Og yes, det er altså mig på begge sider af næsen. ;-)

Jeg fik en kommentar til et indlæg forleden, som fik mig til at tænke lidt. Det var sådan set en skidesød kommentar, det er absolut ikke dét! Det var et spørgsmål, som fulgte mit indlæg om ungernes værelse. Jeg beskrev min glæde over, at stedet nu, hvor krapylerne er rykket derind om natten, er forvandlet til et rigtigt børneværelse – i stedet for bare at være der, der gives ren røv, og hvor vi sparker vasketøjet ind.
Den søde læser spurgte, om jeg måske kunne fristes til at vise lidt mere af mit hjem end blot det lille billede af en væg i børneværelset, som ses her. Hun skrev, at meget af det, folk kalder “blogland” kan virke blankpoleret, og at andre virker som om, de ikke sparker vasketøj til hjørne, sådan som jeg gør det.
Hun mener, at jeg nok har nogle gode og sunde meninger om boligindretning, og hun spørger, om jeg går ind for ‘poleret eller praktisk’?

Jeg synes, det er et interessant spørgsmål, og jeg har vendt det i bøtten.
Vi bor på 91 kvm. på Vestergade i Indre København. Det er en helt nyistandsat lejelejlighed i en gammel bygning, den er superlækker med sine tre værelser om end vi savner solens stråler noget så skrækkeligt.
Jon og jeg er begge nostalgikere og uden evne til at efterleve minimalismens doktrin. Vi kan tildele symbolsk værdi til selv et rivejern, fordi det har stået i vores barndomshjem eller blev købt i en hård periode efter et breakup. Næsten alt, vi ejer, har affektionsværdi, og selvom det kan lyde enormt hyggeligt og personligt, er det faktisk mest af alt rodet. Vores ting passer ikke sammen, og oven på alt, der kan stå noget på, står der noget. Ved siden af noget, det ikke matcher.

Da jeg studerede, boede jeg i mit fine forældrekøb på 42 kvm. på Meinungsgade på Nørrebro. Fantastisk, lille lejlighed med den dejligste have lige udenfor døren. Men jeg hadede at invitere gæster, fordi jeg synes, jeg boede så grimt. Jeg havde en sofa, jeg selv havde smækket sammen af en boxmadras, som balancerede på to gamle trækasser fra Carlsberg med tre store IKEA-puder op ad væggen. En løsning, jeg havde set udført til perfektion af en kunstmaler på Christianshavn i et boligblad, men som i min lillebitte studenterhybel kom til at se sørgelig og, well, hjemmegjort ud.
Da jeg begyndte at arbejde på ELLE og tjene nogle penge, købte jeg en sofa, der passede til lejligheden. Den var brugt, men SÅ pæn, og den blev det, alting tog udgangspunkt i, når jeg købte nyt. Jeg smed alt det gamle lort ud – undtagen de møbler fra mit barndomshjem, som havde særlig følelsesmæssig værdi, og nyt kom til, som passede til sofaen. Jeg endte med at være sindssygt glad for min lejlighed og alle de ting, jeg havde købt til den. Det var ikke dyre køb, men et par pæne spisestuestole, nogle pangfarvede HAY-bakker og lysestager, som stod i fin kontrast til det brune vidunder, sofaen.

Da jeg flyttede sammen med Jon i ny, fælles hybel, solgte jeg sofaen, fordi den ikke gjorde sig helt så godt som fællessofa.
Men jeg kunne selvsagt ikke få mig selv til at kassere alle de fine sager, jeg ellers havde købt og udvalg, sådan at de passede perfekt til sofaen, som nu ikke længere fandtes.
Så vores hjem er altså et løjerligt mix af ting fra begge vores barndomshjem, noget fra Jons studentertid i Odense og min tilværelse på Stenbroen. Et par gange om året går vi amok og smider helt vildt meget ud, men alligevel er det som om, der ikke rigtigt bliver større afstand imellem tingene.

Angående vasketøj, nullermænd og rod i hjørnerne, så ved vi jo alle sammen, at det er noget, vi alle sammen har. Med mindre vi har aupair. Og det har vi jo for helvede ikke. Men det er da ikke noget, jeg har lyst til at vise frem for gæster.
Når vi har inviteret venner, bruger jeg (som de fleste andre, tror jeg) det sidste kvarter, inden de kommer, på at fjerne ting, rydde ting op og lægge ting sammen, og når de har ringet på hoveddøren og er på vej op ad trappen, banker jeg puderne i sofaen og retter på lysestagerne på stuebordet.
Det er nok lidt ligesom med alt andet. Efter krapylernes komme har jeg fedtet hår oftere end ellers, og det sker flere gange om dagen, at jeg bliver skidt eller gylpet på af et af de tre mennesker, jeg elsker højst. Men når jeg skal et smut på café eller i Netto, sætter jeg da lige håret op og kamuflerer det med hårspray, og jeg skifter også den tilsølede bluse.

I den her nutid, vi er en del af, hvor der er så mange sociale medier og endnu flere billedredigerings-apps og filtre, man kan gemme sin kedelige virkelighed (og den har vi sgu alle sammen! Også Medina! Tror jeg …) bag, er det næsten blevet en dyd at vise “sit sande jeg” frem. Og jeg har ikke noget imod at indrømme, at mit maveskind stadig har samme form som bolledej, at vasketøjet samler sig i dynger eller at jeg nogle dage først får børstet tænder ved 15-tiden. Men jeg synes ikke, mit ‘jeg’ bliver mindre sandt, fordi jeg gerne vil gøre mig lidt umage, når jeg skal have gæster eller skal ud og møde verden.
Jeg har ikke lyst til at vise billeder af min opvask eller vasketøj på hverken Instagram eller bloggen her, og når jeg skal have gæster, rydder jeg op – både for deres og min skyld. Når jeg skal ud at spise med min mand eller en veninde, tager jeg gerne lidt makeup på og tjekker tøj og hår i spejlet. At gøre sig umage er ikke det samme som at ville skjule sig eller ikke at vise, hvem man i virkeligheden er, hvis I spørger mig. Det rigtige, “sande jeg” sidder jo indenunder alt det, og det er det, vi viser, når vi opfører os ordentligt, taler pænt til hinanden, hjælper hinanden og er nærværende der, hvor vi er, synes jeg.