Tænk på: En fremmed er blot en ven, du ikke har spildt på endnu… ?