Facebook-20140902-101524Det er lidt sjovt, det der med, hvad folk siger til hinanden i det offentlige rum. Altså, mange folk siger jo meget forskelligt, men det er som om, vi er tilbøjelige til at falde i nogle standard-fælder, som lader til at være ganske ufravigelige,.
Jeg sad forleden og læste et par gamle indlæg igennem (hvor selvcentreret har man lov at være?!) fra dengang, jeg stadig bar min avl indvortes. Da var jeg pænt træt af, at folk på gaden havde det med at sige, at det var enormt synd for mig, at jeg skulle have tvillinger.
Måske var de ikke helt så ligefremme alle sammen, men langt de flestes første kommentar var “Det bliver godt nok hårdt! Men hvor får de megen glæde af hinanden på sigt”. Altså: “Træls for dig, fedt for dem”.
Når jeg så bedyrede, at jeg nu var ret indstillet på projektet, at jeg var helt festet igennem og klar til en anden slags søvnløse nætter, fik jeg at vide, at jeg ikke anede, hvad der ventede mig. (Sjovt, så nemt, det er at være eksperter på andres vegne, kunne man synes).

Til sidst i min graviditet, hvor min badevægt hver morgen begyndte at græde, når jeg tromlede ud på badeværelset, fordi ungerne voksede hurtigere end min kassekredit, når Holly Golightly holder udsalg, og jeg var blevet 26 kilo tungere, blev jeg nogle gange ude i verden spurgt til, hvordan jeg havde det. Jeg kunne på det tidspunkt godt finde på at pibe et ‘Det er altså lidt hårdt efterhånden …”  Og så blev jeg som oftest mødt af en mine, der fordømte mig som værende utaknemmelig, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle være lykkelig for, at de havde det så godt derinde. Jeg prøvede nogle gange med et spagt “Det ene udelukker jo ikke det andet …”, men lige lidt nyttede det.

Nu, hvor krapylerne er her, og jeg altså er så heldigt stillet, at jeg slet ikke synes, det er tilnærmelsesvis så hårdt, som jeg var blevet fortalt eller havde forestillet mig, møder jeg stadig mange af de samme kommentarer, når jeg triller rundt i nabolaget. Eller andre steder. Den mest slidte er, når en forbipasserende eller en elevator-medpassager kigger ned i kareten og dømmer “Puha, det er hårdt”. Jeg plejer så at svare “Det er faktisk ikke så slemt … De smiler nærmest hele tiden, og så sover de igennem om natten”.
Dertil er svaret altid det samme: “Nåh, jamen, så ved du slet ikke, hvad det vil sige at have børn, jo!”
Åhr, jo, det skulle jeg nu nok mene, at jeg gør.
Andre gengangere er “Så har du da nok at se til” eller “så ved du da vist nok godt, hvad du skal få tiden til at gå med”.
Mit standard-svar er efterhånden blevet “Jeg skal heldigvis ikke nå noget”.
Jeg ér jo på barsel, det er ligesom det, der er hele konceptet. Jeg laver stort set ikke andet end at koncentrere mig om de to dejfarvede dejlingers velbefindende, og det er knagme hyggeligt! Og kedeligt! Og hårdt! Men mest hyggeligt.

I går aftes spiste vi igen på Great China (I know, jeg har det med at falde ned i riller, når det kommer til, hvad jeg indtager. For tiden er det Simply Chocolate’s ’sticks’ og Great Chinas rejer i sur/sød-sovs), og der var en sød, kinesisk tjener, som forelskede sig dybt i Berta. Hun fortalte, at hun d. 20. maj i år selv fødte en lille pige, som hun viste os billeder af på sin telefon. Hun havde imidlertid ikke set sin datter siden umiddelbart efter fødslen, da hun bor i Kina med sin mormor. Hun, den søde tjener, og hendes mand bor nemlig i Danmark for at studere, og når de har fri, arbejder de begge to, så de ville ikke have tid til at tage sig af deres datter. Derfor bor hun på den anden side af jorden, og den lille familie vil altså først blive genforenet igen i december. For en stund. Indtil juleferien er forbi.

Klog af alle de mange gange, folks meninger har små-såret mig, afholdt jeg mig fra at fortælle pigen, hvor hårdt, det måtte være for hende, og nøjedes med at rose hendes datters indtagende skønhed på billederne og give hende lov til at kramme Berta lige så længe, hun havde lyst (og det var ret længe).
Ja, jeg har nok at se til. Hvor er jeg dog umanerligt svine-mega-heldig! <3