IMG_6942.JPGKÆFT, hvor jeg dog elsker at være på barsel!
Nu er Jon også startet på job igen, og når han er væk fra hjemmet, om end det oftest blot er en 4-5 timer om dagen, føles det endnu mere “rigtigt”. Jeg har taget mig selv i at redde vores og ungernes senge som noget af det første hver morgen. Det er aldrig sket tidligere! Rollen som hausfrau bekommer mig ganske vel. Selvom jeg efterhånden virkelig ikke kan kende dagene fra hinanden. Måske skulle jeg begynde at sylte her til efteråret? #not

Ungerne vågner hver morgen lige omkring klokken syv. Så lader vi dem ligge og pludre med hinanden i en ti minutters tid, før vi haler dem ind i dobbeltsengen, hvor der puttes og siges pruttelyde, indtil de får serveret morgenmad på sengen klokken otte.
Imellem klokken otte og tolv sover de en lur på en eller to timer, og jeg skal være helt ærlig at indrømme, at det sker oftere end ikke, at jeg napper den sammen med dem i førnævnte dobbeltseng. Oftest sover jeg den første del af luren med den ene unge i favnen, hvorefter jeg triller om og spooner den anden mini i sidste halvleg. Det kan sgu godt noget!

Klokken tolv spiser de frokost, og om eftermiddagen sover de (og ja, ofte jeg) endnu en lur, og så er der mad kl. 16. I det tidsrum er der også tid til en gåtur, og ja, den har tre gange i denne uge haft chokoladeovertrukne jordbær og skumfiduser på pind i kølvandet.
Herefter ligger udfordringen i at holde krapylerne vågne til klokken halv otte, hvor de får deres aftensmad, og så sover de sgu altid (7-9-13) fra klokken otte til syv næste morgen. Måske beder Hugo om hjælp til en sut ved tre-tiden, men det er så også dét.
Og sådan ser alle dagene sgu ud!

Mange er af det indtryk, at Hugo og Berta er nogle små cirkus-unger, som siden fødslen har været halet med til alt muligt, men det er faktisk ret langt fra virkeligheden. Vi har været på sommerferie, men ellers ligner dagene satme hinanden.
Siden vor hjemkomst fra Riget har jeg trillet tur med dem næsten dagligt, og da jeg er bosiddende i indre by, er dette ofte foregået på Strøget. Det har betydet, at jeg har kunne spise frokost med godtfolk på fortorvs-caféer under disse trips, men ungerne har ikke anet en skid, da de har knaldet brikker lunt og trygt i Bugaboo’en.

Da de for et par måneder siden begyndte at vågne mere op, gjorde jeg gåturene mindre og har sørget for, at de har tilbragt de fleste af deres vågne timer her på matriklen, sådan at de ikke er blevet overdynget med sanseindtryk og i ro og mag har kunne vænne sig til Jon, mig og hinanden. Når jeg har mødtes med en veninde på café eller har været til et andet arrangement udenfor hjemmet, har jeg som oftest været væk i max halvanden time, mens Jon så har passet barylerne, da jeg tror, det er sjovere for dem at ligge på et legetæppe og spille op end at sidde på en arm på en beværtning eller et andet sted.
Det føles rigtigt for os. Andre ting føles rigtigt for andre. Hip hurra for, at der er frit valg på hylderne, og at folk (og børn) er forskellige.

I dag gik vi dog linen ud og tog ungerne med til et event på Papirøen, fordi Microsoft lancerer en Surface Pro 3 samt en ny Xbox One. Jeg er fan af førstnævnte og Jon den sidste. Hvis det skulle vise sig at være noget rod, kunne vi jo bare tøffe hjem i jordhulen igen.
Vi var der i halvanden time, og krapylerne var helt oppe at køre! De spruttede af grin og smilede til alle, de kunne komme i kontakt med. Jeg tror sågar, Hugo scorede et telefonnummer på én af tøserne …

Hverdagen slanger sig af sted i al sin hast og charme, og pludselig ligger jeg altså inde med to babyer, som på lørdag er et halvt år gamle, hvilket jeg ikke rigtigt fatter en krone af. Og jeg ELSKER, at jeg bor i et land, hvor jeg kan gå på barsel i et helt år og bruge tiden på lade mig opsluge af hverdagen og ungerne og glemme forskellen på tirsdag og lørdag.
Skål for velfærdssystemet! ?

Hav en dejlig aften, folkens! Engang betød torsdag for mig aftenvagt på café Strassen efterfulgt af gin/tonics og Heineken-bajere på HipHopKontoret. I aften betyder det stearinlys på bordet, film i kassen og dyner i sofaen. Begge dele er altså quite alright! ?