Facebook-20141025-013848Jeg er nødt til at fortælle jer lidt om premieren på De Tre Musketerer, for det var simpelthen så genialt!
Jeg er godt klar over, at jeg halter en smule bagefter her på bloggen, og det er sgu’tte med min gode vilje. Tingene har det jo blot, som tidligere filosoferet, med at ske samtidig, og lige nu befinder den bette familie på Vestergade sig midt i orkanens øje (for lige at blive lidt melodramatiserende i min overdrivelse), idet Jon både er ved at afslutte EM92-filmen (hvilket betyder meget arbejde og en stor fest) og så selvfølgelig starte på De Tre Musketerer (hvilket ligeledes betyder meget arbejde og en stor fest). De to fester faldt naturligvis dagen efter hinanden, og oven i det er Hugo begyndt at skide på vores aftale om at være et nemt barn, der sover igennem. Han synes øjensynligt at tænke, at hvis far kan té sig tosset natten lang, så kan han da også. Og når faren er ude at danse, kan I jo selv regne ud, hvem der står for at forsøge at få knægten til at visselulle uden at tage ham op ad sengen (som Biblen foreskriver), men samtidig afværge, at han vækker sin sovende søster blot 15 centimeter derfra.
I bund og grund har det betydet, at jeg har sovet, når krapylerne sover i løbet af dagen. Og det er jo de pauser, jeg plejer at henslæbe hér i selskab med jer.
Men jeg gider ikke brokke mig! Ja, jeg er vågen 2-3 timer hver nat for tiden, men guderne skal vide, at jeg kender mangen familie, der bøvler med samme problem blot med omvendt fortegn – hvor altså ungen (eller ungerne) kun sover 2-3 timer hver nat.
Hugos “problem” er, at han er gået fra at være en hjælpeløs dejkrump til en rask dreng (hvilket jeg jo kun kan være fan af), og han er nu så god til at vende sig om på maven, at han kommer til at gøre det i søvne. Og når han så i ly af natten vågner dér liggende på alle fire, synes han at rationere sig frem til, at han jo må være døset hen midt i en leg, og han giver sig således straks i kast med at genoptage denne. Han er kisteglad, hujer og griner, så jeg kan ikke være rigtigt gal. Men træt. Det kan jeg godt være …

Nåh, men nu til den premiere!
Jeg kom ud af døren i det samme tøj, jeg havde haft på siden selvsamme morgen, og jeg havde ingen makeup på, men jeg kom da afsted, og jeg blev i salen mødt af min svigerfar, der havde bestilt cola til os til pausen. Jeg elsker mændene i den familie!
Jeg synes, Østre Gasværk i sin buttede tøndeform er et af landets flotteste teatre (om end jeg også kan blive ganske tændt af lysekronerne på Folketeatret), og jeg synes, de har et ry for at lave nogle seje produktioner, så jeg har været ret høj i hatten over at være gift med én, der arbejder dér. Forestillingen De Tre Musketerer har allerede spillet to gange i Odense, og de eneste to skuespillere, de har taget med videre til Gasværket, er Jon som kongen og Rasmus Fruergaard, der spiller hovedrollen som D’Artangan. Når den mand synger, lyder det som om, at Celine Dion har lavet et kærlighedsbarn med Elvis! Ganske enkelt fabulous!

Første gang, stykket blev sat op i Odense, havde Jon og jeg været kærester i et lille års tid, og jeg så stykket i alt seks gange. Jeg kunne til sidst næsten alle replikker uden ad, jeg kunne synge med på alle sangene, og alligevel kedede jeg mig ikke et nanosekund.
Derfor var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville have det med, at man tog den fine opsætning ud af Odense, halede den med til snobbede København, recastede rollerne med en masse kendtere skuespillere a la Ole Thestrup, Trine Pallesen, Jens Andersen (Polle fra Snave) og Anne Vester Høyer. Og jeg må her på den anden side indrømme, at noget af det revy-agtige og lalleglade, som jeg vildt godt kunne lide i den originale udgave, er forsvundet. Der er meget mere ‘Paw-waw’ og lidt mindre armhuleprut over stykket nu, hvilket mange sikkert synes er godt – men jeg KAN jo bare skidegodt lide armhulerne…

Til gengæld har københavnerne tydeligvis mange flere penge, og efter premieren fik jeg en brændende lyst til at gå direkte over til sminkøren og kostumieren og give dem et bifaldende klask bagi, for alle karaktererne var flottere, sejere, ondere og mere 80’er på den helt fede måde!
De nye skuespillere synger også (undskyld, Odense) bedre end mange af dem i den originale udgave. Trine Pallesen er 46 år, og hun synger Madonna, så selv en voldsomt heteroseksuel mor til to som yours truly kom til at genoverveje sine valg her i livet. Og Anne Vester Høyer kunne uden tvivl vinde både Popstars, X-faktor og Scene Er Din, eller hvad de nu hedder alle sammen efterhånden!
Den sjoveste på scenen (udover min transede mand, of course) var karakteren Rochefort. Jeg elskede den måde, han blev portrætteret i den originale udgave, så jeg forstår ikke, hvordan det er lykkes ham, der spiller ham i København, at overgå det. Jeg KAN ikke forklare det, lov mig, I tager til Østerbro og oplever det selv. 🙂

Jeg var så stolt efter tæppefald, at jeg havde en ubændig trang til at drikke mig stiv og danse natten lang med min smukke mand, da han havde fået kæmmet skægget for glimmer og fjernet de kunstige vipper, men jeg fik i stedet et lift af min svigerfar til hjemmet i Vestergade, hvor jeg lagde hovedet på puden klokken et. Det gav mig lige halvanden time i kanen med Ole Lukøje, før Hugo krævede min opmærksomhed, og han gad faktisk ikke rigtigt sove mere den nat. At all …

Til gengæld kan han næsten kravle, det samme kan Berta, og de er så latterligt lalleglade det meste af dagen, at det næsten kan være lige meget. Lige nu går deres far tur med dem, inden han skal møde på Østerbro til dagens to forestillinger. Og jeg vil altså mere end nogensinde anbefale jer at tage ind og se én af dem. Ikke nødvendigvis én af dem i dag, forstås. De spiller helt til februar næste år. 😉