IMG_6715 Kender I de der aftner, hvor solen er ekstra-pæn, når den går ned, fordi man er sammen med flinke mennesker i god samtale? (Og måske lidt alkohol).
Sådan en aften havde jeg i går.
Jon og jeg var inviteret hjem til Jons gode ven og hans kæreste. De har også to børn, og vi havde selvfølgelig selv medbragt et par stykker, så dem startede vi med at lægge i seng, vores avl blev puttet i sofaen, og da det projekt var tilendebragt, havde Janus, Jons kammerat, fremtryllet den flotteste version af retten ‘krebinetter’, jeg nogensinde har set. Og smagt.
Jeg er ikke den store entusiast udi eksperimenterende køkkenkunst, men Janus slap af sted med at putte noget så eksotisk som pistachenødder i vores krebinetter, uden at mit smil mindskedes. Og imens dette festmåltid, til hvilket han serverede to variationer af kål, gled ned, gjorde solen det samme med Frederiksberg som kulisse, og vi drak Sommersby (fordi det åbenbart går godt til gris) og cava. It was grand, I tell you!

I dag er manden min til kostumeprøve, og jeg kan seriøst ikke huske på hvad. På mandag starter hans vilde efterår, som kommer til at byde på både maskulin fodboldfilm og bøsset optræden på Gasværket. I går, mens vi sugede de sidste dråber ud af cava-flasken, havde Jon lagt sit ben til hvile på min stol, og jeg blev ganske forskrækket, da jeg i et anfald af ømhed ville kærtegne hans ankel, som under min berøring føltes mere glatbarberet end min egen. Man skulle tro, den overdrevne grooming skyldtes hans teaterrolle i netstrømper, men nej. Hans ankler er glatte, så han kan rulle dem ind i sports-tape, når han sparker bold.
Det maskuline og det feminine forenes i sandhed i min (fantastiske) mand!

Ro og rutine er ved at indfinde sig i det lille hjem, vi har efterhånden vænnet os (lidt) til at være forældre, nervøsiteten er aftaget og erstattet af en følelse af rigtighed. Ungerne fylder et halvt år om lidt, og når det er lykkes for os at holde dem i live så længe, tror jeg sgu godt, vi kan klare det frem ad banen.
Hverdagen har ramt os, og med sig havde den en kæmpe nyforelskelse. Min mand er blevet far! Vi har (helt seriøst) tilbragt hver evigt eneste dag sammen, siden jeg gik på barsel lige før jul sidste år. Måske ikke hele dagen hver dag, men HVER dag, fordi Jons arbejde har muliggjort, at han har kunne holde barsel i næsten fem måneder og inden da kun spillede fandango om aftenen. Og jeg kan stadig ikke begribe, at jeg har været så heldig at have ham som husbond og baby-daddy.
I 2001 kom jeg ind med fire-toget fra Als, og efter at have kastet mig i grams igennem et årti i hovedstaden (and what fun that was!) har jeg satme det svineheld til at overtale verdens bedste mand til at gifte sig med mig.
Og man gifter os jo ikke med den, man møder. Man gifter sig i bund og grund med den, man håber, han og man bliver.
Hverken Jon eller jeg har planer om at dø før om en 60 års tid, og der kommer forhåbentlig til at overgå os mange ting inden da, som har betydning for, hvem vi er og bliver. Men I kan ikke bilde mig ind, at der kommer en orkan, der er større end Prop og Berta!

Ja, sorry, så blev mor sgu tudevorn på en hverdags-onsdag. Men det må man sgu godt! Når hverdagen er ens yndlingsdag, må man da have indrettet sig rigtigt! Og heldigvis er det med kærlighed som med lommeuld. Det kan opstå af ingenting, det sker for os alle sammen, og der er altid mere, hvor det kom fra.

Og hey, der er lidt nyt under TWINS.